Vi er på vej ind i et nyt år, men også en ny verden. Det er Dostojevskijs kælderverden. Det er Camus’ rædselsverden, hvor alle etiske bremseklodser er faldet af. Marianne Stidsen skriver årets nytårsessay.

Den 7. oktober 2023 markerede et nyt lavpunkt for noget, der har været i gang længe. Jeg vil kalde det etikkens sammenbrud – med henvisning til den uovertrufne bog om moderne aktivisme, nemlig Albert Camus Oprøreren fra 1951. 

I bogen skriver Camus: ”Vor tids revolution er et forsøg på at erobre en ny væren gennem handlen hinsides enhver moral. Derfor er den dømt til kun at leve for historien og i terror. Denne revolution hævder, at mennesket ikke er noget, hvis det ikke med eller mod sin vilje opnår enstemmigt bifald inden for historiens ramme.

På dette punkt er grænsen overskredet; først og fremmest er oprøret forrådt og dernæst logisk myrdet, thi i dets reneste tilskyndelse har der altid ligget anerkendelsen af en grænse og anerkendelsen af, at vores natur er delt: det har aldrig i sit udspring været den totale fornægtelse af al væren.” 

Camus udgav Oprøreren i et desperat forsøg på at bremse sin tids aktivistiske excess, den marxistiske koldkrigstotalitarisme, som ikke mindst hans kollega og landsmand Jean-Paul Sartre dyrkede, og som bl.a. førte til Sartres berømte – hvis ikke snarere berygtede – udtalelse om, at selvom han nok erkendte, der var problemer med fangelejre i Sovjetunionen, så skulle man ikke tale for højt om det, da det kunne risikere at ”tage modet fra arbejderne i Billancourt”, altså på den store Renault-bilfabrik nær Paris. 

I dag ser vi nøjagtig den samme tankegang florere, nu ikke kun i visse ekstremistiske miljøer, men stort set over hele linjen.

Som om man ved en mærkelig fælles, skønt uudtalt, overenskomst er blevet enige om, at verden lige nu bevæger sig i stormløb frem mod et ultimativt vendepunkt eller paradigmeskift, der skal føre lige lukt ind i et nyt paradisisk tusindårsrige, med total ligestilling, total økologisme, total perfektion på alle hylder. 

Det kræver kun, at visse elementer, som bringer uro i geledderne og er med til at ”fratage arbejderne i Billancourt håbet”, udryddes. At væren udryddes. Så når vi med sikkerhed FN’s 17 regnbuefarvede verdensmål. Uden forsinkende, uden fodslæbende eftertanke. 

Jøde-problemet 

Jøderne har som bekendt længe været en torn i øjet på den nye revolutionære elite – med magtfulde baser i verdensomspændende organisationer som FN, WHO, WEF, Amnesty International, og såmænd også EU. De synes at symbolisere den sidste rest af ”occidental identitet”, som står i vejen for Det Store Spring Fremad.

Heraf den tilsyneladende bizarre alliance mellem islamister og wokeister – nutidens Sartre-idealister in disguise. Heraf også det dilemma, som mange progressive jøder er blevet fanget i. Fordi de jo selv – ikke mindst i USA – i årtier har tilhørt den neomarxistiske fløj, der har skabt grobund på de amerikanske campusser for den erklærede antisemitisme og terroromfavnelse, vi ser grassere der p.t. For sent opdagede man åbenbart den slange, man havde næret ved eget bryst. 

Uden denne forståelsesramme er det svært at fatte den brølende fascistoide stemning, vi i øjeblikket oplever gøre sig gældende over hele verden – men først og fremmest i den vestlige. I London har der været pro-Hamas-demonstrationer, der overgår alt, hvad man ser i Mellemøsten, hvor støtte til Hamas flere steder ligefrem er forbudt.

Det er Dostojevskijs kælderverden. Det er Camus’ rædselsverden, hvor alle etiske bremseklodser er faldet af. Og hvor kun fantasien – eller det kafkaske mareridt – sætter grænser for, hvad der herefter kan ske.

Og herhjemme har vi set lignende optog af horder bevæge sig gennem gadebilledet i stadig mere skinger fællessang om det ”Frie Palæstina”, der skal strække sig ”fra flod til hav”. Som en slags billede på det nye Paradis, der venter os alle lige om hjørnet.

Hvis blot vi lige får udryddet de dissidenter og spielverderbere, der gemmer sig rundt omkring i krogene og forstyrrer og forsinker fremmarchen med deres kritiske spørgsmål og uacceptable boomer-identiteter. 

Den 7. oktober er den foreløbige kulmination på et skred, vi har set foregå gennem lang tid. Lige så lang tid, som den nye wokeistiske aktivisme – med rødder i neomarxistisk, intersektionel feminisme – har hersket.

Fællestrækket er lige præcis det, Camus skriver om i Oprøreren, nemlig at de etiske stopklodser er røget fuldkommen af i den nye sibiriske østenvind, som blæser. Når dét sker, kan alt lade sig gøre. 

Ældre-problemet 

Det ser vi f.eks. inden for nutidens debat om aktiv dødshjælp. Som præsten Marie Høgh skrev i en kommentar i Jyllands-Posten d. 15. september, er aktiv dødshjælp noget, mange i dag desværre er faldet for.

Baggrunden for hendes kritik var det udvalg ”for en mere værdig død”, som regeringen nedsatte i efteråret, og hvis opgave er at udarbejde et såkaldt ”refleksionspapir”; et papir regeringen herefter skal bruge i det videre arbejde for at legalisere aktiv dødshjælp. Det får Marie Høgh til at trykke på alarmknapperne – ikke mindst fordi man har sat tidligere medlem af Etisk Råd, præsten Kathrine Lilleør, i spidsen for udvalget: 

”Jeg har meget stor respekt for Lilleørs evne til at få evangeliet til at leve og forkynde kristendom i en tidligere lukningstruet nu til sidste bænkeplads fuld kirke”, skriver hun. ”Men jeg må udtrykke min allerdybeste forundring over, at en præst kan falde for det billige argument om ’en værdig død’, som er regeringens hovedargument i indførelsen af aktiv dødshjælp.”

Regeringens ideer om en værdig død vidner således om en kultur, der ikke længere er i stand til at opfatte livet som værdigt og meningsfyldt, hvis kroppen sætter ud.

I kristen forstand er mennesket, som Høgh gør opmærksom på, af Gud selv tilskrevet en umistelig værdi – og en ukrænkelig værdighed, der netop ikke afhænger af dets fysiske tilstand. ”Vi er adlede af den Gud, som skabte os, han har sat sit billede i vores hjertespejl, vi ligner Ham, vi er i slægtskab med Ham, vi bærer et glimt af himmelguld i vores faldne menneskeliv.

Der er vores værdighed, vores værdi. Intet andet. Og det kan ikke reduceres, ikke fratages os.” Det er det i øvrigt også i Oplysningstidens forståelse, kan man tilføje, i og med begrebet om ”naturretten”. 

Regeringens ideer om en værdig død vidner således om en kultur, der ikke længere er i stand til at opfatte livet som værdigt og meningsfyldt, hvis kroppen sætter ud. Værdigheden knyttes, som Marie Høgh noterer, til kroppens funktionalitet og materialitet.

Ønsket om selvkontrol er blevet så stort, at man ikke ”vil udstille sig selv som svag og savlende, afmægtig og afhængig. Ikke underligt bliver døden da at foretrække fremfor livet.” Derfor varsler præsten og debattøren også, at hun vil vie de næste mange klummer til at ”belyse og fremføre argumenter imod dette grufulde og brutale fænomen: aflivning på begæring.” 

Baby-problemet 

Derudover ser vi etik-krisen for fuld udblæsning inden for debatten om abort. I november deltog jeg i Mændenes Internationale Dag arrangeret af Manderådet, som jeg meldte mig ind i, mere af nød end af egentlig lyst, for et par år siden.

Her holdt Rådets redaktør, den tidligere gymnasierektor Thomas Martin Nielsen, en brandtale om abort, som fik ikke kun mig, men også alle andre tilstedeværende til at tabe vejret og gyse langt ind i koglekirtlen.

Hvad er altså argumentet for ikke at strække retten til at slå liv ihjel i selvbestemmelsens navn til hinsides fødslen?  

Oplægget handlede i udgangspunktet om Etisk Råds totale eliminering af faderens rolle og rettigheder i dets støtte til forslaget om, at abortgrænsen rykkes fra 12. til 18. uge. Men det, der for alvor gav tilhørerne kuldegysninger, var regeringens ultimative begrundelse for denne udvidelse. 

I et brev til Thomas Martin Nielsen skrev daværende ligestillingsminister Marie Bjerre:

“I forhold til retten til fri abort deler jeg ikke jeres synspunkter. Jeg mener, at hensynet til kvinder og pigers ret til selv at kunne bestemme over deres egen krop og liv er helt grundlæggende. Den fri abort har og har haft kæmpe betydning for kvinder og piger, for ligestillingen og for kvinders mulighed for at deltage i samfundet. Det er ikke et let valg at få en abort, men det er i sidste ende den enkelte kvindes.” 

Her mindede Thomas Martin Nielsen om, at både WHO og FN er fortalere for ubegrænset adgang til abort – jævnfør omfortolkningen af det centrale punkt om ”retten til liv” til ”retten til abort”.

Forestil jer det, hvem der kan: Retten til at få barnet fjernet helt op til fødslen! Af hensyn til ”kvinder og pigers ret til selv at kunne bestemme over deres egen krop og liv”. Men hvorfor egentlig stoppe der? Menneskerettigheder er jo, ved vi i dag, helt og holdent blevet erstattet med kvinders og minoriteters rettigheder i alskens afskygninger.

Hvad er altså argumentet for ikke at strække retten til at slå liv ihjel i selvbestemmelsens navn til hinsides fødslen?  

Mande-problemet 

Vi ser tillige etikkens forfald inden for debatten om sexisme. Da den unge Moderat-MF’er Mike Villa Fonseca blev ”afsløret” i at have et forhold til en 15-årig pige, var det ikke tilstrækkeligt at smide ham ud af partiet, fordi han havde brudt dets adfærdskodeks – nummer hvilken mand der blev smidt på porten mon? 

Han skulle tilmed svines til og lægges på hjul og stejle i den ganske offentlighed. Samtlige skældsord fra: ”Du er klam” til ”Du er en børnelokker og voldtægtsforbryder” blev brugt. Uagtet man derved forbrød sig mod et andet punkt i partiets adfærdskodeks: det om, at man ikke må chikanere nogen eller udstøde medborgere fra fællesskabet og ramme dem på deres menneskelige værdighed.

ifølge den nye samtykkelovs radikale omdefinering (endnu en omdefinition!) af voldtægt, bliver de nu dømt i hobetal, enten de så kan forstå det eller ej. Fordi de ikke har fået det såkaldt ”aktive samtykke” fra den kvinde, de var sammen med. Eller fordi de har misforstået hendes – ofte tvetydige – signaler.

Da jeg selv i P1 Debat foreholdt et par medlemmer af partiet dette dilemma, var der ingen vaklen i geledderne. At bryde den sidste adfærdsregel var åbenbart ikke noget problem og skulle ikke have konsekvenser for nogen. (Måske meget forståeligt, da det meste af partiledelsen ellers ville have været færdige som gårdsangere). 

Vi ser det, endelig, inden for debatten om seksuelle overgreb. I slutningen af radioprogrammet Genstart fra d. 20. november bliver vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich – hovedkvinden bag nyfeminismens overtagelse af magten inden for politi, retsvæsen og kriminalforsorg i Danmark – foreholdt, at der måske sidder nogle mænd derude, som er stærkt chokerede over, at de er dømt for voldtægt, fordi de overhovedet ikke ser sig selv som voldtægtsforbrydere – og det gør deres familie og venner og alle mulige andre for den sags skyld heller ikke.

Men ifølge den nye samtykkelovs radikale omdefinering (endnu en omdefinition!) af voldtægt, bliver de nu dømt i hobetal, enten de så kan forstå det eller ej. Fordi de ikke har fået det såkaldt ”aktive samtykke” fra den kvinde, de var sammen med. Eller fordi de har misforstået hendes – ofte tvetydige – signaler. 

Det kan synes uretfærdigt, siger Gyrithe Ulrich, men det er nu engang en del af det at indføre ny lovgivning. Men, fortsætter intervieweren, er det også okay, at det har skabt en direkte forskrækkelse i samfundet?

Ulrich tøver ikke et sekund med sit svar: ”Ja, det er måske det, der skal til for, at man forstår, at nu er vi i gang med en kulturændring. Det er måske nødvendigt. Det er rent faktisk det, vi vil i vores samfund. Og så er der nogle, som føler, at det var kommet bag på dem.” Altså at hammeren faldt så hårdt? siger intervieweren. Ja, siger Ulrich. 

Udtalelserne vidner med al tydelighed om, at Gyrithe Ulrich ligesom mange andre i dag tilsyneladende fuldstændig mangler enhver forståelse for konsekvenserne af de voldsomme systemiske indgreb, hun foretager i nogle af samfundets bærende institutioner. Samt for, at vi alle har et ansvar. Også kvinderne. Besatheden, fantatismen, som blinder enhver etik er ikke til at tage fejl af. 

Sikkerhedsstaten som monsterstat, fristes man til at spørge? 

Hinsides godt og ondt 

At der ikke er tale om konspirationsteori eller spøgelsesspotting ved højlys dag, bekræftes af en henvendelse, jeg for nogle måneder siden fik fra Aalborg Universitet.

Her havde en forskergruppe fået en stor pose penge af EU-projektet FIERCE (!), der angiveligt har til formål at revitalisere alliancen mellem kvindebevægelsen, civilsamfundet og de politiske beslutningstagere.

Projektet har, jævnfør FIERCE’S hjemmeside, nærmere bestemt til formål at kortlægge feministiske og antifeministiske/anti-gender bevægelser i forskellige europæiske lande, herunder vores eget. I henvendelsen fra Aalborg Universitet lød det, at man gerne ville have lov at interviewe mig til dette projekt. 

At give princippet om magtens deling en høj hat. Og give sig hen til den blinde, rå, ideologiske magtudøvelse. Imod de grundprincipper, der blev sat på formel i 1700-tallet, og som den kristne kultur har været gennemsyret af længe inden da. De grundprincipper, man nu er i gang med at omformulere til ukendelighed. 

Det var jo ikke svært at regne ud, hvad det skulle gå ud på. Det skrev jeg også til det venlige menneske, der havde henvendt sig, og som jeg ikke tror selv havde set skriften på væggen. Skønt den faktisk stod sort på hvidt, hvis man slog op på nettet og læste om projektets overordnede ambition.

Når dette projekt var gennemført og de ”antifeministiske” fremmedelementer hegnet ind, stod næste skridt omtrent bøjet i neon: Hvordan får vi udryddet de dissidenter og spielverderbere, der sætter spørgsmålstegn ved alliancen mellem kvindebevægelsen, civilsamfundet, den politiske ledelse og – må vi forstå – forskningen? Projektets anden fase ville givetvis indhøste en endnu større millionbevilling end den første. Det var man overhovedet ikke i tvivl om. 

Jeg takkede pænt nej til at være med. Det var kun alt for gennemskueligt, hvad det gik ud på. At få systemerne til at lukke sig om sig selv på totalitær vis. At give princippet om magtens deling en høj hat. Og give sig hen til den blinde, rå, ideologiske magtudøvelse. Imod de grundprincipper, der blev sat på formel i 1700-tallet, og som den kristne kultur har været gennemsyret af længe inden da. De grundprincipper, man nu er i gang med at omformulere til ukendelighed. 

Imens tænkte jeg på Albert Camus. Og på, hvad han egentlig måtte gennemgå i 1950’erne, da han satte spørgsmålstegn ved den tids overspændte, skingre synteseambitioner og erklæringer om at springe direkte ind i det nye idealistiske tusindårsrige: Kommunistisk Internationale. På alle hylder.

Nu kaldet ”Kulturændringen”. Uden at indholdet – eller brutaliteten – dog adskiller sig en tøddel fra, hvad vi tidligere har set med den slags projekter. Der også har en evne til at gribe de svage i sjælen, så de lige pludselig kan dreje rundt på en tallerken og mene noget fuldstændig andet, end det de mente i går. For eksempel om politisk korrekthed. Eller overgreb mod individet ”i sagens navn”. 

Ingen tricks er åbenbart for nedrige her. Det bevidnede vi også for nylig, da Judith Butler – chefideologen über alles i den nye kulturrevolution – i et essay i London Review of Books forsøgte at balancere mellem to standpunkter: Fuld støtte til den palæstinensiske sag – og afstandtagen fra massakren d. 7. oktober. Uagtet det om nogen var hende selv, der havde været med til at udsprede det teoretiske tankegods, som i sidste ende førte frem til netop Black Sabbath.

Og uagtet hendes bevæggrunde for at undsige massakren uden tvivl var den kyniske: at sikre de fortsatte generøse jødiske pengetilstrømninger til de universitetscampusser, som lige nu med Butlers værker som ledetråd er i gang med at likvidere den selvsamme bevillingsgruppe. (Selvom de så muligvis er ved at få nogle nye, nemlig araberne). 

Det minder lidt om slutningen på Franz Kafkas roman Processen, hvor det næsten beklages, at Josef K. ikke selv er i stand til at føre den kniv, der skal ende med at dræbe ham, fordi han er blevet for kraftesløs. Af denne grund – og kun af denne grund – bliver ”de to herrer” nødt til at gøre jobbet for ham. Ordnung muss sein. Bortset fra, at det i dag nok snarere ville være to damer, der tværede ham ud med stilethælen! 

Den kun halvt levende 

For snart fem år siden skrev jeg en bog om den dengang kun lige påbegyndte nordiske MeToo-revolution og de omkostninger, den havde. I forordet citerede jeg Erich Fromms berømte advarende linjer fra Flugten fra friheden fra 1941 om, at den politiske situation og de farer, den indebar for de fornemste resultater, den moderne kultur har opnået – personlighedens individualitet og fremhævelsen af dens særegenhed – fik ham til at beslutte at afbryde en mere omfattende bearbejdelse af emnet og koncentrere sig om det aspekt, der var ”afgørende for vor tids kulturelle og sociale krise: frihedens betydning for det moderne menneske”. 

Linjerne overtog jeg som min egen begrundelse for at udgive Den nordiske MeToo-revolution. Som Erich Fromm mente jeg, at jeg for en stund var nødt til at stille min forskning i bero for at skrive debatbogen. ”I håb om, at vor tids flugt fra friheden og fra den åbne, moderne, humanistisk-demokratiske samfundsform kan nå at blive bremset.” 

I dag – en verdensomvæltning senere – hvor jeg har udgivet yderligere et par debatbøger og et udtal af indlæg og kronikker, er jeg på vej til at mene, slaget er tabt. Der hvor verden er lige nu, og som den tilsyneladende ikke selv kan se, den er, er et uhyggeligt sted. Det er Dantes helvede.

Det er Dostojevskijs kælderverden. Det er Camus’ rædselsverden, hvor alle etiske bremseklodser er faldet af. Og hvor kun fantasien – eller det kafkaske mareridt – sætter grænser for, hvad der herefter kan ske. 

For Camus eget vedkommende var udfaldet sikkert. Ligesom i hans roman Den fremmede, var dødsdommen afsagt i samme øjeblik, han udgav essayet Oprøreren. I en tænderskærende offentlig fejde mellem dem skrev hegelianeren Sartre til kantianeren Camus:

”De skulle have forandret Dem, hvis De havde ønsket at forblive Dem selv, men De var bange for at forandre Dem. Deres personlighed, der var virkelig og vital, så længe den blev næret af begivenheder, har været en luftspejling. De er kun halvt levende blandt os.” 

Hvormed den tidligere ven og kollega allerede var sendt langt ud på idéhistoriens sibiriske stepper. Hvor han forblev til sin død. For jeg mener: en kun ”halvt levende” kan man jo lige så godt tage livet helt af, ikke? Og spare ham for yderligere kvaler. 

Fra menneskerettigheder til kvinderettigheder 

Historien gentager sig, siger man med en kliche. Men det gør den. Og lige nu oplever vi en ny gentagelse af kaos og ragnarok. I det mest rædselsvækkende format, som tænkes kan. Civilisationen er forsvundet. Akkurat som det sidste bordel i Dybbølsgade, fristes man til at sige. Den nye feministiske overmennesketeori er til gengæld trådt i kraft. Med blæsen i de store dommedagsbasuner.  

Om vi også kommer til at opleve en gentagelse af civilisationens kommen til sig selv og besinden sig på sig selv, er jeg mere i tvivl om. I hvert fald er jeg stærkt i tvivl, om det i så fald bliver i min egen levetid. 

Her tror jeg endnu ikke, vi endnu har set det værste. Sigende er således den seneste udvikling i Gaza-konflikten, hvor der nu så småt er ansats til en fordømmelse af Hamas’ terrorhandling d. 7. oktober, fordi et tidligere højtstående feministisk FN-medlem har råbt op om, hvordan aktionen er gået ud over kvinder. Først da var der åbenbart stemning for, at man begyndte at se på barbarierne med større alvor. 

Menneskerettigheder er i det 21. århundrede kort sagt helt og aldeles blevet omformuleret til kvinders rettigheder – og alene kvinders rettigheder. I og med mænd – på linje med ufødte børn, ældre og andre ”møllehjul om halsen” – åbenbart ikke længere anses for tilhørende menneskeracen. Jøder kan lige akkurat få lov at få status af mennesker med rettigheder, hvis de er kvinder – og helst yngre kvinder – og helst yngre kvinder med venstreorienterede holdninger.. 

Resten skal bare dø i en grænseløs blodrus. Knap og nap i fremskridtets navn – for hvem ved sine fulde fem går ikke ind for det. Nej, i den totale vækkelses navn skal de dø. 

De er jo alligevel kun halvt levende.