Lektor emeritus, cand.mag. Jørn Loftager peger i sin artikel »Borgerlighed med Marx in mente« på, hvorfor det borgerlige Danmark bør være langt mere kritisk mod markedet og meritokratiet, end tilfældet er. Der er behov for et borgerligt opgør med neoliberalismen, og derfor kan borgerlige lære meget af Karl Marx. Tegn abonnement her.
Tidens komplekse udfordringer, dilemmaer og usikkerheder kalder på politisk-ideologisk overvejelse, anfægtelse og diskussion. Derfor må det hilses velkomment, når liberale og konservative debatterer, hvordan borgerligheden aktuelt må forstås, og tilsvarende også, når der er opstået fornyet diskussion af Marx og relevansen af hans analyser for nutidens kapitalisme.
Ekstra velkomment ville det være, hvis disse to diskussioner blev bragt sammen i indbyrdes udveksling.
Chancen herfor er dog næppe stor, da simple og kategoriske for eller imod kapitalismen henholdsvis Marx og socialismen udgør faste politiske identitetsmarkører. Som jeg ser det, er der imidlertid brug for gensidig inspiration og påvirkning mellem disse to ideologiske hovedkombattanter.
På den ene side må en aktuel, troværdig borgerlighed indoptage vigtige indsigter og pointer fra Marx. Kun derved kan borgerlige idealer om frihed og lighed realiseres. På den anden side må socialister anerkende det som en hovedsvaghed hos Marx, at han ikke tog netop rollen som borger alvorligt. Derfor overså han også muligheden for udviklingen af et reelt demokrati under kapitalismen.
Især er det et problem, at Marx’ tænkning ikke rummer plads til en politisk offentlighed i spændet mellem et autonomt fungerende civilsamfund og en rammesættende stat.
Det vil sige et rum eller en sfære, hvor borgere kan mødes på så lige fod, at det kan give mening til et demokratisk ideal om argumenternes tvangfrie tvang. Og realiseringen af et sådant ideal presser sig på i lyset af de udfordringer, som ingen af de to ideologiske hovedtraditioner har færdige svar på.
Afvisningen af ideen om borgerlighed som borgerlighed hvilede på et solidt fundament i Marx´ samtid, hvor frihed og lighed var åbenlyst illusoriske størrelser for de fleste. De såkaldte universelle rettigheder blev i praksis kun givet til det mindretal – af mænd – der kunne honorere bestemte indtægts- og formuekrav.
Demokratiet var forbeholdt det ejendomsbesiddende borgerskab, og derfor blev erobringen af de borgerlige rettigheder og identiteten som borger det centrale mål for bøndernes og arbejdernes politiske mobilisering og kamp.
Kampen lykkedes i et omfang, Marx ikke havde forestillet sig mulig. Samtidig har det været, og er det fortsat, sådan, at kapitalismens ulige økonomiske vilkår begrænser den demokratiske (borger)lighed. At økonomiske ressourcer ad diverse kanaler kan omsættes til indflydelse i det politiske system, vil de færreste benægte – sig blot navnet Elon Musk.
Og for den enkelte kan økonomisk afhængighed begrænse den frie politiske deltagelse. Da der i 1901 blev indført hemmelig afstemning til Folketinget, var det således for at forhindre det valgtryk, arbejdsgivere og foresatte kunne udøve mod økonomisk afhængige vælgere, så de ikke stemte ‘forkert’.
Det satte skiftet fra åben til hemmelig stemmeafgivning en stopper for, men økonomiske magtmidler kan fortsat påvirke og forstyrre andre former for politisk deltagelse. I hvilket omfang borgere lægger bånd på sig selv for ikke at skade eget økonomiske eksistensgrundlag, er ikke kortlagt, men der er næppe tvivl om, at det forekommer. Selvcensur blandt offentligt ansatte er veldokumenteret, men er også generelt et altid tænkeligt ledsagefænomen til økonomisk afhængighed.
Hvem vil ikke overveje en politisk handling en ekstra gang, hvis risikoen er et mistet job eller f.eks. afslag på en ansøgning om førtidspension?
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.

