Mange filminstruktører kunne lære noget af, hvor fint opbygget Mozarts Don Giovanni (1787) er: De forskellige personer præsenteres stille og roligt og en af gangen. De interagerer herefter med en anden person, så deres indbyrdes relationer står klart. Og så fremdeles. Først når de forskellige personer er på plads hver for sig, optræder de i større ensembler. I ganske mange nyere film er denne basale kunst ikke på plads, og persongalleriet blandes sammen til skade for handling og karakteristik. Det går sjældent godt, når alle personer præsenteres for hurtigt, og måske kun i en enkelt scene i starten af filmen, hvor vi så forventes at kunne holde styr på dem efterfølgende.
Dramatisk giver første halvdel af første akt af Don Giovanni, der for tiden opsættes på Det Kongelige Teater som Don Juan, således næsten sig selv. Godt hjulpet på vej af, at nogle af de bedste numre er placeret her, behøver operainstruktøren faktisk ikke gøre særlig meget for at skabe en vellykket forestilling. Handlingen løber lystigt afsted af sig selv. Dramatisk bliver det noget tungere i 2. akt, omend Don Giovanni er mere taknemmelig at sætte op end de to andre da Ponte-operaer, Figaros Bryllup og Cosi fan tutte, hhv. 1786 og 1790, hvor navnlig førstnævnte kræver en dygtig instruktør, hvis tilskuere uden forkundskab til værket skal have en chance for at følge med i intrigerne.
Instruktøren, John Fulljames, er da også fuld af ideer i første akt af den aktuelle opsætning af Don Giovanni, der i det hele er henlagt til et smart hotel, hvor Don Giovanni er indlogeret sammen med tjeneren Leporello. De forskellige kvinder, han forfører, er gæster på hotellets andre værelser; og personerne kommer og går ubesværet via hotellets elevatorer. Det fungerer fint, men jeg kan heller ikke denne gang se, at der vindes meget ved at flytte handlingen væk fra Spanien i 1600-tallet. Nogen god forklaring gives der ikke rigtigt i programmet udover floskler som f.eks.: ”Hoteller er som scener, hvor vi udspiller vores liv i trods mod vores egen dødelighed.” Naturligvis – fristes man til at sige – er ”et hotel som en form for teater, fordi begge steder er ”konstruerede verdener””. Det efterhånden temmelig gennemtravede metalag må man gerne snart lade blive liggende på den hylde, hvorfra man henter det ned til snart sagt enhver opsætning. Det sagt om opsætningen, så lad det også være sagt, at Don Giovanni et af de værker, hvor skaden ved at flytte værket til en anden tid er mere begrænset end ved så mange andre værker. Der vindes ikke meget, men der tabes altså heller ikke meget.
Men som så mange instruktører før ham, brænder Fulljames kreative energi desværre ud efter første akt. Den store prøvelse for instruktøren er anden akt, der ikke i samme grad som første akt giver sig selv. Anden akt har Fulljames stort set udelukkende henlagt til en mørk baggård eller sådan noget. Hvor scenografien skiftede livligt i første akt for at understøtte handlingen, sker der meget lidt i anden akt. Det er ellers i denne akt, hvor værket ikke gør helt så meget væsen af sig, at der burde være mere frit spil for instruktør og scenograf.
Den moderne opsætning viser også sin svaghed i anden akt, hvor den døde komtur skal vende tilbage som et genfærd. Noget der virker mere troværdigt i en verden, der er fjernere fra vores egen. Scenen på kirkegården er eksempelvis henlagt til hotellets fryserum, hvor den døde komtur er hængt op på en kødkrog ved siden af døde kreaturer. Scenen skulle være uhyggelig, men bliver ufrivilligt komisk.
Den kreative energi kommer dog igen i den ganske effektfulde finale på Don Giovannis hotelværelse, hvor han til sidst styrtes i helvede. Festen der kommer lige før var derimod et noget mere kikset forsøg på at lave Don Giovannis natlige måltid om til et egentligt sexorgie, hvor de retter, han får serveret, er kvinder i sengen. Igen bliver det ufrivilligt morsomt, når det der synges og står i overeksterne, så åbenbart ikke svarer til det, der sker på scenen. Der er ellers ikke gjort så lidt for at tilpasse overteksterne til opsætningen. Dog får Leporello stadig i overteksterne lov til at gentage sine voldtægtsanklager mod Don Giovanni, beskyldninger, der – som behandlet andet steds – er mere end tvivlsomme.
Vigtigere end de lidt unødvendige scenografiske vildveje i hotel, baggård og fryserum er dog, at Fulljames hele opsætningen igennem leverer solidt instruktørhåndværk, når det kommer til formidling af handlingen. Overblikket over handlingen og formidlingen virker tænkt igennem: Man var aldrig i tvivl om, hvorfor personerne gjorde som de gjorde, og hvorfor de var der, hvor de var; og handlingen var jævnt fremadskridende. Ofte får man følelsen af, at Don Giovanni går i stå i anden akt, hvis ikke instruktøren hjælper til. Personerne havde gennemgående påklædning og gestik, der var tilpas forskellig til, at man kunne kende dem fra hinanden. Det lyder måske lidt for banalt, men det er den slags ting, man som instruktør bør have øje for, hvis publikum ikke skal give helt fortabt i en opera med et relativt stort persongalleri.
Større problemer havde jeg med nogle af de valg, der var gjort med de enkelte personer. Donna Elvira, den bedste af stykkets personer, var blevet gjort til det komiske element. Stykkets komiske element ligger derimod hos det unge brudepar, Zerlina og Masetto. Zerlina var i opsætningen ikke særlig komisk, men i stedet forsøgt gjort næsten lige så dydig, som Donna Anna tror hun selv er. Zerlina er dog alt andet; og hun lader sig velvilligt forføre af Don Giovanni på selveste sin bryllupsdag. Det skal dog ikke være usagt, at nogen af kvinderne i Don Giovanni er de rene dydsmønstre. De er alle endog særdeles villige til at kaste sig i armene på den spændende forfører, selv Donna Anna. Donna Elvira er den mest tragiske af personerne, fordi hun både elsker og hader Don Giovanni på samme tid. Det er den person, man har mest ondt af og føler mest for. Det er derfor ærgerligt, at hun bliver reduceret til en pauseklovn, der ankommer til hotellet i regnvejr og fumler med at åbne døren. Den mest rørende af karaktererne mister dermed noget af det, hun som den eneste kan tilføje stykket.
Andre tvivlsomme valg var f.eks., at Zerlina, da hun synger sin smukke Vedrai, carino til sin Masetto i anden akt, i stedet for at kærtegne ham, tilsyneladende forfører et medlem af hotellets stab, inden hun tager sin brudgom med op på et af værelserne og trækker gardinet for, så ingen kan være i tvivl om, hvad det er for en kur, hun har i tankerne. Et andet eksempel: Under Donna Annas store arie, Non mi dir, bell’idol mio, lige før finalen i anden akt er hotellobbyen badet i et underligt lys og hotelpersonalet kommer ud fra de forskellige værelser som spøgelser. Hvad instruktøren havde i tankerne stod desværre ikke klart.
Man havde valgt i det store hele at opsætte den oprindelige Prag-version af værket, hvilket desværre betød, at to af værkets bedste numre ikke var med, nemlig hhv. Don Ottavios Dolla sua pace og Donna Elviras Mi tradì quell’alma ingrata, som Mozart komponerede til Wien-opførelsen i 1788, ikke var med. Til gengæld var det lille efterspil efter Don Giovannis nedstigning til helvede taget med. Det er det nu efterhånden som oftest. Typisk opføres og indspilles vistnok en kombination af Prag- og Wien-versionerne, så både efterspillet og de to nævnte arier kommer med. Det eneste sted, hvor man ikke kan få alt med er i scene 10, hvor man– groft sagt – har valget mellem Leporellos arie, Ah pietà, signori miei, fra Prag-versionen eller den sjove duet mellem Zerlina og Leporello, Per queste tue manine, fra Wien-versionen. Den førstnævnte vælges vist stort set altid, og det blev den også gjort på Det Kongelige Teater. Selv håbede jeg atter forgæves på, at den skønne duet ville komme, da den tilføjer noget af den komik, der skal være i en vellykket Don Giovanni, der ikke er den moraliserende alvor, som man undertiden får indtryk af, når man læser om værket. Hvorfor Prag-versionen var valgt, kan man desværre ikke læse nærmere om i programmet. Mit gæt er, at bl.a. ideen om at gøre Donna Elvira til stykkets komiske indslag gjorde det belejligt at lade den mere seriøse Mi tradì quell’alma ingrata udgå.
