Opera: Drot og Marsk

16. april 2019
13 minutters læsetid
Gert Henning-Jensen, Peter Lodahl og Sofie Elkjær-Jensen. Foto: Miklos Szabo (fra Det Kongelige Teaters hjemmeside)

26 år er der gået siden Peter Arnold Heises Drot og Marsk fra 1878 sidst blev opsat på Det Kongelige Teater. En stor skam for en så glimrende opera om noget så nationalt som mordet på Erik 5. Klipping i Finderup lade i 1286. Sidste gang var i 1993 med 15 opførelser. Ellers skal vi tilbage til 1974 for at finde opførelser af Heises værk. Det er altså en begivenhed, der finder sted – sådan rundt regnet – en gang i hver generation, som det ser ud nu.

Derfor var jeg da også glad for at se, at den var programsat i årets sæson. Men mindre glad for at erfare, at instruktøren var Kasper Holten, der varslede ”historien om et statskup iscenesat som fake news”, hvilket gjorde mig – ja, du gættede rigtigt – skeptisk.

Så galt gik det heldigvis ikke i den aktuelle opsætning, som Holten havde stået for sammen med med Amy Lane. Det sidstnævnte navn siger mig ikke så meget. Man er desværre holdt op med at bringe biografier af de deltagende personer i programhæfterne på Det Kongelige Teater. Gennemgående havde man besindet sig kraftigt i forhold til, hvad man kan frygte og forvente, når Holtens navn står på plakaten. Måske var det derfor, at opsætningen i det store hele faktisk fungerede rigtig fint.

Opsætningen var henlagt til såkaldt ”opera time”, der i programmet beskrives således:

”Holten & Lane’s production is set in so-called ’opera time’, featuring a mixture of 19th-century scenery, medieval touches and contemporary underwear!”

Med de standarder, Holten tidligere har sat for operaiscenesættelse, er dette nærmest at betragte som kedeligt. Vi var i store træk i en verden, der var blanding af middelalder, sidste halvdel af 1800-tallet og det evindelige såkaldte ”tidløse univers”, som de fleste operaer vist efterhånden foregår i. Alt i alt en slags udefinerbar, idealiseret eventyrverden.

Scenografien bestod af nogle store sceneplader, der kunne køre rundt i scenerummet, og sættes sammen, så de dannede forskellige lokaliteter. Scenerummet havde på hver side nogle store spejle, der fik rummet til at virke større, end det var, sådan at scenepladerne kom til at virke som en labyrint, der strakte sig ud i det uendelige. Det skal garanteret vise noget med at karaktererne er faret vildt eller komme på afveje i livet. Holten bruger også labyrinten i sin opsætning af Wagners Tannhäuser (vistnok 2009), hvor den skal give en lidt tilsvarende effekt.

De frie og omkringkørende sceneplader var lavet sådan, at de på den ene side havde idyllisk natur af den slags, som man kan se på guldaldermalerierne på Thorvaldsens Museum eller lignende steder. På den anden side var der grå sten eller beton. De kunne så sættes sammen og danne dels slotte og borge eller skove afhængig af, hvad der skulle skildres.

Ifølge programmets videre redegørelse for det såkaldte ”opera time” var ideen, at naturen skulle afspejle eventyret og den virkelighedsfjerne Erik Klippings verden, mens de grå sten skulle illustrerer den rå, virkelige verden, som Marsk Stig og folket lever i.

Det virkede fint efter dén hensigt, og til sidst smelter kongens uvirkelige og nationalromantiske verden sammen med den hårde, realpolitiske virkelighed. Konkret står skovene i et grelt og gulligt, trist skær ved den afsluttende scene i Finderup lade. Men ellers var belysningen nærmest konstant, der skete ikke meget her. Nuancer i belysningen kan ellers være en ret effektiv måde at understøtte skiftende stemninger på.

Gennemgående var “opera time” for lidt til at fange den eventyrlige, folkevisestemning, der har dannet forelæg for Heises opera, og det var en skam. Selvom Holten viser passende tilbageholdenhed bliver det hurtigt for ensformigt at kigge på scenepladerne. Bedst lykkedes det at fange den rette stemning i Anja Vang Krags kostumer.

Hertil kommer, at man – underligt nok – gør nærmest intet ud af scenegulvet, der lignede noget fra en gymnastiksal eller et prøvelokale. Råt og ubehandlet og fyldt med ridser og klistermærker og lignende. Jeg har efterhånden bemærket, at denne del af scenen ofte er noget man glemmer at dekorerer herhjemme. Det betyder ikke så meget, hvis man som tilskuer sidder på gulvet. Men kommer man lidt op i rummet, giver det et ret dårligt og uprofessionelt indtryk.

Værre var måske, at opsætningen – uanset hvor meget man vender og drejer scenepladerne – scenografisk står ret stille. Og det er noget af en utilsigtet kontrast til et værk, der er en ganske handlingsmættet opera. Ikke sådan som Figaros Bryllup eller lignende, hvor der er så mange intriger, at det er umuligt at holde redde på dem alle sammen. Men handlingsmættet på den måde, at den ene store, dramatiske begivenhed i Drot og Marsk afløser den anden og driver handlingen fremad. Det starter med, at Marsk Stig overlader sin viv, Ingeborg, til kongen, som vi godt ved er en lidt anløben figur, fordi han tidligere i samme akt har forført kulsvigepigen Aase. Næste dramatiske begivenhed er, da marsken vender hjem fra krigen og opdager, at kongen har forgrebet sig på Ingeborg. Sådan da. Her med hendes egne ord:

”Han sagde jer død i leding,
da drog han mig med vold.”

Herefter er der konfrontationen mellem kongen og marsken på landstinget i Viborg. Siden de sammensvornes møde, hvor de planlægger at dræbe kongen osv. Hele værket er en støt stigende spændingskurser lige fra start til det afgørende klimaks, hvor begivenhederne spidser til i Finderup lade og koret/folket begræder kongens død og frygter for Danmarks fremtid ved næsten uændret brug af ord fra folkevisen:

“Gud se til os alle i nåde!
Nu stander landet ud i våde!”

Dramatisk er værket fra Heise og tekstforfatteren Christian Richardt sat ret godt sammen.

Jeg kan ikke lade være med her at drage en sammenligning til en helt anden genre, nemlig Hitchcocks mesterværk The Man Who Knew Too Much, som mesterinstruktøren indspillede i to versioner, henholdsvis fra henholdsvis 1934 og 1956. 1956-versionen er den bedste og den mest kendte. Når den sammenligning er berettiget for at beskrive handlingen i Drot og Marsk er det fordi, at Hitchcocks film tilsvarende indledes med nogle begivenheder og karakterer, der utvetydigt udstikker spændingskurvens retning. I starten ser vi et orkester, der spiller. Kameraet fokuserer på janitsharen, der med et kraftigt bækkenslag indleder filmen. Senere får vi at vide, at en person vil blive skudt i Royal Albert Hall under opførelsen af Arthur Benjamins store kantate The Storm Clouds. Det dræbende skud skal falde præcist på bækkenslaget, så ingen bemærker det. Handlingen fortættes og koncentreres herefter henimod dette afgørende slag, vi alle ved skal indtræffe. Til sidst tager Hitchcock sågar kameraet helt ned i partituret, hvor vi næsten kan tælle antallet af taktstreger frem mod det fatale bækkenslag.

Der er lagt flere nuancer og genistreger i Hitchcocks mesterværk, der viser hvor overlegent mesteren behersker filmsprogets virkemidler. Men beskrivelsen ovenfor rækker for at vise, at handlingen i Drot og Marsk dramatisk virker på samme måde. Slutningen kender vi alle. Vi ved at kongen skal dø, og vi ved også, hvem, der vil slå ham ihjel, og også hvorfor, selvom man ikke har set operaen før. Operapublikummet i 1878 ville i hvert fald kende begivenhederne. Men selv et moderne publikum har vel hørt om Marsk Stig og Finderup lade? Allerede i operaens start udstikkes de begivenheder, der uafværgeligt fører til det afsluttende klimaks, vi ved skal indtræffe, nemlig dels kongens begær, dels hans ydmygelse af Rane Johnson, der får ham til at sværge, at han vil hævne sig på kongen.

Når den dramatiske handling er så fin og fremadskridende som beskrevet, så er det ærgerligt, at man ikke understøtter dette lidt mere i scenografien og i opsætningen i det hele taget. Det er vigtigere, at den dramatiske spænding fungerer, end at man stiller skarpt på kongens indre verden over for den ydre verden ved at køre rundt med sine sceneplader.

Den psykologiske dybde i karaktererne kommer vist i øvrigt aldrig frem med den øvelse, der fremgår af ”opera time”. Man fokuserer for ensidigt på Kong Erik og forsøger at udbrede ideen til de øvrige karakterer. Det kunne måske gå, hvis Erik havde været den altdominerende karakter. Det er er han ikke. Marsk Stig, Ingeborg og Aase er der også. Og her passer ideen altså ikke. Hvorfor er Aase og Ingeborg i den grå verden? Det kunne måske gå med Ingeborg, men Aase synes vel nærmest at dele kongens ubekymrede sind. I hvert fald er karaktererne ikke skåret helt så firkantet, som den sort-hvide – eller grå-grønne – proklamation fra instruktørparret trækker ned over dem.

Man kunne have gjort mere i personinstruktionen. Også her stod opsætningen lidt for stille, hvilket modarbejde den dramatiske handling. Personerne var gennemgående for ens i deres udtryk. Scenen mellem kongen og Aase før ankomsten til Finderup lade var for forvirret. Hvad ville man vise her? Bedst fungerede scenen mellem Ingeborg og Marsk Stig, hvor han erfarer, den uret der er overgået hende.

Sine Bundgaard og Peter Lodahl. Foto: Miklos Szabo (fra Det Kongelige Teaters hjemmeside)

Der er ellers rigeligt med stof både historisk og i karakteristikken, man kan arbejde videre med. Ingeborgs påståede voldtægt for eksempel. Kongen er af en anden opfattelse:

”Med vold, marsk Stig,
Hvo bruger vold mod kvinder?
Helst tav jeg kvær,
mem skal om sligt vi tale
Var hendes vilje vel så god som min!”

Sammenlign med Ingeborgs udlægning ovenfor. Operaen er lige så åben med hensyn til, hvad der skete mellem kongen og Ingeborg, som Mozart/da Pontes Don Giovanni er med, hvad der egentlig skete i Donna Annas værelse. Folkevisen Marsk Stig tager noget mere entydigt Ingeborgs og Marsk Stigs parti. Den lader kongens utugtige hensigter skinne tydeligt igennem allerede, da Marsk Stig overlader ham Ingeborg, og kongen forsikrer ham om, at hun skam er i gode hænder:

”Det svared unge Kong Erik,
han smiler under Skind:
»Hende skal ikke mere ad Skade blive,
end hun var Søster min.

Saa vel skal jeg hende vogte,
saa vel skal jeg hende gemme:
hende skal ikke mere ad Skade blive,
end I var selv hjemme.”«

I folkevisen kommer vi også (næsten) med ind i sovekammeret; og pigens uvilje lades der ikke tvivl om:

”De tændte op de Vokselys,
de stod paa Borden’ og brændte;
saa saare græd skønne Fru Ingeborg,
de fulgte hende med Kongen til Senge.

Det var skønne Fru Ingeborg
hendes allerstørste Kvide:
han red til hende baade aarle og silde,
han lagde hende hos hans Side.”

