15. maj udkommer bogen Vejen til et borgerligt Europa af ph.d. og fast skribent ved Årsskriftet Critique, Morten Jarlbæk Pedersen. Bogen er en kritisk analyse af EUs mange dysfunktioner og et forsøg på at udstikke en vej for en borgerlig EU-politik. Bogen kan op til udgivelsen forudbestilles til kun 175 kr. gennem vores forlag. Vi bringer her et uddrag fra indledningen.
Den Europæiske Union er kedelig. Tekniske direktiver og forordninger, ansigtsløse bureaukrater, lobbyister i hobetal og så med mellemrum et festligt indslag i form af et topmøde, der dækkes med et 15 sekunder langt indslag i TV.
Det er i al fald det indtryk, man meget let kan få, hvis man som almindelig interesseret borger følger med i den politiske debat i Danmark. Medierne dækker kun EU sporadisk. Politikerne taler stort set aldrig om det. Langt de fleste veldannede borgere ved forsvindende lidt om Unionens opbygning, kompetencer og magtforhold.
Men lige så kedelig EU er – og lige så fraværende EU kan synes i den daglige, politiske debat – lige så vigtig er Unionen for, hvad der reelt er politisk muligt i Danmark og dermed for både din og min dagligdag.
Og om man bryder sig om det eller ej, er og bliver det et uomgængeligt faktum, at EU i dag fylder mere end nogensinde før. Derfor skal EU-politikken også tages alvorligt, og den politiske stillingtagen både over for EU som projekt og helhed og over for de konkrete regler, som fællesskabet producerer, må og skal være velbegrundet. Og det er den langt fra altid i dag.
Foran dig har du et forsøg på at råde bod på det set fra et borgerligt – måske endda idemæssigt konservativt1 – perspektiv. Naturligvis er det kun et spagt forsøg, da jeg givetvis både rammer skævt, skyder for langt eller slet ikke går vidt nok. Men det er dog et forsøg! […]
En ny dimension for politikere at forholde sig til
Vil vi debattere EU, skal vi gå grundigt til værks, og der er faktisk behov for at gå endnu grundigere til værks i EU-politikken, end vi måske er vant til i den almindelige, politiske debat. EU-debatten har nemlig altid mindst én ekstra dimension, som ikke i samme grad findes i den hjemlige, politiske andedam.
Vi kan således diskutere konkrete politiske emner og forslag herfra, og til Månen falder ned – er dette direktivforslag en god ide, er denne nye EU-standard passende, skal der bruges flere penge på landbrugsstøtten? Den slags er vi jo vant til at diskutere, men i EU-debatten handler det aldrig kun om hvad, men altid også rigtig meget om hvem.
Og det er ikke de normale trakasserier om politiske partier eller personer, der her tænkes på. Spørgsmålet er langt mere grundlæggende: Er det EU, der skal bestemme? Er det medlemsstaterne? Og mere konkret: Hvordan skal vægten mellem disse i praksis være, når der skal tages politiske beslutninger om almindelige europæeres hverdag? Hvor meget – og hvordan – skal danskerne bestemme over de regler, der gælder i Danmark?
EU-politik handler således altid også om forfatningspolitik. Og har vi ikke en tilstrækkelig forståelse for dette, så bliver EU-debatten både overfladisk og amputeret. Det er en pointe, jeg kommer til at gentage i løbet af de kommende sider, men det er så vigtig en pointe, at den lige så vel kan nævnes med det samme her i indledningen til det hele.
Det giver ikke mening alene at diskutere ”for” og ”imod”
I Danmark har vi på en måde haft øje for denne dimension – den bliver nemlig diskuteret, hver eneste gang der er folkeafstemning om EU, og det er der jo af og til. Det er sundt og vigtigt, men det er samtidig fuldkommen utilstrækkeligt.
For vi glemmer hverdagen mellem folkeafstemningerne, og den hverdag er vigtig. Ja, det er faktisk også en af denne bogs bærende pointer, at vi skal løfte blikket fra topmøderne og folkeafstemningerne og åbne øjnene for den løbende udvikling, der foregår i EU. For i Bryssel og omegn sidder man ikke på hænderne, selvom topmødet er slut, eller folkeafstemningen er overstået.
Jeg vil derfor mene, at det netop er her, vi står: Midt i den amputerede debat. Det skyldes sikkert flere ting, men jeg vil umiddelbart pege på tre forhold, der er skyld i det:
For det første er EU teknisk svært, anderledes og fysisk langt væk. Det gør det til et for mange almindelige danskere, politikere og ikke mindst journalister overraskende eksotisk emne at beskæftige sig med.
For det andet har den danske EU-debat traditionelt været enormt fokuseret på for-og-imod.