Donna Anna blev godt sunget af Mandy Fredrich og hendes Non mi dir, bell’idol mio fik vist det største bifald undervejs, hvilket der er en solid tradition for, da dette er et af de bedste numre i stykket. Fredrichs gode præstation blev desværre ikke fulgt op af gennemarbejdet personinstruktion. Det virkede ikke helt til, at instruktøren vidste, hvad han skulle stille op med Donna Anna. Så han lod hende mest bare stå stille det meste af tiden. Omvendt med hendes trolovede, den fra værkets side så demonstrativt kedelige Don Ottavio. Han blev sunget ganske rørende af Jens Christian Tvilum, og instruktionen var her fulgt godt med. Jeg ville gerne have hørt ham synge Dolla sua pace.
Om fejlgrebet ved at gøre Donna Elvira til stykkets komiske indslag, er der allerede talt, men heldigvis var Elisabeth Jansson godt nok hjemme i partiet til at hæve sig over instruktørens påfund. Udover den kendte Ah chi mi dice mai fra første akt må jeg fremhæve hendes bidrag til den flotte terzet i anden scene i anden akt, Ah taci, ingiusto core, hvor alt det rørende i denne karakter kom fantastisk flot frem.
Det blev dog Kari Dahl Nielsen, der som Zerlina leverede aftenens bedste enkeltpræstation med hendes rørende fortolkning af Vedrai, carino. Det var den, jeg havde i hovedet, da jeg begav mig hjem og stadig her et par dage senere, hvor jeg skriver dette.
Den bedste overordnede præstation var dog uden tvivl Kyungil Ko som Leporello, der med sin herlige mørke stemme og gennemarbejdede gestik helt stjal billedet fra den mere anonyme Palle Knudsen, der sang titelpartiet. Sammenspillet mellem de to var konsekvent godt og velfungerende. Fremhæves bør bestemt også Nicolai Elsberg, der var en regulært frygtindgydende kommandant, som man dels gælder sig til dels gyser ved at skulle gense som stengæsten til Don Giovannis fatale, natlige måltid. Det lidt undseelige parti som Masetto var i gode hænder hos Magnus Berg, der fik meget ud af arien Ho capito, signor, sì, og gav denne karakter det rette komiske isæt.
På trods af de ganske mange, lidet velfungerende instruktørvalg er jeg faktisk meget godt tilfreds med Det Kongelige Teaters aktuelle Don Giovanni. De lidt uheldige instruktørvalg kompenseres så rigeligt af en jævn fremdrift og god energi i handlingen og i musikken, det sidste ikke mindst takket være et velspillende kongeligt kapel med Julie Jones som dirigent.
Wolfgang Amadeus Mozart, Don Giovanni (Don Juan). Libretto af Lorenzo da Ponte. Det Kongelige Teater, Operaen, den 12. februar 2022. Til den 3. juni 2022.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/don-juan?section=top
Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)
John Fulljames, Velkommen til Don Juan (programartikel)
John Fulljames, Frihed møder sin ligemand i Døden (programartikel)
Mariann Sejer, Don Juan tjekker ind (programartikel)
Christina Blangstrup Dahl, Alvoren i legen (programartikel)
Sopranen Sine Bundgaard fortæller i programmet Kammertonen på Radio 24syv om Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Don Giovanni, hvor hun deler partiet som Donna Elvira med Elisabeth Jansson:
https://24syv.dk/episode/don-juan
Don Giovanni er formentlig en af de mest indspillede operaer i pladehistorien; og de fleste store dirigenter og orkestre har formentlig lavet indspilninger af værket. Af indspilninger er den bedste efter min mening 2006-indspilningen med Freiburger Barockorchester dirigeret af René Jacobs, der er udgivet på Harmonia Mundi. Selvom både dirigenter som Karl Böhm, Rafael Kubelik, Georg Solti mf.l. har lavet fremragende indspilninger af Don Giovanni med nogle af verdens bedste orkestre og sangere, så mangler de den energi, fremdrift og legende lethed i klagen, som Jacobs og hans pragtfulde hold af sangere får frem på den her indspilning:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=31624
Andre gode indspilninger, der også er værd at fremhæve:
Sir Charles Mackerras 1995-indspilning med Scottish Chamber Orchestra er værd at fremhæve alene for Bo Skovhus’ fortolkning af hovedpersonen; men også i øvrigt er det en glimrende indspilning. Indspilningen er vist ikke længere meget tilgængelig, men den findes udgivet på Telarch i 1996 (katalognummer CD-80420).
Rafael Kubeliks og Orchester des Bayerischen Rundfunks er i de fleste sammenhænge et sikkert valg; og hans Sony-indspilning fra 1985 med bl.a. Alan Titus i titelpartiet, Julia Varady som Donna Anna, Arleen Augér som Donna Elvira og ikke mindst Edith Mathis som Zerlina vil tilfredsstille selv de mest kræsne operalyttere. Kan købes her:
https://imusic.dk/music/0888751948020/mozart-w-titus-alan-varady-julia-2016-mozart-don-giovanni-cd
Sangerholdet er næsten det bedst mulige på Sir George Soltis 1997-udgivelse af Don Giovanni på Decca med London Philharmonic Orchestra. Renee Fleming og Ann Murray er nærmest som skabt til partierne som hhv. Donna Anna og Donna Elvira og det samme kan man ikke mindst sige om Bryn Terfel i titelpartiet:
https://imusic.dk/music/0028947830511/solti-george-2011-mozart-don-giovanni-cd
Mesterdirigenten Karl Böhm er utvivlsomt en af de største operadirigenter i det 20. århundrede; og det er ikke tomme rygter, hvilket man også kan høre på de to Don Giovanni-indspilninger han lavede på Deutsche Grammophon i hhv. 1967 og 1977 med hhv. Orchester des Nationaltheaters Prag og Wienerfilharmonikerne. Peter Schreier går igen som en glimrende Don Ottavio i begge indspilninger, mens titelpartiet er i gode hænder hos hhv. Dietrich Fischer-Dieskau og Sherrill Milnes. I 1967-indspilningen synges Donna Anna af Birgit Nilsson, hvilket stemmemæssigt nok er lidt ramt ved siden af hørt med nutidens øre. 1977-indspilingen kan købes her (hvor man også får Cosi fan tutte med i købet):
1967-indspilningen synes desværre ikke at være tilgængelig nogen steder. Begge indspilninger er dog en del af den store Karl Böhm-boks, som Deutsche Grammophon udgav i 2018 med alle hans operaindspilninger på selskabet. Den er vist desværre efterhånden også ved at være udsolgt (katalognummer 00289 479 8358).
Af DVD-udgivelser er man godt hjulpet, hvis Don Giovannis hotelbesøg godt kan blive for meget. Wiens Statsopera er normalt garanti for kvalitet; og de har også en glimrende udgivelse af Don Giovanni dirigeret af Riccardo Muti. Der er dog ret beset tale om en liveoptagelse fra 1999 fra Theater an der Wien, men det er Statsoperaens orkester, der spiller. Udgivelsen fås vist ikke længere selvstændigt, men er en del af den jubilæumsudgivelse, som blev lavet i forbindelse med Statsoperaens 150-årsjubilæum. Udgivelsen indeholder bl.a. Strauss’ Ariadne auf Naxos, Wagners Lohengrin, Bizets Carmen og Puccinis Turandot. Så man får en del for pengene:
https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=45848
Ikke dårligere men nogenlunde lige så god er 1987-optagelsen fra La scala-operaen i Milano, hvor Muti også er dirigent. Heller ikke denne kan vist fås separat, men er en del af den store La scala-DVD-boks, hvor man bl.a. også får en god opsætning af Rossinis Wilhelm Tell
https://imusic.dk/movies/0809478030003/teatro-alla-scala-2006-la-scala-collection-dvd
Af lidt mere ”moderne” opsætning skal anbefales Francesca Zambellos opsætning fra Royal Opera House i London, der er udgivet på Opus Arte. Opsætningen holder sig inden for rammerne af det acceptable; og i forhold til de to ovenfor nævnte udgivelser er billed- og lydkvaliteten markant bedre. Charles Mackerras forstår sig her som på den ovennævnte cd-udgivelse på at dirigerer Mozart, så det ikke bliver kedeligt.
