Litteraturhistoriker, ph.d. Nils Gunder Hansen reflekterer over universitetets udvikling i de to perioder, han har været tilknyttet det. Han kaster et kritisk og muntert blik på de forandringer, der har formet vores højeste uddannelsesinstitutioner fra marxismen til konkurrencestat. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique her.
Jeg har haft to universitetsliv. Det første gik – ud over min studietid 1975-84, som var dejligt lang, ganske som datidens normer bød det – fra 1985 til 1992. Her var jeg ansat som forskerspire på Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, først som kandidatstipendiat (ph.d.-studerende i nutidens termer), siden som seniorstipendiat (postdoc) og til sidst som lektorvikar.
Det lykkedes mig ikke at opnå fast ansættelse, men jeg var heldig at redde mig over i dagspressen som først kronik- og debatredaktør ved Kristeligt Dagblad (1992-96) og senere eksistens- og litteraturredaktør ved Berlingske Tidende (1996-2008).
I 2008 vendte jeg tilbage til universitetet som professor MSO ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, og her begyndte mit andet universitetsliv. Jeg avancerede til fast professor i 2014, gik på pension i sommeren 2023 og er nu professor emeritus. Jeg har skrevet udførligt om min studietid og mit første universitetsliv i mine erindringer Lille dreng med rejseskrivemaskine (Kristeligt Dagblads Forlag, 2011), og jeg håber på tilsvarende vis at fortælle om mit andet universitetsliv i et senere bind erindringer. I dette foredrag vil jeg lave nogle sammenlignende nedslag i de to liv.
Det synlige og det usynlige universitet
Jeg har et par indledende forbehold. Når man diskuterer eller kritiserer nutidens universitet i en eksplicit konservativ sammenhæng som Critiques årskonference, kan man hurtigt komme til at tro, at det handler om, at alt var bedre i gamle dage. Men var alt det, og hvornår var de gamle dage helt præcist?
Jeg kunne derfor godt tænke mig at indføre en skelnen mellem det synlige og det usynlige universitet, så vi til dels løsriver diskussionen fra kronologien. Jeg er her inspireret af teologien. Luther skelnede mellem den synlige og den usynlige kirke. Den synlige kirke er kirken som institution, som struktur og den menighed, der synligt mødes til gudstjeneste. Den usynlige kirke er de sande troende.
Det usynlige universitet er da det sande universitet, som vi kan stræbe efter, et ideal, vi har for øje, men som måske aldrig bliver institutionelt realiseret. Måske har det været tættere på i nogle tider, på nogle steder, end andre. Eller også er det det, vi kan opleve i bestemte privilegerede situationer i undervisning, forskning, kollegiale diskussioner, pludselig er det der. Nu er vi på universitetet, det sande universitet.
Men der er meget, der er skidt på universitetet her i nutiden. Jeg så frem til den nye universitetslov i 2003, hvor jeg selv sad i dagspressen. Nu kom der ledelse og sund fornuft. Professionalisme. Tænk bare, en rektor på Aarhus Universitet, der kom fra Verdensbanken.
Et af problemerne i mit første universitetsliv var netop fravær af ledelse: Kollegiale miljøer kunne forsumpe i intriger og personlige modsætninger i årevis, uden at nogen tilsyneladende kunne gøre noget; fastansatte kunne bedrive deres undervisning lidt på bedste beskub nærmest i årtier, stillingsbesættelser kunne virke uigennemskuelige med nepotisme og studehandler i fakultetsråd.
Det gamle universitet uforandret – nu blot med fornuftig ledelse, med sund fornuft. Det var, hvad jeg forestillede mig. Måske var det usynlige universitet ved at manifestere sig som synligt. Det kom til at gå meget anderledes.
Jeg har ikke været fagligt konservativ
Mit andet forbehold er, at jeg nok er konservativ, sindelags- og kulturkonservativ, men som uddannet litterat har jeg i udpræget grad ikke været fagligt konservativ.
Jeg elskede studentermarxismen i 1970’erne, jeg elskede tværfagligheden; selv om jeg blev mag.art. i litteraturvidenskab, beskæftigede jeg mig næsten ikke med litteratur i mit studium, som varede ni år, og i mine efterfølgende syv-otte år som forskerspire.
Jeg står derfor ikke for en god og gammeldags litteraturfaglighed, som jeg ikke fik lov at forfølge, fordi min ungdom først blev stjålet af studentermarxismen, og mine modne år blev stjålet af konkurrencestaten. Det ville være tykt hykleri, hvis jeg skulle optræde som ”gammeldags litterat”.
Jeg elskede studentermarxismen, fordi den repræsenterede en sult og tørst efter erkendelse. Man ville simpelthen finde ud af, hvordan verden hang sammen. Og tværfagligheden kom fra neden: Vi var ikke tilfredse med den undervisning, vi fik, og så organiserede vi os selv i studiekredse, både små og store, vi lavede vores egne tidsskrifter, vi dyrkede Nordisk Sommeruniversitet.
Med tiden blev det også et opgør med marxismen. Først meget sent blev jeg lidt bekymret for det med tværfagligheden. Havde man egentlig et ordentligt grundlag, forstået som et enkeltvidenskabeligt grundlag, at stå på, eller var det dilettantisme?
Var vi for hurtige til at udnævne hinanden til genier i vores selvorganiserede studenterkredse, hvor vi ofte havde individuelle kombinationer af interesser og faglige indsigter?
Men man kan sige, at jeg de facto blev uddannet eller forberedt til den drejning, mit arbejdsliv kom til at tage, da jeg i mange år blev redaktør og journalist i dagspressen og skulle beskæftige mig, skrivende, formidlende og redigerende, med allehånde områder.
Det var de to forbehold. Nu lidt mere om universitetet i min ungdom.
Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.
