Den store oplysningsfilosof Immanuel Kant har et ry for at være en lidt rigid og teoretisk tænker, men hans filosofi er i virkeligheden et sprudlende opgør med tidligere tiders dogmatik, som forener både pligt og frihed. Michael H. Jørgensen giver en introduktion til Kants filosofi i anledning af hans 300-års fødselsdag.

I dag kan vi markere, at det er 300 år siden, at den tyske filosof Immanuel Kant blev født i det, der dengang var den østpreussiske provinshovedstad Königsberg, hvor han levede hele sit liv og virkede som filosofiprofessor på det lokale universitet.

Königsberg er i dag – desværre fristes man til at sige – en del af Rusland og kendes under navnet Kaliningrad. Der er bred enighed om, at Kant er den vigtigste filosof i nyere historie, dvs. siden den græske oldtid. ”Kan du din Kant, så kan du din filosofi!” lyder det i en udbredt talemåde blandt filosoffer.

Jeg vil i dette essay fremføre nogle overordnede betragtninger om sigtepunkterne i Kants filosofi, og i forlængelse heraf vil jeg berøre 2 helt centrale elementer i Kants tænkning, nemlig hans tanker om frihed og hans morallære.

Opgør med den dogmatiske filosofi

Kant har i offentligheden desværre et ry for at være en rigid tænker, der er fokuseret på subtile teoretiske detaljer, samt et ry for at fortabe sig i betragtninger om pligt, når det handler om den menneskelige eksistens. Der skal ikke herske tvivl om, at Kant er svært tilgængeligt, og der er mange komplekse teoretiske overvejelser og argumenter i værket. Man kan måske lidt frækt ligefrem påstå, at Kant er en dårlig skribent og derfor en dårlig formidler af sin egen filosofi.

Kants filosofi er nemlig i en overordnet betragtning et opgør med den klassiske dogmatiske tænkning, hvor filosoffer fortaber sig i regresser, som er uden betydning og uden interesse uden for de filosofiske miljøers snævre verden. Datidens dogmatiske tendenser i den filosofiske tænkning afskrives med passion og vrede.

Kant afsender for eksempel følgende svada: ”Det latterlige despoti, der foregår på universiteterne, hvor man skriger forfærdet op, hvis bare nogen kommer til at fjerne en smule hjernespind”.

Gud, frihed og udødelighed som filosofiens sigtepunkter

Problemet med den dogmatiske filosofi er ifølge Kant, at den ikke gør os klogere på de metafysiske ideer, dvs. Gud, frihed og udødelighed, og som en følge heraf ikke på moralen og den menneskelige eksistens. Det er de egentlige filosofiske emner og derfor de egentlige sigtepunkter i Kants filosofi.

I et af de vigtigste afsnit i hovedværket ”Kritik af den rene Fornuft”, den såkaldte antinomilære, påviser Kant, at så længe man forholder sig ukritisk til fornuften, så kan filosofien ligeså godt argumentere for, at Gud eksisterer, som at han ikke eksisterer, at viljen er fri, som at den er ufri, og at sjælens udødelighed er mulig, som at den er umulig.

Om man når frem til det ene eller andet resultat beror alene på om den dogmatiske tænkning er rationalistisk eller empiristisk. Antinomilæren leder Kant frem til, at udgangspunktet for den filosofiske erkendelse må være en fornuftens selvkritik. Ikke en selvkritik med henblik på at afskrive muligheden for erkendelse.

Vi kan erkendelsesmæssigt kun sige noget om fænomenerne, som de fremtræder for os igennem en påvirkning af sanserne. Hvordan de er i sig selv, herunder om der findes den slags ubetingede kausalitet, som viljens frihed må være, er principielt ukendt for os.

For erkendelse er givet som et faktum bl.a. i form af naturvidenskab. Naturvidenskaben er ligeglad med filosofiens forlegenhed. Den fortsætter bare med at udvide den menneskelige erkendelse uden hensyn til antinomilæren og diverse skeptiske strømninger i filosofien. Kants kritiske spørgsmål bliver således ikke om erkendelse er muligt, men hvorledes erkendelse er mulig inden for naturvidenskaben.

I sig selv er dette spørgsmål ikke så interessant. Spørgsmålet er interessant, fordi mulighedsbetingelserne for naturvidenskabelig erkendelse kan sige noget generelt om erkendelsen, som herefter kan bruges på de egentlige filosofiske emner, dvs.  metafysikken, moralen og eksistensen.

Frihedens filosof

Jeg vil her, for så vidt angår metafysikken, lade Gud og udødeligheden ligge og fokusere på friheden. Viljens frihed er den centrale problemstillingen i Kants filosofi, hvorfor Kant er blevet betegnet ”frihedens filosof”. Kant siger selv: ”Frihedens ide er den egentlige anstødssten for filosofien, der nemlig kommer i uoverstigelige vanskeligheder, når den skal indrømme den slags ubetingede kausalitet en plads”. Viljens frihed er på den ene side en forudsætning for al tale om moral, ligesom vi mennesker hver især har en oplevelse af at være frie (i hvert fald i et vist omfang).

På den anden side giver friheden den teoretiske filosofi uoverstigelige vanskeligheder. Alt andet end den menneskelige frihed kan sættes i system efter naturlovene. En accept af den menneskelige frihed indebærer en accept af eksistensen af noget, der ubetinget af alt natur kan virke ind i naturen og verden generelt.

Noget som derved antager nærmest guddommelig karakter. Ikke desto mindre må en troværdig filosofisk teori give plads til viljens frihed. De filosofiske teorier, der afviser muligheden for eksistensen af en fri vilje, er uden betydning uden for det fagfilosofiske rum. Selvom der fremføres et ellers overbevisende filosofisk argument for frihedens umulighed, vil menneskene i praksis blive ved med at føle sig frie og foretage moralske vurderinger, der forudsætter frihed. Det er derfor en filosofisk grundopgave for Kant at give rum for friheden.

Kant beviser ikke frihedens virkelighed, men han argumenter for, at friheden er mulig. Et resultat af antinomilæren er jo, at viljens frihed hverken kan bevises eller afvises. Om viljen er fri er et spørgsmål, der overskrider rækkevidden af enhver mulig filosofisk erkendelse. Det er nemlig sådan, at vores erkendelsesevne bliver vakt ved, at genstande påvirker vores sanser, og frihed er et ikke-sanseligt fænomen.

Heraf Kants berømte begreb om das Ding an sich. Vi kan erkendelsesmæssigt kun sige noget om fænomenerne, som de fremtræder for os igennem en påvirkning af sanserne. Hvordan de er i sig selv, herunder om der findes den slags ubetingede kausalitet, som viljens frihed må være, er principielt ukendt for os. Det er det endelige resultat om friheden for så vidt angår Kants teoretiske filosofi.

Ophævelse af viden for at give plads til troen

I Kants praktiske filosofi, dvs. hans moral- og eksistenslære, går han videre end blot at erklære friheden mulig. Her bliver det lidt kringlet. Moralloven er ifølge Kant givet som et fornuftens faktum. Om moralloven skriver Kant i en ofte citeret passage: ”To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre”.

Moralloven er mystisk, dens oprindelse principielt ukendt, men ikke desto mindre gælder den for alle og til alle tider. Moralloven kan i henhold til Kant ikke erkendes, da den er et ikke-sanseligt fænomen. Alligevel er intet menneske ifølge Kant nogensinde er i tvivl om, at den gælder. Mennesket tror på dens gyldighed og ligeledes tror mennesket på viljens frihed. Dette fordi viljens frihed er en forudsætning for moralloven.

Når Kant siger, at en god vilje handler af pligt, så siger han også at en god vilje må overvinde forhindringer for at gøre det gode

Troen på moralloven og viljens frihed er således stærkere end, hvad der sædvanligvis forstås ved tro, hvorfor Kant bruger den umiddelbart paradoksale betegnelse ”fornufttro” om troen på viljens frihed (og Guds eksistens i øvrigt!). Mennesket tror på moralloven og viljens frihed, fordi mennesket er et endeligt fornuftsvæsen, og fordi den mystiske morallov er givet som et fornuftens faktum. Det er på den måde, at Kant overordnet om sin tænkning kan sige, at han har set sig nødsaget til at ophæve viden for at give plads til troen.

Det kategoriske imperativ

Men hvad er moralloven ifølge Kant? Igen beviser Kant ikke eksistensen af moralloven, men beskriver hvad den indeholder. Kant indleder sin morallære med at påstå, at det er helt igennem umuligt at tænke sig noget, som uden forbehold kan anses for godt andet end en god vilje.

En god vilje handler af pligt, hvilket er det samme som at handle i agtelse for loven. Loven er moralloven som igen er det kategoriske imperativ. Det kategoriske imperativ kommer i 4 formuleringer, bl.a.: Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver anden person, som mål og aldrig blot som middel.

Anvendelsen i praksis og menneskets dobbeltnatur

Disse i sig selv meget overordnede betragtninger kræver en uddybning for at give konkret moralsk mening. Når Kant siger, at en god vilje handler af pligt, så siger han også at en god vilje må overvinde forhindringer for at gøre det gode.

Vi mennesker har en dobbeltnatur. Vi tilhører den endelige fysiske verden, hvorfor vi hver især har mange egoistiske tilbøjeligheder. Men vi har også et element af noget større i os, nemlig fornuft. Fornuften er det menneskelige karaktertræk, som forpligter os til at handle godt. En god vilje er således en vilje i kamp. En kamp, der står mellem vores egoistiske tilbøjeligheder og fornuftens krav om, at vi skal handle af pligt.

Der er forskel på at handle af pligt og handle pligtmæssigt. Kant bruger som et eksempel, en købmand, som gør sig umage med aldrig at tage for meget for sine varer. Købmandens maksime er af moralsk karakter, hvis han gør det udfra en intention om at behandle alle lige og ikke snyde på vægten. Men hvis købmanden blot gør det, fordi han har erfaret, at det er godt for forretningen at behandle alle kunder ordentligt, så handler han ikke af pligt men pligtmæssigt, og hans maksime er uden moralsk værdi.

At en god vilje handler i agtelse for moralloven betyder, at det er hensigten og ikke handlingens faktiske konsekvenser, der afgør om en handling er god eller ej. Hvis købmanden handler i agtelse for moralloven men alligevel ved en fejl kommer til at give en kunde for lidt tilbage i byttepenge, er hans handling forsat god, selvom konsekvenserne ikke er det.

Moral handler om sindelag

Moral handler om sindelag og intention og ikke om konsekvenser. Heldigvis er det dog sådan at gode intentioner som oftest fører til gode konsekvenser. Det kategoriske imperativ er en logisk følge af en vilje, der handler af pligt og i agtelse for loven.

Moralloven stiller krav til din handlen, den er altså et imperativ. Og den er kategorisk derved, at den er selvberoende. Hvis købmanden alene handler forretningsmæssigt, så har han opstillet et hypotetisk imperativ, der kunne lyde: ”Jeg behandler alle kunder ens, fordi jeg har erfaret, at det er godt for forretningen”.

Hvis han derimod gør det i agtelse for moralloven, vil hans imperativ være kategorisk, og kunne lyde: ”Moralloven tilsiger, jeg skal behandle mine kunder ikke kun som et middel med også som et mål.

Jeg respekterer menneskeheden i dem ved aldrig at snyde dem, og ligeledes respekterer jeg menneskeheden i mig selv. Det ville være uværdigt og mangel på selvrespekt, hvis jeg benyttede min position, som købmand til at snyde uopmærksomme og sårbare kunder”.

Giver Kant os et samlet etisk system?

Kant er blevet beskyldt for, at hans morallære er abstrakt og svær at gøre til grundlag for et samlet etisk system. Kant er selv noget uklar, når det handler om morallovens konkrete implikationer. På den ene side kommer han med eksempler på lovmæssigheder udledt af det kategoriske imperativ. For eksempel at man aldrig må lyve. På den anden side er disse eksempler få og ikke særligt overbevisende argumentatorisk set.

Hovedtendensen i værket er da også, at der ikke kan udledes universelle lovmæssigheder af det kategoriske imperativ. Og det er jo sådan, at moralen faktisk er. Der gives ikke et samlet etisk system. Vi mennesker er kastet ind i en verden, hvor vi i enhver konkret situation er forpligtet til at handle i overensstemmelse med moralloven i vores indre.

 I vores tid forstår mange frihed som frihed fra pligt og frihed til at forfølge egoistiske tilbøjeligheder.”

En morallov som ikke siger noget konkret, men kun giver os det dunkle kategoriske imperativ at rådføre os hos. Et imperativ som i forskellige situationer giver forskellige svar. Hvis vi fx tager det gammel testamentelige bud om, at du ikke må slå ihjel, er det hvad moralloven vil fortælle os i langt de fleste tilfælde. Men hvad med fx de ukrainske soldater som pt. kæmper mod russerne? Ja, her gælder det 5. bud ikke. Her er det moralsk tilladeligt at slå russiske soldater ihjel i den større sags tjeneste – Ukraines fortsatte eksistens som fri og selvstændighed nation.

En filosofisk udgave af den kristne moral

Kants morallære er blevet kaldt en filosofisk udgave af den kristne moral. Den kristne moral stiller heller ingen klar lære for mennesket. Mennesket er i enhver konkret situation forpligtet til at lytte til sin samvittighed og lade den dunkle næstekærlighed råde i formuleringen af konkrete moralsk svar. Næstekærlighedsbuddet er også et pligtbud.

Det handler ikke om kærlige følelser, men om at vi altid allerede har et ansvar for at behandle vores medmennesker, som mål og ikke kun som middel. Når Kant således bliver beskyldt for at fortabe sig i betragtninger over pligt i sin morallære, kan han melde hus forbi. Ikke fordi det er forkert, at han er særligt optaget af begrebet pligt, men fordi kritikken er forfejlet. Pligt er for det første noget andet end pligtmæssighed, og for det andet handler moral i sidste ende om pligt, og enhver troværdig moralfilosofi må forholde sig til det.

Frihed til pligt

Kant er således i en samlet betragtning både frihedens og pligtens filosof. Det kan umiddelbart forekomme paradoksal at forene frihed med pligt. Men når dette er tilfældet, skyldes det ikke Kants tænkning, men den sære og dogmatiske frihedsforståelse, der er vokset frem i de moderne materialistiske samfund. I vores tid forstår mange frihed som frihed fra pligt og frihed til at forfølge egoistiske tilbøjeligheder.

En frihedsforståelse, der består ikke tryktesten fra Kants kritiske filosofi. Et egentligt frit menneske har tværtimod evnen til at tilsidesætte de umiddelbare egoistiske behov til fordel for at handle i en højere sags tjeneste. En højre sag, der er pligten overfor moralloven i vores indre, når det handler om forhold med moralsk indhold.

Nok fylder Kant 300 år, men det er fortsat værd at kunne sin Kant – ikke mindst for dem, som har viljen til at konfrontere de dogmatiske elementer i tidens tænkning.