Månedens kronikør har, i modsætning til mange, der udtaler sig om emnet, forstand på landbrug og dyrkningsforhold. Tilmed fra et uafhængigt afsæt. Landbrugets fødevareproduktion er helt essentiel, og dansk landbrug drives grundlæggende fornuftigt og resurseoptimerende. Så meget desto mere er der grund til at fastholde en udviklingsorienteret, dynamisk landbrugssektor i Danmark. Månedens kronik optegner perspektivet.

Landbrug: en menneskelig aktivitet, hvor fødevarer og andre råvarer frembringes ved dyrkning af kulturplanter og avl på visse dyr. Det måske mest essentielle erhverv vi har, da fødevarer er grundlaget for vores eksistens og selv ganske små mangler kan føre til voldsomme uroligheder. Sult er ikke at spøge med.

Alligevel oplever vi i Danmark, at vores frugtbare jord udtages til veje, byer, solcelleparker, naturområder, så landbrugsarealet de sidste 60 år er svundet små 20 procent – eller cirka 500.000 hektar, svarende til cirka 8.000 hektar om året. I samme periode steg verdens befolkning fra cirka 3 milliarder til cirka 8 milliarder mennesker, og den danske ditto fra cirka 4.6 millioner til 6 millioner. Også herhjemme er der altså et stigende behov for fødevarer.

Sult er ikke at spøge med.

Var det ikke for opfindelsen af Haber-Bosch-processen, hvorved man kan omdanne kvælstof fra luften til handelsgødning, ville befolkningstilvæksten have været et kæmpeproblem og fødevareknaphed en stor udfordring. Det samme med hensyn til udbredelsen af plantebeskyttelsesmidler. De har sikret udbytterne og forhindret, at afgrøderne blev ødelagt af insekt- og svampeangreb utallige gange.

Dyrkningsteknik

Men som med alle andre effektive metoder og midler, skal de anvendes forsigtigt og med omtanke, for overforbrug kan medføre problemer for natur og miljø. Det har landbruget også erfaret, og igennem tiderne tilpasset brugen og metoderne, så man i dag bruger langt mindre af disse hjælpemidler, men på en måde så de stadig løser opgaven.

Pløjefri dyrkning har uden tilskud overhalet økologien arealmæssigt, og den giver mulighed for at begynde den genopretning af jordens tilstand, som ploven har nedbrudt de sidste mange, mange år.

Således er for eksempel danske landmænds brug af handelsgødning omtrentligt halveret fra 1990 til i dag, lige som brugen af plantebeskyttelsesmidler mængdemæssigt er nogenlunde halveret. Dette er sket uden nævneværdige udbyttetab, på trods af førnævnte konstante indskrænkninger i landbrugsarealet.

Politisk set har man også forsøgt at sætte andre tiltag i værk, for eksempel tilskud til økologisk dyrkning. Her er brug af handelsgødning og en lang række plantebeskyttelsesmidler forbudt. Resultatet er som forventet: langt lavere udbytter, højere priser og i sidste ende hverken et for miljøet eller klimaet gunstigt resultat. Så både kunder og landmænd er skeptiske. Der er brug for nye veje.

Disse veje er opstået sideløbende i flere forskellige spor. Det ene spor er udviklingen af pløjefri dyrkningsteknikker. For hvor ploven måske nok var fantastisk, da den for seks tusind år siden blev opfundet, har den også en række ulemper: den øger omsætningen af humus og påvirker jordstrukturen og det mikrobielle liv i jorden på uheldig vis, når den bliver anvendt for hyppigt. Pløjefri dyrkning har uden tilskud overhalet økologien arealmæssigt, og den giver mulighed for at begynde den genopretning af jordens tilstand, som ploven har nedbrudt de sidste mange, mange år.

Teknologiens hjælp

Et andet spor er den teknologiske udvikling i form af GPS-styringer og kameraer på maskiner og udstyr. Det giver muligheden for at præcisionsdyrke jordene, så der tildeles gødning og plantebeskyttelsesmidler ud fra langt mere detaljerede behov, så man mindsker spildet og øger udbyttet samtidig. Hovedparten af landbrugene bruger i dag præcisionsudstyr, og der udvikles stadig mere og mere detaljerede kort og højopløselige kamerasystemer med videre, så der kan behandles langt mere præcist end før. Noget der for for eksempel ukrudtsmidlers vedkommende forventes at kunne føre til reduktioner på 60-90 procent af mængderne.

På handelsgødningssiden sker der også store fremskridt. For det første formuleres gødningerne i dag langt mere præcist i henhold til planternes behov. Tildelinger sker oftere og oftere efter forudgående analyser af jord og planter, så man ved hvad behovet er, i stedet for at gætte. Og man er i gang med at videreudvikle Haber-Bosch-metoderne, så de kan køre på grøn energi, og gødningen reelt set kan laves på luft (vind-energi og N2 og CO2 fra luften).

Et sammenhængende system

De øvrige råvarer er man også blevet bedre til at formulere effektivt, og man har fået øjnene op for at næringsstoffer i spildevand i dag mest går tabt, men kan udvindes og genanvendes (lige som i gamle dage, hvor man jo brugte latrin-indholdet som gødning på markerne – men uden sygdomsproblematikkerne).

Man er også begyndt at arbejde med at flytte gødningerne væk fra jorden, hvor de kan udvaskes til miljøet og danne klimagasser – og op på planternes blade, så planten på den måde hurtigt og direkte kan optage næringen, noget der i øvrigt går fint hånd i hånd med præcisonsudstyret og dets teknologier.

Der er intet landmanden hellere vil end at hans plantenæringsstoffer havner i planten og ikke i miljøet.

Alt dette er man nu i gang med at samle til et stort sammenhængende system, hvor der er fokus på minimeret brug af handelsgødning og plantebeskyttelsesmidler, men maksimeret udbytte på marken, for at efterlade så megen plads som muligt til natur og by. Det kalder man under én betegnelse for ”regenerativt landbrug”, for at lægge vægt på at et af formålene er at gendanne den megen tabte muld og den tabte microbielle liv i jorden, for på den måde at styrke både natur og afgrøder i samme ombæring.

Fornuften i behold

Samlet set går dette fint hånd i hånd med et mindsket miljø- og klimaaftryk per produceret mængde fødevarer, men uden at det går ud over landbrugets økonomi og uden at det presser fødevarepriserne op. Det er win-win hele vejen.

Desværre ligner det, at en række organisationer og politikere slet ikke har set denne udvikling, og derfor stadig skælder ud på landbruget for at sidde på hænderne og ”bare forurene videre”. Men der er intet landmanden hellere vil end at hans plantenæringsstoffer havner i planten og ikke i miljøet. Bare for kvælstof alene, andrager tabet for danske landmænd en værdi modsvarende 1 milliard kroner om året. Det er i alles interesse at mindske det tal. Lige som plantebeskyttelsesmidler er dyre og trælse at arbejde med, så er det at minimere brugen af disse er også noget, alle går ind for. Men med fornuften i behold.

For hvis valget står imellem at køre en tur med marksprøjten eller kassere store dele af afgrøden, så må marksprøjten rulles ud. Det er det mest fornuftige. Og fornuft er nødt til at drive udvikling og metodik i landbruget. For naturen adlyder ikke politikernes love og regler. Her gælder naturens lov. Hver dag. Hver gang.