“Ja” eller “Nej”? Hvilke argumenter holder?

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den 1. juni er lige om hjørnet, og derfor er det måske på tide, at De gør op med dem selv, om De vil sætte Deres kryds ved ”Ja” eller ”Nej” til spørgsmålet om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet (eller hvordan man politisk nu endte med at formulere det spørgsmål).

Mange danskere synes stadig i tvivl om, hvad det overhovedet handler om – og deraf følger selvsagt en tvivl om, hvor krydset bør sættes. Mange vil utvivlsomt lade sig lede af deres foretrukne parti, men det behøver jo ikke nødvendigvis være et klogt valg for alle.

Derfor denne lynguide: Hvad handler det om – tre argumenter for et ja, og tre argumenter for et nej.

Hvad handler det om?

Grundlæggende er spørgsmålet egentlig ikke så kompliceret: Danmark har pga. forsvarsforbeholdet ikke mulighed for at deltage i EU’s militære aktioner. Afskaffer man forbeholdet, kan Danmark være med.

EU’s forsvarssamarbejde handler om flere ting, men det er især muligheden for at føre en aktiv(istisk) udenrigspolitik støttet af militære midler, der er omdrejningspunktet. Danmark deltager allerede i formuleringen af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, og vi er også med i det meste forsvarsindustrisamarbejde (det handler nemlig om industripolitik). Men vi må ikke sende soldater ud under EU-flag.

Den mulighed vil de danske politikere gerne have, og derfor skal vi til afstemning den 1. juni.

Der er masser af fine argumenter for, hvorfor det er en meget dårlig ide at lytte til det politiske flertal her – og der findes også argumenter for det modsatte. Jeg har her oplistet tre af hver – så kan De da tage udgangspunkt i dem, kære læser.

Tre argumenter for et ja

Det første argument handler om nødvendigheden af militær kapacitet i EU (uanset formen heraf). Deler man den analyse, at EU har egne og særegne strategiske interesser (f.eks. i Afrika), som ikke kan varetages af f.eks. NATO, da amerikanerne ikke deler disse interesser, er det oplagt at ønske at styrke det militære samarbejde i EU.

Her melder spørgsmålet om migration sig helt åbenlyst: EU har en særlig interesse i at holde migrationsstrømmen nede – en interesse, som NATO er ret så ligeglad med. Mener man, at håndteringen af migrationsudfordringen sikres bedst ved bl.a. militære aktioner i Afrika, så er et ja det åbenlyse valg.

Det første argument for at afskaffe forsvarsforbeholdet bliver derfor pudsigt nok det samme argument, der findes for at beholde forbeholdet, nemlig spørgsmålet om en EU-hær. Og bemærk i øvrigt her, at det i ingen af tilfældene handler om Ukraine – for det gør det ikke!

Det andet argument for et ja er, at det ikke kan skade. Der er i traktaten i dag fine muligheder for at betakke sig, hvis franskmændene ønsker at gå for vidt med den militære indsats i deres forhenværende kolonier. Og de danske politikere har indgået en aftale om, at skulle EU’s militære dimension udvikle sig i retning af, at danske politikere ikke længere kan betakke sig – ja, så skal spørgsmålet til folkeafstemning igen.

Stoler man på denne politiske garanti, bør er der grundlæggende heller ikke være de store udfordringer ved et ja.

Det tredje argument for et ja, er den sikkerhedspolitiske signalværdi, dette eventuelt kan tillægges. Hvis Danmark i fremtiden kommer til at bidrage til EU’s militære eventyr, er der større sandsynlighed for, at andre EU-lande vil lytte mere til Danmark, når vore sikkerhedspolitiske interesser kommer i spil. Opfatter man denne symbolske ”byttehandel” som realistisk, så bør man også stemme ja.

Tre argumenter for et nej

Det første argument for et nej er, at der er tale om EU. Gennem de seneste 70 år har EU forfatningsmæssigt udviklet sig ganske voldsomt, og EU er i dag en retsorden, en protostat. Og man har gennem tiden været bekymrende kreativ, når det kom til at suge flere kompetencer til sig. Tænk på det sociale område. Tænk på håndteringen af eurogældskrisen. Tænk på det hårde arbejde, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet lægger i at give EU mulighed for at opkræve skat direkte af medlemslandenes borgere.

Og der er intet i hverken sol, måne, stjerner eller kaffegrumsen, der tyder på, at denne udvikling skulle ændre sig – tværtom. Og det gælder også på forsvarsområdet, hvor det ikke skorter på visioner. Så grundlæggende aner vi ikke, hvad vi stemmer ja til, hvis vi stemmer ja.

Det andet argument for at stemme nej handler om styrken på den politiske garanti for, at Danmark selvfølgelig ikke går med til noget, vi ikke har lyst til.

Det gælder i første række spørgsmålet om, hvorvidt en fremtidig dansk regering vil lade være med at deltage i eller bidrage til en militær aktion, man grundlæggende ikke har den store interesse i. Man skal være mere end almindelig naiv, hvis man tror, at Danmark ikke kommer til at indgå i studehandler også på det militære område, hvis muligheden først byder sig. Og når først Frankrig og de andre store lande kigger olmt på Danmark og spørger, om vi ikke kunne have lyst til at bidrage, så må man forvente, at regeringens viljestyrke til at stå fast på at holde sig ud bliver reduceret kraftigt.

Og det gælder i anden række spørgsmålet om, hvorvidt danskerne kan forvente en folkeafstemning, hvis området skulle udvikle sig. Problemet er, at besvarelsen af dette spørgsmål ikke er entydigt – og da slet ikke, når vi endnu ikke ved, hvordan den forfatningsmæssige arkitektur på området kommer til at se ud.

Det tredje argument for at stemme nej er, at det er en uholdbar sikkerhedspolitiske analyse, der skulle pege i retning af et ja. Jo, vi har en interesse i at holde migrationsstrømmene under kontrol – men den interesse er for det først langt fra ligeligt fordelt mellem EU’s medlemslande, og for det andet viser al erfaring, at migrationsstrømmene ingenlunde kan håndteres ved hjælp af militære aktioner i de afsendende lande. Der er i stedet behov for en grænsekontrol af en helt anden kaliber og et opgør med retten til asyl. Og det gør et ja ingen som helst forskel på overhovedet – ja, måske kan det endda virke skadeligt, fordi vi tror, at vi kan løse problemet ad den vej.

Spørgsmålet er politisk

Der er således argumenter, der kan trække i både den ene og den anden retning. Og de er alle grundlæggende politiske. Det er bestemt ikke givet, at den sikkerhedspolitiske analyse, der skulle pege i retning af et ja, er en god eller holdbar analyse. Og det er ikke nødvendigvis givet, at nej-sidens nervøsitet skulle vise sig begrundet.

Så lad være med at tro, at der er et rigtigt svar. Det handler om, hvad du ønsker, at EU skal være og kunne i fremtiden. Så stem ud fra det.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.