Wagner er efterhånden en sjælden gæst på nationalscenen. En skam, for når Det Kongelige Teater prøver kræfter med Wagner, er resultatet ofte fremragende, hvis der alene ses på det musikalske. Således også i denne sæson, hvor Tristan und Isolde, spiller tre gange her i efteråret i halvvejs koncertante opførelser.
Der skal ikke lyde megen brok herfra over den manglende scenografi, hvis sammenligningsgrundlaget er den seneste opsætning af Wagners mesterværk på Det Kongelige Teater, nemlig Stig Fogh Andersens 2010-opsætning. Derfor er det meget fint, at man nu fokuserer på det, man kan finde ude af, nemlig sang og musik.
Og det er velvalgt, når vi nu har at gøre med et værk, der ændrede musikhistorien. Centralt i opbygningen er det, at akkorder aldrig – som det ellers var skik og brug – søger afspænding, men tværtimod forbliver uforløst og hele tiden søger ind i nye akkorder, der imidlertid heller ikke søger afspænding. Og så fremdeles. Dette var ikke Wagners opfindelse. Men ingen havde før udnyttet dette som det grundlæggende princip i en opera med en varighed på 4 timer. Først til allersidst opløses akkordspændingen. Det fuldendte udtryk for den romantiske længsel.
Men ikke kun musikken søger det uafklarede. Også handlingen vender, som tidligere beskrevet, eftertrykkeligt gængse forestillinger på hovedet. Hvor mere klassiske operaer – og værker i det hele taget – var gået fra det uafklarede til det afklarede og fra mørke til lys etc., går vi med Tristan og Isolde fra lys til mørke. Begæret og den erotiske kærlighed er ikke længere noget, man skal lære at vende sig fra, men et styrende grundvilkår for værkets karakterer.
Musikalsk var orkestret i den aktuelle opsætning flyttet fra orkestergraven til scenen, nu der ikke var nogen egentlig scenografi i vejen. Det er altid sjovt at kunne se et stort orkester spille, men at flytte orkesteret op på den måde kan være risikabelt, da sangerne derved meget let risikere at blive trængt i baggrunden af den store orkesterlyd. I forhold til publikum lægger det alt andet lige en dæmper på orkestret, når det er placeret nede i orkestergraven. For slet ikke at tale om den dæmper, der er lagt på orkestret i Bayreuth, hvor orkestret er gemt helt væk under scenen. Her får sangerne rigtig plads. Det kan gå an i en barokopera, eller sågar en Mozart-opera, at placere orkestret på scenen hos sangerne, da orkesterets størrelse er noget mindre. Men hos Wagner er orkestret meget stort.
I København undgik man da heller ikke de forudsigelige balanceproblemer i forhold til sangerne, selvom de var placeret foran orkesteret. Særligt i forhold til Tristan i første akt var der problemer. Selv koret druknede i første akt fra tid til anden i lyden fra det store orkester.
Men vi er i småtingsafdelingen. For jeg vil ikke forsøge at skjule, at vi musikalsk nåede endog meget fint i land med Lothar Koenigs som dirigent. Det er længe siden, jeg har hørt Det Kongelige Kappel spille så godt.
En fuldtonet koncertant opførelse var der ikke tale om. Lidt scenografi var der i form af en stor fuldmåne, der svævede i baggrunden bag orkestret. Karaktererne bar nogle enkle, men velfungerende kostumer, der ledte tankerne i den rette retning af den idealiserede middelalder, som dramaet foregår i. Karaktererne bevægede sig omkring orkestret og interagerede i det hele taget med hinanden og stod altså ikke ret op og ned og sang ved et nodestativ, som det ellers er normen ved koncertante opførelser. Forest, foran orkestret, var der nogle store monolitblokke, som de fra tid til anden stod og sad på. Det hele var fint pakket ind i en blød, stemningsfuld belysning. Ikke mindst den store fuldmåne bagest på scenen var et flot syn. Natascha Metherell opnåede i det hele taget meget med den simple iscenesættelse. Jeg havde dog stadig hellere set orkestret i orkestergraven, hvor det hører til, selvom man i øvrigt havde fastholdt Karin Gilles enkle scenografi og Sune Munk Schous stemningsfulde lysdesign.
Bedst var Ann Petersen som Isolde. Et parti hun efterhånden også har god erfaring med. Hendes gestik var gennemarbejdet næsten helt ned til hver eneste takt, og markant mere udtryksfuld end nogen anden på scenen. Ikke overraskende udløste hendes Liebestod et langvarigt og fortjent kæmpebifald.
Partiet som Tristan var stemmemæssigt godt besat med Christopher Ventris, der dog var lidt stiv i sin gestik og anonym i sit udtryk. Særligt i første akt. Han kom meget vellykket igennem tredje akt, der om noget er Tristans akt.
Også godt besat var de lidt mindre partier. Det er altid en stor fornøjelse, når man gør meget ud af dem. Tristans tro følgesvend, Kurwenal, blev flot sunget af Egils Siliņš, der fik meget ud af partiet med god stemme og den rette kådhed i udtrykket. Tilsvarende med Tristans anden forræderiske ”ven”, Melot, der sladrer til kongen om Tristans forhold til Isolde. Han blev sunget af Paul Curievici, der ikke havde Kurwenals varme kådhed, men derimod var iskold, slesk og kraftfuld. Herligt!
Partiet som hanrejen Kong Marke blev glimrende sunget af Kyungil Ko, der fandt den rette balance mellem både at være rasende over Tristans forræderi, men samtidig dybt menneskelig og såret. Kong Marke må dog aldrig miste autoritet og slagkraft. Og det gjorde han heldigvis heller ikke.
Sidst men ikke mindst kommer jeg ikke uden om at fremhæve Hanne Fischers smukke virkeliggørelse af Isoldes kammerpige, Brangäne, hvis stemme i natten i den fortryllende Liebesnacht var prikken over i’et i en meget vellykket opsætning, som jeg kun kan være tilfreds med.
Richard Wagner, Tristan und Isolde. Det Kongelige Teater den 3. november 2019
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/tristan-og-isolde/?section=musik
