Foto: Wikimedia Commons

Farvel til Toga-logen

Fra netværk til professionel lobbyisme
15. oktober 2026
4 minutters læsetid
Fra personlige netværk til data og strategi: Farvel til Toga-logen viser, hvordan dansk lobbyisme har ændret karakter. Bogen giver en stærk indføring i politisk interessevaretagelse, men vores anmelder, Morten Jarlbæk Pedersen savner en dybere analyse af udviklingens drivkræfter.

Hvis du på noget tidspunkt har bevæget dig i (ungdoms)politiske cirkler, er du givetvis stødt på navnet »Toga«. Ikke som en beklædningsgenstand, men som et værtshus. Et klassisk, brunt værtshus – hvor man endda stadig ryger indenfor – beliggende lige ved Højbro Plads midt i København.

Antallet af den slags værtshuse svinder hastigt. Men Toga holder stand. Og det gør det af netop den grund, du måske har hørt om det: dets klientel.

Rigtige værtshuse har stamkunder, og det har Toga også. Her er stamkunderne blot de mennesker, der har deres daglige gang på Christiansborg – der ligger et stenkast derfra – og alle de mennesker, der ønsker, de havde deres daglige gang på Christiansborg. Her har de fundet et fristed, hvor de politiske bølger går højt, men hvor alt, der siges på Toga, bliver på Toga.

Vil man have politisk indflydelse, er det derfor en ikke ubetydelig fordel at have sin gang på Toga.

Eller sådan var det i hvert fald engang. I »Toga-logens« tid. I dag er politisk interessevaretagelse blevet professionaliseret, styret af data og strategi. Det er den grundlæggende pointe i Johannes Bøggild og Jan Juul Christensens bog Farvel til Toga-logen.

En indføring i, hvordan politik i virkeligheden fungerer

Bogen er en grundlæggende indføring i, hvordan dansk politik fungerer bag facaden. Og interesserer man sig for den slags, er denne bog sådan set også et rigtig godt sted at begynde. Bogens første 70 sider er nemlig en gennemgang af, hvordan den politiske interessevaretagelse (lobbyismen, om man vil) i Danmark ser ud, dens gennemslagskraft og dens udvikling gennem årene.

Indrømmet: Denne anmelder er givetvis ganske farvet, al den stund, at deres ærbødige selv arbejder i den branche, som bogen omhandler, er tidligere kollega med en af forfatterne og personligt kender en lang række af de navne, som forfatterne strør om sig i bogen. På den måde synes bogen ironisk selv at modsige sin konklusion om »Toga-logens« død. Min interesse i bogen var i hvert fald en på forhånd given størrelse.

Men det er nu alligevel min påstand, at bogens første 70 sider er – eller burde være – interessante for alle, der går op i, hvordan politik formes i praksis. Det er sjældent, at politikere helt af egen drift finder på X, Y eller Z. Det er oftere sådan, at en række interessenter – virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforeninger, NGO’er eller lignende – ihærdigt, målrettet og systematisk har arbejdet på at få kastet politisk lys på netop deres område.

Og bogens første del giver en glimrende indføring i, hvordan det foregår, og hvordan det har udviklet sig: fra nødvendigheden af personlige venskaber, båret med sig fra tiden i ungdomspartierne, til en professionel branche, der strategisk spiller på både data, alliancer, medier og alt muligt andet.

En noget indforstået sag

I bogens anden – og noget længere – del præsenterer forfatterne syv færdigheder, som enhver, der vil kaste sig over politisk interessevaretagelse med bare et gran af seriøsitet, bør kende og i bedste fald mestre.

Det ender desværre med at gøre bogen mindre interessant end den måske kunne og burde være. Bevares, færdighederne præsenteres med et væld af konkrete eksempler, anekdoter og historier fra det virkelige liv, og det er meget sjovt at læse om, hvorfor en sag endte, netop som den gjorde.

Bogens anden halvdel giver et fint og praktisk indblik i lobbyistens værktøjskasse.

Og jeg forstår også godt forfatternes ærinde med at præsentere disse færdigheder. Bogen kan, om alt går vel, få en status som en slags »lærebog«. Det er sjældent et dårligt sted at ende som forfatter.

Men det er også bare mindre relevant for alle andre end de indforståede. Især når det er den del, der lægges mest vægt på målt i antal sider. Det virkelig interessante er jo ellers den bagvedliggende analyse af udviklingen og dens drivkræfter.

En analyse, der godt kunne tåle mere vægt

Lad os derfor dvæle lidt ved den interessante del: Bogens analyse af, hvordan den politiske interessevaretagelse i Danmark har udviklet sig gennem de seneste cirka 30 år.

Analysen fylder i denne anmelders optik som nævnt ikke helt nok, og det betyder, at den sine steder springer lidt let hen over sagerne. Lad mig give et par nedslag:

Man savner f.eks. en mere tilbundsgående diskussion af den forskel, som findes mellem bureauerne og deres »enkeltsagslobbyisme« og organisationerne og deres »formålslobbyisme«. Jeg ved, at forfatterne kender begge miljøer indgående, så man kunne måske have forventet en grundigere – og måske også en lidt mere kritisk – diskussion heraf.

Forfatterne er også inde på, at man som organisation skal kende sin »rolle« og legitimitet i en bestemt sag. Her ville det have klædt analysen, hvis forfatterne havde turdet gå lidt mere til stålet og analyseret, om der er systematiske forskelle mellem forskellige typer af aktører og organisationer og deres muligheder.

For det er der. Denne anmelder har f.eks. selv i en forskningsartikel fra 2017 teoretiseret en smule over emnet i en EU-kontekst, hvor konklusionen var, at nogle typer af aktører systematisk opfattes som »letvægtere«, som man nok skal mødes med og give adgang, men ikke behøver lytte til.

Tænketankenes rolle

Personligt – men det er måske bare båret frem af denne anmelders nærmeste fetichistiske interesse i feltet – vil jeg også pege på, at diskussionen om høringssvar og disses rolle i det politiske system er lidt overfladisk.

Forfatterne har også et afsnit om tænketankene og deres rolle. Og det er godt set, da der her er masser at tage fat på. Det er nemlig et område, hvor der virkelig er sket meget gennem en årrække. Igen er det desværre oplevelsen, at diskussionen ikke helt kommer i bund. Her kunne forfatterne have gjort sig selv den tjeneste at skimme Jesper Dahl Kelstrups bog »Tænketanke« fra 2018, der trods visse mangler snildt kunne have fungeret som inspiration.

Overordnet set kunne bogen også have haft godt af kapitelnavne, der var mere sigende for kapitlernes indhold og et mere stringent noteapparat. Men nu er vi i småtingsafdelingen. Til gengæld burde litteraturlisten måske have været udvidet.

Så er det heller ikke værre

Det samlede indtryk af bogens første halvdel er dog overordnet godt – ikke mindst fordi forfatterne som nævnt eksemplificerer deres pointer så tydeligt, når de kan. Bogens anden halvdel giver et fint og praktisk indblik i lobbyistens værktøjskasse. Det er meget brugbart, hvis man vil kaste sig over politisk interessevaretagelse. Men er du politisk interesseret lægmand, vil jeg nok anbefale, at du lægger din tid og energi i at læse bogens første halvdel – medmindre du altså interesserer dig for alle »røverhistorierne« fra lobbyisternes hverdag…

 

Johannes P. Bøggild, Jan Jul Christensen: Farvel til Toga-logen. 7 færdigheder der har flyttet politisk interessevaretagelse ind på direktionsgangen (og ud af de brune værtshuse). Grønningen 1, 2026.

 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr