Vi bringer her en længere artikel af pædagogisk filosof Thomas Aastrup Rømer i anledning af den pædagogiske filosofis 25-års jubilæum i Danmark
Sidste år fyldte pædagogisk filosofi i Danmark 25 år. Det lyder som en afgrænset og lokal begivenhed, men det er det ikke. For det første fordi den pædagogiske filosofis emner både er ældgamle, topmoderne og overordentlig betydningsfulde, og for det andet fordi der tale om en vigtig institutionel begivenhed, eftersom Institut for pædagogisk filosofi i 2000 blev stiftet som en del af et helt nyt Danmarks Pædagogiske Universitet.
Faktisk blev nærværende artikel oprindeligt skrevet til en jubilæumsantologi til det pædagogisk-filosofiske miljø med titlen »At blive til et menneske«. Antologiens redaktører ønskede dog af forskellige årsager ikke at bruge teksten. Men jeg var selv en del af miljøet i 14 år, fra 2008 til 2023, og vil gerne hylde jubilæet, så nu offentliggør jeg teksten her.
I artiklen vil jeg argumentere for, at den pædagogiske filosofis organisation og dens emner og konkrete begivenheder har været sat under pres fra en større kulturhistorisk og uddannelsespolitisk udvikling, og at disse processer har haft konkrete effekter for faget og dets organisering. Artiklen indledes derfor med en redegørelse for humanismens tradition, og jeg forklarer, hvordan denne syntese udviklede sig efter anden verdenskrig.
Dernæst gennemgår jeg, hvordan humanismen efterhånden får problemer via fem kulturhistoriske processer: For det første ved den marxistiske strukturalisme, der udvikler sig fra omkring 1970, og som stod i modsætning til de mere folkelige og handlingsorienterede versioner af den unge Marx, som var tættere på den tyske romantik.
For det andet ved at dele af den såkaldte poststrukturalisme forstærkede strukturalismens antihumanistiske træk. Det sker ved, at mennesket reduceres til diskursive magtprocesser.
For det tredje drøfter jeg den såkaldte »metodiske antihumanisme«, som udviklede sig i Danmark sammen med interessen for en meget teknisk fortolkning af Niklas Luhmanns teorier. For det fjerde beskriver jeg, hvordan en række af disse processer kommer i kontakt med en bagvedliggende taylorisme, som har rod i amerikansk industrialisme og statskommunistisk ideologi. Dermed sættes humanismen og »at blive til et menneske« under pres.
Konsekvensen af disse begrebslige forskydninger blev den såkaldte »konkurrencestat«, der i løbet af 00’erne satte sig direkte i uddannelsespolitik, forskning og pædagogiske institutioner. Mennesket var nu reduceret til en økonomisk opportunist, som staten skulle optimere via bureaukratiske kommunikationssystemer. Og med 10’ernes tilhørende krisefortællinger om klima og smitte, så endte det nu selvoptimerende menneske faktisk med at udgøre et problem for hele verden.
Et problem som kun kan løses ved menneskets omdannelse til en maskine iført digital kontrol. Denne proces – den såkaldte »transhumanisme« – fremmes endda både politisk og filosofisk.
Denne udvikling har løbende præget den moderne pædagogiske filosofis udviklingsbetingelser, hvilket jeg skriver udførligt om i de sidste to afsnit. Her gennemgår jeg, hvordan de organisatoriske aspekter af jubilarens liv spiller sammen med helt konkrete dramatiske begivenheder i den pædagogiske filosofis nyere historie.
Humanismens problemer
I det følgende vil jeg uddybe humanismens tradition, og hvordan denne tradition er kommet under pres fra de fem tendenser, jeg kort omtalte ovenfor.
Fra omkring 1800 fik humanismen en renæssance. Det skete først i romantikken, hvor den såkaldte nyhumanisme virkede som en korrektion af den franske revolution, så vi både bevarede den franske frihedstrang og fik en ny interesse for menneskets moralske og intellektuelle udvikling og dets historiske sammenhæng. Det var denne syntese – som var præget af tænkere som von Humboldt, Schleiermacher, Fröbel og Herbart – der skabte grundlaget for de efterfølgende 200 års pædagogiske og institutionelle udvikling.
En vigtig dansk version af denne tilstand var den grundtvigske bevægelse, som skabte en folkelig sammenhæng, der resulterede i skole- og forfatningstradition. Grundtvig var da også inspireret af sin fætter Henrik Steffens, som havde været nede hos de tyske romantikere. Det var hele denne sammenhæng, som i løbet af de næste 150 år satte Danmark i stand til at agere som en selvstændig nation, selvom både Bismarck og Hitler forstyrrede undervejs.
Begge sidstnævnte havde udsat romantikken for en kraftig nedsmeltning og ensretning, som blev tilsat inspiration og forstærkning fra en ny tysk vitalisme. Kort sagt: Tyskerne fik Nietzsches homeriske livsduelighed parret med politisk enhed, mens danskerne fik folkelige forsamlinger parret med Søren Kierkegaards eksistentielle alvor.
Georg Brandes, som var hovedmanden i det moderne gennembrud i 1871, var inspireret af både Kierkegaard og Nietzsche, og den ny eksistentielle vitalisme prægede også både nykonservatisme og reformpædagogiske kredse i årtierne efter. I en vis forstand kan man godt sige, at den grundtvigske folkelighed og den danske modernitet bidrog til at skabe et dansk helle for tysk romantik, som Tyskland selv efterhånden fik ødelagt. Ud af hele denne stimulerende sump grundlagde en række af civilsamfundets især kvindelige borgere de moderne lærer- og pædagogseminarier samt en række borgerskoler i løbet af 1800- og 1900-tallet.
Efter 1. verdenskrig stiftedes Folkeforbundet, og der var en dyb inspiration fra den kreative men også traumatiserede Weimarrepublik, hvorfra den moderne reformpædagogik udsprang. I Danmark havde vi derimod en lykkelig og mild nationalisme efter genforeningen med det nordlige Slesvig i 1920. Efter Anden Verdenskrig fik vi derudover de stort anlagte humanistiske organisationer som FN og Europarådet, suppleret af det Europæiske Melodi Grand Prix og af store sportskonkurrencer.
I disse årtier fik vi en opblomstring af filosofisk aktivitet, både i den fænomenologiske og den analytiske tradition, og disse indsatser spillede i høj grad sammen med både de mellemfolkelige og de pædagogiske emner. Verden blev et pædagogisk sted, og det myldrede frem med pædagogiske og demokratiske ideer, der understregede den personlige og moralske udvikling. Nu skulle mennesket i høj grad »blive til«, jf. den oprindelige antologis titel.
I Danmark udviklede denne humanisme sig i tæt kontakt til de grundtvigske og reformpædagogiske baggrundstraditioner, der som nævnt havde rødder i 1800-tallets og 1920’ernes tænkning og praksis. Denne åndelige struktur hjalp også med at sætte skik på dele af ungdomsoprøret, som via f.eks. fristaden Christiania fik et historisk-poetisk baggrundstæppe.
Efter Anden Verdenskrig var der dog en forskel på Danmark og Tyskland; en forskel hvis filosofiske genese jeg allerede har antydet. I Danmark var »det folkelige« et positivt begreb, som i høj grad stimulerede til modstand mod fascismen. Man elskede sine højskoler og hele den livlige baggrundstradition med fuld kulturel åbenhed.
En del af denne antinazistiske højskole-folkelighed kaldte sig for en »nynordisk skole«, som stod for en blanding af dyb rod og verdensborgerligt udsyn, og som lagde grunden til den senere EU-modstand. Men i Tyskland var det modsat. Her var »das volk« selve årsagen til Anden Verdenskrig og Holocaust. Vi fik en europæisk splittelse i »folket«.
Nu skulle man tro, at den internationale udvikling efter krigen ville tage udgangspunkt i en dansklignende version af det folkelige, for denne version havde jo på en måde vundet krigen. Det skete også i et vist omfang, men efterhånden blev opgøret med det tyske »volk«, så omfattende, at opgøret blev til et opgør med store dele af romantikkens og oplysningens tradition, der som sagt også havde præget den antifascistiske udvikling. Vi endte derfor med et europæisk og globalt opgør med det folkelige som sådan og dermed også med det mellemfolkelige, både i ungdomsoprørets og i de mere traditionelle versioner.
I stedet for den smukke folkelige syntese fik vi en symbiose mellem én ældre og fire nyere bevægelser, som jeg kort omtalte ovenfor, og som jeg nu vil gennemgå mere grundigt: Den ældre bevægelse var den såkaldte taylorisme, dvs. amerikanske idealer om produktionseffektivitet, som hurtigt bredte sig mere bredt i samfundet.
Oprindelig var taylorismen præget af almene calvinistiske idealer og darwinistiske strømninger, og det var derfor, at den fik en udvidelsestendens (Vihøj 2025). Taylorismen fik også stor indflydelse på den russiske revolution, hvor der var brug for en effektiv statsforvaltning efter revolutionen i 1917 (Jakobsen 2013).
I samme periode, i 1921, fordrev Lenin, Stalin og Trotsky en række russiske intellektuelle, som blev sendt ud af landet i nogle såkaldte »filosofbåde«. Den russiske revolution var nu overtaget af en filosofifri og udemokratisk taylorisme i en grænseløs stat.
Flere af de fordrevne filosoffer bosatte sig i øvrigt i Vesteuropa, hvor de fik stor indflydelse på europæisk humanisme, herunder på de oprindelige tanker bag EF, og på den såkaldte personalisme, der prægede både Løgstrup og senere Peter Kemp, som grundlagde pædagogisk filosofi i 2000 (Mortensen 2017).
Faktisk var det efter min opfattelse denne interesse for personalismen, der i slutningen af 1930’erne reddede Løgstrup fra at falde i Heideggers grøft i 1930’erne (Løgstrup 2017). Og Kemp, som i bedste nynordiske stil skrev om en »dansk verdensborger«, blev optaget af personalismen i løbet af 1960’erne (Kemp 1973, Kemp 2015).
Imens omsatte Lenin og herefter Stalin den nu filosofifri taylorisme til en statslig ideologi, der endte som en ny og grænseløs statskommunisme. I USA var staten derimod beskyttet af forfatningstraditionen, som faktisk selv i nogen grad stammede fra calvinister, nemlig de såkaldte puritanere, som havde en vis fornemmelse for den angelsaksiske fællesskabssans (common sense). Derfor forblev taylorismen i de amerikanske produktionshaller.
Og nu tillader jeg mig en lidt dristig tese: I 1928 blev også Trotsky fordrevet fra Sovjetunionen til Mexico. Han inspirerede herefter en række amerikanske neoliberale samfundsforskere, der nu kunne udvide taylorismen ind i statsapparatet, fordi man var bange for det stalinistisk inspirerede bureaukrati, som man mente prægede den gryende velfærdsstat.
Det var denne konstellation, der endte som 80’ernes såkaldte New Public Management og neoliberalisme. Taylorismen arbejdede sig via den trotskistiske inspiration ind i Vestens stater og faktisk også ud i verden via den efterfølgende økonomisk definerede globalisering.
Efter murens fald vandt taylorismen efterhånden over humanismen. Det så man f.eks. herhjemme i universitetsreformen i 2003, hvor man gik »fra tanke til faktura«. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig trak man ellers på den humboldtske og nyhumanistiske universitetstradition, men her var vi i epokal forstand for tæt på problemerne med »das volk«, så efterhånden omdannede man universiteterne til statslige produktivitetsenheder.
Det er f.eks. tankevækkende at læse H.G. Gadamers smukke universitetstaler fra omkring 1950, hvor han bruger det nyhumanistiske universitet som reference for det opgør med både stalinisme og nazisme, som man lagde op til umiddelbart efter krigen (Gadamer 1992). Men Gadamer var jo elev af Heidegger, som havde problemer med det politiske, så efterhånden tabte både Gadamer og Bildung-traditionen momentum.
Og pludselig havde de kommunistiske og tayloristiske strømme overtaget vestens universiteter, mens nogle rester fra humaniora protesterede. Mange intellektuelle oplevede dette skifte som en teknokratisk revolution.
En anden af Heideggers elever, Merleau-Ponty, var mere psykologisk orienteret og mistede derfor socialkritisk momentum. Hannah Arendt var nok den af eleverne, der klarede sig bedst, fordi hun ville redde Heidegger fra Holocaust ved at tilføje sine ideer om pluralitet og politisk handling.
Med disse moderniseringer af Heidegger fik hun sammen med Løgstrup en varig effekt på den pædagogiske kritik langt op i 2010’erne, mens Merleau-Ponty-folkene i nogen grad tilpassede sig i små upolitiske rum.
Så i en vis forstand tabte vesten den kolde krig til en amerikansk inspireret kommunisme, som efterhånden satte forfatningstraditionerne – dvs. de folkelige traditioner – under pres.
Konsekvensen af denne proces blev etableringen af den såkaldte »konkurrencestat«, som skulle tilpasse sig den globale økonomi, som denne blev perciperet i EU’s indflydelsesrige Lissabonstrategi fra 1990 og af et OECD, som efter 1960 begyndte at interessere sig for uddannelsespolitiske emner, vel at mærke med økonomisk globalisering som herskertegn (Pedersen 2011). Her var staten en del af et grænseløst produktionsoptimeringssystem, som hele det pædagogiske liv måtte rette sig efter.
At »blive til et menneske« handlede nu om at blive en soldat i økonomiens tjeneste. Peter Kemp måtte i 2013 ligefrem lave en 2. udgave af sin bog fra 2005 om verdensborgeren, fordi han var blevet opmærksom på konkurrencestatens logikker. Det kan man læse om i 2. udgavens forord (Kemp 2013).
Men konkurrencestaten var faktisk mere end blot denne tayloristiske grænseløshed, der havde bredt sig ind i staten, og dermed er jeg kommet til de fire nyere bevægelser, som endte med at forstærke den situation, jeg har beskrevet. For det første vil jeg nævne den strukturmarxisme, som havde udviklet sig i 1960’erne, hvor især filosoffen Louis Althusser blev en central figur.
Her udgjorde en økonomisk »basis« et ontologisk primat i en ny form for uundgåelighed, der nærmest udslettede politisk og kulturel handling, dvs. det modsatte af »Christiania« og »Jagtvej 69« og lignende sociale handlingsformer. Referencerne til den humanistiske tradition og til verdens uudgrundelighed forsvandt som dug for solen. Den parallelle og gispende kritiske teori, som var en tysk form for selvransagelse, blev efterhånden reduceret til »konsensus« eller til »anerkendelse«, hvorved dannelsestraditionen, som jo var kommet i krise efter Anden Verdenskrig, efterhånden tabte momentum.
Kritisk teori var ellers i høj grad en del af det oplysningsprojekt, som den selv kritiserede – ikke mindst med hyppige referencer til især Kants frihedsbegreber – så her forsøgte man at fastholde trådene til baggrundstraditionen (Eilenberger 2026). Men den slags dialektisk refleksion var fraværende i Althussers strukturalistiske tilgang. Efterkrigstidens centraleuropæiske filosofi fik åndenød.
Althussers filosofiske determinisme inspirerede både Ove Kaj Pedersen, som i 2011 skrev bogen »Konkurrencestaten«, og DPU’s første rektor, Lars-Henrik Schmidt. Derimod var kritisk teori, som jo hvilede på resterne af dannelsestraditionen, ikke nogen fremtrædende inspirationskilde for disse personer, ligesom dannelsestraditionen selv heller ikke var.
For det andet vil jeg fremhæve Foucault, som radikaliserede Althussers arbejde, så de økonomiske strukturer nu blev til allehånde små diskursive magtsystemer. Her rykkede strukturalismen ned på hverdagsplanet og omdannede alle former for social praksis til undertrykkende systemer. Foucault selv kæmpede med at fastholde et tings- og et frihedsbegreb, men det kneb. Og for mange af hans elever gik det efterhånden helt galt.
Det var dette krydspres af strukturmarxisme, diskursanalyse og en grænseløs taylorisme, som kombineret med magtfuld nationaløkonomisk diskurs prægede uddannelsesreformerne og kulturanalysen efter årtusindeskiftet. Og imens gispede hele den humanistisk-filosofiske tradition. Filosofferne var endnu engang sendt i bådene, hvis de da ikke havde tilpasset sig med små sprogbrugsanalyser. Og efterhånden blev mennesket defineret som ondt og kerneløst. En kolonialistisk og sexistisk klimasynder. Vi var havnet i en posthumanistisk situation uden vekselvirkning mellem verden og menneske; dvs. uden Bildung.
Dermed er vi fremme ved den tredje nyere tendens. Den omtalte posthumanisme blev i løbet af 00’erne yderligere forstærket af en interesse for kommunikationssystemer, hvor især den tyske sociolog Niklas Luhmann blev en central figur.
Her blev der gjort helt op med dannelsens tradition, selvom Luhmanns tanker egentlig selv udsprang af en radikaliseret ny-kantiansk sammenhæng (Harste 2006). Nu var det slut med det »gammeleuropæiske«, som det nedladende blev kaldt, og Kants ding-an-sich fik virkelig åndenød. Herhjemme talte tilhængere af Luhmann ligefrem om en »metodisk antihumanisme«, som skulle afløse poststrukturalismens »antihumanisme«, og Grundtvigs begreb om folk blev kaldt for »dødsensfarligt« (Rasmussen 1996, s. 138 & Qvortrup 2004, s. 278).
Disse teoretikere fik stor indflydelse på skolepolitikken og uddannelsesforskningen op til skolereformen i 2014. Luhmanns nykantianske ubehag ved det tyske »volk« blev dermed til et opgør med det folkelige som sådan, både det tyske og det danske. Vi gik »fra undervisning til læring«, som det hed. Der var ikke mere at fortælle.
Endelig er det, for det fjerde, værd at nævne, at disse tayloristiske, posthumanistiske og antihumanistiske ideer fra slutningen af 90’erne kom i kontakt med Silicon Vallys ekspanderende ideologi og en ledsagende individualiseret intelligenspsykologi. Det startede herhjemme allerede i 1998 via det såkaldte »Kompetencerådet«, som var inspireret af det britiske New Labor. Her blev alt omsat til store regnskabssystemer. Herfra spredte sig en vældig digitaliseringsoptimisme (Sørensen 2025).
Disse nye amerikanske ideer var præget af en såkaldt transhumanisme, hvor mennesket slet og ret fusionerede med maskinerne; en slags hyper-taylorisme inde i kroppen. Denne tendens vandt yderligere indpas i 10’ernes »Disruptionsrådet«, som arbejdede under VKLA-regeringen, men tendensen fandtes også mere bredt i samfundet, f.eks. i indflydelsesrige kredse omkring læreruddannelsen og i Kommunernes Landsforening (Rømer 2023). Den aktuelle AI-begejstring er den seneste knopskydning på denne proces.
Så anti-humanisme, metodisk anti-humanisme og transhumanisme var gået i en slags fælles angreb på »at blive til som menneske«. Det var også derfor, at skolepolitikken i løbet af 10’erne førte til en total ligegyldighed overfor både pædagogisk filosofi og skolens formålstradition, som ellers havde flere århundreder på bagen (Rømer 2022).
Pædagogisk Filosofi på DPU og Aarhus Universitet
Spørgsmålet er nu, om denne udvikling har haft betydning for pædagogikken og især for den pædagogiske filosofi i Danmark. Og min tese er, at det har den i høj grad. Ja, pædagogisk filosofi er nærmest defineret ved ovenstående processer, både i selvforståelsen, men ofte også i kamp. Her er en gennemgang af historikken.
Frem til 2000 var lærernes videreuddannelse og forskning organiseret i regi af Danmarks Lærerhøjskole, som havde rødder tilbage i 1800- og 1900-tallets folkelige og demokratiske oplysning. Pædagogerne gik på Danmarks Pædagoghøjskole, som blev etableret i 1996, og som også havde rødder i lærerhøjskolens og reformpædagogikkens baggrundstraditioner. Det hele var et udtryk for den føromtalte efterkrigstidshumanisme, som selv havde rødder i 1800-tallets dialoger og videre ned i de græske og kristne gemmere.
