Kunstmaler Thomas Kluge og litterat Kasper Støvring har sammen skabt en kultur- og kunstkritisk bog, hvor billede og tekst er i samtale om tidens åndelige krise og vil fremdrage ny og tiltrængt opbyggelighed. Men hvad er der kommet ud af det interessante forehavende? Redaktionen har anmeldt bogen.
Thomas Kluges og Kasper Støvrings bog om billedkunsten og modernitetens kulturelle krise har på en gang meget beskedne og meget store mål. Det moderne er fortid er ikke en kunstnerbiografi, som litteraten har skrevet om maleren, eller en monografi med kunstkritik som sådan. Ej heller er det en samtalebog i gængs forstand med ordskifte mellem de to forfattere eller vekslende kapitler med hver deres skribent.
Det er, som det lyder i forordet, et værk, der er blevet til efter års bekendtskab og ”mange timers samtaler”. Forfatterne, med Støvring som pennefører, beskriver og reflekterer over ”hvordan krisen ser ud for os, og hvad der kan og bør gøres, i både kultur og kunst”. Det er ikke et programmatisk eller kanoniserende projekt, man ønsker at indforskrive andre i.
Men omvendt er menings- og traditionstabet i den moderne verden og afstanden mellem den formelle kunstelite og de almindelige borgere netop noget, som angår os alle, og dermed også ”andre”. Man vil også ”eksponere kunstinstitutionens blinde vinkler” og viger ikke tilbage for at blæse i kulturkampens basuner.
Eftersom krisen ført og fremmest er en åndelig krise, får kunsten en afgørende rolle i denne bestræbelse på at skabe en ny renæssance.
Spørgsmålet er naturligvis, om bogens forehavender lykkes. Og svaret er i alt overvejende grad ja; men måske ikke (helt og kun) på den måde, som det har været tænkt.
Det glitrer, men er goldt
Men det første først. Hvad er dette moderne og denne modernisme, og hvorfor kalder forfatterne det for fortid? Titlen sigter til den modernistiske tradition (om en sådan kan man netop tale) i kunstverdenen med opfattelsen af det moderne
som noget unikt, noget helt nyt i verdenshistorien, hvor mennesker gør sig helt nye erfaringer – først og fremmest af gudløshed og radikal opløsning af klassiske værdier knyttet til det gode, sande og skønne – som så kalder på en tidssvarende kunst, den såkaldte modernisme, der kan give et ærligt, og det vil sige ikke-opbyggeligt, udtryk for dette epokale forhold at leve i en uskøn verden uden Gud, uden alment gyldige sandheder og uden en fælles forpligtende etik.
Fortid bliver det af to grunde. Helt konkret er modernismen en tendens eller et fænomen i kunsthistorien med noget, der nærmer sig to århundreder på bagen, hvis man tager begyndelserne i det 19. århundrede med. Og i kunstens institutioner, med akademierne og museerne i spidsen, har det været en dominerende ideologi i størstedelen af det 20. århundrede, og er det stadig.
Trods progressiviteten og ønskerne om at se radikale nybrud i hver generation, er vægringen ved egne traditioner aldeles uforandret. Der er et negativt afhængighedsforhold med andre ord, og der er få ismer, der hæger så meget ved fortiden, som modernismen gør. Nærmest som et nedarvet familietraume.
Når alle frembringelser vurderes ud fra deres evne til at gøre op med noget, der gik forud, bliver det bemærkelsesværdigt svært at bringe noget nyt til verden.
Kulturkritik i denne form er Kasper Støvrings hjemmebane, og selvom strukturen internt i de enkelte kapitler kan virke løs ved første øjekast, er det ikke svært at følge betragtningerne og de videre litterære og kulturelle perspektiver.
Thomas Kluge er fuldt ud medforfatter til bogen gennem sine billeder
Hvorvidt det lykkes at ”eksponere” de blinde vinkler i modernismens kunst og kunstkritik, det afhænger til dels af, hvad man forstår ved eksponering. Hvis man mener det at belyse emnet ved hjælp af gode (og mestendels kendte) eksempler og paralleller til Kluges værker og virke, er svaret ja.
Mener man derimod at bringe noget nyt for dagen gennem Støvrings analytiske sans og Kluges unikke position og erfaring, er der måske nogle, der vil blive skuffede. Der er ingen ”afsløring” i den forstand, men det er heller ikke bogens ærinde.
Outsiderens indsigter
Det er naturligvis også på baggrund af modernismens position i den danske kunstverden, at Kunstakademiets trefoldige afvisning af Thomas Kluge opnåede at blive bemærket og husket også udenfor de typiske interesserede kredse.
Støvrings tekst tager afsæt heri i det indledende kapitel kaldet Outsideren, men kommer hurtigt videre. Fornuftigt og følgerigtigt, eftersom det er kendt af mange, og det aldrig har været hensigten at skrive en biografi.
Det, man i stedet har gjort, er at analysere malerier fra Kluges hånd, som netop er kommentarer til kunstens tilstande og dens institutioner. For eksempel Komiteen (fra 1996), der handler om censur og selvcensur hos både kunstner og publikum. Og, i det efterfølgende kapitel, værket 1917 (fra 2001), der er Marcel Duchamps pissoir (Fontaine, 1917) gengivet som klassisk nature morte, men som også har et særegent præg af portræt.
Thomas Kluge er fuldt ud medforfatter til bogen gennem sine billeder, som Støvrings tekst dermed bliver bundet til. (Selvom der beskedent står i forordet, at han blot bidrager med billederne.) Det er der store fordele ved, især i bogens anden del, der er dedikeret til opbyggeligheden.
Men som læser kan man ikke undgå at spekulere over, om forfatterne er gået glip af nogle muligheder ved den valgte fremgangsmåde. I en så lang karriere som Kluges må der naturligvis være righoldige både dårlige og gode erfaringer at fremdrage.
Og nok indtager han en outsiderposition i forhold til det, man lidt kækt kunne kalde den ’dybe kunst-stat’ i Danmark, men der er også en kunstverden udenfor akademiets og de mange bedømmelsesudvalgs udstukne rammer, selvom vilkårene måske er trangere. I og den verden er Thomas Kluge til gengæld ikke udenfor.
National genfødsel
Efter kritikken af det modernistiske kunstsyn for at være nedbrydende, frugtesløst og paradoksalt bagudskuende, søger forfatterne at følge det til dørs med modsatrettet opbyggelighed i bogens anden halvdel, hvor kapitlerne er dedikerede til henholdsvis Skønheden, Kristendommen og Fædrelandet. Andet ville da også være mærkeligt efter at have talt om kunsten som vejviser ud af den kulturelle krise og sågar i retning af en renæssance.
Kluge har i og for sig allerede gjort det gennem et flittigt virke med kunst, som kredser om netop de emner, og hvor renæssancens og barokkens kunst helt bogstaveligt er tydelig inspiration.
Og Støvring har fortjeneste i de gode beskrivelser, der ledsager værkerne, og som udbredes over den vide litterære og filosofiske horisont. T. S. Eliot, Roger Scruton og hjemlige Villy Sørensen, K. E. Løgstrup og Inger Christensen blot til eksempel.
Imidlertid vil forordets omtale af ”hvad der kan og bør gøres” måske virke lidt ufuldbyrdet, hvis man forventede mere konkrete kulturpolitiske anvisninger. Dem er der ingen af. Heller ingen forslag til, hvad man kan gøre ved den kunstinstitution (Støvring bruger oftest entalsformen om de forskellige kuraterende og bedømmende instanser i det professionelle kulturliv), hvis blinde vinkler, man beskriver, og hvis magt, Kluge har oplevet.
Det er netop også bundetheden til form og tradition, som gør kunsten og tanken fri – ikke kun for kunstneren selv, men netop også for det, vi plejer at kalde ”publikum”
Til gengæld formår bogens ophavsmænd tilsammen at vække noget til live igen i appellen til og (for Kluges vedkommende) udøvelsen af kunsten som ”et fælleskulturelt bidrag om tro, eksistens og samfund.” Og det fælles skal forstås konkret og slægtsligt, så vidt som renæssance betyder genfødsel og det danske kulturelle fællesskab vitterlig også er et slægtskab i fortid og skæbne. Derfor er det væsentligt, også for det, Støvring kalder ”kunst som kulturkamp”, at Kluge så helhjertet, men ikke ukritisk, udtrykker sig som dansk kunstner i dyb forstand.
Kultur er hvad kultur gør, eller rettere har gjort. Og det kan man så opfatte som beklagelige historiske tilfældigheder eller lig i lasten, der skal dekonstrueres og gøres op med, som modernismens ideologi tilsiger – eller man kan tage det på sig leve i og med det. Som Kluge gør.
Hverken maleren eller forfatteren er blinde for det, der for marxismens vedkommende er beskrevet som den lange march gennem institutionerne, og som omfavnelsen af modernismen i kunsten heller ikke kan ses løsrevet fra. Men man kan ikke føre kulturkamp alene på at tale Roma imod, ikke uden også at genbekræfte, og ja, bogstaveligt genfremstille den kultur, hvis kamp man kæmper.
Men hvis det skal bære nogen frugt, og ikke være gold akademisering som den, man kritiserer modernismens teorier for, må der nødvendigvis være en kunst, som er genkendelig i det egentlige kulturelle fællesskab, og som det kan bygge videre på. Og i dette sidste, den kulturelle reception, ligger bogens sidste og måske kun halvt tilsigtede anbefalelsesgrund.
Eksemplets glade magt
Thomas Kluge beskriver sig som ”bundet af formen, fri i tanken”. Og Støvring udbygger selvfølgelig med oplagt kritik af modernitetens norm- og formløshed, og de tyranniske farer deri. Det er netop også bundetheden til form og tradition, som gør kunsten og tanken fri – ikke kun for kunstneren selv, men netop også for det, vi plejer at kalde ”publikum”.
At skabe kunst er i grunden ikke et spørgsmål om, hvordan man gør det, men hvorfor man gør det. Håndværket kan være teknisk perfektioneret, men det er fortællingen, der er brændstoffet. Kluges malerier har historier at fortælle, herunder et kristent og kulturkritisk budskab. Disse fortællinger er i kraft af maleriets mimetiske form tilgængelig for den opmærksomme beskuer, der ikke har særlige teoretiske forudsætninger. Malerierne kræver ikke, som i konceptkunsten, at man først læser en lang forklaring i et katalog for overhovedet at forstå, hvad værket handler om. Kluges maleri fordrer kun nysgerrighed, indlevelse og nogle gange en viden om vores kulturs store fortællinger.
Modernismen har ikke kun fralært kunsten traditionen, men også betragterne genkendelsens glæde.
Så vidt, så godt. Det (måske) utilsigtede består i, at ved at være nært bundet til Kluges billeder, slipper også Støvring fri af sin vante kritiske og analytiske rolle. Bogen igennem kan beundringen for Kluge og indlevelsen i billederne ikke undgå at smitte. Midt i kritikken af modernismens åndelige forarmelse sker det alligevel, at samtalerne mellem Kluges kunst og Støvrings tekst lærer os at læse billeder igen.
Og selvom læserskaren nok næppe bliver meget større end kredsene af de allerede omvendte, så er er det en lille opbyggelighed i sig selv.
Bogen skal sluttelig også anbefales til alle, der blot og bredest muligt vil udvide bekendtskabet med Thomas Kluges kunst, som spænder over mange flere genrer end portrætterne, han er mest kendt for. Malerier skal gerne ses i gallerierne, museerne eller hvilke lyse haller eller stuer, de nu hænger i. Men gode nærbilleder er også frugtbare for forståelsen og påskyndelsen.
Thomas Kluge og Kasper Støvring: Det moderne er fortid. Kunst og kultur i en krisetid. Eksistensen, 2024.