Mere Puccini; og mere Madama Butterfly, som man også kunne opleve i den forgange sæson på Det Kongelige Teater. I denne sæson er det imidlertid Den Jyske Opera, der på sin faste efterårsturne også har Puccinis klassiker fra 1904 på programmet i en – lad det være sagt med det samme – flot opsætning af Ulrich Peters, der efter premieren i Sønderborg nu er på vej rundt i landet.
Velkomment er dette bestemt, efter at Det Kongelige Teater synes at have langt Lars Kaalunds gode opsætning af samme værk til side til fordel for en velment, men i mine øjne desværre mindre vellykket, nyfortolkning af værket.
Med Den Jyske Operas forestilling er vi tilbage til Madama Butterfly, som vi kender den og hende, i en veludført opsætning, hvor alt er som det mere eller mindre skal være. Opsætningen er flot og med en farverigdom, der kan stå mål med Puccinis stemningsmættede italienske senromantik. Anders Polls lysdesign er imponerende og spiller fint med i handlingen: Det er f.eks. varmt og forførende i den store kærlighedsscene til sidste i første akt, for så at gøre samme rum næsten ubærligt koldt og klinisk som et industrislagteri, da virkeligheden melder sig til sidst i anden akt.
I opsætningen har man været tro med Japan, som vi kender det fra populærkulturen, f.eks. Yasujirô Ozu og Akira Kurosawas spillefilm for slet ikke tale om Hayao Miyazakis tegnefilm. Det er derfor et hus med de velkendte ”papirvægge”, handlingen er henlagt til. Ligeledes er kostumerne med de snit, man forbinder med denne del af verden.
Hvorfor er dette vigtigt? Det er det fordi, at handlingen skal foregå i Japan omkring år 1900. Det vigtige for en instruktør er derfor at bruge de greb, der bringer et dansk publikum i denne stemning sådan nogenlunde. Dét er vigtigt for at opera kan fungere som det komplekse sammenspil af sang, musik, handling og personer, som genren består af.
Kan det ikke fungere at henlægge handlingen til det moderne Nagasaki eller andet? Jo, men det er en svær øvelse. I Det Kongelige Teaters opsætning af samme værk i februar henlagde man handlingen til et museum i det moderne Japan. Og i Puccinis Turandot (1924, ufuldendt ved komponistens død) var handlingen i Det Kongelige Teaters opsætning fra 2018-19 henlagt til det moderne Kina. Begge opsætninger var i mine øjne mindre vellykkede, fordi de netop ikke ramte den rigtige stemning, uanset de måske gav et mere realistisk billede af hhv. det moderne Kina og det moderne Japan. Opera er ikke dokumentarfilm.
Dette har Ulrich Peters heldigvis forstået med sin opsætning: Operaopsætning handler om at få de nævnte bestanddele til at spille sammen i en formfuldendt helhed.
På den musikalske front var der også ganske meget at hente. Mest bemærkelsesværdigt var, at det var Odense Symfoniorkester, der var placeret i orkestergraven på Gamle Scene. Normalt er det ellers Sjællands Symfoniorkester (Copenhagen Phil), der ledsager Den Jyske Operas turneforestillinger i denne del af landet. Men det gjorde ikke noget; for Puccinis musik blev leveret med en dramatisk nerve og intensitet under Christopher Lichtensteins taktstok, der fint kunne stå mål med det lokale landsorkester. Men også med en passende afmålthed i eksempelvis den store scene mellem Butterfly og Pinkerton til sidst i første akt.
Titelpartiet som Madama Butterfly ligner i anden akt lidt partiet som Tristan i Wagners Tristan & Isolde i denne operas tredje akt: Begge er de mere mindre alene på scenen i lang tid, mens de venter længselsfuldt på, at et skib skal bringe deres elskede nær. Forskellene på de to partier er dog også til at tage og føle på, men partiet som Madama Butterfly kræver en velstøbt sangerinde for at kunne mestre nuancerne i hende. I første akt skal hun være indadvendt og skrøbelig. I anden akt skal hun være stolt og ophøjet, men samtidig også lidt naiv. Alt dette formåede Chunxi Stella Hu, der var en pragtfuld Cio-Cio San, som karakteren egentlig hedder.
Partiet som den lidt anløbne og usympatiske marineløjtnant B. F. Pinkerton var også godt givet ud, nemlig til Anders Kampmann, der navnlig i slutningen af første akt udmærkede sig ved at synge partiet utrolig følsomt. Trods alle mere eller mindre direkte udtalelser om det modsatte, fornemmede man i den store duet sidst i første akt, at hans følelser for pigen faktisk er ægte, hvilket gav et særligt nærvær til dramaet. Dét uanset at Pinkerton faktisk til sig selv får betegnet hende som blot ”et stykke legetøj”, han kan fordrive tiden med, til han drager hjem til Amerika igen.
Af andre gode præstationer må nævnes Rhys Jenkins, der sang partiet som konsulen Sharpless, der havde en faderlig varme i sin stemme, og Butterflys fortrolige, tjenestepigen Suzuki, der blev glimrende sunget af Sofiya Palamar, som ubesværet stod distancen i det ikke helt lille parti.
Stykkets komiske element er placeret hos den intrigante ægteskabsmægler Goro, hvilket blev fint fortolket med overskud af Norbert Schmittberg, der havde valgt en gestik og stemmeføring, der fik mine tanker hen på dværgen Mime i Wagners Siegfried.
Den Jyske Opera er sluppet ganske heldigt fra sin opsætning af Madama Butterfly. Den kan fint blive i repertoiret og tages frem ved passende lejligheder. Men indtil videre er der rig lejlighed til at opleve værket, der frem til den 30. november når at komme forbi Herning, Randers og Aalborg, inden der sluttes af med seks forestillinger i Aarhus.
Giacomo Puccini, Madame Butterfly. Libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa efter David Belascos skuespil. Den Jyske Opera. Gæsteforestillingen på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 3. november 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om spilledage og spillesteder etc.:
https://jyske-opera.dk/forestillinger/madama-butterfly/
Nila Parly, Butterflys forvandlinger (programindlæg på forestillingens hjmemmeside)
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.
Af anbefalede indspilninger af værket falder jeg stadig til Herbert von Karajans 1974-indspilning på DECCA med Mirella Freni og Luciano Pavarotti. Omtalt her:
https://aarsskriftet-critique.dk/2024/02/opera-madame-butterfly/
