Let omskrevet fra evangelisten Lukas´ forord til Theofilus i Apostlenes gerninger, beskrev jeg i mine to tidligere skrifter hvor hyggeligt, opbyggeligt og godt der er i den borgerlige cigarkasse, medens der fra SVM-regeringens cigarkasse – omend ganske sikkert røgfri – stiger en ram stank af trældom og død.

Jeg sluttede her med at spørge, hvorfor valget mellem de to tilsyneladende er så vanskeligt at tage, det er jo mellem Gud og mammon, og ved vi som kristne ikke, hvad vi skal vælge?

Den samme anfægtelse ser man hos Paulus i brevet til romerne, hvor han siger, at alt, hvad man kan vide om Gud, hans usynlige væsen, hans evige kraft og guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse.

Og når mennesker således kender Gud, men hverken ærer ham eller takker ham, ender vore tanker i tomhed, vore hjerter bliver formørket. Vi ender i stedet med at dyrke skaberværket i stedet for skaberen, udskifter hans sandhed med løgnen.

Vi hævder at være vise, men vi bliver tåber, dårer. Det er en rammende beskrivelse af den tid, vi lever i, hvor vi lader os lede af folk, der indretter verden efter egen visdom, som i virkeligheden er dårskab, men en farlig dårskab, fordi den altid vil ende med at blive totalitær.

Da corona kom landet

At det forholder sig således, blev for mig smertende klart, da Corona kom til landet. I marts 2020 blev dele af den danske grundlov sat ud af kraft, og fra den ene dag til den anden indgik danskerne i et stort eksperiment, hvor frygt blev et politisk værktøj til at afrette befolkningen.

Angsten for at være skyld i en ny pestkatastrofe fik de fleste landes ledere til at prøve at overgå hinanden i restriktioner uden hensyn til, om disse var dokumenteret effektive, og snart viste det sig, at projektet blev vigtigere end menneskene, for ingen beslutningstager ville tabe ansigt ved en indrømmelse af at have taget fejl.

Jeg er overbevist om, at vi blev et dårligere folk af den daværende regerings Coronabekæmpelse, fordi der blev talt til stodderen i os og ikke til »dannemanden«, som f.eks. en Peder Palladius talte til, når han var ude på sine visitatser.

Danskerne blev et folk af stikkere, og vi lærte at rette ind uanset om vor sunde fornuft sagde os, at de fleste restriktioner udover de gængse om god hygiejne og almindelig afstand- og hensyntagen, strittede i alle retninger og virkede som afværgeritualer.

Det værste var dog indgrebet i familierne. Jeg er næppe den eneste, der havde børn, der led gevaldigt under den isolering, de blev tvunget ind i, hvor de blev betragtet som smittereservoirer, der kunne slå deres bedsteforældre ihjel, og hvor de længe kun havde udsigt til at få deres sociale liv igen, hvis de for fællesskabets skyld tog en eksperimentel vaccine.

Husk så på, at fortællingen til at begynde med var, at man skulle sikre, at hospitalerne kunne rumme et øget antal af indlæggelser, men mens man på flere afdelinger sad og trillede tommelfingre, steg ventelisterne for diverse operationer, gamle døde af ensomhed, mink blev slagtet og kastet i massegrave uden det mindste hensyn til lokalplaner og miljø, virksomhedsejere, der måtte lukke deres forretning, måtte tage lån for at dække tabet i stedet for at få erstatning, medens datoen for, hvornår det hele skulle høre op, blev udskudt igen og igen.

Vi ville være vise, ja, men vi blev dårer.

Tanken om Coronatiden fylder mig stadig med harme, fordi den demonstrerede magthavernes vilje til at styre folks adfærd gennem frygtbaseret ledelse, og man kan se, at det fortsætter på klimaområdet, hvor budskabet om klodens snarlige undergang er udgangspunktet for den ene uigennemtænkte beslutning efter den anden.

Hvor marken før bølged´ nys som guld ser man nu sorte solceller, mens monstervindmøller skæmmer naturen og gør folk retsløse, fordi de aldrig ved, hvornår deres ejendom kan blive eksproprieret, som tilfældet er i f.eks. Fjaltring.

Statsdyrkelsen

Men folk lod sig også villigt styre, og når vi blev så skræmte og lod os lede, så er det for mig at se et tegn på, at mange savner alvor i tilværelsen. Der blev draget et hav af analogier til besættelsen under Coronakrisen; de var dårlige, men det viser, at folk havde et inderligt ønske om at blive rystet sammen og gøre en forskel.

Her vidste socialdemokraterne tilsyneladende, hvad der skulle til: Sammen skulle vi stå vagt om Danmark og hospitalerne, hvor de hvide senge står, så alle kom levende gennem krisen.

Den socialdemokratiske fortælling taler fortsat til mange, også borgerlige, fordi den viser, at sammen er vi stærke, vi kan udholde noget, vi kan hjælpe hinanden, vi kan redde Danmark fra både virus, klimaskabte oversvømmelser og meget mere.

Gennem staten, vel at mærke. Hver for sig er vi svage, egoistiske, nydelsessyge. Og fordi staten er blevet identisk med fællesskabet, skal vi arbejde, betale skat og dog lige have så meget tilbage, at vi har råd til at lege Jeppe i baronens solseng eller hængekøje nogle dage om året på en strand i syden.

Klimaafgiften på flybilletter skal derfor være til at betale for den lille mand. Den fortælling er så stærk og populær, at ingen tør gøre op med den eller tage ansvar for en anden fortælling; ethvert borgerligt parti har altid bevarelse af velfærdsstaten som det afgørende argument for alt fra skattelettelser (som får folk til at arbejde og forbruge mere til gavn for velfærden) til indvandringskritik (vi kan ikke blive ved med at have råd til velfærd, hvis vi har kriminelle, arbejdsløse indvandrere i landet).

Det fællesskab, vi glemte

Men hvad nu, hvis den socialdemokratiske fortælling har udskiftet sandheden med løgnen, for nu at vende tilbage til Paulus? Hvad nu hvis den er en ugudelig fortælling, der kun tjener til at slavebinde mennesker, fordi den sætter staten i Guds sted?

For slavebundne er danskerne blevet; vi arbejder og forlyster os, vi er glade for velfærd og vil gerne betale til den, og derfor mener vi også, at ethvert problem, vi har, skal løses af staten, der som en følge heraf har brug for flere skattekroner. Vi kan ikke længere forestille os, at vi selv er en del af løsningen.

Men det er vi faktisk, og derfor bør de borgerlige politikere tage et kig ned i den gamle cigarkasse, de har forladt. Her findes nemlig fortællingen om et dansk folk, hvis trældom blev brudt med stavnsbåndets opløsning, hvor det frie initiativ blev hyldet, og hvor god hjælp var hjælp til selvhjælp.

Foreningslivet blomstrede og skabte et rigt civilsamfund med f.eks. vandforsyning, frysehuse, brugsforeninger, idræts- og skytteforeninger, andelsmejerier, husmoder-, husmands- og landboforeninger, frie korps, frie skoler og højskoler, fri- og valgmenigheder og meget mere.

Folk gav noget af sig selv, investerede i fællesskabet, men de gjorde det frivilligt og lokalt.

De mennesker, jeg møder, der er allergladest for deres opvækst, er mennesker, der voksede op i 50erne og 60erne hos forældre, der var bosat på små landejendomme, hvor faderen havde fast arbejde og moderen dyrkede haven og passede diverse husdyr, så familien var næsten selvforsynende. Her lærte de selv at tage fat og fik ansvaret for lokalsamfundet gennem foreningslivet ind med modermælken. Sådan er der nogle, der gerne vil prøve at leve igen, og dem foragter Socialdemokratiet.

Den socialdemokratiske fortælling

I programmet Blåt bælte udtalte Kaare Dybvad Bek i ramme alvor, at det var fint med alternative livsvalg på fristaden Christiania, men hvis alle ville leve sådan, så kunne samfundet ikke længere hænge sammen.

På den måde vendte han alting på hovedet og fremhævede et i mine øjne kriminelt eksperiment, Christiania, hvis personlige ofre er mangfoldige og kendt i offentligheden, som opbyggeligt, medens en familie på landet, der passer deres egne børn og dyrker grøntsager, blev udråbt som snyltende på hårdtarbejdende, skattebetalende landsmænd.

At ingen, der lever lovligt i Danmark, kan undgå at betale skat i form af ejendomsskat, moms, grønne afgifter m.m., fortier Dybvad Bek, for han er ude i et moralsk ærinde: Hvis forældre nedprioriterer arbejdet (som nok snarere er karrieren, og det er ikke det samme), så lærer deres børn ikke arbejdsmoral og derigennem at styrke det store, gode, socialdemokratiske fællesskab, som et flertal ønsker.

Flertallet har således ret, og man skal derfor lære arbejdsmoral og glæden ved fællesskab gennem fuldtidslønarbejde, ikke ved forældrenes flid i eget hjem og lokalsamfund eller egen virksomhed. Alt levende bliver på den måde til for staten, ikke omvendt.

Socialdemokraterne kan kort sagt kun elske Danmark, hvis det er socialdemokratisk.

Derfor er deres projekt ligeså impotent og opløst som i sin tid den fældede og rottebefængte afgud Svantevit. Det er det, fordi det bygger på en løgn, løgnen om, at velfærd bare handler om busforbindelser og hospitaler, som vi gennem arbejdet skal betale skat til, og at alt derfor begynder med arbejdet, som Kaare Dybvad Bek indleder sin bog med.

Men den moderne velfærdsstat er netop meget mere end busforbindelser og hospitaler, for den tilbyder os en total løsning, som ikke er god for os.

Sandheden er, at arbejdet kom ind i verden som en straf for synden, og Gud lovede os netop ikke et gnidningsfrit liv i en forkromet velfærdsstat. Tværtimod.

I begyndelsen var til gengæld Ordet, Guds skabende, fantasifulde kærlighed, den kærlighed, der skal være grundlaget for alt, hvad vi foretager os, også arbejdet. Og kærlighed, ved vi, blomstrer aldrig under tvang, for så finder den et andet sted at være. Derfor er den stadig at finde i den gamle, borgerlige cigarkasse, hvor Danmark elskes for sin egen skyld.