Praktiske konsekvenser af den såkaldt grønne omstilling

Der tales meget om stigende energipriser for tiden. De giver anledning til utilfredshed – og meget sigende politiske løfter om kompensation ved at omfordele allerede opkrævede skatteydermidler. Ikke ved at undlade at opkræve afgifter af energiforbrug, det vil sige: sørge for kontante lempelser ved kilden. I den nuværende situation ville det være oplagt at sænke afgifterne på elektricitet, naturgas og brændstof.

De stigende energipriser skyldes en række årsager. Men det er ganske sikkert, at de også er ophobede følger af en politisk diskurs, der hævder et behov for reduceret energiforbrug eller ændring af kilderne til frembringelse af energi. I klart sprog er det indlysende, at incitamentet til at frembringe energi, eksempelvis på basis af kul eller olie, påvirkes af en politisk diskurs, der er udtalt negativ overfor en sådan energifrembringelse. You can’t cheat the market, siger man – og når markedet mødes af impulser om, at energiforbruget ønskes begrænset, eller frembringelse af energi på bestemte måder er uønsket, ja, så sørger markedet for at tilvejebringe mindre energi eller for ikke at levere energi, frembragt på bestemte måder.

Det fjerner dog ikke behovet for energi, for det er ganske klart, at fordi det er koldt om vinteren i Danmark og andre europæiske lande, ja, så er der behov for at anvende betydelige mængder energi – elektricitet, naturgas, olie mv. – til boligopvarmning. I og med markedet dog reagerer på førnævnte impulser, får det den konsekvens, at energi i spidsbelastningsperioder er dyr. På den ene side spreder man bestemte politiske incitamenter, som på den anden side kolliderer med de konkrete behov, der skal indfris. Konsekvensen er naturligvis forøgede priser – og en vis træghed, for energiforsyning i stor skala er ikke noget, der klares eller omlægges ved at trykke på en knap. Det kræver en lang og stedvis kompliceret, logistisk proces, der også påvirkes af politisk forkludring. Det er eksempelvis værd at nævne, at der politisk er truffet helt vanvittige beslutninger om at reducere og på sigt indstille udvindingen af olie og gas fra danske felter i Nordsøen. Energikilder, der blandt mange andre fordele har den helt indlysende, at de letter presset på betalingsbalancen. Danmark kunne selv skaffe vigtig energi – og i den nuværende situation burde man derfor forøge produktionen af olie og gas i Nordsøen.

For tiden kan vi, som i så mange andre tilfælde, se dårligdomme i fuldt flor på den anden side af Øresund. I skrivende stund koster en liter benzin 18 svenske kroner og en liter diesel hårrejsende, næsten 21 svenske kroner. Årsagen er delvist valutarisk, men skyldes primært at den såkaldt grønne omstilling omsættes med endnu større hensynsløshed i Sverige, hvor energiafgifter stiger per automatik, og hvor politisk fastsatte krav til brændstofsammensætning gennemtvinger yderligere fordyrelser. Der er dog ingen tvivl om, at Sverige anviser perspektivet, for flere partier i Danmark – man kunne mistænke Det Konservative Folkeparti for at være iblandt dem – ville nok være villige til at lægge stemmer til lignende forhold i Danmark, med mindre en skrap folkelig reaktion holder dem fra det.

Visse hævder at den såkaldt grønne omstilling giver anledning til grundlæggende, langsigtede valg, men et andet grundlæggende, aktuelt valg er også, om man ønsker at forarme ganske almindelige mennesker med ridefogedsmetoder. Kan det være rigtigt, at ganske almindelige mennesker skal flås for at opvarme deres bolig og starte bilen, for at køre til og passe arbejdet? Det er spørgsmålet. Hvis ingen svarer nej og protesterer, slår Danmark ind på samme vej som Sverige.