I år skulle der i landets kirker på sekstende søndag efter trinitatis prædikes over Jesu opvækkelse af enkens søn i Nain, og søndagen før om det umulige i at tjene to herrer, fordi ingen kan tjene både Gud og mammon. Man vil enten hade den ene eller elske den anden, men søger man først Guds rige, får man alt andet i tilgift.

Og just dér begynder vi:

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at vi her i landet dyrker mammon; økonomi, arbejdsudbud og velfærd står øverst på listen, medens kristendommen og folkekirken er blevet henvist til et delpunkt under punkt 7, der handler om demokratiet. Og Kristus er ikke længere hovedhjørnestenen, det er »frihed, lighed og rummelighed«, for en sådan folkekirke ønsker regeringen sig.

Værdighed er et ord, der går igen mange gange i grundlaget, men det er staten, der skal sørge for dens udbredelse, og hvad det betyder, bliver smerteligt tydeligt i disse dage. For at søge Guds rige og hans retfærdighed i bekymringsløs tro på, at alt så skal gives os i tilgift, skulle regeringen ikke nyde noget af. Den afskaffede med det samme den ene helligdag, der handler om netop dette, bededagen, hvor man både nationalt og personligt fordres at angre og gøre bod, fordi vi mennesker intet har at give eller tilbyde Gud, men til gengæld kan få alt af ham.

Aktiv dødshjælp og politisk sentimentalisme

Fra næste år skal der arbejdes for gud mammon på den dag, for velfærden fattes penge, og dårligt var den sidste bededag forbi, før både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen på folkemødet – som var de ypperstepræster for en ny kult – med grådkvalte stemmer og sentimentale historier betroede folket, at tiden var inde til den svære samtale om at indføre aktiv dødshjælp.

Etisk Råd har hele tiden været forslæbende på området, så derfor blev der for nylig nedsat en kommission til drøftelse og vedtagelse, hvortil man har fundet en villig og venligt stemt folkekirkepræst, så staten nu både skal kunne facilitere og ritualisere borgernes død, den værdige død. Så meget for samtalen. For regeringen har med sikker fornemmelse for folkestemninger set, at danskerne er angste for lidelse, angste for at opleve den både på egen og andres krop; velfærdstanken har fået os til at tro, at lidelse skal være fraværende, og at staten skal sørge for, at den netop er dét. Fraværende.

Men når prisen på velfærd stiger, fordi kravene til den stiger i samme takt som de muligheder, der gives for at afhjælpe lidelse, så vil gud mammon altid tænke rationelt, og det er dét, spørgsmålet om aktiv dødshjælp reelt handler om. Hvordan kan man tro, at der ikke vil opstå et pres på borgere, der belaster fællesskabet i et land, hvor der konstant tales om den voksende ældre og plejekrævende befolkning, og hvor graviditetsscreeninger handler om at kunne vælge handicappede børn fra? Døden iscenesættes derfor som den frelsende engel.

Hvordan forholder det sig med lidelsen?

Men vi vil her søge Guds rige, og hvordan forholder han sig så til lidelsen? I Jobs bog fratager han Job alt, hvad han ejer og elsker og slår ham med spedalskhed, og Job ender med at forbande den dag, han blev født. Imidlertid bliver Job modsagt af Gud, der populært sagt beder ham om at tage en tudekiks, fordi Gud er mægtig og kan gøre hvad han vil, også med Job, som blot er et menneske, skabt af Gud.

Og Job ender med at komme overens med både sin lidelse og med Gud. Men en nat lod den mægtige Gud, han, der bandt syvstjernens bånd og løste Orions lænker, sig føde som et menneskebarn, og det ændrede hans fokus. Jesus gik aldrig forbi et lidende menneske uden at handle, og han kom ikke med en dødssprøjte.

Han helbredte og vakte døde til live. Udenfor byporten til Nain møder han et sørgetog for en ung mand, der var sin moders eneste søn. I Israel på Jesu tid var en enke afhængig af sine børn og ikke mindst sine sønner, men brugsmotivet, det sociale aspekt, er ganske fraværende i fortællingen. Det er sorgen, der imødegås med et »Græd ikke!«, og de, der overværer underet, bryder med det samme ud i lovprisning: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«

Gud besøgte sit folk i kærlighed, han delte livet og døden med os her, og han forlod os ikke ad en smutvej. Han bad om at blive fri for lidelsen, men han flygtede ikke fra den. Og fordi han ikke gjorde det, fik vi ikke alene håbet om evigt liv, vi fik også et nyt perspektiv på lidelsen, et perspektiv Jesus selv formulerer på denne måde: »Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet, men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.«

Mere abort

Set i evighedens perspektiv er vort liv kun en liden stund, og vi slipper ikke for at tømme dets kalk, men den lidelse, vi måtte opleve, er for fødselsveer at regne, og fødsel er glæde. Det hører vi altså Jesus sige men heller ikke det vil man lytte til i regeringen, og nu heller ikke Etisk Råd, der har lært lektien og er fremkommet med en ønsket afgørelse om at hæve abortgrænsen.

I modsætning til den aktive dødshjælp skyldtes det ikke et krav fra befolkningen, nej, det kom fra Sex og Samfund, en privat interesseorganisation, som bare syntes, at tiden var inde til det p.g.a. kvindens ret til at bestemme over egen krop. Som om kvinder ikke har haft selvbestemmelse med den nuværende grænse.

Med ét vrimlede det med kvinder, der rapporterede om ydmygelsen ved at få et afslag på ansøgningen om en senabort, og afslag gives bl.a., når det vurderes, at kvinden er i stand til selv at tage vare på barnet. En kvinde fortalte til Jyllands-Posten, at det for hende var det værre at få besked om, at hun var gravid, end det var at få den diagnose om mavekræft, som hun ellers havde ventet og oprindelig var gået til læge for at få undersøgt.

Hun er ikke et enestående tilfælde, og man må spørge, om det er samfundets opgave at stille sig til rådighed for afstumpede mennesker, som der er tale om her. Børn var som nævnt en del af det sociale sikkerhedsnet på Jesu tid, men han omtaler dem som nogle, der bringer usigelig glæde, han giver enken hendes søn tilbage i live, han velsigner børn og siger, at disse mindste skal være de største i hans rige, og at vi andre skal lære at tage imod Guds rige ligesom de.

I gud mammons rige, hvor der skulle være mere plads til kærligheden, hyldes kvindens ret til at vælge dem fra, også selv om vi har alle muligheder for at hjælpe hende til at give dem et godt liv, og de børn, der får lov at komme til verden, skal hurtigst muligt væk fra den mor, der elsker dem, fordi hun skal arbejde for velfærdssamfundet. Og vi bliver nærmest vrede på den mor, der vælger at gå hjemme. Det er, som om hun tager noget fra os andre, hvad enten det er fra skatteprovenuet eller fra ligestillingen.

Valget, vi ikke tør tage

Men vi mennesker ved godt, hvad kærlighed er. Det gør regeringen også, for dens sprog er iklædt kærlighedens gevandter: »Kære Danmark« indleder den sit grundlag med, og der tales om »et fælles afsæt i kærlighed til Danmark.«

Regeringen ved, at vi længes efter kærligheden, søger den, men den giver os den i en forvrænget form, så vi nu tror, at det gode liv ligger i retten til at bestemme over egen krop, så vi kan afbryde livet, når det passer os. Regeringen får debatten til at handle om værdighed; er et barns liv noget værd, når dets mor ikke vil have det?

Er et liv værdigt, når det indeholder stor lidelse? Kristeligt er svaret, at værdighed er noget, Gud har skænket os ved at skabe os i sit billede. Vi skylder hinanden at respektere gudbilledligheden i andre mennesker, om det er det lille barn i moders liv eller det voksne menneske, der ikke længere kan leve et aktivt liv.

Vi har indtil nu troet på Jesu tale om de små børns uendelige værdi, at det femte bud betyder noget, og at dette skal komme til udtryk i lovgivningen. Derfor må man ikke slå ihjel, begå medlidenhedsdrab, derfor kan man ikke uden videre få en abort efter tolvte uge. Derfor er det vor opgave at støtte, trøste, pleje og lindre hinanden som frie mennesker, der i kærlighed opgiver noget af os selv for et andet menneske. Den kristne frihed viser os nemlig hen til hinanden.

Med den kurs, regeringen har lagt, og som den ser ud til at have opbakning til, går vi billedligt set nu alle med i sørgetoget i Nain med blikket stift rettet mod den mørke grav. Men vi skal vide, at Kristus, den levende Gud, én gang for alle har stillet sig imellem den og os, og derfor er valget mellem Gud og mammon ganske enkelt. Hvorfor tør vi ikke tage det?