Opera: Tristan und Isolde i Bayreuth

Med Tristan und Isolde (1865) vender Wagner verdensbilledet i den klassiske opera eftertrykkeligt på hovedet. Det handler ikke længere om oplysning og afklaring i klassisk forstand. Helten skal ikke længere – som eksempelvis Tamino i Tryllefløjten (1791) – gå fra mørke til lys og på vejen lære at skelne mellem, på den ene side, had, hævn og farlig, erotisk kærlighed (symboliseret ved Nattens Dronning og Monostatos) og, på den anden side, gode dyder og ren kærlighed (Sarastro, Pamina etc.). I Tristan og Isolde går vi fra lys til mørke, alle dyder og forkastes og i særdeleshed forkastes den rene kærlighed til fordel for det umættelige begær og den erotiske kærlighed. Tristan og Isolde er nok Wagners mest radikale værk sammen med Nibelungens Ring. Ingen andre steder synes opgøret med normer og konventioner så totalt som i denne opera. Afklaring er der kun i den forstand, at den endelige tilfredsstillelse og udslukkelse af begæret kun gives med døden.

I den forstand kan Wagners sidste værk, Parsifal (1882), faktisk synes som et “tilbageskridt” i forhold til det totalopgør, der indledes med Tristan og Isolde. Som før beskrevet, kan Parsifal nemlig fint ses som netop “Wagners Tryllefløjte”, hvor en form for afklaring og “forløsning” synes mulig i vores egen verden.

Wagners Tristan og Isolde er ikke nogen nem opera at iscenesætte effektivt. Handlingen er stillestående den største del af de ca. 4 timer, værket varer. Det meste foregår inde i hovederne på de to hovedpersoner, og Wagners snørklede dialog giver ikke megen hjælp med at bringe karaktererne til live. Det gør musikken derimod! Karaktererne bruger mere tid på at filosofere schopenhauersk end på rent faktisk at udleve deres begær. Præcis derfor bør man måske netop undgå regiteater og lade værket blive i den mytologiske middelalderfortid, hvor komponisten har ladet det foregå. Der er rigeligt med lag i fortællingen i forvejen. Der er ikke behov for, at instruktøren lægger mere til.

Katharina Wagners 2015-opsætning af sin oldefars mesterværk er gjort til en abstrakt og stemningsmættet størrelse. Det gør ikke meget for dramaet i værket, men spænder heller ikke ben for det, sådan som fuldtonet regiteatret gør. Den opsættes vistnok for sidste gang i år i Bayreuth.

Første akt var henlagt til en labyrint af trapper, der snoede sig på kryds og tværs igennem scenerummet. Visuelt mindede det om Kasper Holtens Tannhäuser-opsætning, men at dømme ud fra programmet er inspirationen hentet fra arkitektoniske fantasier af den italienske grafiker Giovanni Battista Piranesi (1720-1778).

Trapperne holder de to elskende adskilt. Så snart de forsøger at nå hinanden, falder trapperne sammen, hejses op eller lignende, der spærre adgangen. Mit bedste bud er, at dette skal illustrere samfundets snørklede normer og konventioner, der holder de elskende to adskilt, men når symbolikken er så abstrakt, som tilfældet er, kan man jo næsten lægge hvad som helst i den. Først med indtagelsen af den fatale trylledrik fører trapperne dem sammen. Denne drikker de dog ikke, men tømmer den i fællesskab ud på gulvet. Den er kun en illusion, der skal vise os, hvordan følelser og drifter pludselig kan opstå ud af det blå og finde en tilsyneladende langt mere enkel vej igennem selv de mest snørklede normer og konventioner.

Petra Lang var i første akt en flot og stolt Isolde, der med glimrende stemme og gestik fint viser, at hun prøver, alt hvad hun har lært ikke at elske den mand, hun burde hade. Det går selvfølgelig ikke! Og Lang fik også for alvor tændt gløden i Isolde-karakteren, da alt håb om at kæmpe imod er ude, men Lang undgik de værste klicher af ”isoldeskrigeri”. Christa Mayer er hele vejen igennem en rigtig god og varm Brangäne, som Isolde kan støtte sig til, når det emotionelle stormvejr for alvor tager til.

Tristans støtte, vennen Kurwenal, blev omvendt sunget mere hårdt og ufølsomt af Greer Grimsley. Meget passende for denne lidt arrogante karakter, der stadig synes beruset over sejren og den præmie englænderne bringer med hjem fra Irland i form af Isolde.

Lyset er stift og hvidt i første akt. Det giver fin mening fordi, vi i første akt jo stadig befinder os i dagens kolde lys og alle de dårlige ting, det står for, og hvor de to elskende jo dårligt nok ved, at de faktisk begærer hinanden afsindigt! Først i anden akt bliver det nat.

Det sker i en form for mørk, trekantet celle, hvor de to synes fanget. Trekantsformen dukker op igen og igen i opsætningen. Ifølge forestillingens hjemmeside skal den vise, at virkeligheden består af en “trekantskonstellation” af det trange, det trøstesløse og det udsigtsløse:

“Die Realität ist eng, trostlos und aussichtslos. Die verhängnisvolle Dreieckskonstallation treibt die Protagonisten in die Ecke, jagt sie wie Tiere, die man in die Enge treibt.”

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om nogen havde fanget den ide, hvis ikke man havde programmet/hjemmesiden som “manual” til opsætningen. Det bliver meget akademisk og abstrakt.

Det er mørkt i trekanten. Endelig væk fra dagens lys, hvor man kan være i fred! Men det er kun tilsyneladende. Ovenfra bliver de overvåget af vagter, der belyser dem med skarpt projektørlys. De forsøger at bygge et lille telt af et stykke stof. Fuld tilfredsstillelse/udslukkelse af den jordiske kærlighed/begær er en illusion. De er stadig fanget og overvåget. Kurwenal forsøger at kravle ud af cellen, men trinnene i siderne viser sig at være faldefærdige dødsfælder.

Ved det store antiklimaks til sidst i anden akt bliver alt lyset tændt, så vi næsten er tilbage i førsteaktens skarpe lys. Kongen og hans følge kommer ind klædt i den falske, gule farve. Tristan og Isolde er konstant i koboltblå gevandter. De to tjenende ånder midt i mellem dagen og natten – Kurwenal og Brangäne – er i grønt, altså præcis den farve man får, hvis man blander gul og blå.

Højdepunktet i anden akt var at høre Christa Mayers som Brangänes stemme i natten! I Festspilhusets akustik lød det vitterligt, som kom den snart bagfra, snart oppefra og snart nedefra. Effekten var utrolig stærk. Partiet som Kong Marke var givet til Georg Zeppenfeld, der sang dennes store monolog til sidst godt. Denne scene blev dog lidt hæmmet af, at man insisterede på ikke at have en egentlig kamp mellem Tristan og Melot. Sidstnævnte gik bare hen og stak en kniv i Tristan, der i mellemtiden var blevet pågrebet og bagbundet. Katharina Wagner kunne godt have gjort mere ud af de passager, hvor der faktisk er noget dramatik i handlingen, men man har tilsyneladende haft travlt med sin abstrakte symbolik, som eksempelvis den lidt søgte ide med trekantskonstellationen.

Cellen var da også fyldt med nogle metalgenstande. Blandt andet noget der lignede en stor fjeder, som Tristan og Isolde på et tidspunkt skal gå ind i. Er fjederen endnu en illustrationen af snærende normer og konventioner? Endnu en anskueliggørelse af det jordiske fængsel? Eventyret om Kejserens nye klæder er stadig meget rammende for den slags. For igen: Når symbolik gøres så abstrakt, kan den jo næsten betyde hvad som helst. Katharina Wagner sidder måske et sted og grine af alle de mærkelige fortolkninger, folk forsøger at lægge i hendes opsætning.

Navnlig Reinhard Traubs lyssætning i anden akt fortjener ros. Det gav den rette, sansemættede oplevelse, der skal til for at få dette nattelige møde til at fremstå præcis så sanseligt og erotisk, som Wagners musik vil have, at det skal være.

Dette fortsatte i tredje akt, hvor der skraldes endnu et lag af genkendelig scenografi væk, sådan at der næsten kun er ren abstraktion tilbage. Scenerummet er tåget og belyst ovenfra, så det er helt lyst øverst oppe, men bliver langsomt mørkere, jo længere vi kommer ned i bunden af scenerummet. I bunden, hvor menneskene er, er der kulsort. I højre hjørne sidder Tristans venner med lidt lys og omgiver hans livløse krop. Er vi nu inde i hovedet på den sårede Tristan? Lever han stadig?

Tristan vågner og ser Isolde flere gange dukke op i tågen i lysende trekanter (trekantskonstellationen igen), der dukker op og forsvinder igen både nede på jorden og oppe i luften. Det så ret virkeligt ud og gav en imponerende effekt, når kvindeskikkelsen pludselig kom frem, hvor man troede, at der ingenting var. Først troede jeg, at det var de evindelige videoprojektioner, man havde brugt. Men når Tristan så går hen og omfavner Isolde, ser man, at det skam ikke er video. Men illusioner er det stadig. For hver gang Tristan kommer i berøring med, hvad han tror er Isolde, falder hun sammen som en bunke tøj i armene på ham. Endnu en illusion. Hvordan man havde lavet det, ved jeg ikke. Men imponerende og utrolig livagtigt så det ud! Herefter river den fortvivlede mand gang tøjet i stykker. Denne sansemættede måde at iscenesætte Tristans vanvid på fandt jeg både original og meget gennemført.

Tristan blev hele vejen igennem sunget aldeles fremragende af Stefan Vinke, der leverede en kraftpræstation, ikke mindst i sidste akt, hvor fortvivlelsen kom fornemt til udtryk samtidig med, at vi vitterligt fik indtryk af en mand, der er blevet vanvittig og ser syner i dødsøjeblikket.

Lidt mere kneb det desværre med den ellers hele vejen igennem så fremragende Petra Lang, der – synes jeg – havde lidt problemer med dynamikken i den berømte Liebestod til sidst. Snart var hun alt for hurtigt oppe i de højeste registre for så øjeblikket efter at blive næsten uhørlig. Den fornemmelse af tonestrøm, der er vigtigt for, at denne arie bliver så virkningsfuld, som den er tænkt, udeblev lidt. Så var det dog heller ikke værre. Ikke mindst fordi man i orkestergraven havde en – også denne aften – fremragende Christian Thielemann som dirigent, der fik afbalanceret, så det hele gik op i den højere enhed, som det gerne skal.

Tristan og Isolde er først og fremmest en fortælling om to elskende, der ikke kan få hinanden på grund af samfundets snærende normer og konventioner. I anden række er det en mere abstrakt fortælling om menneskets umættelige begær. Katharina Wagners opsætning bærer desværre noget præg af, at der er for megen fokus på det sidste og for lidt på det første. Dette er en skam, for det er det første der skaber drama og karakterer. Men selvom Katharina Wagner i sin opsætning glemmer, at operaen er andet og mere end ren abstraktion og filosofi, så er jeg dog alligevel godt tilfreds, ikke mindst på grund af den sansemættede lyssætning navnlig i anden og tredje akt. Når man dertil lægger de fremragende sangere og Thielemanns direktion, er det svært ikke at være tilfreds med oplevelsen.

Richard Wagner, Tristan und Isolde. Bayreuther Festspiele den 20. august 2019.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v.:

https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/tristan-und-isolde/

Mikael Bøgh Rasmussen: Giovanni Battista Piranesi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142172

Den heromtalte opsætning af Tristan und Isolde kan købes her, dog anderledes – men bestemt ikke mindre fremragende – besat:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=41009 (DVD)

https://www.imusic.dk/movies/0044007352540/bayreuth-festival-orchestra-thielem-2016-wagner-tristan-und-isolde-wwv-90-blu-ray (blu-ray)

Jeg kommer dog næppe uden om at anbefale standardindspilningen af værket, nemlig den næsten mytiske indspilningen fra 1966-festspillene, hvor Karl Böhm dirigerer og hvor henholdsvis Wolfgang Windgassen og Birgit Nilsson synger titelpartierne. Den er for nylig blevet genudgivet i en udgave, hvor man udover almindelig cd’er får hele værket på blu-ray i 24 bit-lydkvalitet:

https://www.imusic.dk/music/0028948373949/r-wagner-2019-tristan-und-cd-blry-cd

På DVD-fronten findes der en flot og stemningsfuld opsætning fra Bayreuth Festspillene i 1983 iscenesat af Jean-Pierre Ponnelle og med René Kollo og Johanna Meier i titelrollerne. Dirigeret af Daniel Barenboim:

https://www.imusic.dk/movies/0044007343210/wagner-kollo-meier-bay-barenboim-1983-tristan-und-isolde-dvd

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!