Opera: Figaros Bryllup

1. oktober 2018
7 minutters læsetid

Handlingen i Mozart og da Pontes Le Nozze di Figaro fra 1786 er så indviklet, at det kan undre lidt, at værket – med rette – har vundet indpas som en af operahistories største mesterværker. Dette skyldes en sjælden vellykket kombination af skønne karterer, underfundig humor med en bittersød og alvorlig undertone og – ikke mindst – vidunderlig musik. Det er dog ingen underdrivelse at sige, at handlingen i Wagners samlede Nibelunges Ring er enklere at gengive, end de utallige intriger og forviklinger, som Mozart/da Pontes brogede persongalleri vikler sig ind og ud af. Hvis Wagners operaer er bedre, end de lyder (Mark Twain), så er Mozarts mere komplicerede, end de lyder. Det fulde udbytte af Figaros Bryllup kræver faktisk lidt mere forberedelse, end de fleste måske vil være ved.

Måske er det derfor, man på Det Kongelige Teater i den aktuelle opsætning af netop Figaros Bryllup – den havde oprindelig premiere i 2016, men genopsættes nu – har valgt at se mere eller mindre bort fra den oprindelige historie og henlagt handlingen til en forladt forlystelsespark, hvor karaktererne kan skabe sig tossede til Mozarts musik, mens forskellige tivoliartefakter kører forbi på en nedslidt rutsjebaneskinne, der løber gennem scenerummet?

Hvis man skulle være i tvivl om det overfladiske i dette projekt, kan man bare læse interviewet med instruktøren, Elisa Kragerup, i programmet. Forlystelsesparken skal vise sammenstødet mellem humoren og alvoren:

”Det er blandt andet derfor, vi lader handlingen udspiller sig i en forfalden forlystelsespark. Det er et sted, der bærer løftet om en sprudlende fest, men som, når den er lukket ned, er mere trist end noget andet sted.”

Ganske rigtigt er en af værkets mange styrker den bittersøde alvor under al humoren, men hvorfor tror man, det kommer bedre frem ved at henlægge handlingen til en forlystelsespark? Analogien er mildest talt søgt. Tværtimod virker forlystelsesparken blot som en undskyldning for at kunne lave en masse fis og ballade og spøjse indfald af den slags, som Kragerup er en mester i at fylde sine opsætninger med. Konstant kommer der et eller andet kørende ind på scenen, sådan at publikum begynder at fnise og grine på upassende tidspunkter. Hvis meningen er at vise, at værket også har en tragisk/alvorlig side, ja så slår missionen i den grad fejl, da man snarer får det indtryk, at Figaros Bryllup ikke er andet end fis og ballade og uhæmmede gags.

Forlystelsesparken kan jeg sådan set godt leve med. Den uhøjtidelige stemning passer faktisk meget godt til værkets overordnede tone. Figaro er først og fremmest er en komisk opera. Straks værre er de udtalte mangler ved personinstruktionen. Det er sådan set ikke fordi, at der ikke er arbejdet med personinstruktionen. Det er der. Men den modarbejder bare værket i tide og utide frem for at understøtte handlingen og karaktererne. Eksempelvis laver karaktererne konstant mærkelige gestikulationer – blandt andet englehop og “samlejebevægelser” – midt i deres arier, hvilket igen får publikum til at – ja du gættede rigtigt – fnise og grine. Dette kan være fint nok nogle gange i en komisk opera, men når det sker i de passager, der skal give værket dets alvorlige side, er det malplaceret.

Det er desværre ikke første gang, at jeg må notere mig, at Kragerup har en udtalt berøringsangst for de store følelser. Dette er uheldigt, når man arbejder med opera, hvor dette element er centralt. Udtalt var denne berøringsangst eksempelvis i Rosinas rørende arie i starten af anden akt, hvor hun fortvivlet synger om den ægtemand, der ikke længere elsker hende. Arien var henlagt til badekar. Hendes anden store arie i tredje akt – Dove sono, operaens måske mest kendte stykke – blev heldigvis behandlet mere lødigt. I tredje akt var der dog tidligere blevet delt lommetørklæder ud til karaktererne. Vi slap heller ikke for, at karaktererne skulle rende rundt mellem tilskuerne i parkettet – et af de mest provinsielle virkemidler i regiteatrets værktøjskasse (er man virkelig ikke kommet videre?) Et fast element var også, at karaktererne skulle hen og “drille” dirigenten. Suk! Selv på regiteatrets egne præmisser virker alt dette mildest talt bedaget på den ufikse måde, hvor det ikke længere er det friske pust, det måske havde været for 25-30 år siden.

For jeg ved ikke hvilken gang, må jeg desværre også notere mig, at en forestilling på Det Kongelige Teater kun er en halvhjertet affære, fordi man ikke formår at have det mest grundlæggende på plads: Nemlig at sørge for, at opsætningen passer til teksten og musikken, og at sangerne er instrueret således, at de afspejler de følelsesmæssige konflikterne i operaens karakterer. Dette var i meget store træk fraværende i den aktuelle opsætning af Figaros Bryllup, der blev reduceret til platheder og effekter. Operaens alvorlige side blev efterladt på sidelinjen, og vi endte med en slags teaterkoncert, hvor musikken og opsætningen lever i to adskilte verdner. Når dét ikke er på plads, så kan det være lige meget, hvor mange effekter, scenografi, kulørte lamper og alskens detaljer, man har hevet op på scenen.

De mange indgreb forstyrrede også en anden side af værket, nemlig skildringen af de fem stadier i følelseslivet, man følger.  Noget forsimplet kan de skitseres således:

1) De helt unge: Cherubino og Barbarina – De ved endnu ikke helt, hvad kærlighed er for noget – ”I som kender kærligheden, sig mig, er det den, jeg har i mit hjerte?” som den purunge Cherubino rørende synger i anden akt. Følelserne vælter rundt i dem hulter til bulter. Snart forelsket i den ene, så i den anden.

2) De nygifte/forlovede: Figaro og Susanna – De har netop etableret sig og tror, at de har fundet ”den eneste ene”. De tror, at følelserne varer evigt og kan være det faste fundament under et parforhold. Som karakterne i Mozart/da Pontes senere opera Così fan tutte (1790) har de til gode at blive klogere.

3) Det etablerede/modne ægtepar: Grev Almaviva og grevinde Rosina – De har været gift noget tid, og ægteskabet er ved at skrante. Det hele var faktisk ikke så enkelt. Man er blevet klogere.

4) Det ældre par: Dr. Bartolo og Marcellina – Her er kærligheden blevet noget næsten instrumentelt. Man er sammen, fordi det er fornuftigt og praktisk og giver en form for gensidig tryghed.

5) Den bitre pebersvend: Basilio – Siden han i sin ungdom lod sig forføre af en kvinde, der gjorde nar af ham, er han resigneret ind i bitterhed og kvindehad. En mester i intriger og destruktivt rænkesmederi. Svarer lidt til Beckmesser i Wagners Die Meistersinger von Nürnberg.

En af genistregerne ved Figaros Bryllup er, hvordan disse meget forskellige oplevelser af kærligheden og mangel på samme fletter sig ind og ud af hinanden. Det kræver finesse og dygtigt instruktørarbejde for at få det frem, så det bliver nærværende. Det er vi desværre meget langt fra i den aktuelle opsætning på Det Kongelige Teater, selvom det faktisk var nogle af de ting, man ønskede at få frem i opsætningen ifølge interviewet med instruktøren i programmet. Men hvordan kan det være anderledes? Når man insister på, at det hele skal være gak og løjer, forsvinder de finere nuancer desværre alt for ofte.

Men på den musikalske side blev mismodets vinter sommer! Concerto Copenhagen var hentet op på scenen og under ledelse af franske Alexis Kossenko fik de alt det frem i Mozarts partitur, som manglende i opsætningen.

Gode og veloplagte sangere havde vi også på alle poster. Selv det næsten usynlige parti som gartneren Antonio var rigtig godt besat af Joel Kyhle. Den intrigante Basilio var tilsvarende i gode hænder hos Michael Kristensen, selvom man havde berøvet ham hans eneste rigtige arie i slutningen af operaen, og dermed også den menneskelige side, han faktisk viser lidt af her. Marcellinas arie var også strøget fra fjerde akt. Disse fravalg er dog ikke helt usædvanlige. Bedst var i denne omgang afgjort Stine Bundgaard som grevinden, der insisterede på at være den rørende og tragiske karakter på trods af alle forstyrrende indgreb fra instruktørfronten. Sofie Elkjær Jensen og Simon Duus var meget veloplagte som henholdsvis Susanna og Figaro, og det samme var Palle Knudsen som Grev Almaviva.

Tilfreds? Musik og sang var i særklasse. Og ja, jeg var da godt underholdt af de mange skøre indfald på scenen. Men netop kun underholdt. Og over scenerummet på Gamle Scene Står der altså stadig med store bogstaver Ej blot til Lyst. Når det kun er musikken og sagen, der kan leve op til dette credo i en genre, hvor det ellers er afgørende, at alle enkeltelementer virker sammen, bliver oplevelsen desværre noget halvhjertet.

Den anmeldte forestilling fandt sted den 30. september 2018

Referencer

Det Kongelige Teaters hjemmeside om forestillingen, hvor man også kan høre forskellige stykker fra værket:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/figaros-bryllup/

Elisa Kragerup om sit møde med Mozart, Figaro, musikken og Operaen – i samtale med Louise Nabe (programartikel)

Edward J. Dent, Mozarts Operaer – En kritisk Studie. Oversat efter den engelske 2. Udgave og forsynet med en Artikel om Mozarts Operaer i Danmark af Gerhard Schepelern (1961)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Der findes mange gode indspilninger af Figaros Bryllup. Min favorit er indspilningen med Concerto Köln under ledelse af René Jacobs. Et ensemble af beskeden størrelse, der spiller med saft og kraft, så gnisterne springer, er præcis sådan, jeg bedst kan lide at høre Mozart. Udgaven får det hele med, og altså også Basilio og Marcellinas ofte udeladte arier i fjerde akt. Kan købes hos Danacord:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=31623

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside