Joakim Garff har skrevet den store udlandsrejse, Søren Kierkegaard aldrig fik. Og det er oven i købet med H. C. Andersen som rejsefælle. Men lykkes det at bringe det til tider umage makkerpar fra Guldalderen sammen, og hvad giver det læserne i dag? Anders Haagerup har været med på den spændende tur og anmelder her Solisterne.

“Det falder aldrig Kierkegaard ind, at en ordentlig udenlandsrejse kunne gavne hans kunst. Og dermed være til glæde for hans fremtidige læser.” Sådan skriver Joakim Garff i sin biografi om Søren Kierkegaard, SAK, fra 2000. Læserne kunne dengang ikke undgå at fornemme en vis ærgrelse hos Kierkegaard-forskeren i det udsagn, hvorimod læserne i 2023 kan glæde sig over, at ærgrelse af og til viser sig at være konstruktivt.

At rejse er at leve, kunne Andersen sige – at rejse er at lyve, kunne man forestille sig Kierkegaard sige.

For Joakim Garff har med Solisterne digtet, omstruktureret, citeret og parafraseret sig til Kierkegaards store udlandsrejse i romanform. Mens Kierkegaard aldrig kom længere end til Berlin, var den samtidige H.C. Andersen kendt for sine mange rejser. At rejse er at leve, kunne Andersen sige – at rejse er at lyve, kunne man forestille sig Kierkegaard sige.

Derfor lader Garff de to guldalderforfattere slå pjalterne sammen i en rejse fra København gennem Tyskland mod Rom med Andersen som rejsefører. På rejsen, der fortrinsvis foregår via den revolutionerende jernbane eller den snart anakronistiske hestevogn, deler hovedpersonerne ud af anekdoter, observationer, tekster og tanker, mens dagbogsoptegnelser løbende lader læseren forstå, at her også er tale om en rejse i inderligforstand. For når København og Rom nu engang deler længdegrad, er det måske et praj om, at denne hjem-ude-hjem-rejse foregår horisontalt, åndeligt, og ikke blot vertikalt, fysisk.

Kaster lys på begges værker

Garff er biografist til fingerspidserne og søger således ofte at forstå en forfatters tanker på baggrund af forfatterens liv. Det gør sig også gældende i Solisterne, hvor Andersens og Kierkegaard ytrer sig om deres tanker og tekster i illustrative situationer på rejsen afbrudt af forklarende minder fra deres liv. Bogen kommer imponerende vidt omkring på den måde.

For Kierkegaards vedkommende er der nedslag i Enten-Eller, Frygt og Bæven, Begrebet Angest, Stadier paa Livets Vei, Kjærlighedens Gjerninger, Sygdommen til Døden, Øjeblikket samt en del af den opbyggelige litteratur. Andersen finder på rejsen anledning til at fortælle eventyr som ”Skyggen”, ”Den grimme ælling” og ”Den standhaftige tinsoldat”.

Mest interessant bliver det, når de to skønånder kaster lys på hinandens værker: Da Andersen på et hotel mellem Nürnberg og Augsburg læser sit eventyr ”Historien om en moder” højt for sin rejsekammerat, falder Kierkegaard ”ud af fortællingen og ind i sin egen historie”, og mindes nu sin egen mor. Kierkegaard kan et andet sted også identificere sig med Andersens standhaftige tinsoldat.

På en lignende facon kommer samme dynamik til udtryk, da Kierkegaard docerer om folkestyrets idioti, og Andersen derpå byder ind medsit eventyr ”Vanddråben” om det københavnske borgerskab opstigningstrang. Det fungerer, og det er dejligt harmoniserende for forholdet mellem to af guldalderdanmarks giganter, hvis relation ellers primært blev præget af Kierkegaards hårde anmeldelse af Andersens Kun en Spillemand i Af en endnu Levendes Papirer.

Kritisk og kærligt dobbeltportræt

Bogen forfalder lykkeligvis ikke til sukkersød fan-fiction. Andersen og Kierkegaard er ikke med ét hinandens sjælevenner, deres forskelligheder er i den grad en bærende del af Solisterne. Andersen iler verdensvant fra operaen til middagsselskaber, mens Kierkegaard helst holder sig hjemme fordybet i et af sine manuskripter. Andersen er mest plaget af legemlige onder, Kierkegaard af åndelige. Andersen ser lyst på tidsånden og den teknologiske udvikling, hvilket Kierkegaard bestemt ikke gør.

På den måde indtager de to hovedpersoner også hver deres rolle i rejsefortællingen: Andersen tildeles hovedparten af rejseobservationerne, det er mestendels fra hans dagbogsoptegnelser og oplevelser, at rejsen får kulør og liv, mens den fra Kierkegaard får sin tanketunge dybde. I bogens mange samtaler mellem solisterne, som skal virke som ramme for Kierkegaards synspunkter, indtager Andersen ofte dialogpartnerens rolle, som den kendes fra Platons dialoger. Både som medtænker og som opponent.

Bogen tegner et dobbeltportræt og vidner kærligt, men også kritisk, om to mænd, der har været ekstremt særegne – grænsende til det sære; som har været overordentligt forfængelige, nærmest selvoptagede; men også om to originaler, der med mesterens evner når ud over genialitetens grænse.

Ingen af de to hovedpersoner var uden humor – og det er Solisternes forfatter heller ikke. Selvom man som læser godt kan ynkes over Andersen, der igen og igen skal agere comic relief, nyder man bogens overflødighedshorn af finurlige bemærkninger og akavede situationer. Det er sjovt, når Kierkegaard kommer i sproglige vanskeligheder i mødet med en tysk tjener eller en italiensk signora, ligesom man ikke undgår at smile ad d’herrers akavede møde med en brudesuite i det sydtyske.

Dog bliver smilet en smule stift og forceret, når humoren lidt for ofte ikke løfter sig fra det latrinære og fallosfokuserede. I samme stil undrer man sig over, at bogens kvindelige figurer overraskende hyppigt ikke indtager anden rolle end enten muse eller objekt for hovedpersonernes undertrykte seksualbegær.

Tolkningen af Kierkegaard

Selvom Garff har sat sig grundigt ind i Andersen-stoffet i forbindelse med forfattelsen af Solisterne, er det ikke svært at fornemme, at det er hos Kierkegaard, der virkelig er noget på spil. Der synes at være noget paradoksalt over Garffs Kierkegaard-forståelse.

Han vil på den ene side fastholde Kierkegaards ubestemmelighed, som da rejsekammeraterne indfinder sig hos en fotograf, en daguerreotypist, og Kierkegaards billede bliver sløret og uskarpt, eller da Andersen, via Garff, noterer i sin dagbog, at ”K. er vanskelig at følges med. På grund af det uregelmæssige i hans bevægelser, der vistnok hænger sammen med hans skævhed, kan man aldrig holde den rette linje, når man følges med ham” – hverken som rejsekammerat eller som læser, må man forstå.

På den anden side vil biografisten Garff ind til kernen af manden Søren for at kunne forklare forfatteren Kierkegaard. Imponerende mange facetter af Kierkegaards (og Andersens) liv inddrages i Solisternespersonskildring, der på den måde lader hovedpersonerne stå frem som velskitserede og kødfyldte karakterer. Det er godt for fortællingen, men ikke nødvendigvis gavnende for fremstillingens af Kierkegaards forfatterskab, der med dets mange pseudonymer og dialektiske modsigelser langt hen ad vejen ønsker at forblive i tvetydighedens uskarphed.

Når Garff derfor lader Kierkegaard selv være udsigeren af centrale passager fra fx Sygdommen til Døden, er det vigtigt at gøre sig det klart, at man i Solisterne møder en tolkning af Kierkegaard. Nogle ting fremhæves, andre skjules, nogle bifaldes af Andersen, mens andre modsiges. Netop Andersens reaktion på Kierkegaards tiltagende uforsonlige dundertaler vidner om Garffs eget lunkne syn på dele af Kierkegaards pietistiske kirke- og samfundskritik.

Han lader spændingen mellem det æstetisk-digteriske og det etisk-religiøse stå uformidlet i al sin dialektiske kontrast – i øvrigt helt i Kierkegaards ånd.

Den del af Kierkegaard er ikke nem at have med at gøre, og Garff synes nogle gange at bruge det biografiske til at (bort)forklare Kierkegaards munke-stræbende tendenser, mens andre mere opbyggelige dele af forfatterskabet får lov at stå som selvindlysende sandheder uden biografiske vedhæng.

Det er tydeligt, at der, hvor Kierkegaard fatter størst sympati for Andersen, er, når Andersens digtning kan supplere den spiddende teologs egne pointer. Modsat bifalder Andersen Kierkegaard, når han fremfører nogle af de litterære karakterer, vi kender fra hans forfatterskab. Bifaldet går altså sjældnere på det teologisk-filosofiske indhold, og oftest på det litterære. Det er altså i den digterisk-æstetiske sfære, de to kan mødes, ikke i den religiøs-etiske. Men er det der, rejsen slutter for dem?

Indlevelse og fortrolighed

Selvom Andersen og Kierkegaard rejser ad samme geografiske rute, følger de ikke en fælles åndelig sti. Det bliver mere og mere tydeligt, at Andersen er den oplevende æstetiker, mens Kierkegaard sætter alt i relation til gudsforholdet. Nu kan man jo rejse til Rom af mange årsgager, for alle veje fører som bekendt dertil. Den evige stad rummer – også i midten af 1800-tallet – både ypperlige piazza’er og kunstfærdigt legende facader såvel som alvorstunge basilikaer og historiens tunge vidnesbyrd.

Ved netop ikke at forsøge at harmonere de to solister lader Garff dem netop være det – enlige solister.

Karnevallet foregår side om side med klosteret. Det er en by for både kunstnere og martyrer. Her bliver det udstillet, hvordan Andersen og Kierkegaard søger udødeligheden gennem hhv. digterens sejrskrans og martyrens tornekrone. Det er disse to positioner, som Garff så mesterligt forstår at jonglere og sætte op overfor hinanden på litterær vis. Han lader spændingen mellem det æstetisk-digteriske og det etisk-religiøse stå uformidlet i al sin dialektiske kontrast – i øvrigt helt i Kierkegaards ånd.

Ved netop ikke at forsøge at harmonere de to solister lader Garff dem netop være det – enlige solister. Vi møder dem ikke som overmenneskelige forfatterånder, men i skikkelse af to skrøbelige, forgængelige og dybt ensomme mænd, og deri deler Andersen og Kierkegaard skæbne.

At de på trods af deres dialektiske forskel alligevel kan nærme sig hinanden og blive dus er et sympatisk træk ved bogen, der på den måde løfter de to mennesker ud over – ikke bort fra! – deres respektive litterære universer og giver dem det kærlige venskab, de begge to i bund og grund tørstede efter.

Spørgsmålet er, om ikke dette at blive dus kan forstås som en fortolkningsnøgle for begge forfatterskaber: ”Selvfølgelig, nu forstår jeg Dem, jeg mener, nu forstår jeg dig”, lyder det på et tidspunkt mellem de to solister. Den nye forståelse rækker også ud til læseren. Efter endt læsning er man ikke længere på det formelle og distancerende Des med de to forfattere og deres universer, men derimod nærmer man sig dem i fortrolighed og med personlig henvendelse.

At man som læser kan blive dus med de to forfattere, er bogens største styrke, og den giver lyst til at fordybe sig i begges værker.

Her fornemmer man Garffs inspiration fra den såkaldte narrative teologi, der placerer selvets betydnings- og identitetsdannelse i fortællingen – fx en rejsefortælling. Eller som når Kierkegaard i Assisi identificerer sig så meget med historien om bysbarnet Frans, at ”hans egen livshistorie måske i virkeligheden var en genfortælling af en andens livshistorie, der havde udfoldet sig for århundreder siden”.

Bogen er et berigende bekendtskab

At man som læser kan blive dus med de to forfattere, er bogens største styrke, og den giver lyst til at fordybe sig i begges værker. Herigennem kan man blive dus med de mange fortællinger – de kristne såvel som de eventyrlige. Og måske man dermed kan blive dus med sig selv.

Det er nationalt arvegods, Joakim Garff med Solisterne tager op og digter videre på. Han formår grundet sin store forståelse for stoffet og sin digteriske sans at gøre det på en lige dele respektfuld og interessant måde. Hans fremstilling bliver aldrig indforstået eller banal, den stivner ikke i ærefrygt for kildematerialet, men den svæver heller ikke bort i fantasiens varmluftsballon.

At bogen både fungerer som dobbeltportræt, generel indføring i og original læsning af forfatterskaberne (måske mere gældende for Kierkegaard end for Andersen), er en bedrift. Solisterne er en berigende forbindelse af to af vores kulturs største skikkelser.

Til et foredrag hørte jeg engang Garff ærgre sig over, at Kierkegaard aldrig læste Nietzsche og vice versa. Er der her en mulighed for Garffs næste projekt? Eller skulle han i stedet holde sig inden for de nationale grænser og tage fat på forholdet mellem Kierkegaard og Grundtvig? Mulighederne er mange, og det samme, tror jeg, læserne vil være.

Joakim Garff: Solisterne. Gyldendal, 2023.