Men i 2000 blev det hele – sammen med yderligere et par teknisk prægede institutioner – fusioneret ind i en ny institution, nemlig Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Denne fusion skete vel at mærke i et opgør med især lærerhøjskolen, der blev opfattet som alt for praksis- og skolerettet.
I stedet tog DPU’s første rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt, udgangspunkt i begrebet »læringsadfærd«, som det hed i konkurrencestatens unge år (Rømer 2022). Schmidt havde sit helt eget filosofiske system, den såkaldte samtidsdiagnose, som især var inspireret af en blanding af Althusser og den sene Nietzsche – en slags tragisk og vitalistisk, men også kritisk tilpasning til den politiske økonomis herredømme. Så DPU er simpelthen skabt af en blanding af strukturmarxisme og spirende konkurrencestat, dog med en forstærkende resthumanisme fra Rousseau og Nietzsche i krogene.
Schmidt konstruerede fire faglige discipliner, som skulle holde styr på »læringsadfærden«, nemlig pædagogisk filosofi, pædagogisk psykologi, pædagogisk antropologi, pædagogisk sociologi. Alle fire områder fik både en kandidatuddannelse og et ledsagende institut. De gamle lærerhøjskolekredse protesterede, så Schmidt tilføjede en femte kandidatuddannelse i »generel pædagogik« med et tilhørende institut.
Almenpædagogikken og lærerhøjskolens tradition var dermed endt som en slags modstands-rest, som havde en vis fællesmængde med pædagogisk filosofi, men på læringsadfærdens præmis. Dermed havde pædagogisk filosofi fået et videnskabeligt institut med en tilhørende kandidatuddannelse, som skulle kæmpe med et nyt økonomisk defineret læringsbegreb, der var endt som filosofiens modsætning.
DPU’s faglige og organisatoriske eksistens var altså funderet på »læringens« opgør med landets pædagogiske tradition – et opgør, som i de følgende år blev forstærket af samfundets politiske og organisatoriske elite.
På DPU opretholdt man dog et vist kritisk momentum op gennem de tidlige 00’ere, dels pga. efterladenskaber fra lærerhøjskolens tradition og dels pga. dele af den kritiske tradition fra 1970’erne, som Schmidt jo selv var rundet af. Schmidt var også venner både med teologen/filosoffen Peter Kemp, som blev institutleder for det nye Institut for Pædagogisk Filosofi, og med idehistorikeren og biskoppen Kjeld Holm, som var kommet med i DPU’s bestyrelse. Så der var god opdækning i starten.
DPU startede op under Undervisningsministeriet, men fra 2005 kom institutionen ind under et nyt Forskningsministerium og dermed også under den helt nye universitetslov, som omdannede universiteterne til centralstyrede forskningskoncerner i vækstens navn; en ideologisk proces, som blev forstærket af globaliseringsaftalerne i 2006. Det vender jeg tilbage til om lidt.
På DPU blev dette skifte især tydeligt fra 2008, hvor der skete flere ting på samme tid. Først og fremmest blev DPU en del af Aarhus Universitet, hvor en ny rektor fra Verdensbanken ville omdanne universitetet til en global koncern af eksploderende nysprog og centralisering. Vi fik »the global university« (Biesta 2011).
Dermed overgik DPU fra at være et selvstændigt universitet til at være et fakultet under et ideologisk radikaliseret Aarhus Universitet. Man mistede derfor også sin bestyrelse, hvorved Kjeld Holms modererende indflydelse forsvandt. Og Peter Kemp gik på pension i 2007. Herefter overtog grundtvigianeren Ove Korsgaard ledelsesstafetten for pædagogisk filosofi i et par år. Han havde udviklet en ny masteruddannelse i medborgerskab, som skulle supplere læreruddannelsens nye fag »Kristendom, Livsoplysning og medborgerskab«, hvilket på lang sigt fik en vis kritisk effekt i samfundet. Det var »folkets« rester. Desuden gik Lars-Henrik Schmidt af som rektor i 2008. Dermed var hele den gamle åndstrio bestående af Schmidt, Holm og Kemp væk, og også Korsgaard gik af omkring 2009.
I stedet kom der en ny dekan for DPU, Lars Qvortrup, som med udgangspunktpunkt i Luhmanns systemteori støttede forskningspolitikkens nye idealer. Nu stod den på relevans, læring, data og evidens og forskningspolitisk underdanighed i ånden fra den ny tayloristisk-kommunistisk inspirerede universitetslov. Præcist den konstellation, som jeg fremanalyserede i afsnittet ovenfor.
Lars Qvortrup ville revolutionere Schmidts bygning i sit eget systemteoretiske billede, men stadig med »læring« som udgangspunkt. Med det samme forsøgte han at nedlægge uddannelsen i pædagogisk filosofi. Da det mislykkedes, ville han fyre tre filosoffer, hvilket også slog fejl. I stedet etablerede han en kandidatuddannelse i »uddannelsesvidenskab«, hvor globaliseringspolitikken og de nye organisationsformer på en tilpasningsdygtig måde kunne spille sammen med en helt tæmmet inspiration fra Foucault (Kristensen 2022). Kort sagt gik »læringsadfærden« nu i kontakt med det nye globaliseringsbureaukrati, mens Schmidts fire faglige discipliner og den videnskabelige tradition, som i forvejen var løst funderet, mistede indflydelse.
Qvortrup var tilhænger af en teknisk version af Niklas Luhmanns systemteori, og han samlede hurtigt åndsfæller omkring sig – herunder den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen og den senere DPU-leder Claus Holm. En række af de gamle Foucault-folk lagde sig artigt ned i det nye system og bidrog endda aktivt til det opgør med filosofien, som Qvortrup iværksatte, hvilket jeg kommer ind på nedenfor. Med denne dannelsesfjendtlige konstellation blev DPU en kraftfuld forstærker af de instrumentelle skole- og læreruddannelsesreformer i 2013, som mange i dag skælder ud på. Dermed havde den metodiske antihumanisme taget magten med en Foucault-båret antihumanisme som underordnet.
Da Aarhus Universitet implementerede en stor og kostbar reorganisering i 2011, blev DPU endnu engang degraderet, denne gang fra fakultet til institut. Qvortrup forlod sin post, og Hanne Løngreen blev ny institutleder under Mette Thunø, som blev dekan for det nyetablerede fakultet ARTS. Thunø ville lave det »frække universitet« og gå »fra viden til handling«, og centraliseringen gik amok (Frandsen & Thunø 2011). Løngreen fortsatte indtil 2014, hvor hun flyttede til RUC.
