Lige nu planlægges det at opsætte kæmpevindmøller, der er 450 meter høje, langs det unikke vadehavsområde ved den sønderjyske vestkyst. Det er vindmøller, som er højere end Ribe Domkirke og højere end Eiffeltårnet i Paris.
Samtidig planlægges og anlægges der over hele landet den ene mere voldsomme solcellepark efter den anden, uden at der er ret mange politikere, som interesserer sig for, hvad det betyder for de naturområder, som rammes, og de mennesker, som bebor dem.
Vi har en klimakrise, men hvad med naturen?
Det er klart, at vi står i en klimakrise, og jeg ved også godt, at mange mener, at apokalypsen er nær. Men som den provinsianer, jeg er, kan jeg ikke helt rumme, at vi har glemt landskabernes værdi.
Der fokuseres ekstremt meget på CO2-reduktioner og andre abstrakte fænomener, der, hvis alt går som planlagt, og alle lande i verden lever op til Parisaftalen (hvilket de langt fra gør), vist nok skal kunne holde temperaturstigningerne en smule tilbage og måske rede nogen eller noget forskellige steder ude i den store verden.
Men de konkrete og stedsnære landskaber, som vi møder i vores hverdag, fylder forsvindende lidt i den offentlige og politiske debat.
Hvem vil forsvare læhegnene? Hvem vil forsvare træerne langs vejene? Hvem vil forsvare, at marklandskaberne ikke bliver omdannet til store døde arealer fyldt med sorte plastik solceller?
Vi har brug for politikere, som forstår, at mennesket ikke er et globalt væsen, men at vi er væsener, som grundlæggende er bundet til det lokale og til den lokale natur.
Hvem vil forsvare, at kystlandskaberne ikke bliver overindustrialiserede af en skov af hvide glasfibervindmøller? Hvem vil forsvare alt det, som vores litteratur, musik og kunst beskriver, besynger og udtrykker? Hvem vil forsvare vores kulturelle naturarv?
Er det grundlæggende ligegyldigt med landskaberne, så længe vi nedsætter vores CO2 forbrug? Er det virkelig de små danske arealer og den lille danske befolkning, som skal kompensere for resten af den tossede verden?
Og hvorfor taler vi ikke om den tredje vej, som hedder tilbagetrækning. Er fremskridt og nye elbiler virkelig den eneste løsning på en klimakrise skabt af fremskridt?
Alle disse spørgsmål og flere til skulle et eller flere konservative partier naturligvis besvare, håndtere og positionere sig ud fra.
Men som min overskrift indikerer, så findes der ingen, hverken borgerlige eller konservative partier i Danmark, som har gjort eller gør dette.
De angiveligt konservative har glemt hvad “grøn” betyder
De borgerlige og de partier, som hævder at være konservative, har derimod i mange årtier brugt alle deres kræfter på at bekæmpe alt, som havde med miljø og natur at gøre.
Og da de endelig indenfor nyere tid begyndte at forstå, at der er vælgere i at mene noget om de grønne dagsordner, har de stort set ikke lavet andet end at løbe efter de rødgrønne dagsordener og forsøge at se, hvem der kunne sætte flest vindmøller op på land.
Hvem vil forsvare alt det, som vores litteratur, musik og kunst beskriver, besynger og udtrykker? Hvem vil forsvare vores kulturelle naturarv?
Det er selvfølgelig positivt, at Rasmus Jarlov offentligt erkendte efter sidste valg, at det nok havde været en uklar klimaprofil som havde været medvirkende til blå bloks nederlag. Men bare det, at han bruger ordet klimaprofil viser, at han stadig ikke har forstået, hvad grøn konservatisme er.
Det er også positivt, at Pernille Vermund i den seneste tid har fået øje på problemet ved kæmpe vindmøllerne. Men i lyset af, hvordan Nye borgerlige normalt positionerer sig, skal der en mere grundlæggende grøn drejning af partiet til, før det virkelig rykker noget.
Vi har ikke brug for mere klimapolitik. Det har de venstreorienterede haft så stor succes med, at der ikke findes den skole eller den tv-kanal, som ikke prædiker vigtigheden af CO2-reduktioner fra morgen til aften. Og fred værd forresten med det.
Den nære natur
Vi har brug for politikere som forstår, at naturen og landskaberne på samme måde som arkitekturen og byrummene betyder noget for de mennesker, vi er og bliver, og at vores forståelse af og forhold til landskaberne også er noget, som præger vores lyst til at beskytte og bevare den jord, som vi betræder i vores hverdag.
Vi har brug for politikere, som forstår, at mennesket ikke er et globalt væsen, men at vi er væsener, som grundlæggende er bundet til det lokale og til den lokale natur.
Vi har brug for politikere, som forstår, at kærlighed er stærkere end frygt, og at det skal være kærligheden til de områder, vi elsker, og ikke frygten for jordens undergang, som sikrer et fælles og langstrakt engagement i den grønne omstilling.
Vi har brug for politikere, som forstår, at man splitter mere end man samler og skaber unødvendig utilfredshed, hvis man gennemtvinger store vindmølle og solcelle projekter i de områder, som folk er vokset op i og holder af.
Grundlæggende har vi brug for konservative politikere, som tør sige, at danskerne, vores sprog og kultur er rundet af de landskaber, som vi er født og opvokset i, og at mennesker født i storbyens kolde og livløse betonørkner ikke kan eller skal diktere, hvordan den danske natur skal se ud eller ødelægges.
