Den danske lovmaskine er gået i stykker og det har alvorlige konsekvenser for folkestyret og vores tillid til institutionerne. Det er en af hovedteserne i den nye bog Den defekte lovmaskine af Morten Jarlbæk Pedersen. Bogen udkommer 5/2 på vores forlag Munch & Lorenzen og kan bl.a. købes her. Vi bringer her et uddrag fra forordet.
I 2009 blev en ung mand fra Fyn dømt for at overtræde våbenloven, efter at politiet ved en rutinekontrol havde fundet to hobbyknive i hans bil. De blev – ifølge misdæderen selv – anvendt til at åbne papkasser på personens arbejde.
Men loven var klar, og det var konsekvensen også, og den unge man blev idømt en fængselsstraf. Man skal jo overholde loven.
At man i 2009 kunne sende folk i fængsel pga. en hobbykniv, skyldtes en stramning af våbenloven. Den lov blev i 2008 skærpet for at bekæmpe knive i nattelivet, selvom politiet fandt det unødvendigt, og selvom en undersøgelse lavet i samarbejde mellem Rigspolitiet, Det Kriminalpræventive Råd, Justitsministeriet og Københavns Universitet viste, at stigningen i knivoverfald vist var ret så begrænset.
maskinen fungerer i dag hverken så effektivt, grundigt eller gennemsigtigt, som vi går rundt og bilder os ind
Et knivmord fik dog vækket den politiske lyst til lovgivning, og derfor vedtog Folketinget i sommeren 2008 at stramme skruen, så førstegangsovertrædelser af knivreglerne automatisk betød syv dages fængsel. Og det var netop den regel, der ramte den unge mand fra Fyn – og i øvrigt flere andre.
Politikerne fik altså med skærpelsen, det de ønskede: Flere folk i fængsel. Men der kom ikke nødvendigvis færre knivoverfald af den grund. Reglerne virkede – men de virkede ikke efter hensigten. Til gengæld gik alle landets håndværkere, fiskere og spejdere rundt i en konstant frygt for at blive smidt i fængsel.
Der blev i dette tilfælde lovgivet på baggrund af en enkeltsag, og der var åbenlyse, utilsigtede konsekvenser af lovgivningen.
Man ramte til gengæld slet ikke rigtig dér, hvor man ville. Historien er således et skoleeksempel på, at den demokratiske beslutningsmaskine i Danmark ikke altid er så velkørende, som vi måske går rundt og bilder os ind. Eksemplet med knivloven – som man jo senere også valgte at lave om igen flere gange – viser, hvad der kan ske, hvis vi ikke tager kvaliteten og de faktiske (bi)virkninger af de regler, som lovmaskinen spytter ud, alvorligt.
Og jo, knivoverfald er en meget alvorligt ting, og det er meget, meget nemt at finde gode argumenter for at skærpe straffen for den slags. Men det skal gøres på den rigtige måde – og det skete altså ikke her.
Derfor er det også vigtigt at huske, hvorfor vi har udstyret os selv med en så besværlig beslutningsmekanisme.
Selvom den historie efterhånden har mange år på bagen, er det derfor stadig en interessant historie. Ikke fordi retssystemet fik indespærret en yngre fynbo, men fordi historien jo ikke er enkeltstående; der er masser af andre eksempler på lovgivning, der rammer skævt, skøre regler, politiske tiltag med store og uhensigtsmæssige konsekvenser og alt muligt andet.
Det handler ikke kun om tankpassere fra Fyn, og det var ikke kun et problem dengang med knivloven – det er bestemt også et problem i dag.
Det handler om selve den demokratiske beslutningsmaskine. Vi glemmer det måske af og til, men vi har ikke kun et demokrati, fordi vi kan lide det.
Det er jo grundlæggende utrolig besværligt, og vi skal i tide og utide bruge energi på at tage stilling til ting, de fleste grundlæggende ikke ved så meget om endsige interesserer sig for. Og medierne flyder over med politisk taktik og ligegyldige personhistorier. Demokratiet er som skabt til, at vi ikke gider det!
Derfor er det også vigtigt at huske, hvorfor vi har udstyret os selv med en så besværlig beslutningsmekanisme. En åbenlys begrundelse er, at vi tror på, at den overordnet set kan løse flere af samfundets problemer bedre end alternativerne.
En (hvis ikke den mest) afgørende forskel mellem en sund, demokratisk retsstat og dens utallige modsætninger er, at man i den demokratiske retsstat har regler og procedurer for, hvordan love og regler vedtages. Det sikrer inddragelse; det sikrer, at man overvejer konsekvenser; det sikrer afvejning. Og alt det betyder, at vi i vid udstrækning accepterer de regler, den demokratiske lovmaskine producerer.
Vi kan jo se, at lovene bliver vedtaget på et velovervejet grundlag, og at det ikke er en diktators pludselige indskydelser, der sætter retningen. Det er derimod – ideelt set – vores fælles overvejelser og refleksioner, der er sat nogenlunde i system. Det skaber høje forventninger til, hvad systemet kan.
Hvis demokratiet skal gøre sig gældende, skal vi kræve, at det også er effektivt – det skal virke
Derfor er det også uendelig vigtigt at sikre, at beslutningerne i et demokrati opleves som velovervejede og gennemsigtige. Det handler om at skabe en velsmurt politisk maskine, der er i stand til at håndtere de problemer, den skal – og det skal vi kunne gennemskue.
Der skal mere til at få demokratiet til at virke, end at formelle sager som valg og partier er på plads, og det er ikke nok, at vi bare kigger nærmere på medierne og politikerne.
Hvis demokratiet skal gøre sig gældende, skal vi kræve, at det også er effektivt – det skal virke – og det fordrer, at vi har et særligt årvågent blik for at formulere, evaluere og udvikle regler, som giver mening, og som nemt kan anvendes og forstås i praksis af helt almindelige mennesker.
Kort sagt: En velfungerende, demokratisk beslutningsmaskine skal have et fokus på ikke bare at lave regler, men på at lave gode og velgennemtænkte regler. Det er jo i sidste ende det, al politik handler om!
Men maskinen fungerer i dag hverken så effektivt, grundigt eller gennemsigtigt, som vi går rundt og bilder os ind; ellers var vor unge ven fra Fyn næppe havnet i fængsel for en hobbykniv.
Den defekte lovmaskine udkommer 5/2 og kan bl.a. købes her.