I 2013 fik universitetet ny rektor, Brian Bech Nielsen, som med det samme skilte sig af med Thunø. I stedet udnævnte han Johnny Laursen som dekan. Både Nielsen og Laursen havde støttet universitetsreformerne op gennem 2000’erne, og de havde også været ukritiske mellemledere i det ny globale universitet. De var indbegrebet af den nye ånd, og Bech Nielsen iværksatte straks en fyringsrunde, der skulle skaffe midler til »strategisk ledelse«.
Ny institutleder på DPU blev fra 2014 Claus Holm, som have været kommunikationschef/dekan siden DPU’s oprettelse i 2000. Holm var kraftigt inspireret af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, og faktisk også af Lars-Henrik Schmidt, som havde ansat ham i 2000. Holm lagde i 2015 ud med at nedlægge et klassisk professorat i pædagogik få uger efter, at det var blevet besat. I stedet oprettede han nogle strategiske MSO-professorater, som blev befolket af folk med den godkendte indstilling.
Holm inkarnerede de mest problematiske sider af forskningspolitikkens og DPU’s historie. Han blev fan af konkurrencestaten, af OECD og af »læring som livsform«, som skulle afløse pædagogikkens sprogspil. Og det nye ARTS-fakultet bakkede op. Som tidligere kommunikationsleder fik Holm også magt over DPU’s kommunikationssystemer, der fik et ideologisk og ensrettende præg. Og de gamle kritiske traditioner blev konstant udgrænset, hvis de ikke makkede ret i de nye begrebsmæssige systemer. Lærere og forskere, som kendte til den pædagogiske tradition, var oprørte.
Helt almindelige kritiske indlæg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsessanktioner, som kun offentlige protester kunne sætte en foreløbig stopper for (Rømer 2017). Og hvis kendte sociologer kritiserede »konkurrencestaten«, så var de ligefrem usaglige (Holm 2016).
Hele denne faglige og organisatoriske konstellation var en tragedie for landets videnskab og pædagogik. Det var konsekvensen af at gå fra videnskab og pædagogik til læringens livsform under konkurrencestatens herredømme; et skifte som var determineret af de kulturhistoriske processer, jeg omtalte ovenfor. Det var et opgør med »menneskets tilblivelse«.
Fra 2017-2020 blev landets skole- og uddannelsespolitiske debat i højere grad domineret af ældre kritiske traditioner, hvilket ikke mindst skyldtes undervisningsminister Merete Riisagers og professor Svend Brinkmanns indflydelse. Og også i Aarhus Universitets bestyrelse var der kommet folk, der kunne tale dannelsens og pædagogikkens sag, herunder højskolemanden Jørgen Carlsen og den konservative politiker Connie Hedegaard. I den periode var der derfor lidt stille, mens DPU’s ledelse eksperimenterede med forskellige posthumanistiske og OECD-inspirerede konstellationer af læringsideologien, f.eks. via en række ideologisk sammensatte dagkonferencer.
Efter 2020 er Aarhus Universitet og DPU imidlertid tilbage i sporet fra omkring 2008-2016, bl.a. med en ny og mere teknisk indstillet universitetsbestyrelse. Nu står den på ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster, på angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament og på en ukritisk interesse for anvendelse af kunstig intelligens (Rømer 2023).
Relevansens magt og afskedigelse af pædagogiske filosoffer
Til sidst vil jeg skrive om en række helt konkrete og dramatiske effekter på dansk pædagogisk filosofi, som følger direkte af ovenstående udvikling. Jeg vil tage udgangspunkt i en artikel fra 2006, som blev bragt lærernes fagblad Folkeskolen.dk. Artiklen, som hedder »DPU skal gøres relevant«, handler om en afgørende begivenhed i den pædagogisk forsknings historie, nemlig om introduktionen af begrebet »relevans«.
Dette begreb fik store konsekvenser for pædagogisk filosofi, herunder for en vigtig afskedigelsessag i 2010. Artiklen fra Folkeskolen.dk hænger desuden begrebsmæssigt sammen med en sørgelig begivenhed i dansk pædagogik, nemlig den pædagogiske filosof Jørgen Hugglers bortgang, d. 11. marts 2026. I det følgende vil jeg forklare hele denne sammenhæng nærmere.
I Folkeskolen.dk’s artikel befinder vi os i 2006 på et DPU, som på dette tidspunkt har eksisteret i ca. fem år som selvstændig institution. Idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt har lige fået forlænget sit rektorat, og biskop Kjeld Holm, som selv var idehistoriker, er forfremmet fra bestyrelsesmedlem til bestyrelsesformand.
I 2006 har Helge Sander været forskningsminister siden 2001, og Bertel Haarder er nyudnævnt undervisningsminister. DPU havde egentlig været under Undervisningsministeriet, men kom fra 2005 ind under den ny universitetslov, som var præget af konkurrencestatens systemer. De to Venstre-ministre kommunikerede, og pludselig havde DPU fået en »udviklingskontrakt«, som arbejdede i den ny universitetslovs ånd.
Nu skulle DPU målrettes med »evalueringskultur«, »nøglekompetencer«, »kompetencemæssig udvikling« og så videre. Nu var det slut med »smagsdommerne«, som man nedladende kaldte de faglige miljøer. Bagved spøgte de nye globaliseringsaftaler og nogle helt nye »smagsdommere«, nemlig en række nationaløkonomer og Pisa-forskere, som var ved at overtage den diskursive magt over pædagogik og forskning.
I artiklen fra 2006 kan man læse, at vi nu skal have noget »relevant« forskning, og man begynder allerede her at tale om at neddrosle DPU’s filosofiske fag. Ordet »relevant« bliver et slags nøgleord for den ny kontrakt mellem pædagogisk forskning og den spirende konkurrencestat. Artiklens overskrift er ligefrem: »DPU skal være relevant«.
Rektor Lars-Henrik Schmidt havde stadigvæk kritisk blod i årene, så han var helt uenig i udviklingskontraktens indhold. Her i et længere citat fra Folkeskolen.dk’s artikel:
»DPU’s rektor Lars-Henrik Schmidt er betænkelig. Han kalder 2005 for »et mørkt år for dansk forskning« i den årsberetning for DPU, som han fremlagde i sidste måned. »De danske universiteter skal ikke forske for oplysningens og dannelsens skyld mere, de skal producere viden med umiddelbar nytteeffekt og relevans for praksis«, er hans begrundelse for denne karakteristik.
Han og hans medarbejdere havde ellers været på forkant med et udkast til en udviklingskontrakt, som var mere efter hans hoved allerede inden sommerferien sidste år, men så dukkede undervisningsminister Bertel Haarder op på universitetet i september.
»Bertel Haarder legitimerede sin indblanding i, hvad DPU foretog sig, med, at han havde aftalt udviklingskontrakten med videnskabsminister Helge Sander«, skriver Lars-Henrik Schmidt i sin årsberetning.« (citat slut)
Så Schmidt kæmpede her i 2006 mod »relevansens« angreb på »oplysning og dannelse«, som der står, og han havde desuden et godt blik for Haarders og Sanders kundskabsfjendtlige kommunikation.
I samme artikel kan man imidlertid læse, at andre på DPU var mere positive over for den ny udviklingskontrakt. Det gælder lektor, bestyrelsesmedlem og senere dekan, Søren Kruse, den indflydelsesrige professor, Jens Rasmussen, og forskningsdekan Bjarne Wahlgren,
Søren Kruse og Jens Rasmussen skrev i 2007 – sammen med den nuværende DPU-leder Claus Holm – bogen »Viden om uddannelse«, som var en hyldest til den ny systemteoretiske læringsinstrumentalisme. Peter Kemp kaldte bogen for »antifilosofi«. Der var gang i etableringen af »pædagogikkens to verdener«, som jeg kalder det (Rømer 2024).
Samme år, i 2007, blev Claus Holm prodekan uden videnskabelige meritter, hvilket efter min mening var imod reglerne for ansættelse af videnskabelige ledere (Rømer 2026). Det var Lars-Henrik Schmidt, der forfremmede sin gamle sekretær. Det fortrød han senere hen. I hvert fald skrev han følgende til mig i november 2011 om samtidsdiagnosens skæbne, som på det tidspunkt var ved at blive opslugt af systemteoriens kategorier:
»Jeg deler din bekymring vedrørende en samtidsdiagnostik, der mister forbindelsen til den filosofiske tradition.«
Et år efter Folkeskolen.dk’s artikel, i vinteren 2007/08, ophører DPU som allerede nævnt med at være et selvstændigt universitet og fusioneres i stedet ind i et radikaliseret AU, hvis helt nye rektor, Lauritz B. Nielsen kom fra Verdensbanken. Nielsen havde også været med til at lave forarbejdet til universitetsloven fra 2003, og han gik straks i gang med at centralisere og instrumentalisere universitetets liv.
Schmidt gik i sagens natur af, og det samme gjorde Kjeld Holm, eftersom bestyrelsen jo nu blev nedlagt. I stedet blev Lars Qvortrup som nævnt dekan for et nyt DPU-fakultet med Claus Holm og Søren Kruse som prodekaner og med Jens Rasmussen som indflydelsesrig professor. Vi fik en symbiose mellem systemteori og universitetslov. Vi var ikke mere i videnskabernes og slet ikke i filosofiens land. Vi havnet i »relevansens« og kommunikationssystemernes oprustede territorium. DPU var nu reduceret til et fakultet under »relevansens« og konkurrencestatens herretegn.
Den nye dekan, Lars Qvortrup, var af helt samme skole som Rasmussen og Kruse. De udgjorde en trio, som konstant nedgjorde dannelsens traditioner. Og også Claus Holm skiftede i 2007 til systemteori-symbiosen, for han havde jo nu fået en systemteoretisk leder, og så var trioen blevet en magtfuld kvartet.
Herefter forstærkes effekten af det relevansbegreb, som allerede havde meldt sig på scenen i 2006. I foråret 2010 – efter et forgæves forsøg på at nedlægge pædagogisk filosofi – forsøgte den ny ledelse at afskedige tre højt kvalificerede filosoffer med direkte henvisning til deres »relevans«. Lars Qvortrup mente slet og ret, at de tre filosoffers forskning var irrelevant, og endda også at hele det pædagogisk filosofiske forskningsområde var irrelevant. Altså en fordobling af relevansbegrebets effekt. Det fremgår af den mail fra ledelsen fra d. 20. april 2010, som ledsagede varslingerne. Lad mig uddybe mailens indhold:
Først omtales den manglende relevans af hele det pædagogisk filosofiske forskningsområde. I mailen står der, at ledelsens kriterium for udelukkende at fokusere på forskningsområdet »pædagogisk filosofi« som afskedigelsesområde, var, at det er et »forskningsområde, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave….«.
Dernæst er der spørgsmålet om relevansen af de tre filosoffers forskning: I samme mail står der, at der ved »…fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.« (mine kursiveringer)
Så hverken forskningsområdet som sådan eller de tre konkrete filosoffers forskning var ifølge ledelsen »relevant«, hvilket jo er et udtryk, der stammer direkte fra de processer, jeg har omtalt.
Og ledelsens nidkærhed var grænseløs: Dekan Lars Qvortrup skrev nemlig på samme dag som varslingsbrevet, at man skam ville ansætte nogle helt nye forskere ved det daværende Institut for Læring, som Qvortrup selv havde skabt. Det vil give »øget indtjening«, stod der. Altså samme dag som varslingsbrevet. Man får åndenød.
Der rejste sig en omfattende kritik. Især filosoffen og teologen Peter Kemp, som jo i 2007 var trådt tilbage som leder af det pædagogisk filosofiske fagområde, kæmpede imod. Men også studerende og andre forskere støttede op. Også Kjeld Holm protesterede fra den gamle sidelinje, og sagen var i det hele taget i medierne (Jyllands-Posten 2010).
Men Claus Holm, Søren Kruse og Lars Qvortrup afviste kritikken i et indlæg i Information. Nu nægtede de pludselig, at relevansbegrebet havde spillet en rolle, selvom »relevansen« faktuelt set stod helt centralt i begrundelserne, hvilket jeg netop har dokumenteret. Inkompetencen og den bagvedliggende ideologi var hård kost (Qvortrup m.fl. 2010).
Efter hård offentlig kamp blev fyringerne trukket tilbage med nogle intetsigende begrundelser. Den forskningspolitisk aktive lektor, Claus Emmeche fra KU, kaldte i Information forløbet for »en skandale«. Og lektor Anne-Marie Eggert Olsen, som selv kom fra det pædagogisk filosofiske miljø, udtalte følgende: »Men problemet er, at ledelsen med genansættelserne forsøger at dække over, at de med fyringerne har begået en fejl i en meget principiel sag om forskningsfrihed, som har stor betydning for danske forskere« (Information 2010).
En lille krølle er værd at nævne: I 2010 var flere af Lars-Henrik Schmidts gamle elever – bl.a. Claus Holm – blevet aktive aktører i det ny relevanssprog, så her var der ingen modstand. Og de konkrete fyringsvarsler blev eksekveret af en af Schmidts nærmeste elever, Jens Erik Kristensen, som var blevet afdelingsleder under Qvortrup. Det var en slags tragedie for Schmidts virkningshistorie, for Schmidt havde jo ellers været kritisk tilbage i 2006. Schmidt ærgrede sig som sagt også – f.eks. i den omtalte mail fra 2011 – selvom han ikke tog del i protesterne.
Jørgen Hugglers bortgang
Og nu kommer vi så til den sørgelige begivenhed, jeg omtalte ovenfor. En af de tre afskedigede filosoffer, hvis virke Holm og Qvortrup altså mente var uden »relevans«, var nemlig den pædagogiske filosof Jørgen Huggler, som afgik ved døden d. 11. marts 2026. Altså få uger før jeg startede med at skrive nærværende artikel.
Jørgen Huggler var en stor kender af tysk idealisme og var i det hele taget bredt orienteret i den pædagogisk filosofiske tradition. Han var dr. phil. og havde været på DPU siden 2002. Som tiden gik, blev han en inspirationskilde for pædagogiske filosoffer i Norden; både som redaktør for tidsskriftet »Studier i pædagogisk filosofi«, som bestyrelsesmedlem i »Nordisk pædagogisk filosofisk forening« og som mangeårig formand for »Dansk Filosofisk Selskab«. Faktisk havde Dansk Filosofisk Selskab i april 2026 årsmøde, hvor den nuværende formand fortalte om Hugglers »store faglige kraft«.
Der blev også afholdt et minuts stilhed i dagens sørgelige anledning. Men for DPU’s ledelse var Hugglers arbejde altså ikke »relevant«. Endelig er det værd at notere sig, at Huggler fra ca. 2021-24 var afdelingsleder for det selvsamme pædagogisk filosofiske område, som altså i 2010 ikke var »relevant«. Huggler forvaltede sit embede som afdelingsleder rummeligt og venligt til alles almene tilfredshed.
Umiddelbart efter at Qvortrup og Holm havde trukket fyringerne i land i 2010, sagde Huggler følgende til universitetets magasin Univers:
»Sagen har jo meget principielle aspekter. Så selv om vi nu er sikret vores job, så er der jo stadig spørgsmålet tilbage om, hvordan og med hvilke begrundelser man som universitetsledelse kan fyre folk.«
Et klogt spørgsmål fra filosoffen, må man sige, men der kom aldrig noget svar. Universitetets ånd var rystet.
Også de to andre fyringsvarslede filosoffer er rige tænkere: Lektor Asger Sørensen skal i efteråret 2026 forsvare sin doktordisputats »Educating through Alienation to Democracy«, som roses til skyerne af bedømmelsesudvalget, og lektor Henrik Vase Frandsen, som er DPU’s sidste teolog, har skrevet spændende bøger om Løgstrup og om fransk fænomenologi. Men på DPU var sådanne undersøgelser altså uden »relevans«. Asger Sørensen efterfulgte i øvrigt Huggler som formand for Dansk Filosofisk Selskab fra omkring 2016. Han kritiserede i 2023 Claus Holms ideologiske system fra selskabets talerstol (Sørensen 2023).
Jeg har noteret tre omtaler af Hugglers bortgang på de sociale medier: For det første et Facebook-opslag af dr.pæd. Alexander von Oettingen, som via sin bog om »Det pædagogiske paradoks« fra 2001 var med til at revitalisere det pædagogisk-filosofiske forskningsområde.
Von Oettingen fortæller, at Jørgen Huggler var en form for mentor. Desuden har filosoffen Carsten Fogh-Nielsen, som en overgang var adjunkt på DPU, skrevet nogle fine ord om Hugglers virke. Begge disse to personer havde gennem tiden også været udsat for relevansbegrebets effekt på stillingsprocesserne.
Von Oettingen var den person, som i 2015 var blevet tilbudt det omtalte professorat, som få uger senere blev nedlagt, og Fogh Nielsen fik af uransagelige årsager ikke et lektorat efter en særdeles velgennemført adjunktperiode. Endelig har en studerende, Thomas Sørensen, skrevet et smukt memorandum på LinkedIn og Facebook, som fik mange fine kommentarer fra andre af Hugglers studerende.
Og »relevansens« effekt fortsætter. Fra 2025 blev uddannelsen i pædagogiske filosofi halveret, og organisatorisk set blev området opslugt af en didaktisk afdeling, som i dag ledes af didaktiker, som var elev af professor Jens Rasmussen og af Karen Wistoft, som også er systemteoretiker, og som var tæt på både Søren Kruse og Lars Qvortrup, der jo begge støttede relevansideologien. Denne nye afdelingsleder skrev ph.d. i 2017 om »målorienteret undervisning«, som var et kodeord for skolereformens ideologi, og i 2022 støttede han sammen med Qvortrup DPUs næste fyringsrunde (se nedenfor). Så der er effektiv karriere, hvis man skriver om de »relevante« ting. Der er næppe nogen stabil fremtid for pædagogisk filosofi i dette organisatoriske system.
En gruppe ansatte på DPU støttede Holms seneste ideologisk betingede fyringer i 2022 i et stort læserbrev i Folkeskolen.dk (Qvortrup mfl. 2022). Men Jørgen Huggler skrev ikke under på støtten til Holm. Så Jørgen Huggler støttede aldrig relevansens system. Tværtimod var han offer for den. Han var dog heller ikke offentlig kritiker, som f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen og undertegnede blev. Huggler var en mere stille natur, som især arbejdede med at udvikle den pædagogiske filosofis begreber og organisation.
Måske var det ikke tilfældigt, at Claus Holm i bogen »Folkeskolen efter reformen« fra 2015 skrev, at skolereformen fra 2013 var udtryk for et »paradigmeskifte«, som for alvor vil slå igennem, »når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud« (min kursivering) (Holm 2015).
Jeg håber, at jeg med disse tanker har vist, hvordan efterkrigstidens tiltagende opgør med humanisme og filosofi har haft store konsekvenser for pædagogisk filosofi herhjemme helt ned i detaljen. Tillykke til fødselaren med håbet om et langt og lykkeligt liv.
Appendix: Den historiske organisering af pædagogisk filosofi
Nedenfor kan man tilgå lister over ministre, rektorer, dekaner og afdelingsledere, som har omgivet arbejdet med pædagogisk filosofi siden 2000.
Ministre med ansvar for DPU:
- a) Frem til 2005 er DPU under Undervisningsministeriet, hvor der var følgende ministre:
Margrethe Vestager (RV), 1998-2001
Ulla Tørnæs (V), 2001-2005
- b) Fra 2005 kommer DPU under Forskningsministeriet, hvor der var følgende ministre:
Helge Sander (V), 2001-10
Charlotte Sahl-Madsen (K), 2010-11
Morten Østergaard (RV), 2011-14
Sofie Carsten Nielsen (RV), 2014-15
Esben Lunde Larsen (V), 2015-16
Ulla Tørnæs (V), 2016-16
Søren Pind (V), 2016-18
Tommy Ahlers (V), 2018-19
Ane Halsboe-Jørgensen (A), 2019-21
Jesper Petersen (A), 2021-22
Christina Egelund (M), 2022-?
Rektorer ved Aarhus Universitet:
Henning Lehmann, 1983-2002
Niels Christian Sidenius, 2002-2005
Lauritz B. Holm-Nielsen, 2005-13
Brian Bech Nielsen, 2013-?
Dekaner for Humaniora/ARTS ved Aarhus Universitet:
Bodil Due, 1999-2010 (Humaniora)
Mette Thunø, 2010-14 (ARTS)
Johnny Laursen, 2014-23 (ARTS)
Maja Horst, 2023-? (ARTS)
Ledere af DPU:
Rektor Lars-Henrik Schmidt, 2000-08
Dekan Lars Qvortrup, 2008-11
Institutleder Hanne Løngren, 2011-14
Institutleder Claus Holm, 2014-? (kommunikationsmedarbejder/chef ved DPU, 2000-2008, kommunikationsdekan 2008-11 og viceinstitutleder 2011-14)
Leder af de afdelinger, hvor pædagogisk filosofi har været placeret (ikke verificeret):
Peter Kemp, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2000-05
Ove Korsgaard, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2005-08
Jens Erik Kristensen, lektor, Institut for pædagogik, 2008-2011
Jørgen Huggler, lektor, programleder for pædagogisk filosofi, 2012-13
Hans Siggaard Jensen, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi, 2014-2015
Lars-Henrik Schmidt, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2015-16
Oliver Kauffmann, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2016-20
Jørgen Huggler, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2020-24
Helle Rørbech, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2024-2025
Mikkel Stovgaard, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2025-?
Referencer
- Avisartikler og SoMe/hjemmeside-opslag
»DPU skal gøres relevant«, Folkeskolen.dk, d. 23. juni 2006: https://www.folkeskolen.dk/dpu-skal-goeres-relevant/
»Biskop i protest mod universitet«, Jyllands-Posten.dk, d. 12. maj 2010: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/
»Forskere: DPU genansætter forskere for at dække over fejl«, Information.dk, d. 16. august 2010. https://www.information.dk/indland/2010/08/forskere-dpu-genansaetter-filosoffer-daekke-fejl
»Fyringer trukket tilbage på DPU«, Univers, 2010: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr10/fyringertrukkettilbagepaadpu
Alexander von Oettingens mindeord på FB, d. 15. marts 2026: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid036zk5X8io7Wgcfr4KjEjZ9nFnSGFhVNZvxiYPwUTbnPuksRUQNRrV3UEUhGtTBYQGl&id=100011083422575
Carsten Fogh Nielsens mindeord på FB, d. 13. marts 2026: https://www.facebook.com/filoffen/posts/pfbid02s6qM4z2nSLsk8bNfsMji57QHupYTpMKMSkDqyThjveG5Uc5ta53mmYYhSyxc2KMol
Lærer og tidl. studerende Thomas Sørensen FB, d. 18. marts 2026: https://www.facebook.com/tsoerensen79/posts/pfbid0itu2Gyo82wQzibAV8RtPAw1cahjTnqsRHtrZvKWFFLrTSjcNzSbhZK9z7oKzEEe3l
Mindeord på DPU’s hjemmeside: https://dpu.au.dk/forskning/forskningsenheder/paedagogisk-filosofi
- Øvrige referencer:
Biesta, G. (2011). »How useful should the university be?«, Qui Parle, nr. 1, s. 35-47.
Eilenberger, W. (2026): Ud af labyrinten – filosofiens formål i vor tid, Klim.
Gadamer, H.G. (1992): »On the primodiality of science – a rectoral address«, I Misgeld, D. & Nicholson, G.: Hans-Georg Gadamer on Education, Poetry and History, State University of New York Press.
Harsten, G. (2006). »Systemteoriens mulighedsbetingelser«, Dansk Sociologi, 11(4), s. 95-103.
Holm, C. (2015). »Ny styring af lærernes autonomi«, i Rasmussen, J. & Holm, C. & Rasch-Christensen, A.: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel, s. 247-269.
Holm, D. (2016). »Vi skal genopfinde arbejdsdelingen mellem forskning og politik, www.dpu.dk, d. 12. maj.
Frandsen, S. & Thunø, M. (2011). »Entreprenører«, Weekendavisen, d, 9. september.
Jakobsen, K. (2013): Lenin, Informations Forlag, 2013.
Kemp, P. (1973). Filosofiske portrætter, Vintens Forlag.
Kemp, P. (2013). Verdensborgeren – pædagogisk og politisk ideal for det 21. århundrede, Hans Reitzel.
Kemp, P. (2015). Løgnen om dannelse – opgøret med halvdannelsen, Tiderne skifter.
Kristensen, J.E. (2022). »Pædagogik og/eller uddannelsesforskning og uddannelsesvidenskab? Danske konstellationer og spændinger«, Nordic Studies in Education, 42(1), 30-49.
Løgstrup, K.E. (2017). Tanke og handling skal være et, Cura
Mortensen, J.N. (2017). Personalismens idehistorie, Cura.
Pedersen, O.K. (2011). Konkurrencestaten, Hans Reitzel.
Qvortrup, L., Holm, D., Kruse, S. mfl.: »Kemps kampagne mod DPU holder ikke«, Information.dk, d. 20. maj 2010.
Qvortrup, L, Stovgaard, M., Wistoft, K. m.fl. (2022): »Kollegamodsvar i debatten om afskedigelser på DPU«, Folkeskolen.dk, d. 8. december.
Rasmussen, J. (1996). Socialisering og læring i det refleksivt moderne, København: Unge Pædagoger.
Rømer, T.A. (2017). Ballade i pædagogikkens forsamlingshus, Forlaget Fjordager.
Rømer, T.A. (2022). Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering, Klim.
Rømer, T.A. (2023). I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning, Forlaget Fjordager.
Rømer, T.A. (2024). Universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU, Klim.
Rømer, T.A. (2024). Pædagogikkens to verdener – 2. reviderede udgave, Aalborg Universitetsforlag.
Rømer, T.A. (2026) (in press). Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed og tanke, bd. 2, Forlaget Fjordager.
Sørensen, A. (2023): »Uden uddannelse ingen frigørelse – velkommen til pædagogisk filosofi«, Paradoks.nu, d. 14. november.
Sørensen, B.M. (2025). De grænseløse, Kristeligt Dagblads forlag.
Vihøj, M. (2025): Kvalitetssikringsbegrebets idéhistorie – og folkeskolens demokratiske dannelse, ph.d. afhandling, SDU.