For det tredje er den danske EU-debat ofte er blevet trumfet og lagt øde af økonomiske argumenter: Hvis det på en eller anden måde kan godtgøres, at det rent pekuniært kan betale sig at være med i klubben, har stort set alle andre overvejelser været politisk langt mere ligegyldige.
Forudbestil bogen her
Disse forhold – og sikkert også andre – har været medvirkende til, at den danske EU-debat sjældent flyver højt, og at den politiske stillingtagen til projektet eller dets konkrete manifestationer sjældent synes voldsomt dybt begrundet.
Og det er et problem. På den ene side fordi EU er en realitet – også i Danmark – og det er useriøst at tro på et dansk farvel til unionen i en umiddelbar fremtid. Det er også meningsløst at forestille sig, at den europæiske, politiske spilleplade kan ryddes. EU betyder meget og stadig mere, og det må vi forholde os til. På den anden side fordi EU i dag er så meget mere end eksport, hvorfor de rent pekuniære argumenter er blinde for alt det, EU også har udviklet sig til at være.
Det betyder ikke, at det ikke kan være både politisk legitimt og politisk velbegrundet at være EU-modstander eller glødende føderalist – men det betyder, at man altid må tage bestik af, hvordan verden, Europa og EU reelt ser ud. De faktiske forhold i jernindustrien.
Efter en grundig analyse af, hvor EU og Danmark er i dag, og hvad fremtidsudsigterne for fællesskabet er, kan man ud fra et borgerligt perspektiv snildt komme til den konklusion, at Danmark stod bedre ved at stå selv.
Man kan også sagtens komme til den konklusion, at fællesskabet grundlæggende tjener et godt formål, men er gået for vidt og grundlæggende bør reformeres. Men uanset hvad skal forudsætningerne for konklusionen være i orden: Analysen skal være på plads først, og derefter kan følgerne drages. Jeg tilbyder kun det første; konklusionen må du som læser selv gøre.
Bogens to dele
Der er to fundamentale byggesten i enhver velbegrundet politisk position: En grundlæggende analyse af tingenes tilstand og en vægtskål, som tingenes tilstand kan lægges i og vurderes efter.
Den første del – den grundlæggende analyse – giver et verdensbillede og en forståelse af, hvilken retning verden opleves at bevæge sig i. Den anden – vægtskålen – giver mulighed for at vurdere, om den retning er god og ønskværdig, eller om den bør justeres og i så fald hvordan.
De to størrelser er selvsagt ikke uafhængige af hinanden, og ingen af disse dele kan være neutrale eller objektive. Det skal de i øvrigt heller ikke være. Men begge ting skal være til stede og gerne eksplicit, hvis man ønsker at tænke bare to politisk sammenhængende tanker. Det gælder selvsagt også, når talen falder på den Europæiske Union, og det modsatte ville være udtryk for en både politisk og intellektuel dovenskab (det er måske netop her, vi ofte ender i EU-debatten).
Derfor består denne bog også af to dele. I den første del kigger jeg nærmere på, hvad EU faktisk er for en størrelse. Mere konkret vil jeg undersøge tre spørgsmål:
For det første spørger jeg til, hvordan unionen har udviklet sig over tid? Dette spørgsmål stiller jeg for at kunne trække de store linjer op – hvad er den grundlæggende og langsigtede dynamik, der har præget den europæiske integration?
Forudbestil bogen her
For det andet spørger jeg til, hvor det så har bragt os hen. En slags opsummering af status quo. Og for det tredje spørger jeg, hvilken vej kompasnålen peger. Dette skulle – håber jeg – gerne bibringe dig som læser en grundigere forståelse for, hvad EU reelt er for en maskine, hvordan den fungerer, og hvor den bevæger sig hen.
Og ja, i denne del af bogen kravler vi dybt ned i EU-reguleringens kaninhul, og det kan godt gå hen og blive ret så teknisk. Så er du advaret.
I bogens andel del kigger jeg lidt nærmere på forudsætningerne for en borgerlig EU-politik. Her peger jeg indledningsvist og igen – ligesom jeg gjorde ovenfor – på, at EU-politik altid, altid, altid har en forfatningspolitisk dimension, som må og skal tages med i regnestykket.
Med det afsæt håber jeg at vise klart, at hvis man som borgerlig skal kunne tage stilling til EU, så er man underlagt en dobbelt forpligtelse:
For det første er man forpligtet på det nære. Uanset hvor meget europæer man er, så er man som dansk politiker altid det danske folks repræsentant. For det andet er man forpligtet til at være skeptisk sådan i almindelighed. For nogle glider det over i decideret EU-modstand, men det behøver det ikke.
Velovervejet skepsis og sund tilbageholdenhed er ikke det samme som modstand – men det betyder, at man skal pakke de blå EU-sokker væk, for et politisk tiltag eller forslag til ny lovgivning bliver jo ikke nødvendigvis bedre, bare fordi det kommer fra Bryssel.
