Ved det stundende valg til europa-parlamentet er det egentlige EU-modstandersynspunkt fraværende, for første siden det første, direkte valg til parlamentet i 1979. Prognoserne forudser, at tilhængerne af yderligere dansk integration i EU rydder bordet ved valget. Er modstandersynspunkter borte? Er svaret på alt ”mere EU”? Nej, svarer månedens kronikør – og kalder til folkelig vækkelse.
Den 2. oktober 1972 traf Danmark ved en folkeafstemning beslutning om at indtræde i EF, som EU hed dengang. Der er ingen tvivl om, at der dermed blev truffet en afgørelse, der ikke først og fremmest handlede om økonomi. Selv om det stort set var det eneste, der blev talt om i 1972.
Vi har ladet vore politikere og tonesættere lokke og true os ind i en europæisk union.
Vi traf – uden at flertallet vist indså det – en afgørelse, der var bestemmende for Danmarks skæbne i en uoverskuelig fremtid. Vi tillod nemlig en ”stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som der tydeligt stod i ”Romtraktaten” – den traktat, vi underskrev i 1972.
EU’s formynderskab
Dette er til overmål bekræftet af den senere historie. Mere og mere suverænitet er, gennem nye EU-traktater, afgivet på bekostning af Danmarks selvstændighed og vort folkestyre. Og igen, uden at der er talt om ret meget andet end penge og andre fordele, når vi skulle stemme om disse afgørende suverænitetsafgivelser. Samt om de katastrofer, der ville følge af at stemme Nej.
Man kan – lidt skarpt – sige, at vi har ladet vore politikere og tonesættere lokke og true os ind i en europæisk union. Og dermed har vi – tankeløst og uden en ægte og ærlig folkelig drøftelse – sat Danmarks århundredgamle suverænitet på spil.
De fleste accepterer åbenbart, at kun EU kan sikre os velstand, fred, klimaløsninger osv. Dette synspunkt er blevet selvfølgeligt for næsten alle politiske partier og medier. EU-valget den 9. juni er en ”naturlov”, ganske som folketingsvalg og kommunevalg. Det hedder ikke længere ”ingen over og ingen ved siden af Folketinget”.
Disse EU-modstandere tæller os, som ikke tror på, at man vinder indflydelse ved at afgive suverænitet for at sidde ”med ved bordet” med 3-4% stemmeandel.
Et flertal har valgt at sætte os selv under permanent formynderskab af EU for at undgå især materielle lidelser – uden tanke på den lidelse, det er, ikke at være herre i eget hus. Og den 9. juni er vi kommet så langt ud, at der næppe er helt konsekvente modstandere at sætte kryds ved.
Ukendt endemål
Danskere, som er modstandere af EU, fordi de mener, at der atter er en dag for Danmark, er derfor stort set ladt hjemløse ved EU-parlamentsvalget d. 9. juni. Og i debatten op til valget.
Disse EU-modstandere tæller os, som ikke tror på, at man vinder indflydelse ved at afgive suverænitet for at sidde ”med ved bordet” med 3-4% stemmeandel. Og altså ikke er trygge ved, at vi er om bord på et skib med ukendt endemål og fremmede styrmænd – også selv om vi har en letmatros med på broen. Og som heller ikke tror på, at fred skabes ved at slette grænser; men tværtimod ved, at der ER grænser – både i fysisk og i overført betydning – indenfor hvilke vi lader hinanden i fred. Og som tvivler på, at EU er den sikre vej til fred, penge og velfærd, snarere tværtimod.
Og EU-modstandere har hver gang, der siden 1972 er stemt om yderligere afgivelse af suverænitet til EU (i forening med EU-kritikere), trodset den ”europæiske nødvendighed”, der har domineret debatten. Tre gange har der endda været Nej-flertal. Desværre uden at EU’s greb om magten er blevet væsentligt hindret. Bortset fra, at vi ikke fik euroen. Havde vi fået den, ville katastrofen være nærmest total.
To opfattelser
Trods dette må det indrømmes, at vejen ud af EU synes urealistisk, hvis danskerne i det store og hele fortsat ikke finder det værd at bevare vort land. Grundtvig beskriver klart en sådan situations håbløshed i disse linjer om, hvordan det går, når parti-interesser (dvs. fokus på penge og egennytte) er det fremherskende:
Rive løs sig rigets stænder
fra den fælles folkeånd,
da går hoved, fødder, hænder
latterlig på egen hånd,
da er riget sønderrevet,
fortidsalderen udlevet,
folket mødigt sover hen,
vågner vanskelig igen.
Denne dvaletilstand fører til en af to almindelige og i vore dage meget succesrige opfattelser i befolkningen og også (især?) blandt de fleste politikere, medier og intellektuelle:
Nemlig den ene, at politik først og fremmest handler om penge, økonomi og velfærd, både legemligt og materielt. Altså stort om det, man tror, er lykke.
Eller den anden, at politik er kampen for tolerance og diversitet, ligeret for alt og alle og kamp mod indskrænkede nationale og kristne fordomme, mod krænkelser af egne bobler og mod ofte meget overdrevne farer for livet på jorden. Altså om luftige utopier.
Begge disse opfattelser er der rig mulighed for at promovere i EU. Så begge grupper, både dem, der mest tænker på penge og dem, der tænker i utopier, finder, at EU er det bedste sted at være. Danmark i sig selv regner man kun som et lidet, fattigt land, hvor alt er på det jævne, ikke i det himmelblå.
Andre unionssammenbrud
Måske er den eneste realistiske mulighed for at blive fri for EU, at den historiske erfaring viser, at ethvert forsøg på gennem en centralistisk union at styre mange lande, altid kollapser til sidst. Men selv om det ender sådan, også med EU, skal vi ikke ønske det. Alle unions-sammenbrud kommer som regel ”for sent” – skaden er sket.
De folk og lande, der får deres frihed tilbage, må starte helt forfra. De ved knap nok længere, hvad frihed er. Alt er kaos. Disse sammenbrud er derfor så smertelige. Tænk på Østrig-Ungarns, det osmanniske imperiums, Sovjetunionens og Jugoslaviens sammenbrud og opløsning.
En folkelig vækkelse
Derfor mener jeg, at kun en folkelig vækkelse i tide kan redde Danmarks selvstændighed, vort folkestyre og vort naturlige familiesammenhold med vore nordiske brødrefolk.
Valdemar Rørdams kendte citat ”Vi ved, et fjeld kan sprænges og tvinges kan en elv; men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv” er udtryk for dette håb. Men læser vi teksten ret, så forudsætter det jo, at vi vil være os selv. Og at ”ville være os selv” er et åndeligt anliggende – som Rørdam tydeligvis ved.
Modstanden begyndte småt; men netop med ord af ånd. Sagt af f.eks. Kaj Munk, Arne Sørensen, Christmas Møller og nogle få andre.
Eller som Grundtvig ville sige det: at høre hjemme i en folkelig sammenhæng hører med til at være et sandt menneske. Den sammenhæng, at der i ethvert folk – in casu i ”det danske folk” – er et særligt ”DNA”, en slags ”personlighed”, der giver os samhørighed. Det kaldte Grundtvig ”Folkeånden”. Man kan også definere det som en række fælles faktorer, der forener os danske, f.eks. sprog, kulturkristendom, historie, tradition, moral, geografi, styreform, erhvervsforhold, institutioner, retsopfattelse osv.
Foruden kulturkristendom (som jeg af pladshensyn ikke behandler i denne artikel) er det ganske særligt sproget – vort danske modersmål – der er det dybeste udtryk for vort folkelige tilhørsforhold. Og derfor er det vigtigt, også for at komme ud af EU, at vi bevarer vort danske sprog – som jo også knytter os til vore nordiske brødrefolk. Opgiver vi dansk til fordel for f.eks. engelsk, sætter vi vort åndelige/folkelige grundlag over styr.
En risiko, som Grundtvig derfor tydeligt knytter til netop vort sprog:
Er os tomme ord og lyde
eget folk og fædres land,
(så) véd vi ej, hvad de betyder
mer end mængde, muld og strand.
Omvendt, hvis vi taler på vort modersmål, så gælder det – igen ifølge Grundtvig – at:
sjæle og kroppe i tusindtal
kan menneske-ånden forbinde;
dem gennemtrænge med ord som lyn,
så alle de får et i sinde.
De ovenstående fire linjer er det, der kan skabe en folkelig vækkelse. At der siges noget på dansk af danskere. Noget, som ikke bare er parti-synspunkter eller løs sniksnak; men ord og standpunkter af ånd, som fører til både samling og handling.
For tiden er det en næsten lydløs tale; men lydhørheden er der, på trods af den officielle politik og dens pragmatisme. Og den lydhørhed kan – som ovenfor sagt – spores i vore tre ”NEJ’er” til suverænitetsafgivelse. Denne lydhørhed er det, som kan få en folkelig vækkelse til at bryde frem som en tsunami.
En ufri delstat
Det var en sådan tsunami, der brød frem under besættelsen – på trods af den dengang stærke officielle samarbejdspolitik, som både partierne og flertallet som udgangspunkt fandt nødvendig. Modstanden begyndte småt; men netop med ord af ånd. Sagt af f.eks. Kaj Munk, Arne Sørensen, Christmas Møller og nogle få andre. Og den svage røst fandt klangbund i folket og fik mund, mæle og styring gennem Frihedsrådet. Og så voksende den svage brise til modstandsbevægelse, folkestrejker og folkevilje.
Selv om situationerne (besættelsen og EU-medlemskabet) er forskellige, så er de argumentationer, der blev givet for samarbejdspolitikken, ikke ulig dem, der fremføres til fordel for EU. De har bekvem tilpasning og national selvopgivelse til fælles.
Det er en dansk nationalkarakter, at vi ikke vågner, før klokken er 5 minutter over 12. ”Sent, men sødt”, som Grundtvig ville sige. Lad os håbe, at Folkeånden kommer til live og vi får et folkeligt ”selvstændighedsråd”, der kan give mund, mæle og styring til, at vi finder tilbage til os selv. Og placerer os i det nordiske fællesskab, som vi nordiske folk og lande er bedst tjent med at være samlet om.
Fremfor at vi lader os indlemme som en delstat i et EU, der omfatter folk og kulturer, der står os fjernere og derfor påtvinger os love og måske krige, som vi ikke bryder os om. Lov og frihed hører nemlig sammen.
I stedet må vi afvente, at der dannes et ægte tværpolitisk dansk selvstændighedsråd, hvor EU-modstanden samler sig om dette ene: en frihedskamp for Danmarks selvstændighed og vort folkestyre.
I 1942 (bemærk årstallet) udkom en lille pjece af historikeren Vilhelm la Cour: ”Med lov skal land bygges”. Heri står bl.a.: ”Et ufrit Folk har ingen Lov. Det får Loven dikteret af den, som har tilrevet sig dets Frihed. Derfor står Loven for fald i det Folk, som sløvt har opgivet at kæmpe for sin Frihed.”
Tre muligheder
EU-modstanden er en understrøm i folket, som endnu er uorganiseret og uden samlende talerør. Folkebevægelsen mod EU er nok et forsøg herpå. Men det er ikke lykkedes bevægelsen at komme på stemmesedlen. Dels fordi opstillingskravene er gjort absurd vanskelige; men især fordi bevægelsen ikke har formået at frigøre sig fra politiske præferencer af rød-grøn farve; hvilket hindrer den i at få den nationale ”understrøm” i tale.
Noget lignende risikerer – pga. andre præferencer – også højrefløjens EU-kritiske partier. Især, hvis de fortsat kun tør kalde sig kritiske overfor EU. I stedet må vi afvente, at der dannes et ægte tværpolitisk dansk selvstændighedsråd, hvor EU-modstanden samler sig om dette ene: en frihedskamp for Danmarks selvstændighed og vort folkestyre.
Hvad så den 9. juni?
Som situationen er, må enhver ”hjemløs” afgøre med sig selv. Der er tre hovedmuligheder.
- At blive hjemme. Det er en passiv modstand, som let forveksles med almindelig ligegyldighed. Men som er med til at gøre EU-valget mindre legitimt.
- At stemme blankt. Det er en mere aktiv modstand; som sender et signal, hvis antallet af blanke stemmer er usædvanligt stort.
- At stemme på den bedste (mindst ringe) mulighed på stemmesedlen, dvs. det parti/den kandidat, som mest vil hindre yderlige EU-integration. Men man risikerer, at ens stemme går til en EU-begejstret.