De fleste ballader om begivenhederne i 1286 tager vist Marsk Stigs parti på nær Erik Klippings Drab, hvis omkvæd netop er operaens credo: “Nu stander landet i Vaade”. Operaen bruger altså fra begge overleveringer. Heise og Richardt har altså – groft sagt – udeladt nogle centrale passager fra en overlevering, der tager parti for Marsk Stig og stiller kongen i dårligt lys og suppleret med elementer fra en overlevering, der fremhæver kongedrabet som en national ulykke. Ved det kunstneriske greb opnår man at skabe nogle mere tvetydige karakterer. Dermed ikke sagt, at entydige karakterer ikke kan være interessante, for det kan de godt!

Opsætningen har imidlertid i stil med folkevisen Marsk Stig ret entydigt taget Ingeborgs parti; og der lades heller ikke hos instruktørerne megen tvivl. For så vidt et ganske forsvarligt valg, forlægget taget i betragtning. Men når nu operaen gør det hele så tvetydigt, så kunne man sagtens have trukket nuancerne i denne skildring kraftigere op og have fået en mindre entydig og mere interessant Ingeborg. Ikke mindst fordi operaen undervejs faktisk skifter side og ender med nærmest at tage parti med kongen, ville det have været mere befordrende for balancen mellem karaktererne, hvis kongen ikke var så entydigt skyldig, som han bliver gjort i den aktuelle opsætning.

Mere held har man i øvrigt ikke med skildringen af Kong Erik, hvis altfortærende begær er drivkraften i historien. Man lader det blive ved at lade ham være i ovennævnte ”opera time”. Ærgerligt. For kongen er en interessant og tvetydig karakter, der rummer rigeligt med stof. Særligt i kongens vanvittige skildring af hedebranden som et billede på sin egen sjæl, som vi hører i tredje akt. I opsætningen her har instruktørerne henlagt handlingen til et sindssygehospital eller lignende. Galeanstalten et af de mest benyttede redskaber i regiteatrets værktøjskasse. Det sker mindst en gang i sæsonen, at man rundt omkring ser, hvordan karaktererne må en tur på galeanstalt. I sidste sæson var det Rigoletto, før det Parsifal. I Berlin er det Tannhäuser, der er lagt i sygesengen. Nu må man snart komme videre.

Ærgerligt at instruktørerne ikke får mere ud af scenen eller Erik Klipping-karakteren. Peter Lodahl, der sang partiet som kongen, havde ellers en flot stemme. Gode stemmer var der i det hele taget over det hele, udover Johan Reuter, der snag partiet som Marsk Stig skal fremhæves Sofie Elkjær Jensen som den letlevende Aase og Gert Henning-Jensen som Rane Johnson (kongens kammermester). I relation til sidstnævnte skal jeg endnu engang fremhæve, at det en fornøjelse, når selv de lidt mindre centrale partier besættes godt. Det kan løfte en opsætning op på et ekstra niveau, fordi man fornemmer, at den er gennemarbejdet.

Endelig skal Sine Bundgaard fremhæves for en flot fortolkning af Fru Ingeborg. De forbehold jeg har over for udlægningen karakteren vil jeg tilskrive instruktionen, der ret klart tager Ingeborgs parti. Operaen er – som beskrevet – noget mere tvetydig. Men det er sådan set rimeligt at træffe et valg på det punkt. Sine Bundgaards tolkning understøttede fint dette valg, nemlig at kongen faktisk forgreb sig på hende.

Et generelt forbehold ved alle sangerne er, at ingen af dem rigtigt formåede at gøre det danske sprog så tydeligt, at man kunne forstå det uden hjælp fra overteksterne. Dette lykkedes kun lejlighedsvist. Dette er i særdeleshed ærgerligt, når det i programmet udtales i et interview med dirigenten Michael Schønwandt, at man netop har arbejdet meget med dette. Og dansk er i særdeleshed svært at forstå, når det bliver sunget. Også selvom man i sagens natur kender det bedre end italiensk og tysk. Det var derfor også noget uheldigt, at man havde valgt at lade overteksten være på engelsk. Formentlig af hensyn til de mange turister, nu danskerne burde kunne forstå det sungne umiddelbart. Et fælt fejlgreb, når dette netop ikke var tilfældet. Jeg har det fint med, at der også er teksten på engelsk. Men de skal også være der på dansk. Man kan måske gøre som i Deutsche Oper Berlin eller Bayerische Staatsoper, hvor man har to overtekster: En på lokalsproget og en på engelsk.

Musikalsk var Heises opera også i gode hænder hos Michael Schønwandt, der tidligere har indspillet værket (se nedenfor), og Det Kongelig Operakor. Drot og Marsk kan musikalsk bedst beskrives som dansk Verdi, hvor det centrale er dramatisk handling med store, flotte korpassager og lyriske arier. Her hører ligheden så også op. Musikken er langt mere mørkfaret, end man ser det hos Verdi. Hertil kommer et solidt, dansk tilsnit af Heises rige evner for at skrive danske sange/romancer, hvilket nok er, hvad han er mest kendt for. Dette kom særligt til udtryk i Ranes sang i første akt ”Det var sig jomfru Svanelil”. Musikalsk fik kor og orkester gjort både det dramatiske og det stillestående lyriske støbt til en flot, musikdramatisk helhed, der ikke lader tvivl om, at der er tale om en mørk og dyster opera, der slutter med et kongerige i opløsning.

En sidste bemærkning går på den halvsløje premiereintroduktion. Hvorfor skal man møde op 75 minutter op før forestillingen til en introduktion på 45 minutter, der reelt er uden indhold? Det handle mest om, at publikum skulle synge ”Jylland Mellem Tvende Have”, som Heise har skrevet melodi til. En ren afledningsmanøvre, fordi man vist ikke havde noget at sige om værket. Hertil kommer naturligvis referencer til #MeToo, der får publikum til – ja du gættede rigtigt – at finse. Intet sted i verden fniser man vist så meget som i Det Kongelige Teater. Jeg tror jeg vil overveje kraftigt, om jeg gider komme til premiereintroduktionerne fremover.

Trods væsentlige forbehold over for både personinstruktion og scenografi er jeg faktisk godt tilfreds. Heises opera er musikalsk både skøn og flot og dramatisk er den velfungerende og har interessante karakterer. Som nationalopera vil jeg nok foretrække den frem for Carl Nielsens Maskerade (om end valget mellem do to er svært!). På trods af at man fra instruktørfronten kun delvist lykkedes med at supplere handlingen og musikken meningsfyldt, så formår instruktørernes ideer i det mindste ikke at stå i vejen for værket, der derfor i det store hele kan nydes på sine egen præmisser, hvor det fungerer bedst.

Peter A. Heise, Drot og Marsk. Libretto af Christian Richardt. Det Kongelige Teater den 23. marts 2019. Spiller frem til og med den 25. maj 2019.

Referencer

Det Kongelige Teaters hjemmeside med information om forestillingen:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/drot-og-marsk/?section=top

Dirigenten Michael Schønwandt om Drot og Marsk, fortalt af Mariann Sejer (programartikel)

Mariann Sejer, Fra Medicin til Musik (programartikel)

Leif V. S. Balthzersen, Peter Heise og Drot og Marsk (programartikel)

Danske Folkeviser bind I, ved Ernst Frandsen (Thaning & Appels Forlag, 1966)

Drot og Marsk findes i en glimrende indspilning fra 1992 med DR Symfoniorkestret under ledelsen af Michael Schønwandt med en række fremragende sangere, således Poul Elming som Kong Erik, Bent Norup som Marsk Stig, Inga Nielsen som Aase og Eva Johansson som Fru Ingeborg. Den er udgivet på Chandos:

https://www.chandos.net/products/catalogue/CHAN%209143

Den kan købes hos Danacord, https://www.danacordbutik.dk. Selvom den ikke er på hjemmesiden, findes den i den fysiske butik.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside