Klimapolitik: meget mere end varm luft. Især for de borgerlige

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at den grønne politik efterhånden fylder så meget på den politiske dagsorden og hos vælgerne (og disse to ting behøver jo i øvrigt ikke have særlig meget med hinanden at gøre…), at ethvert politisk tænkende væsen må gøre sig nogle overvejelser herom.

Det er politisk veletableret og bredt accepteret, at der skal ”gøres noget” for at reducere den menneskelige civilisations miljø- og klimaaftryk.

Derfor skal jeg her heller ikke bruge tid eller plads på at diskutere hverken det konkrete indhold af eller målet med den grønne politik. I stedet skal jeg nedenfor pege på, hvorfor tidens grønne bølge har et skræmmende potentiale for at minimere pladsen til borgerlig politik som sådan.

Den ny tids klimapolitik er ikke som tidligere tiders miljøpolitik

Selvfølgelig er miljø- og klimapolitik et relevant politisk felt for borgerlige – ikke mindst konservative (generationskontrakten, naturen og alt det der). En sådan politik ville helt logisk bygge på, at klimaudfordringen ikke måtte betyde et radikalt opgør med den eksisterende samfundsorden; snarere tværtimod.

Borgerlig klimapolitik betyder at undlade at lade sig begrænse af idiosynkrasier fra 70’erne miljøbevægelser, at have et stærkt fokus på cost-benefit af ethvert foreslået tiltag, at basere sig på markedet i videst mulige omfang, og i øvrigt respektere, at der kan være andre lige så vigtige målsætninger for politik.

Der bliver bare stadig mindre plads til en sådan tilgang. Den nye grønne politik er nemlig ikke som tidligere tiders miljøpolitik, som – når det gik højt – maksimalt kunne anses som en slags blidt korrektiv til markedet. Den miljø- og klimapolitik (nok især sidstnævnte), vi i dag ser konturerne af, er langt højere prioriteret og langt mere indgribende, end vi har været vant til.

Tidsånden har fokus på regulering, på statens rolle og på nødvendigheden af samfundsomvæltninger for at håndtere klimakrisen. Og det gælder nærmest uanset, hvor vi kigger hen i det politiske spektrum.

Men når al anden politik skal ses i skæret fra den grønne lampe, og når meget af den (vedvarende?) energi til den grønne lampes lys samtidig kommer fra en uskøn kombination af panikangst og et ønske om store forandringer mod det bedre – ja, så bliver den politiske plads til den traditionelle borgerlighed i almindelighed begrænset.

Klimaet: Når politik bliver religiøs

En særlig årsag hertil er, at klimapolitikken ofte behandles i et nærmest religiøst skær. Derved bliver det til stadighed sværere at være skeptisk over for de mest vidtgående tilgange og tiltag.

Diskussionerne om den nyligt vedtagne klimalov er et godt eksempel. Denne lovs målsætning om 70 procents reduktion af drivhusgasudslippet i 2030 sammenlignet med 1990 skal jeg ikke diskutere her.

Men denne mildest talt temmelig vidtgående målsætning blev vedtaget uden skyggen af analyse eller beregning af omkostninger og i øvrigt uden synderlige overvejelser om veje til målet. Der blev i stedet klappet i takt, for hvem vil ikke redde klimaet?

Det blev selvsagt efterfølgende påpeget og diskuteret, at beslutningsgrundlaget ikke var det mest veludviklede. Men når vi her står med en målsætning, der – i hvert fald ifølge flere af denne målsætnings ophavsmænd – har potentiale til at være voldsomt samfundsforandrende, kan det undre, at denne diskussion var så kortvarig og overfladisk. Man kunne i dette forløb have ønsket sig en hel del mere koldblodighed og en hel del mindre korsang.

Jeg kunne også pege på reaktionerne på kritik af fænomenet Thunberg. Eller al kommunikation, der måtte udgå fra hele den veganske bevægelse. Billedet er det samme: Det bliver sværere at insistere på snusfornuft og cost-benefit eller på, at klimapolitikkens mål og midler skal afvejes med andre politiske mål og midler. Klapper man ikke i takt, er man kætter.

Min pointe er ikke, at klimapolitik ikke er vigtig. Det er heller ikke, at klimapolitikken ikke kan være det vigtigste. Min pointe er den, at den næsten religiøse stemning, der præger dele af diskussionerne om klimapolitikken, er usund og i øvrigt ikke nødvendigvis fordrende for det klarsyn, der skal til for rent faktisk at håndtere udfordringen.

Til gengæld er denne kvasireligiøse tilgang til klimapolitik utrolig velegnet til at pege fingre ad folk, der har bare marginalt flere politiske skrupler end SF’s folketingsgruppe. Eller sagt med andre ord: Denne kvasireligiøse tilgang til klimapolitikken skaber et fokus på ”de bedste løsninger” og disses fortalere – ikke på de løsninger, der rent faktisk lader sig beslutte og virke.

Klimapolitik gøres til al politik

Denne kvasireligiøse tilgang til klimapolitik gør endvidere, at man visse steder gør al politik til klimapolitik: ”Klimakamp er klassekamp!” og ”vi-kommer-aldrig-ind-i-den-forjættede-CO2-neutrale-fremtid-hvis-vi-ikke-ændrer-fuldkommen-radikalt-på-både-vores-samfund-og-magtstrukturer-og-kultur-og-alt-andet.”

Og dermed står vi med en højst uheldig kombination: Dele af venstrefløjen insisterer på, at klimapolitikken nødvendiggør radikale samfundsomvæltninger – og mange borgerlige (eller i al fald ikke-venstreorienterede) holder sig tilbage med at kritisere venstrefløjens klimapolitik, da man ikke vil sendes uden for døren som den, der ofrede planeten.

Som tiden går, og disse tendenser bliver stærkere, bliver der gradvist mindre plads til borgerlige tanker i klimapolitikken. Og når klimapolitikken samtidig betyder mere og mere for al andet politik, fylder borgerlige tanker bare mindre i det store hele.

Og det ville da være en skam, ville det ikke?