Operette: Greven af Luxembourg – ”Lad stå til! Ske hvad der vil!

Den dekadente grev Réne af Luxembourg har for længst bortødslet hele sin formue på at leve en udsvævende boheme-tilværelse i de parisiske saloner under valgsproget ”Lad stå til! Ske hvad der vil!” Men hvad betyder det at være fallit, når ”han har humøret kvit og frit”?

I et næsten glemt pulterkammer er sangerne og rekvisitterne til operetten “Greven af Luxembourg” gemt væk. Men når ingen kigger, vågner det brogede persongalleri op for at holde den stolte operettetradition i live. Foto: Formentlig Anders Bach. Fra Den Jyske Operas hjemmeside.

Ja, vi er endnu engang i operettens verden, hvor det bedre borgerskabs vaner og livsstil skal gøres til grin. Det sker i regi af Den Jyske Opera, der turnerer landet rundt med deres opsætning af Franz Lehárs Der Graf von Luxemburg (1909), der opføres i en bearbejdet version tilrettelagt af Philipp Kochheim som Greven af Luxembourg.

Heldigvis for den fallerede greve kan hans adelstitel veksles til valuta, der er gangbar i de parisiske caféer. Det sker konkret, da den hovedrige russiske fyrste Basil Basilowitch giver René et tilbud han ikke kan afslå: Réne skal gifte sig med sangerinden Angèle Didier for derved at gøre hende til grevinde. Brylluppet skal finde sted, uden at nogen af de to kender hinandens identitet; og efter nogen tid skal de lade sig skille, hvorefter Basilowitch kan gifte sig med hende. Han kan nemlig ikke ægte en gemen borgerlig. For den tjeneste får Réne ”500.000 franc fra den engelske bank”, som der synges i den vellykkede danske oversættelse/gendigtning. Det hele går kun som planlagt i ganske kort tid; for naturligvis møder René Angèle og forelsker sig i hende og hun i ham, men uden at vide, at de faktisk allerede er gift.

En glimrende historie til en operette; og man kunne sådanset godt have ladet det bliver ved det. Men Den Jyske Opera mente alligevel, at man er nødt til at lægge lidt til. Naturligvis det efterhånden obligatoriske metalag. Opsætningen foregår nemlig – ja, du gættede rigtigt – i teatret! Nærmere bestemt i et rekvisitlager eller pulterkammer, hvor alle de gamle rekvisitter fra operetten Greven af Luxembourg er gemt væk sammen med kostumerne og sangerne. En gang i mellem sker det så, at sangerne tager kostumerne på og begynder at ”lege” operette. Og det er det, vi tilskuere er vidner til. Derfor må man også det første stykke tid trækkes med, at sangerne vågner op og diskuterer med hinanden, hvilken operette de skal opfører i dag, og med suffløsen om de nu kan huske teksten osv. Disse indledende påfund kunne man for min skyld godt have fravalgt. Værket er sjovt nok i sig selv, hvis man bare vil give det plads.

Ser man bort fra de indledende diskussioner fungerede opsætningen faktisk ret godt, da den netop var skrupskør. Ikke helt ulig komikken i Marx Brothers’ film, f.eks. Duck Soup (1933), hvor den første vits heller ikke er sjov, heller ikke den anden eller tredje vits, men efter vits nr. 30 sker der noget. Antallet af skrupskøre indfald er i sig selv en faktor. Den danske oversættelse/bearbejdning kommer jeg i den forbindelse ikke uden om at fremhæve positivt. Der var gjort en del ud at arbejde med en komisk og velfungerende dialog.

Andre morsomme påfund var, at Harlekin (eller en der lignende) kom ind foran tæppet i starten og foregav at ville dirigerer ouverturen, hvilket naturligvis gik galt. Ikke blot blev noderne vendt på hovedet, men han havde også medbragt det forkerte partitur, nemlig det til Verdis Skæbnes Magt. Generelt var der indlagt en del musikindslag fra værker langt fra operettens verden, f.eks. arien Mi chiamano Mimì fra Puccinis La bohème, arien Vissi d’arte fra sammes Tosca, ouverturen til Bizets Carmen, ouverturen til Rossinis Wilhelm Tell samt endelig det gennemgående tema fra Musorgskijs Udstillingsbilleder. Sidste er et skægt valg til alt det ragelse, der ligger i pulterkammeret.

Den Jyske Opera Havde valgt et glimrende hold af sangere til genren, der ikke blot kunne synge, men også havde et udpræget komisk talent og en god diktion til fremførelse af de mange talte dialoger. Bedst var Joan Ribalta som René og Birgitte Mosegaard Pedersen som Angèle. Særligt skal fremhæves førstnævnte for fremførelsen af Réns store arie i anden akt, hvor han indser, at den pige han er forelsket i er den samme, som han allerede er gift med. Men også Jens Jagd som kunstmaleren Armand Brissard må fremhæves i en oplevelse, som jeg alt i alt var tilfreds med.

Franz Lehár, Greven af Luxembourg, libretto af Alfred Willner, Robert Bodanzky og Leo Stein, bearbejdet af Philipp Kochheim og oversat til dansk af Jacob Beck, Den Jyske Opera, Det Kongelige Teater, Gamle Scene den 21. marts 2022

Referencer

Den Jyske Operas hjemmeside med information om forestillingen:

https://jyske-opera.dk/kalender/greven-af-luxembourg

Volker Klotz, Sanselig lykke (frit oversat, i uddrag, programartikel).