Silkeborg Rådhus
Foto: Beethoven9

Demokratiet kommer til kommunen

23. september 2024
9 minutters læsetid
Nærdemokratiet i 1970’erne var langtfra kun et venstrefløjsfænomen, og debatten afspejlede bred folkelig lede ved den omsiggribende statsmagt. Historiker og forfatter Mathias Kobberrød Rasmussen anmelder her lektor og fagfælle Jesper Vestermark Købers nye bog, Det nære demokrati.

De hastige samfundsomvæltninger, der fandt sted i Danmark i årene efter 2. verdenskrig, herunder den mærkbare velstandsstigning, indførslen af folkepension og kildeskat samt ikke mindst den store kommunalreform i 1970, foregik sideløbende med en bred og intens debat om, hvad demokrati er og hvordan det bedst fungerer i praksis.

Debatten om Danmarks demokratiske styre og anvendelsen af det førte til den første anvendelse af begrebet nærdemokrati, trykt i Jyllands-Posten i 1969. Begrebet kulminerede i 1978 ifølge en tælling af danske avisartikler, der indgår i historiker Jesper Vestermark Købers ph.d.-afhandling, Et spørgsmål om nærhed: Nærdemokratibegrebets historie i 1970’ernes Danmark, der netop er udsendt i bearbejdet form under titlen Det nære demokrati. Historikerens ærinde er at kortlægge begrebet nærhed som »et afgørende omdrejningspunkt i efterkrigstidens demokratidebatter.«

Den politiske historieforskning har hidtil ofte rettet opmærksomheden mod manifestationen af demokratiet ved afslutningen på 2. verdenskrig og den deraf følgende konsolidering af velfærdsstaten blandt de toneangivende politiske partier omkring 1960. Heri spillede Socialdemokratiet en dominerende rolle. Demokrati som parlamentarisk styreform var fra grundlovsrevisionen i 1953 trygt forankret uden at undergå væsentlige forandringer.

1970’ernes nærdemokrati og de alternative udvidelser af demokratibegrebet har ofte i forskningen været fremstillet som et isoleret venstrefløjsfænomen født af studenteroprøret i 1969 og dennes nymarxistiske samfundsutopier.

Socialdemokratiet og Venstre

Men nærdemokratiet var bredere og mere potent end som så. Det antog en central placering i dansk demokratidebat; på samme tid en reaktion og en aktion mod en tiltagende samfundsstyring og statslig planlægningsiver. Det udtrykte et håb om fremtidige samfundsforandringer tæt på og igangsat af borgerne selv, ligesom det også søgte at etablere en direkte kontakt til de folkevalgte på Christiansborg, der i takt med den eksplosive stigning i antallet af offentligt ansatte, synes distanceret fra den jævne borger.

En væsentlig katalysator for nærdemokratiets udbredelse indtraf, da antallet af kommuner i 1970 blev nedskåret fra 1388 købstæder og sognekommuner til 275 inddelt i 14 amter. Dette, sammen med indførelsen af kildeskatten samme år, ændrede grundlaget for den danske velfærdsstat og måden hvorpå det offentlige bureaukrati fungerede. Staten og det offentlige ekspanderede, reformulerede sin raison d’etre og arbejdsradius.

Velfærden blev nu organiseret og distribueret af kommunerne længere fra borgerne i hvad mange danskere begyndte at opfatte som en magttung realisering af et distanceret og kynisk menneskesyn, der gjorde stadig flere borgere til klienter i et uoverskueligt offentligt velfærdssystem. Forestillinger om embedsvælde, skrankepaver og ekspertstyre groede frem i meningsmands politiske forestillingsverden.

Et modsvar herpå blev både en praktisk udvikling af nærdemokrati på arbejdspladser og i sociale fællesskaber; i eftertidens populærkultur ofte drevet af venstrefløjens græsrødder med socialistisk inspiration.

På den anden side voksede en bredere og i lange stræk langt vigtigere samfundsdebat frem, »hvor nye værdier som trivsel og livskvalitet blev en del af de politiske samfundsønsker«. Denne var særligt næret af partiet Venstre og mangen en kommunalpolitiker over hele det ganske land.

Dengang da staten, i det omfang dens tilstedeværelse overhovedet var berettiget, greb ind for borgernes skyld og ikke for at opfylde egne kontrol- og produktivitetskrav.

Venstre opbyggede et ideologisk modsvar på Socialdemokratiets kamp for demokratisk og centraliseret socialisme ved at argumentere for moderne liberalisme som en alternativ vision for et nært demokrati. Gennem tidsskrifter, bøger og oplysningskampagner forsøgte partiet at vinde danskernes politiske sjæl og redde demokratiet fra velfærdsstatens kvælende favntag.

Partiet oprustede også på den kulturelle front og tilsluttede sig ideen om, at demokrati også var en livsholdning og -form, der udleves tæt på individet i decentrale lokalsamfund. Statsminister Poul Hartling formulerede i 1973 et ønske om at gøre »det moderne industrialiserede samfund varmere og mere menneskeligt ved at frigøre det enkelte menneske«.

Helt konkret antog nærdemokratiet i lokalsamfund karakter af et konkret rum, hvorfra et dynamisk og opbyggeligt samfund kunne opstå, modsat den centraliserede og altomfattende socialdemokratiske velfærdstænkning. Hermed blev også en neoliberal strømning artikuleret af den senere finansminister Henning Christophersen, der talte om medansvar og -indflydelse i små selvstændige virksomheder.

Jordskredsvalget og de andre partier

Men hvordan stod det til med de øvrige borgerlige partier? Hvad var deres andel i debatten om nærdemokratiet? Savnes kan Det Konservative Folkepartis og Det Radikale Venstres position. Som udprægede bypartier manglede de formentlig den tilslutning på landet, hvor nærdemokratiet spirede, og som netop Venstre var kendetegnet ved.

Vi må som læsere spekulere over udeladelsen og i samme åndedrag reflektere over jordskredsvalgets betydning, der bragte Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne ind i Folketinget. Havde de to fremadstormende partier heller ikke nærdemokratiet på deres dagsorden? Enkelte røster fra disse partier nævnes, men jeg savner at de placeres i debatten eller at forbigåelsen begrundes mere udførligt.

Hvorom alting er, havde nærdemokratiet dybe rødder, der afhandles på nuanceret, dialektisk vis; det handlede både om artikuleringen af det gode fremtidige, ofte alternative eller måske ligefrem utopiske samfund i øjenhøjde med borgerne, ligesom det også blev anvendt til at kritisere den moderne udvikling: den specialiserede og bureaukratiserede velfærdsstat, der havde fortrængt fortidens i manges øjne mere demokratiske og jævnbyrdige samfund. Dengang da staten, i det omfang dens tilstedeværelse overhovedet var berettiget, greb ind for borgernes skyld og ikke for at opfylde egne kontrol- og produktivitetskrav.

Der var således både en systembevarende og en systemkritisk brod i debatten om – og udlevelsen af nærdemokratiet, hvilket Vestermark Køber formår at gøre interessant som både konkret politik og mere abstrakt idehistorie.

Denne dualisme løber som en rød tråd gennem bogen og trækker dens hovedærinde op på et højere niveau, hvor velfærdsstatens demokratiske forankring blev sat på prøve og væsentlige spørgsmål blev rejst om, hvorvidt et nært og retfærdigt demokratisk samfund bedst lod sig realisere inden for dets egne, ofte socialdemokratiske rammer eller om hegnspælene måtte rykkes op for at antage helt nye liberale former.

Folkets styre og dets dannelse

En væsentlig forudsætning for nærdemokratiets opblomstring var, om folket var tilstrækkeligt kompetent til at styre et stadig mere komplekst samfund. Denne idehistoriske baggrund trækkes fint tilbage til retsfilosoffen Alf Ross, der i Hvorfor Demokrati fra 1946 bekymrede sig over folkets dannelse, ligesom politikere på både højre- og ventrefløjen istemte en kritik af at embedsmænd og akademikere i stigende grad tiltog sig magt og dermed skabte en distance til vælgerne og de borgere, der havde behov for statens velfærd.

Politikerstanden blev i samme ombæring professionaliseret og specialiseret til at varetage bestemte ressortområder og interessesfærer. Hermed blev det også sværere for den jævne borger at søge politisk indflydelse og vise sin kompetence, når der blev længere til samfundshierarkiets top.

Konsekvenserne kunne som socialdemokraten Henning Friis og fritænkeren Poul Henningsen frygtede, ende i folkelig apati og politisk illusionsløshed. Friis citeres i 1954 således for, at »staten mange steder blev mødt med en negativ indstilling, fordi borgerne følte ‘de offentlige organer’ som noget ‘fjernt og kompliceret’, de ikke havde nogen ‘medindflydelse på’.«

Den konservative Poul Møller og teologen Hal Koch nærede lignende bekymringer, også over traditionernes og fællesskabernes opløsning, hvilket ifølge Koch måtte besvares med demokratisk opdragelse og dannelse, beroende på ungdommens initiativ og virkelyst.

Dette kunne eksempelvis udleves i det kommunale og lokale demokratiske selvstyre, der lå som en ideologisk bagtanke bag kommunalreformen fra 1970. Den politiske magt og velfærdsdistribution, der i årtierne forinden var centraliseret fra Slotsholmen, skulle nu i højere grad uddelegeres til kommunerne selv under økonomisk ansvar og social pligt til at forsyne borgerne med bl.a. gode skoler, infrastruktur og fritidstilbud.

Det sunde og reelle demokrati skabtes således ifølge den radikale Bertel Dahlgaard og litteraten Johan Fjord Jensen i kommunernes demokratiske struktur, der hvor beslutningerne skulle implementeres og borgerne havde mulighed for at tilbyde deres aktive engagement.

Borgermøder og selvstyre

Decentralisering blev et nøgleord i 1960- og 70’ernes samfundsdebat; idealet var todelt, på den ene side politik »som politikere og befolkning havde indflydelse på« og på den anden administration varetaget af diskrete embedsmænd. Konservativ indenrigsminister i 1968, Poul Sørensen, argumenterede i samme ånd for lokalt selvstyre og kapable kommuner med økonomisk tyngde til at skabe gode lokalsamfund.

Det tabte og idylliserede barndomsland forsøgtes indhentet gennem etableringen af et nærdemokrati i mødet med kapitalismens kynisme og industrisamfundets fremmedgørelse.

Et tidligt eksempel på et nærdemokrati i funktion i midten 1960’erne var Københavnsk, da der på Vesterbro blev oprettet såkaldte lokalråd, hvortil flere opstod i de følgende år igangsat af lokale ildsjæle. En distinktion var under etablering netop i disse år, hvor det gode demokrati med vægt på borgerinddragelse, trivsel og fællesskab fandtes i lokalsamfund, udviklet af borgerne baseret på deres eget initiativ og behov for at tage magten ned på jorden og genskabe bånd mellem mennesker med noget tilfælles.

Herimod stod det centraliserede og bureaukratiske demokrati forankret på Christiansborg, tilsandet i regler og uigennemskuelig politisk taktik. I 1972 italesatte forfatteren Bjørn Poulsen, at »kravet om nærdemokrati mindst lige så meget udspringer af skuffelse over demokratiet som af begejstring for det«. Det tabte og idylliserede barndomsland forsøgtes indhentet gennem etableringen af et nærdemokrati i mødet med kapitalismens kynisme og industrisamfundets fremmedgørelse.

I begyndelsen af 1970’erne tog flere kommuner initiativ til at afholde borgermøder og høringer, der skulle fungere som platform for demokratisk inddragelse af borgerne i forbindelse med større projekter i lokalsamfundet. Det drejede sig primært om information til borgerne og kommunikation mellem dem og kommunalpolitikerne; et pionerarbejde blev i den sammenhæng udført i Silkeborg, da fremtidens trafikplanlægning og budget skulle forhandles i 1971-72 i overensstemmelse med kommunens borgere.

Byplanlægning og indretningen af det offentlige rum kunne ikke længere trækkes ned over hovedet på befolkningen, men måtte forhandles i dialog med dagligdagens brugere. Et fravær af denne dialog og medinddragelse kunne omvendt udvikle sig til protester og demonstrationer, som det udfoldede sig i Københavns gader af slumstormerne og andre yderligtgående venstrefløjsgrupperinger i form af direkte aktioner og happenings.

Kommunernes Landsforening forsøgte med rapporten Miljø og Demokrati fra 1973 at definere og analysere behovet for nærdemokrati i de forskellige nye kommuner. Rapporten vakte genklang, søsatte en større debat med argumenter for nærdemokratiet som et kærkomment supplement til det traditionelle repræsentative demokrati.

Mange kommuner anvendte forskellige former for nærdemokrati, herunder information til borgerne, høringer og inddragelse gennem fx. lokale skole- og institutionsbestyrelser. Dertil kom nye politiske kampe om miljø- og forureningsproblemerne, der i 1970’erne blev synlige og omdiskuterede som politik med stor relevans for befolkningens sundhed og trivsel.

Lovkomplekset kaldet planlovene vedtaget af Folketinget i første halvdel af årtiet bevidnede, at begrebet nærdemokrati nu var blevet etableret og anvendtes som synonym for inddragelse. Det blev nu lovfæstet og pålagt kommunerne at arbejde aktivt for borgernes trivsel og gennemsigtig offentlighed i forvaltningen.

Socialdemokraten Ejler Koch teoretiserede over nærdemokratiets status i samfundet; det handlede for ham om at finde den rette balance mellem centrum og periferi, mellem folkestyre og planlægning. Kampen om nærdemokratiet drejede sig i høj grad om at skabe denne forbindelse, så graden af borgernes magt og afmagt fandt sit rette leje. Det krævede deltagelse og dannelse af den enkelte, der vakte mindelser om faderen Hal Kochs demokratiske idealer.

Kritik fra flere sider

Men alt var langtfra lutter idyl. Forskningsrapporten Borger og kommune. Langå fra 1975 påviste, at nærdemokratiet i realiteten kun optog en ganske lille og resursestærk del af befolkningen. Få borgere ytrede sig og forsøgte at gøre deres indflydelse gældende i det kommunale arbejde i byråd og foreninger, mens tilliden til det kommunale system ligeledes var aftagende.

En borgerlig kritik af nærdemokratiet rejste sig i debatspalterne og forskningen for at være en udenomsparlamentarisk uskik eller et oprør, der satte det repræsentative demokrati under pres. I kølvandet på jordskredsvalget i 1973 opstod en reaktion blandt kritikerne, der pegede i retning mod de velkendte demokratiske rammer i Folketinget.

Socialdemokratisk indenrigsminister Egon Jensen mente i samme ånd, at efterspørgselen på nærdemokrati i befolkningen var stærk overdrevet og behovet for reformer i det kommunale arbejde var begrænsede.

Men slagordene om trivsel og medbestemmelse måtte ikke desto mindre indoptages i partiets politik, der af Fremskridtspartiets Mogens Glistrup var anklaget for at bureaukratisere velfærdsstaten. Dette foregik ved at inddæmme nærdemokratiets samfundsomvæltende potentiale og definere det som en næsten allerede realiseret (socialdemokratisk) kommunal styreform med et positivt indhold.

Nærdemokratiet blev beskyldt for at være et modeord, en forslidt kliche og noget alle taler om, men som ingen gjorde noget ved. Kulminationen indtraf i 1978, da bogen Oprør fra midten fremlagde nærdemokrati som en løsning på industrisamfundets udfordringer og en samlende fremtidsvision for det danske samfund.

Nærdemokratiet havde sin storhedstid i 1970’ernes gennempolitiserede samfund, hvor autoriteter og sociale normer blev sat under pres af ungdom og arbejdere, der krævede medindflydelse og andel i den fra hovedstaden centraliserede teknokratiske magt.

Villy Sørensen argumenterede således for, at materiel vækst ikke længere skulle være det centrale politiske mål, men i stedet det enkelte menneskes livsvilkår og selvudfoldelse. Nærhed, deltagelse og demokratisk ansvar stod for Sørensen og de andre forfattere af Oprør fra midten som modsvar på den demokratiske styreforms stagnation.

Et tiltrængt perspektiv

Vestermark Købers solide begrebsanalyse fungerer samlet set godt som en fyldig introduktion til nærdemokratiet både som politiske slagvekslinger mellem markante intellektuelle og udlevet demokratisk erfaring i det danske land.

Fundamentet blev her skabt for en stor del af nutidens borgerinddragelse og foreningsliv, der i dag er en naturlig del af mange danskeres liv. De temainddelte kapitler fungerer udmærket, men læseoplevelsen bærer præg af en saglig afhandling, der er kogt ned og omarbejdet til bogform. Heri står indtrykket også tilbage, at der glimtvis kan savnes en mere fast form og en kronologisk ensretning.

Nærdemokratiet havde sin storhedstid i 1970’ernes gennempolitiserede samfund, hvor autoriteter og sociale normer blev sat under pres af ungdom og arbejdere, der krævede medindflydelse og andel i den fra hovedstaden centraliserede teknokratiske magt.

Hermed opstod også koblingen mellem velfærd og demokrati med omdrejningspunkt i en debat om »det moderne velfærdssamfunds betydning for fastholdelsen og udviklingen af demokratiet«. Dette var ikke et smalt venstrefløjsfænomen, som Vestermark Køber fint illustrerer gennem en omfattende udredning af konkrete politikudspil, en åndrig samfundsdebat med store ambitioner i tidsskrifter og bøger, samt en meget interessant idédebat i medierne, hvis ophavsmænd var centrale personligheder i dansk politik og kulturliv.

Historikerens fortjeneste består således i at nuancere vores forståelse af nærdemokratiet, som noget der vedrørte og inddrog bredere samfundskræfter, embedsmænd, intellektuelle såvel som jævne borgere og lokale ildsjæle. Dermed tilbyder han et tiltrængt borgerligt og samtidsrelevant perspektiv på nærdemokratiets mangfoldighed, der hidtil har været fortrængt fra megen historieforskning.

Jesper Vestermark Køber: Det nære demokrati. Kampen om 1970’ernes Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2024.

Mathias Kobberrød Rasmussen

Mathias Kobberød Rasmussen er historiker og forfatter til bogen Tamilsagen og udlændingepolitikken 1982-2001

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr