Teologien skal have en stemme i klimadebatten. Her griber man ofte til Ole Jensens klassiker I Vækstens vold, der netop er blevet genudgivet. Men en politisk teologi er en teologi, der ikke har plads til synderen. Hvad gør klimateologien ved dieselbilisten. Hvad gør Ole Jensen ved masseforbrugeren, spørger redaktør og ph.d.-stipendiat Mikael Brorson.

»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« (Mark 4, 3-8)

For nu at imødegå eventuel genreforvirring, skal jeg indledningsvis forsikre læseren om, at dette ikke er en prædiken, men en anmeldelse. Ønsker man at vide, hvorfor vi alligevel begynder med en nytestamentlig lignelse, må man dog væbne sig med en smule tålmodighed.

I det Herrens år 1976 indtraf en sjældenhed i nyere dansk historie: en teologisk udgivelse tiltrak sig betragtelig opmærksomhed i den bredere offentlighed. Det drejer sig om Løgstrup-disciplen Ole Jensens I vækstens vold: økologi og religion.

Denne havde den daværende teologiprofessor udgivet på baggrund af sin doktordisputats, som han havde forsvaret samme år, mundret betitlet Theologie zwischen Illusion und Restriktion. Analyse und Kritik der existenz-kritizistischen Theologie bei dem jungen Wilhelm Hermann und bei Rudolf Bultmann. Man forstår nok, hvorfor selve disputatsen ikke just blev en sællert.

Men det blev altså I vækstens vold. Nu er bogen så kommet i en ny udgivelse på det lille århusianske forlag Lomme, og det er en vigtig, ja, afgørende, genudgivelse. Ole Jensens bog udgør nemlig et syndefald i dansk teologihistorie, og den står som et mindesmærke, der med al ønskelig tydelighed vidner om, hvad teologien må og skal undgå.

Den vestlige erobrerideologi

I vækstens vold er Ole Jensens forsøg på for det første at fremhæve det, han opfatter som sin tids største problem, nemlig den vestlige verdens rovdrift på naturen og dens ressourcer; for det andet at blotlægge det verdens- og menneskesyn, som ligger bag denne udnyttelse af naturen – og den teologi, nemlig sækulariseringsteologien, som har frembragt og legitimeret det; og for det tredje at pege på de ressourcer til at stoppe naturudnyttelsen, som teologien selv besidder.

Det vestlige menneskets vilje til kontrol og erobring bunder ikke mindst i dets syn på verden som afsjælet, mekanisk og til for menneskets skyld alene

Ifølge Ole Jensen er det grundlæggende problem den vestlige ‘erobrer- eller ekspansionsideologi’, som han betegner det. Idéen om, at vi ved stadig mere kontrol, erobring og ekspansion kan få det stadig bedre:

“Enhver fabrik skal vokse, som enhver løn og husholdning skal. Vor eksport skal vokse, vor produktion og vort energiforbrug (kernekraft!) skal vokse, vor velstand og rigdom skal vokse” .

Det vestlige menneskets vilje til kontrol og erobring bunder ikke mindst i dets syn på verden som afsjælet, mekanisk og til for menneskets skyld alene.

Ekspansions- og erobringsideologien er også en beherskelsesideologi, som ad naturvidenskabens vej vil underlægge sig hele verden og gøre den til sin. Først som sådan, når mennesket har underlagt sig verden og kan udnytte den til et af mennesket selv formuleret mål, bliver den værdifuld.

Problemets rod

Det er Ole Jensens tese, at denne beherskelsesideologi har rod i en særlig sækulariseringsteologisk (mis)forståelse af kristendommen. I denne ulykkelige aftapning har kristendommen nemlig lært os, at verden er tom og at mennesket er højt hævet over den øvrige skabning.

At verden er tom betyder, at der intet helligt eller guddommeligt er ved verden. Verden er dødt stof. Og dette døde stof er det altså op til mennesket at herske over, dette særlige væsen, som er adlet med fornuft, bevidsthed og frihed.

Sådan forholder det sig, hævder nu Ole Jensen, i kraft af den kristne skabelsestanke (i en særlig uheldig udlægning). Her har man nemlig forstået Guds skabelse af verden således, at Gud er transcendent og uden for sit skaberværk, som altså er noget fundamentalt andet en Gud selv.

At dyrke skabningen er at dyrke afguder – mennesket skal nøjes med at dyrke skaberen, og han er nu engang ikke at finde på jorden.

En vending af bevidstheden

Der er ikke grænser for skadesvirkningerne af dette natur- og menneskesyn ifølge Ole Jensen. Diagnosen lyder, at vores ønske om erobring og beherskelse er:

økologisk uforsvarlig og umenneskelig over for vores medmennesker i u-landene og over for vore efterkommere. Men den er herudover, som netop hævdet, usand og usund for os selv. Men der er endnu mere at sige om den. Den er en krænkelse af det liv, vi har fået betroet.

I sit forsøg på at løse dette problem øser Ole Jensen af kilder fra både poesiens verden (i form af særligt særligt Thorkild Bjørnvigs digtning) og fra mere primitive kulturers verdenssyn (f.eks. eskimoer og indianere, hvis verdenssyn er udpræget animistisk og panteistisk).

Dette i et forsøg på at nyformulere kristendommen på en sådan måde, at verden og mennesket ses i et radikalt andet lys. Vi må ud over den menneskelige erobrer- og beherskertrang, lyder målet.

hvem har nogensinde set et før-kulturelt træ? Det har åbenbart Ole Jensen, for han har set en “levende organisme”. Men skulle en sådan ikke være et kulturelt produkt?

Det forudsætter en decideret “vending af bevidstheden”, som Ole Jensen udtrykker det, der ikke mindst skal revolutionere vores værdibegreb.

Vi må indse, at verden ikke først er værdifuld, når den har værdi for os, men at alt værende, fordi det er blevet os skænket, har værdi i sig selv og forud for os – “før-kulturelt”, som Ole Jensen i løgstrupsk terminologi betegner det. Ole Jensen taler i den forbindelse om “det givnes definitivitet”:

Det givne er til i skikkelser, former og indbyrdes tilpasninger (økologiske balancer). Før et træ bliver materialet tømmer, er det en levende organisme, mennesket ikke kan skabe, kun nedbryde, idet materialet tømmer fremkommer. Formen, organismen, er der først, før-kulturelt – det kulturelle er opsavningen til brugbart tømmer.

Før-kulturelt fatamorgana

Vejen uden om menneskets beherskelsestrang går altså via det før-kulturelle. Eller, med andre ord: det er igennem sin kulturpåvirkning, at mennesket søger at kontrollere og beherske sine omgivelser.

Men verden er faktisk, hævder Ole Jensen, givet i en bestemt skikkelse før menneskets kulturelle påvirkning. Træet findes som “levende organisme” førend mennesket kaster sit kulturelle blik på det og behersker det ved at opsave det til tømmer.

Ole Jensens egen søgen efter noget, som er uden for menneskets beherskelse, er selv et forsøg på at beherske

Men hvem har nogensinde set et før-kulturelt træ? Det har åbenbart Ole Jensen, for han har set en “levende organisme”. Men skulle en sådan ikke være et kulturelt produkt?

Her benytter Ole Jensen sig jo af et biologisk vokabularium, som er dybt forankret i en vestlig kulturtradition, der strækker sig tilbage til i hvert fald Aristoteles. En indianer ville derfor givetvis aldrig se træet som “levende organisme” – men måske som et udtryk for den guddommelige skovs ånd eller som en totempæl in spe.

Beherskelsen er menneskets lod

Ole Jensen har med andre ord ikke indset, at mennesket i bund og grund er et kulturelt væsen – og at det før-kulturelle følgelig er et fatamorgana. Så snart vi kaster blikket på et træ eller noget andet, har vi allerede givet det kulturel form.

Det betyder også, at der ingen vej er uden om vores menneskelige behov for erobring og beherskelse. Vi kan ikke have med vores omverden at gøre, uden at give den kulturel form og dermed søge at beherske den. Der er intet uden for det syndige menneskes beherskelsestrang.

Det viser sig også ganske tydeligt i Ole Jensens argumentation, for Ole Jensens egen søgen efter noget, som er uden for menneskets beherskelse, er selv et forsøg på at beherske. Først og fremmest på et retorisk plan, hvor Ole Jensen, som enhver anden, der argumenterer for en sag, vil beherske sin læser.

Men også Ole Jensens konkrete forsøg på at undslippe herskesygen er et udslag af en og samme syge. Ole Jensen formulerer sit projekt som etisk – men etikken, som har med menneskelige handlinger at gøre, er jo netop noget, som det ligger inden for menneskets rækkevidde at kontrollere.

Og Ole Jensen kan eksempelvis skrive, at vi skal “indføre et tabu” og “opøve en grænsebevidsthed”, ja, endda at “det, der skulle ‘kontrollere’ beherskerholdningen , er et bevidst forhold til det ukontrollable” .

Hvem er det, der opøver grænsebevidstheden? Hvem indfører tabuet? Hvem forholder sig bevidst til det ukontrollable med henblik på at kontrollere det?

Svaret er selvfølgelig: det syndige menneske i dets uudtømmelige beherskelsestrang. Det er mennesket, som igennem et bevidst forhold til det ukontrollable skal søge at kontrollere det, beherske det – men så er det netop heller ikke ukontrollabelt længere.

Beherskelsen er vores lod.

Stol på menneskets selviskhed!

Som læseren nok har erfaret, er jeg ikke ovenud begejstret for Ole Jensens forsøg på at finde ind bag den menneskelige hersketrang. Det er jo netop Ole Jensen selv, der vil finde derind, og som sådan er det udtryk for selvsamme trang til beherskelse.

Af frygt for at miste sin relevans, ser teologien sig nødsaget til at gøre sig til for sin omverden, og i den sammenhæng forsøger den at gøre sig gældende i politisk øjemed

Det behøver man til gengæld ikke begræde. Ole Jensen har jo, som vi har set, oplistet en lang række gode grunde til at tage sig af naturen. Driver vi rovdrift på den, er det (1) økologisk uforsvarligt og (2) umenneskeligt, både over for (a) mennesker i u-landene og (b) vores efterkommere. Desuden er det (3) usandt og (4) usundt for os selv.

Med andre ord: Naturen lever vi i, og derfor har vi al mulig selvisk interesse i at passe på den. Der behøves sandelig ikke fatamorganaer om før-kultur værdi og det givnes definitivitet – vi kan helt sætte vores lid til det syndige meneskes selviske trang til beherskelse og vilje til selvopretholdelse. Det er alt nok.

Da teologien blev økologisk i hovedet

Alligevel kan vi glæde os over genudgivelsen af Ole Jensens bog. Argumentet holder ikke, men bogen markerer alligevel det punkt i dansk teologihistorien, hvor teologien – som Johannes Sløk har udtrykt det i Den kristne forkyndelse – blev økologisk i hovedet.

Det var en skæbnesvanger stund, for det betød en politisering af teologien – og politiseringen af teologien er lige så stor en trussel nu, som den altid har været.

For eksempel udgav mine gode kolleger ved teologi på Aarhus Universitet, Anders-Christian Jacobsen og Margrethe Kamille Birkler, for nylig bogen Frygt ikke!. Her forsøger de at give en introduktion til dogmatikken under flittig inddragelse af befrielses-, klima- og queer-teologi, blandt meget andet.

Problemet her er det samme som hos Ole Jensen. Af frygt for at miste sin relevans, ser teologien sig nødsaget til at gøre sig til for sin omverden, og i den sammenhæng forsøger den at gøre sig gældende i politisk øjemed. Men derved indfanges teologien også i en politisk logik, som er evangeliet fremmed.

Er der nåde for dieselbilisten?

I det politiske tænker man nemlig i dem og os, venner og fjender, venstre og højre, gode og onde. Her trækkes stregen mennesker imellem, og derfor er eksklusionen et vilkår.

Evangeliet, derimod, trækker aldrig stregen imellem mennesker, men derimod imellem Gud, som er god, og mennesker, som er onde. Men heldigvis er evangeliets logik inklusionen af ethvert menneske, dvs. Guds kærlige overskridelse af skellet – syndernes nådige forladelse.

Problemet med politisk teologi er, at der aldrig er tilgivelse for synderen. Hvad gør klimateologien ved dieselbilisten, og hvad gør queer-teologien ved den heteronormative? Hvad gør Ole Jensen ved masseforbrugeren?

Når teologien bliver politisk, må synderen sejle sin egen sø. Men vinder den politiske teologi så relevans i stedet? End ikke det, for den er typisk kun i stand til at sige akkurat det samme som tidsånden – eller det stik modsatte af den. I begge tilfælde gives teologien tiden i vold.

Teologien bør være ubekymret

Hermed er vi tilbage ved sædemandslignelsen – der alt for ofte er blevet udlagt med fokus på den jord, kornet falder i. Men hvad lignelsen egentlig handler om, er en sædemand, der ikke bekymrer sig det mindste for det korn, han sår.

Han kaster om sig med det uden den mindste nærighed eller nervøse omtanke for, om nu også kornet falder i den rette jord. Han kaster glad og gerne perler for svin.

Sådan bør teologien have det med evangeliet. Den behøver ikke gøre sig til for omverdenen ved desperat at forsøge at vise sin politiske aktualitet. Den skal ikke bekymre sig om at gøde jorden.

I stedet kan den roligt kaste om sig med Ordet og stole på, at hvor evangeliet vil høres, dér skal det nok skabe sig den fornødne ørenlyd.

Ole Jensen: I vækstens vold: økologi og religion. Med forord af Lea Korsgaard. Forlaget Lomme, 2023.