Opera: Mitridate

13. april 2022
7 minutters læsetid

Den historiske Mithradates (135-63 f.Kr.) var ifølge overleveringen så grusom, at allerede hans egen mor forsøgte at dræbe ham. Han var romernes farligste modstander i østen, hvor han var konge af Pontos i det nordlige Lilleasien ud til Sortehavet. Han nåede at forvolde romerne en del besvær i en række krige, inden han blev drevet til selvmord, da hans egen søn gjorde oprør mod ham. Han forsøgte at tage gift, men det mislykkedes; og han måtte lade sig stikke ned af en slave. En af Mithradates romerske antagonister, konsul/diktator Lucius Cornelius Sulla (138-78 f.Kr), skildrer Mozart i den senere opera Lucio Silla (1772).

I operaen om den selvsamme Mithradates af den kun 14-årige Mozart fra 1770 er det ligeledes konflikterne med afkommet og den romerske fjende, der er hovedtemaet. De to sønner, Sifare (Xiphares) og Farnace (Pharnaces), er rivaler i både politik og kærlighed. I politik fordi de vil noget forskelligt: Førstnævnte er loyal mod faderen i kampen mod romerne, mens sidstnævnte hellere vil søge fred med dem. I kærlighed fordi de vil det samme: Begge begærer nemlig faderens tilkomne, Aspasia. Hun gengælder dog kun følelserne fra Sifare. Farnace begæres omvendt af Ismene, som han omvendt ikke har mange følelser for.

Der er med andre ord gjort klart til en ægte opera seria, en seriøs opera, hvor konger, prinser og prinsesser i en mytologisk eller historisk ramme kommer ud for nogle problemer og undervejs skal lære at træffe de rigtige valg og blive følelsesmæssigt afklarede.

Hos den unge Mozart bliver formen i Mitridate noget mere statisk, end vi senere ser det i hans mere kendte værker: Musikken i Mitridate består udover de handlingsformidlende recitativer næsten udelukkende af arier skåret over stort set samme skabelon. Hertil kommer en ouverture samt en enkelt duet til sidst i anden akt og en afsluttende kvintet i tredje akt. Ikke kun de komiske værker som Figaros Bryllup (1786), Don Giovanni (1787), Così fan tutte (1790) etc. er en markant modsætning til den stillestående tilgang i Mitridate. Også Mozarts senere værker i opera seria-formen, f.eks. Idomeneo (1781), har mere dynamik.

Det kræver derfor ganske meget at sætte Mitridate op, så den er vedkommende for publikum. Hvor en opera som eksempelvis Don Giovanni af den mere modne Mozart er så dramatisk vellykket, at den nærmest fortæller sig selv i lange stræk, så gør det samme sig ikke gældende med Mitridate. Der er rigeligt med arbejde for en dygtig instruktør, der ønsker at få det komplicerede stof og modsatrettede følelser ud over scenekanten til publikum. Der er stort set et helt vidt stykke papir at tegne på.

En stor sten eller klippeformation danner sammen med Skånes Danseteater rammen for Det Kongelige Teaters opsætning af Mozarts Mitridate. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Desværre har det kreative hold bag den aktuelle opsætning af Mitridate på Det Kongelige Teater, Fernando Melo, Ralf Pleger og Alexander Polzin, gjort stort set alt, hvad de kan for at gøre værket uvedkommende. For det første er samtlige recitativer ganske enkelt taget ud af værket, der herefter udelukkende er en samling arier (foruden duetten og kvintetten) uden sammenhæng, da den handling, der skulle binde dem sammen er forsvundet. En lignende skæbne overgik Purcells The Fairy Queen for nogle år siden. For det andet ved at udelade nærmest enhver personinstruktion. Sangerne står stort set bare ret og ned og synger. Der er stort set ingen gestikulation, mimik eller andet. For det tredje ved at indsætte dansere fra Skånes Danseteater (opsætningen er en samproduktion med Malmö Opera og Skånes Danseteater), der undervejs i forestillingen danner forskellige langsomme, organiske formationer. Det er svært at se, hvad formålet med dette er. Der er ikke nogen åbenbar sammenhæng med musikken; og det er vist heller ikke meningen, at det skal kompensere for den handling, man havde taget ud af værket med recitativerne. Der er mere tale om noget, der skal skabe stemning. Det meste af tiden virkede dansen dog mest forstyrrende. For det fjerde var stort set al scenografi udeladt, udover en stor sten eller klippeformation, der drejede rundt i midten af scenen i forskelligartet belysning. Dette fungerede i perioder faktisk ganske stemningsfyldt, men var det meste af tiden en temmelig kedelig oplevelse. Ikke mindst i starten, hvor scenen i første del af første akt var henlagt i næsten totalt mørke. Kun sangerne var oplyste i en kedelig belysning. I det afsluttende tredje akt forsvinder stenen, og personerne er i stedet placeret i nogle store ”skakbrikker” (eller sådan noget), der kører rundt på scenen, hvilket ikke er befordrende for den i forvejen sløje personinstruktion. Meningen med dette måtte man vist også selv om. Det skal dog siges, at brikkerne dannede en flot silhuet på en hvid baggrund til sidst. Men så er det vist også sagt.

Denne handlings-, person-, og næsten scenografiløse opsætning gjorde desværre Mitridate til en alvorligt søvndyssende oplevelse. Det nytter ikke, at man i programmet undskylder sig med et indlæg fra Leif V. S. Balthzersen, hvor der står, at datidens opera seriaer har et langsommere tempo, end vi er vandt til i dag:

”Det resulterer alt i alt i et anderledes dramatisk flow, end det, som vi er (film)vante til i dag, men der er store oplevelser og nydelser at hente i opera seriaer, hvis man dropper sit moderne hastværk.”

Det kan jeg ikke være uenig i, men det bliver i den aktuelle opsætning en dårlig undskyldning for stærkt middelmådigt instruktørarbejde. Er man i tvivl om den sag, så kan man tage et kig på andre opsætninger af Mozarts opera seriaer, herunder Mitridate, der er væsentligt mere vedkommende. Det nytter ganske enkelt ikke, at man uden nærmere begrundelse fjerner handlingen fra værket, undlader personinstruktion og indsætter et danseteater for så at prøve at spise folk af med floskler om, at de er ”(film)vante” og skal lægge deres ”moderne hastværk” på hylden. Helt uforståeligt bliver udsagnet, når man uden nærmere begrundelse har fjernet alle de recitativer, der kunne have bundet stykket sammen til en meningsfyldt helhed, for at gøre værket så kort som overhovedet muligt. Det er vist mere Det Kongelige Teaters kreative hold, der er for præget af nutidens unoder, til at de kan tage en opera seria alvorligt på dens egne præmisser, men i stedet må ty til danseteater og andre løjer for overhovedet at gide beskæftige sig med formen.

Ideen med det hele synes at være, at forestillingen skal fortælles i billeder, ikke i ord. Således instruktøren, Ralf Pleger:

”Vores iscenesættelse af Mitridate bygger på moderne dans flettet sammen med musik, visuel kunst, rum- og lysdesign. Vi er interesseret i at skabe non-verbale og performative narrativer ud fra visuelle og koreografiske metaforer. Disse metaforer vækker billeder i Mozarts musik og er åbne for fortolkning.

I teaterformer med musik er det ofte ordene, der fortæller historien, og det visuelle, der understøtter den. Vi har besluttet at gøre det omvendt: Det visuelle og koreografien vil fortælle historien, og teksterne vil understøtte eller frit tilføje noget til den.”

Det er lidt for letkøbt på den måde blot at fjerne den besværlige handling og så tilføje et sæt ”visuelle og koreografiske metaforer”, der ”er åbne for fortolkning”. Handlingen og meningen er tilsyneladende noget, man skal have med hjemmefra.

Jeg fatter det ikke! Hvorfor gider man overhovedet bruge tid og energi på en opera fra 1770, når den tilsyneladende overhovedet ikke interesserer en? Hvor holdet bag opsætningen end får sin kreative energi fra, så er det tydeligt for enhver, at det ikke er fra antik mytologi i wienerklassiske gevandter. Find dog et andet, nutidigt emne, der fanger interessen bedre. Det ville der sikkert komme en bedre forestilling ud af, hvilket ville være til gavn for alle.

Det værste ved opsætningen er, at den er ødelæggende for at skabe levedygtige karakterer, hvilket der ellers er fint grundlag for i værket. Men når det hele bliver en lang række af arier uden sammenhæng, forsvinder enhver individualitet. Det gør det ikke bedre, at mange af personerne er stemmemæssigt ret ens, eksempelvis synges både Sifare og Aspasia af en sopran (førstnævnte er en bukserolle), på trods af de forskelligartede følelser, de skal repræsenterer. Disse to, hhv. Emöke Baráth og Elísabet Einarsdóttir lød i lange stræk så ens, at de var vanskelige at kende fra hinanden. Det ændrede dog ikke ved, at deres duet i slutningen af anden akt sammen med den afsluttende kvintet i tredje akt var forestillingens højdepunkt.

Af sangerne var Morten Grove Frandsen virkelig god i partiet som den frafaldne bror, Farnace. Stuart Jackson manglende navnlig indledningsvist noget af det temperament, der ville have klædt titelpartiet, men kom efterhånden flot efter det, og leverede sammen med Frandsen den bedste præstation.

Sangmæssigt var forestillingen i det hele taget ganske vellykket. Uagtet de ensartede arier, bliver jeg personligt ikke træt af at høre på alle de overdådige koloraturer, som stykket er fyldt til bristepunktet med, og som sangerne beherskede godt.

Musikken blev leveret af Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen, sådan som det er blevet en vane ved et par udvalgte forestillinger en gang hver sæson. Det er svært for alvor at finde noget at udsætte på deres måde at spille på, men jeg synes personligt, det er blevet en tand for asketisk. Der manglede den vitalitet og lidenskab, som et ungdomsværk som Mozarts Mitridate kan have, hvis man giver det lov. Desværre bidrog den musikalske fremførelse istedet til en ret så middelmådig oplevelse. Jeg er ikke tilfreds.

Wolfgang Amadeus Mozart, Mitridate. Libretto af Vittorio Amedeo Cigna-Santi baseret på Giuseppe Parinis italienske oversættelse af Racines skuespil Mithridate. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 10. april 2022.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med fotografier etc.

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/mitridate

Leif V. S. Balthzersen, Et barns fuldvoksne værk – Mozarts første opera seria (programartikel)

Ralf Pleger, Den ensomme ”giftkonge” (programartikel)

Ivar Lissner, Romernes Kejsere, 1958

W. A. Mozart – Sämtliche Opernlibretti herausgegeben von Rudolph Angermüller (Reclam, 1990)

En god, dansk indspilning af Mitridate findes på Dacapo med det tidligere Radiounderholdningsorkester (nu: Danmarks Underholdningsorkester) dirigeret af Adam Fischer:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=7721

Af DVD-udgivelser findes der på Opus Arte en ganske fin udgivelser fra Royal Opera House fra 1993 med bl.a. en vidunderlig Ann Murray som Sifare:

https://imusic.dk/movies/0809478031055/wolfgang-amadeus-mozart-2008-mitridate-re-di-ponto-dvd

Den er også en del af en samlet boks fra Royal Opera House med en række andre gode udgivelser, bl.a. Peter Halls opsætning af Richard Strauss’ Salome:

https://imusic.dk/movies/0809478012139/royal-opera-house-covent-garden-2016-a-collection-dvd

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside