Årskonference 2023: “Myten og meningsløsheden” 25/2

Årsskriftet Critiques årskonference 25/2 2023 foregår på Aarhus Universitet og sætter fokus på modernitetens kultur- og meningskrise. Du kan bestille billet og middag her.

Det moderne menneskeliv er omsluttet af kriser. Vi konfronteres med politiske, sociale, økonomiske og økologiske kriser og opbrud. Men måske er vores tids dybeste krisetegn det, som vi kan betegne som meningskrisen. Vi lever med fornemmelsen af at have mistet retning i tilværelsen eller fast grund under fødderne. Det er som om selve himmelhvælvet er krakeleret.

Og måske har det været sådan længe. Meningskrisen betyder ikke, at alt er meningsløst. Men det betyder, at meningen er blevet løs. Alt står til forhandling, hvert enkelt menneske får tildelt opgaven at skabe mening i sit eget liv. Og måske slår det oftest fejl. Der bliver noget søvngængeragtigt over tilværelsen.

Moderne forbrugerkultur tilbyder en let udvej. Vi kan erstatte mening med forbrug, men også forbrugsgodernes indhold bliver tyndere. Nogle har talt om vores samfund som det dekadente samfund. Men det er ikke engang sådan, at der ligger en betydning i dekadencens entropi og mulighed for katastrofe.

Det dekadente består i den stadig gentagelse. Ikke engang den grænseoverskridelse, som for et par generationer siden kunne gøre det ud fra mening, er tilgængelig for os. Det grænseoverskridende er blevet normen. Vi er ikke længere i stand til noget nyt. Eneste mulighed er mere af det samme.

Prisen er den ulykkessvangre kombination af stadig mere og stadig mindre. Kulturel forstoppelse og åndelige udmagring. Problemet overskrider politik. På Årsskriftet Critiques årskonference 2023 Myten og Meningsløsheden undersøger vi muligheden for at genbefæste menneskelivet gennem livtaget med myten og litteraturen.

Er det overhovedet muligt at knytte an til myten? Og er det ønskeligt. Måske er det bedre at konfrontere desillusionen og dekadencen uden at søge ly? På årets konference undersøger vi disse spørgsmål gennem de to store britiske, mytologiske forfattere J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis samt fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houellebecq.

Årets talere:

  • Ordstyrer, litterat, ph.d. Kasper Støvring
  • Sognepræst og forfatter Thomas Østergaard Aallmann
  • Historiker og forfatter Casper Clemmensen
  • Direktør Daniel Astola
  • Redaktør og ph.d.-stipendiat Mikael Brorson

Program

12.30 Velkomst og introduktion v. ordstyrer Kasper Støvring
12.45 Casper Clemmensen og Daniel Astola – J.R.R Tolkiens budskab til vor samtid

Den verdensberømte forfatter J.R.R Tolkien advarerede menneskeheden mod industrialiseringens påvirkning af menneskets natur – og hvordan dette ville medføre et åndeligt og menneskeligt forfald. Tolkien vandrede således, efter sin deltagelse ved Somme i 1. verdenskrig, og opsamlede myter, sagn, sagaer og fortællinger, som indeholdt en sandhed, et grundlag for menneskets eksistentielle grundopfattelse. I takt med digitaliseringens, urbaniseringens og modernismens tilsyneladende triumftog i vores samtid, vokser behovet for historiens og mytens regenerative og forløsende potentiale – og i lyset af dette, var Tolkien en nærmest profetisk størrelse.

13.45 pause

14.00 Thomas Østergaard Aallmann – C.S. Lewis – hans liv, tanker og verden

I 2022 udkom Thomas Aallmanns biografi om C.S. Lewis. Det er den første danske biografi om den engelske Oxford-don C. S. Lewis (1898-1963), som nok er mest kendt for sin bøger om Narnia med løven Aslan, heksen og garderobeskabet. Hans personlige rejse er lige så spændende. I foredraget skal vi møde denne irske poet og filosof, som gik i krig for England, fandt vejen tilbage til Gud og skrev om meningen med livet, og vi skal høre om den store mytiske nøgle, som frisatte Lewis fra modernismens syge og frigjorde hans fastlåste forhold til litteratur, natur, historie og kristendom.

15.00 Kaffe og kage

15.30 Mikael Brorson ”Kys jorden, skarn!” Houellebecq ordinerer meningsløshed i en meningskrise

Guds død tømte ikke verden for mening, men afslørede verdens grundlæggende meningsløshed. Derfor er den eneste vej ud af (post)modernitetens meningskrise paradoksalt nok en stædig insisteren på tilværelsens meningsløshed. Michel Houellebecq viser os, at enhver tro på en mening med tilværelsen er en tyrkertro på mennesket som en semi-gud, der selv kan udgrunde livet og finde mening i det. Men meningen er ikke noget, vi selv finder. Den finder os.

16.30 pause

16.40 panel med alle deltagerne

Konferencen slutter senest 17.30 herefter er der mulighed for en let middag i de tilstødende gemakker kl. 18. Dem, der har lyst, skal være velkommen til herefter at drage med på den velassorterede Unibaren, hvor der er noget for enhver smag.

Om talerne

  • Kasper Støvring, (f. 1973) er ph.d., forfatter og foredragsholder. Han har bl.a. udgivet bøgerne Sammenhængskraft (2010) og Fortællingen om fredens Europa (2014) og Gensyn med fremtiden (2018) samt senest Fragmenter fra malstrømmen (2021).
  • Thomas Østergaard Aallmann (f. 1971) er forfatter til bogen C.S. Lewis – hans liv, tanker og verden (2022). Han er sognepræst på Thurø og desuden feltpræst ved hærens sergentskole i Varde. Han desuden forfatter til bøgerne Længsel (2015) og Løvehjerter –med panserinfanteristerne i Helmand (2010)
  • Casper Clemmensen (f. 1975) er cand.mag. i historie og forfatter til bogen Tolkien og det mytiske Jylland 2022. Han har gennem mange år været foredragsholder og formidler af den danske historie og kulturhistorie. Han har desuden været vært på TV-programmerne Jagten på Anholt, Ekspedition 56 og DR’s Fra kyst til kyst.
  • Daniel Astola (f. 1977) er stifter og Adm. Direktør i Ellevirke. Daniel har gennem en længere årrække arbejdet med strategiske udviklingsprojekter, kommerciel udvikling i designbranchen, grøn omstilling for virksomheder og har mere end 20 års erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem erhverv, forskning, kultur og politik.
  • Mikael Brorson (f. 1995) er cand.theol., ph.d.-stipendiat i systematisk teologi ved Aarhus Universitet og redaktør af tidsskriftet Replique. Han har sammen med David Bugge udgivet bogen Sløk &… Inspirations- og irritationskilder i forfatterskabet (2021).

Praktisk information

Tid: lørdag d. 25. februar kl. 12.30-17.30

Sted: Preben Hornung-stuen, Studenternes hus, Frederik Nielsens vej 2-4, 8000

Pris: 125 kr. for abonnenter på Årsskriftet Critique. 175 kr. for ikke-abonnenter.

Prisen inkluderer deltagelse samt eftermiddagskaffe og kage. Der vil kunne købes øl og vand til billige penge under konferencen. Sidste tilmelding 18/2

Middag koster 150 kr. Der vil kunne købes øl, vin og vand til middagen.

Køb dine billetter her.

Årsskriftet Critiques årskonference arrangeres i samarbejde med Konservative Studenter på Aarhus Universitet samt FOF Aarhus. Alle spørgsmål rettes til info@munch-lorenzen.dk