Med et lille, men tydeligt, skridt i en mere traditionel retning er operasæsonen her i september åbnet på Det Kongelige Teater med Puccinis Tosca (1900) i en ny opsætning af Kasper Holten, der afløser Peter Langdals tidligere opsætning af samme værk.

Overraskende, javist, men der skal ikke lyde et ondt ord om det herfra. En opera som Tosca overlader meget lidt til fantasien og fungerer derfor bedst i det element, som den er tiltænkt af komponist og librettister.

Men så kan jeg alligevel ikke lade være: Er en opera som Tosca – et af de værker i standardrepertoiret der stiller mindst krav til publikum – måske ikke lige præcis et værk, der godt kunne trænge til en gang virkelig krads regiteater, der vender op og ned på vores vante forestillinger?

Næppe. For her ville man for alvor provokere det meget store publikum, der holder af denne opera, og som derfor også er en af dem, der for alvor kan sælge billetter. Tosca er et af de værker, der er hellige som Nøddeknækkeren til jul. Og Nøddeknækkeren kommer vi næppe heller til at se i en opsætning, der for alvor adskiller sig fra, hvad vi har set før og glæder os til at se igen. Heldigvis.

Toscas styrke er netop dens usofistikerede simpelhed. Den effektive dramatiske handling, der foregår over kun halvandet døgn i år 1800 i Rom på historiske lokaliteter (Sant’Andrea della Valle, Palazzo Farnese og Engelsborg), forløses til en formfuldendt helhed med sine skarptskårne personer og voldsomme musik på lige knap to timer. Det gør i den forbindelse mere skade end gavn, at man også på Det Kongelige Teater også i den nye opsætning insisterer på hele to pauser. Man kunne med udbytte spille anden og tredje akt i forlængelse af hinanden.

Kasper Holten har sammen med scenografen Philipp Fürhofer gennemgående skabt en stemningsfuld, mørkfarvet opsætning, omend det overses lidt, at operaen ikke er mørk hele tiden. Navnlig scenen mellem de to elskende i starten af første akt mister en del ved at blive skildret så dystert, som det sker hos Holten-Fürhofer, da den er et af de få lyspunkter i det dystre værk. Bedre rammer man lyset i morgenstemningen i starten af tredje akt.

Mens stemningen i værket, med den nævnte undtagelse, rammes fint, så kniber det mere med at få dramaet integreret i opsætningen. Opsætningen er i vidt omfang stillestående. Navnlig først akt i Sant’Andrea della Valle lider under dette, særligt ved at det store crescendo i slutningen (et af operaens bedste steder) forløses ikke så storladent som musikken.

Heller ikke i anden akt i Palazzo Farnese får vi for alvor dramaet indarbejdet opsætningen. Instruktørens ide er her, at de fornemme stuer i paladset skal vises parallelt med fangekælderen: Tosca skal synge for det totalitære regimes spidser i de pæne stuer, mens hendes kæreste mishandles i fangekælderen lige under gulvbrædderne. Styrets polerede facade sat skarp overfor den brutale virkelighed under overfladen.

Ideen er inspireret af et besøg i Moskva, som Holten foretog i sine teenagerår, hvor han sammen med sin far blev bragt til forhør efter at have købt billetter til Svanesøen af en mand på gaden. Forhørslokalerne lå lige inde bag den ellers så fine reception i hotellet. Ideen fungerer dog ikke på scenen, hvor styrken i anden akt netop ligger i kammerspillet i et lukket rum: Det klaustrofobiske går tabt med vekselvirkningen mellem to rum. Noget af det mest virkningsfulde i anden akt er også, at man netop ikke ser, hvad der sker med Cavaradossi bag døren til forhørslokalet. Fantasien gør her fint arbejdet. Det dramatiske greb i den aktuelle opsætning forekommer for tungt. Hertil kommer, at den ellers så stemningsfulde scenografi ikke er gennemført i den temmelig fantasiforladte fangekælder, man har under paladsets flotte stuer.

Andre elementer er mere vellykkede. Eksempelvis at Tosca synger sin store arie – Visi d’arte, Visi d’amore – til regimets dronning, der er gæst i paladset. Hun vender koldt ryggen til den ellers rørende bønfaldelse, der flot blev sunget af Marigona Qerkezi som Tosca. Tilsvarende i tredje akt, hvor baggrunden er udsigten over Rom i form af et maleri, der langsomt tager form som solen står op, men tværes ud til ukendelighed, da de dræbende skud falder og virkeligheden går op for Tosca, der herefter må se sig selv i fangekælderen fra anden akt. I tredje akt kunne man måske også godt have gjort brug af bare lidt mere end blot videoprojektioner.

Bedre end opsætningen står det til med musikken, hvor Det Kongelige Kappel spillede strålende under dirigent Daniele Squeo, der ikke havde nogen berøringsangst over for de heftige dynamiske udsving, der gemmer sig i partituret. Crescendoet i slutningen af første akt, der slutter med et Te Deum, blev ligeledes smukt forløst musikalsk. Fremhæves må også de stemningsfulde klokker, der indleder tredje akt.

Marigona Qerkezi var glimrende i titelpartiet. Hun havde en pragtfuld stemme samt fin dramatisk indlevelse og nerve, der modsvarede stykkets dramatiske handling, hvilket kulminerede i den store Visi d’arte-arie, hvor hun passende gav publikum plads til en stormfuld applaus. Et velplaceret, ægte holtensk greb var, at Scarpia – da applausen fra publikum havde lagt sig – stemte i med tre særdeles mådeholdende og lidt for taktfaste klapsalver.

Tosca havde en værdig partner i Cavaradossi, der blev sunget forrygende dramatisk af Matteo Lippi, der også gav publikum præcis, hvad de var kommet efter i den store tårn-arie i tredje akt. Det var derfor også lidt uheldigt, at sammenspillet mellem Cavaradossi og Tosca ikke helt fungerede i første akt. Man bør huske, at Tosca er andet og mere end torturscener i anden akt og henrettelsen i tredje akt, men det er desværre lidt for ofte dér fokus ligger. Det synes jeg også lidt at kunne spore i personinstruktionen i den aktuelle opsætning, hvor der manglende lidt indlevelse i de mindre »larmende« passager. Vi har trods alt at gøre med en libretto, hvor Tosca i første akt synger ting som »du ugler mit hår«. Det var Cavaradossi vist langt fra i den aktuelle opsætning.

Det tredje hovedparti – Scarpia – var givet til Johan Reuter, der desværre i første akt mere var en hyggelig bedstefar end en ond politichef. Man mærkede ikke hans lidenskabelige grusomhed, hvilket desværre lidt gjorde afslutningen på første akt til en flad fornemmelse. Han kom fint efter det i anden akt, men var stadig noget bagefter hans to antagonister.

Derimod fik Antti Mähönen ganske meget ud af det mindre parti som sakristanen i Sant’Andrea della Valle.

Jeg var vel egentlig godt underholdt af Det Kongelige Teaters seneste bud på Tosca, men også overbevist om at Puccini bestemt ikke giver sig selv. Tværtimod stilles der store krav til præcision og sammentænkning af musik, handling og personer, hvis man vil have det maksimale ud af det potente drama. Her er der stadig plads til forbedringer.

Giacomo Puccini, Tosca. Libretto af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa efter Victorien Sardous drama. Det Kongelige Teater, Operaen, den 21. september 2025.

Referencer

• Mariann Sejer, Fra én Tosca til en anden (programindlæg)
• Mariann Sejer, Al god kunst handler om at skildre menneskets natur (programindlæg)
• Mariann Sejer, Puccini og den fatale jalousi (programindlæg)
• Michael Bo, Interview med Kasper Holten, Klassisk nr. 78, september – oktober, 2025
• Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001
• Et glimrende moderne forsøg på at filmatisere Tosca, uden at der gives køb på dramatikken, er Benoît Jacquots 2001-filamtisering med Angela Gheorghiu som Tosca og Roberto Alagna som Cavaradossi og – ikke mindst – Ruggero Raimondi som en ond, ond Scarpia, der næsten syger sig horn i panden. Filmatiseringen brillere særligt ved det stemningsfulde anden akt. Med Royal Opera House under Antonio Pappano er der heller ikke sparet på noget, hvad orkester og dirigent angår. Kan købes hos iMusic.dk: https://imusic.dk/movies/5060126870890/tosca-2024-tosca-dvd
• De mere traditionelt indstillede vil stadig kunne finde glæde ved Gianfranco de Bosios 1976-filmatisering af Puccinis Tosca, der blev til en tv-film i 1988. Den er filmet på de forskellige historiske lokaliteter i Rom, hvor operaen foregår. Så man får set både Sant’Andrea della Valle, Palazzo Farnese og Engelsborg at se uden at behøve rejse til Rom. Raina Kabaivanska er fremragende som Tosca, men overgås stadig af Plácido Domingo som Cavaradossi, der i sig selv rigeligt kan bærer indspilningen. Filmen er er udgivet på DVD af Deutsche Grammophon, men er vist udgået fra almindelig handel. https://www.deutschegrammophon.com/en/catalogue/products/puccini-tosca-domingo-bartoletti-4545
• På cd-fronten er det svært at komme uden om Deccas 1978-indspiling med Mirella Freni og Luciano Pavarotti som hhv. Tosca og Cavaradossi samt Sherrill Milnes som Scarpia. Denne er vist desværre også efterhånden udgået fra almindelig handel ifølge oplysningerne hos Decca: https://www.deccaclassics.com/en/catalogue/products/puccini-tosca-mirella-freni-2675