En generøs bevilling fra Augustinus Fonden har muliggjort, at Det Kongelige Teater i samarbejde med Concerto Copenahagen kan programsætte en barokopera hver sæson, de næste par sæsoner. Tidligere var det Händels Alcina, der blev sat op, og vi bliver i denne sæson i det ”engelske”. Denne gang dog med den indfødte Henry Purcell, hvis opera, The Fairy Queen fra 1692, for første gang har fundet sin vej fra Queen’s Teatre i London til Gamle Scene på Kongens Nytorv.
Min oplevelse var noget blandet. Operaen er bygget over Shakespeares kendte og skrupskøre ”A Midsummer Night’s Dream”, hvor de arkaiske lidenskaber får frist spil i en munter komedie, der foregår en sommernat i en skov uden for Athen. Det kan man imidlertid ikke se meget af i Det Kongelige Teaters opsætning, der har overladt scenografien og iscenesættelsen til en Aniara Amos (?). Programmet er i den forbindelse en ren tilståelsessag. Bevismateriale A fra s. 18:
”Vi besluttede fra begyndelsen at udelade den oprindelige fortælling, der for The Fairy Queens vedkommende bestod af en revideret udgave af Shakespeares skuespil En skærsommernatsdrøm. Jeg brugte derfor lang tid på at forholde mig til de musikalske numre, der var tilbage, og det stod snart klart, at den manglende sammenhæng mellem de musikalske indslag gjorde, at der ikke var en indlysende dramaturgisk logik at arbejde ud fra, når fortællingen var fjernet. Det næste skridt blev derfor at overveje, hvad vi så kunne gøre. Svaret lå i at tilføre en ny fortælling, som vi kunne binde musikken og sangene op på (…).”
Med andre ord: Man fjerner med kirurgisk præcision den oprindelige historie og indsætter en ny til den musik, der så bliver tilbage. Hvad bilder man sig egentlig ind? Hvem tror man egentlig, at man er, hvis man på den måde blot tror, at man kan stryge Shakespeare og indsætte en ny historie, der – må man forstå – bedre end Shakespeares viser, ”at der er mange forskellige sider af kvindelivet, der skal prøves af” (bevismateriale B, programmet, s. 10)?
Det er faktisk ikke fordi, at The Fairy Queen ikke kan klare at blive opsat i en revideret udgave. I foråret havde jeg fornøjelsen af at opleve en fuld opførelse af værket i England. Og det er på mange måde ikke nogen særlig vellykket opera i romantisk eller klassisk forstand. Dette er dog mest fordi, at betegnelsen opera ikke rigtigt kan bruges om den type forestilling. Der er mere tale om Shakespeares berømte skuespil med indlagte sange og dansenumre, der ofte kun har overfladisk tilknytning til handlingen i skuespillet. Læg dertil, at en opførelse tager 3-4 timer. Dramatisk er det helt håbløst at bide an med. Men det skulle da også bare lige mangle, at man rent faktisk blev nødt til at bede det moderne operapublikum om at forholde sig til noget, der varede bare en smule længere end et afsnit af en tv-serie, og hvor det ikke kan forvente at blive underholdt hvert minut?
Det lader desværre ikke til at være ambitionen hos det Kongelige Teater. Til et foredrag i Richard Wagner-selskabet tidligere på måneden udtalte Operachef Sven Müller, at det var ambitionen, at nykomponerede operaer til Det Kongelige Teater kun skulle vare 2 timer. Inklusiv pause. Det lader altså lidt til, at man på dette punkt forsøger at rende i hælene på den overfladiskhed, der præger eksempelvis DR’s programmer. Skulle man alligevel mangle inspiration kan man alternativt se på den medfart som Kieślowski og Piesiewicz’ tv-serie ”Dekalog” fik på Betty Nansen Teatret for nylig. Selvsagt måles en operas kvalitet ikke på, hvor lang den. Men kvaliteten måles altså heller ikke på, hvor kort den er.
Al ære og respekt for at der skrives nye operaer, der er tilgængelige for et moderne publikum. Men der mangler jo ikke ligefrem underholdning på de præmisser. Derimod mangler der værker, der kan give plads – og tid – til fordybelse. Eller måske blot substantiel underholdning. Ved at dissekere Shakespeare ud af The Fairy Queen har man for det første forspildt en chance for at formidle en af verdenshistoriens største digtere. Det havde ellers været på sin plads, da det i år er 400 året for hans død, hvorfor det havde været passende at minde ham frem for bare endnu engang – desværre – blot at præsentere overfladisk gøgleri. Mere herom senere. For det andet har man forspildt en chance for rent faktisk at vise, at de tre kunstarter på Det Kongelige Teater kan arbejde sammen og præsentere et barokt gesamtkunstværk af format, uden at det kræver en dekupørsav, 16 sprængladninger og ouverturen til Elverhøj at nedbryde faggrænserne i institutionen. Udfordringen for iscenesætteren havde så været at forsøge at skabe en form for helhed i det noget fragmenterede værk. Men nej. Så langt rækker ambitionsniveauet desværre ikke. For hvordan skal man ellers forstå den udtalelse, der er dokumenteret som bevismateriale A ovenfor, end at instruktøren har opgivet at finde mening i hele misæren og derfor vælger at fjerne historien og indsætte sin egen? Enig, opgaven er bestemt ikke let, men deri udfordringen. Der er ganske vist en enkelt skuespiller på scenen i form af alfen Puk, men han er kun med, fordi instruktøren gerne ville låne lidt af karakterens ”anarkistiske, uberegnelige energi” (bevismateriale C, programmet, s. 19), end fordi man oprigtigt ønsker at gøre noget ud af at formidle Shakespeares skuespil.
Hvis man absolut vil skære Shakespeares historie ud af værket, må man i det mindste have noget relevant at sætte i stedet for. Og her har Amos & co. desværre ikke noget interessant at byde på, udover hvad der allerede er dokumenteret som bevismateriale B ovenfor. Den ”historie” er i øvrigt også godt skjult i store dele af stykket, der bliver en lang række mere eller mindre overfladiske tableauer over forskellige sider af kvinde- og menneskelivet. Mange gange når man ikke engang så vidt. Eksempelvis består mange af optrinnene blot af scener med dansende blomster og lignende. Der siges ikke noget nyt. Der prøves faktisk ikke engang. Det hele er kogt ned til under musical-niveau til en slags barok teaterkoncert, hvor musikken opføres til en række forskelligartede optrin uden egentlig sammenhæng – det være sig vertikalt i forhold til musikken eller horisontalt i forhold til de enkelte optrin indbyrdes.
At man ikke er noget nyt at sige, bliver da også bekræftet af programmet, der er en meget tynd kop te. Udover et kort interview med Lars Ulrik Mortensen og iscenesætteren/scenografen på samlet – hvis jeg skal være flink – 5 A5-sider. Med John Cages ord lettere omskrevet: Man har ikke noget at sige. Og man siger det. Det pinagtige i, at man har den frækhed at smide Shakespeare ud for at gøre plads til dette ingenting er derfor så meget mere udtalt: For i modsætning til Amos & co., så har Shakespeare faktisk noget at sige.
Generelt kunne man i øvrigt godt oppe sig noget med kvaliteten af programmerne på Det Kongelige Teater. Er man eksempelvis i London eller Hamburg kan man købe programmer, som man kan bruge flere dage på at nærstudere. Den Jyske Opera plejer også at være ganske god til at lave nogle programmer, der er værd at gemme som andet end blot en reklametryksag.
For resten burde Det Kongelige Teater også sørge for at forbedre deres hjemmeside, der p.t. har fået en sådan udformning, at det er umuligt at få et effektivt overblik over forestillinger og datoer.
Med disse meget kraftige forbehold, fungerer The Fairy Queen faktisk fint, hvis man glemmer alt om historien og blot nyder Purcells musik og tænker på gøgleriet på scenen som den art cirkusforestilling, som opsætningen er tænkt som. Altså lidt ligesom man – uden sammenligning i øvrigt – ville opleve anden akt af Nøddeknækkeren. Der er massere af kapriciøse indfald, sjov scenografi og pudsige kostumer. I den forstand virker forestillingen faktisk meget tro over for datidens fremførelseskonventioner.
Hertil skal man lægge den ikke helt uvæsentlige detalje, der er Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen, der er forestillingens absolutte styrke. Det er et ensemble i særklasse, og hvis man synes barokmusik er en anelse kedeligt, så kan man godt komme i gang med at lytte. Det spilles livligt og gennemsigtigt og på en måde, så det faktisk ”swinger”.
Det ændrer desværre ikke ved, at The Fairy Queen kunne have været så meget mere, og at skuffelsen derfor er så meget større. Jeg er ikke tilfreds.