Opera: Valkyrien

Hvem skal man have mest ondt af i Wagners Valkyrien? Helten Siegmund, der dør forrådt af sin egen far, Wotan? Den underkuede hustru Sieglinde, der med Siegmund endelig finder modet til at stikke af fra sit ulykkelige ægteskab, blot for at se ham blive slået ihjel, da han ikke længere nyder gudernes gunst? Valkyrien Brünnhilde, der bliver frastødt fra gudernes kreds, selvom hun ikke gør andet end det, som overguden Wotan ønsker allermest, nemlig at gøre alt for, at Siegmund overlever?

Nej, ingen af dem! Overguden Wotan er så afgjort den mest tragiske og mest menneskelige af stykkets persongalleri. Ikke blot tvinges han til at slå sin egen søn ihjel. Han bliver også nødt til at skilles fra sin egen datter. Begge dele for at opretholde den orden, som guderne har indstiftet, og som står skrevet i hans spyd med samfundspagtens runer. At gudernes verdensorden er forloren og falsk, fordi den bygger på en forsagelse af kærligheden, gør blot Wotans offer endnu mere tragisk.

Brünnhilde sover tryllesøvn omgivet af en magisk ild. Foto: Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Mere end nogensinde stod dette mig klart under overværelsen af anden akt i Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Wagners Die Walküre, hvor overguden forsager hele sit skaberværk med disse ord:

”Fahre denn hin,
herrische Pracht,
göttlichen Prunkes
prahlende Schmach!
Zusammen breche
was ich gebaut!
Auf geb‘ ich mein Werk,
Nur Eines will ich noch,
das Ende – –
das Ende! -“

Da linjerne er sunget, slukkes lyset i salen. Der er ingen lykkelig slutning forude.

Partiet som Wotan blev sunget af den polske basbaryton Tomasz Konieczny; og han sang dette sted så uafrysteligt, at oplevelsen stadig sidder i kroppen på mig her et par dage senere, hvor jeg skriver dette. Som et lyn blev det klart, hvor smertefuldt Wotans offer i virkeligheden er. Mørket og desperationen i denne scene var så utrolig klart formidlet med alle de følelsesmæssige nuancer, der ligger i ordene:

Først en nærmest heroisk bortkastelse (Fahre denn hin, herrische Pracht…), så frustration (Zusammen breche was ich gebaut…) samt endelig et regulært smerteskrig (første ”das Ende”) for så at resignere i sorg (det andet ”das Ende”). Konieczny har tidligere sunget partiet som Wotans antagonist, nibelungen Alberich, i tetralogien Nibelungens Ring (se evt. her, her og her), hvori Valkyrien udgør den anden af de i alt fire operaer – i øvrigt den eneste, hvor Alberich ikke er med. Erfaringen fra Alberich-partiet er måske grunden til, at Konieczny kunne synge denne passage så godt, som jeg ikke mindes at have hørt den sunget før. Alberich og Wotan er to sidder af samme, falske verdensorden; og Alberichs forbandelse af Wotan i Ringens første del, Das Rheingold, spejles af Wotans forbandelse af sit eget skaberværk i Valkyrien. Konieczny har taget noget af Nibelheims mørke med over i Wotan-karakteren.

Gudernes falske verdensorden er kodificeret i runerne i Wotans spyd; og samfundspagtens snærende bånd gennembryder bogstavelig talt menneskenes verden i Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Valkyrien, som operachef John Fulljames har stået for. Her gennemtrænger et stort spyd nemlig taget på Hundings hytte, hvor Siegmund møder Sieglinde. Det er desværre også en af de få gode ideer, der er i opsætningen, der i det hele er henlagt til en form for tegnestue, hvor guderne er arkitekter, der planlægger og designer den verden, menneskene skal leve i.

En stor trappe midt i tegnestuen udgør Hundigs hytte, hvorunder de uregerlige mennesker, Siegmund og Sieglinde, gemmer sig og blæser på gudernes regler ved at forelske sig og giver pokker i gudernes konventioner om gæstevenskab, ægteskab og blodskam. Siegmund og Sieglinde skammer sig ikke over noget som helst.

Opsætningen fik mig uafværgeligt til at tænke på Tom og Jerry, hvor musen Jerry gemmer sig i musehullet og lejlighedsvis kigger ud for at skabe panik og kaos i de ellers så regelrette borgerlige stuer. Katten Tom forsørger at fange musen og genoprette den borgerlige orden, men gør typisk mere skade end gavn. Dette er ment positivt, men det ufrivilligt komiske har næppe været tilsigtet fra instruktørens side.

Wotan er chefen på arkitektstuen, mens Brünnhilde er en form for assistent, der skal realisere hans store planer om at skabe en ny og bedre verden i gudernes billede. Den reelle chef er dog hustruen Fricka, der bestemmer, hvor den store trappe med menneskene under skal stå. Meningen med i programmet således, at magten er flyttet fra industrisamfundet til kontorlandskaberne, hvor nutidens ”guder” bor:

”Det er ikke længere industrifolk, der designer fremtiden, det er i meget højere grad teknologer og forskere, eller folk i mediebranchen, Zuckerberg, Murdoch, Bezos, Musk. De beskæftiger sig med den kreative økonomi. De bor i kontorer, og de handler ikke med kul, olie eller gas, men med viden. Og viden er en nøglevare i denne operas fortælling.”

Udover at dette mere eller mindre er samme ide som i opsætningen af Nibelungens Ring i Christians Kirke i 2013 – som Stig Fogh Andersen iscenesatte i Jonathan Dove og Graham Vicks forkortede udgave, hvor Wagners guder var moderne ”medieguder” – så udtrykker citatet en næsten småborgerlig fantasiløshed.

Er det virkelig det bedste, man kan finde på? Hvis man virkelig vil lave moderne, vedkommende regiteater, så vis dog en smule kreativitet frem for blot at kalkere letkøbt samfundskritik fra avisernes debatspalter, der oven i købet er næsten et årti gammel! Kun folk, der er lige så fantasiløse som instruktøren, ville ikke kunne læse en kritik af alle tiders magthavere ind i Wagners stykke, uden at man behøvede gøre vold på det i tegnestuen. Wagner vil rive ned og skabe nyt. Ikke blot reproducerer veletablerede ideer.

Og den overfladiske ørkenvandring i gumpetung symbolik fortsætter:

”Derudover er der den store trappe. Den giver mening både i forhold til arkitektur-temaet og i forhold til det hierarkiske univers, som Wotan bebor. Og trapper er, ligesom døre, midler til at bevæge sig fra et sted til et andet. Denne vej mellem oppe og nede, denne lodrette akse fra guderne til Nibelheims dyb, er meget vigtig for operaen.”

Det lyder – ærlig talt – som noget der er hentet ud af en stil fra en gymnasieelev, der skal skrive om sin ynglingsbog

Det gjorde det ikke bedre, at belysningen gennemgående var sløj og bleg helt indtil langt ind i sidste akt. F.eks. i første akt, hvor Siegmund og Sieglinde skal flygte ud i forårsnatten under fuldmåneskinnet. Her er stemningsfuld belysning sammen med musikken vigtig for, at vi kan mærke de unge menneskers berusende forelskelse. I stedet var livet under trappen blot henlagt i arkitektstuens kode lys. Kostumerne virkede også tilfældige. De var mest en blanding af løsthængende habitjakker, frakker og grimme sort-rød-ternede skjorter.

Opsætningen udtrykker en næsten søvndyssende konformitet. I stedet for at skabe et sammenhængende musikdrama, hvor musik, historie, personer og scenografi går op i en højere enhed, fokuserer man på klodset og uvedkommende symbolik. Den slags lugter desværre alt for meget af en instruktør, der leder efter noget at sige, men ikke kan finde det, fordi han reelt ikke har noget at sige, eller i øvrigt har noget relevant at bidrage med. Så er det måske i virkeligheden bedre, at man holder sin mund, og lader dem tale, der faktisk har noget at sige, f.eks. komponisten, sangerne og orkestret.

Og de havde i den grad noget at sige! Her fejlede kvaliteten af Det Kongelige Teaters produktion bestemt ikke noget. Der var absolut ingen svage steder, og tilmed var der foretaget et par interessante valg i personkarakteristikken.

Bryan Register var f.eks. en meget mere lyrisk og rørende Siegmund, end jeg mindes at have hørt noget andet sted. Mere en uerfaren yngling end den germanske helt, han er og normalt synges som. Register virkede mildest talt ikke som en, der havde mange chancer overfor den onde Hunding, Sieglindes gemal. Hans flugt med Siglinde var mere et udslag af naiv, ungdommelig kærlighed end af heltedåd.

Denne Sigmund-skildring var jeg fantastisk glad for. De to menneskers kærlighed blev så meget mere rørende, når Siegmund netop ikke var en selvsikker helt: Svagheden og håbløsheden bliver i stedet malet tydeligt frem hos de mennesker, der står magtesløse over for gudernes påfund, hvor kampen er tabt på forhånd, da Fricka tvinger Wotan til at fratage Siegmund gudernes gunst.

Deres kærlighed er det eneste de har; og den bliver derfor mere nærværende for os. Denne Siegmund-skildring kan sagtens rummes inden for Wagners drama. Selvom jeg ikke her kan sige, hvad jeg foretrækker, så ville jeg bestemt ikke have undværet Bryan Registers Siegmund.

Sieglinde, der blev flot og godt sunget af Ann Petersen, var noget mere offensiv både i gestik og stemme, end man vanligt ser og hører. Hun virkede ikke som en underkuet hustru, men en kvinde, der fyrigt og trodsigt gav Hunding maksimalt modspil, og næsten afbryder ham nogle steder. Da de to elskende flygter ud i forårsnatten, slår hun sit hår ud og lader det hænge løst for at vise, at hun nu er blevet frigjort fra de snærende bånd i ægteskabet med Hunding.

Desværre er den fyrige trods ikke megen nytte til, da de unge elskende står over for en frygtindgydende Hunding i Morten Stausgaards glimrende, mørke stemmeskikkelse. Bestemt ikke en mand, der finder sig i hvad som helst. Han næsten tæver Siegmund på et tidspunkt og truer også de to elskende med et gevær.

Fulljames havde generelt noget mere held med personinstruktionen end med opsætningen. Kun enkelte steder virkede det til, at personerne var overladt til sig selv. F.eks. stedet hvor Sieglinde synger sin sang til Siegmund i første akt. Her vidste Siegmund vist ikke helt, hvad han skulle foretage sig. Klart var det i hvert fald ikke for mig.

Det er i anden akt, vi første gang får hørt Tomasz Konieczny sublime basbaryton. Det er i striden med hustruen Fricka. Stemmemæssigt er Konieczny næsten for overlegen i den første scene. Her er det jo netop meningen, at Wotan er den lille i forhold til Fricka, der i øvrigt blev godt og troværdigt sunget af Hanne Fischer. Men det virkede ikke troværdigt, at Wotan her næsten var den stærkeste i det ægteskabelige klammeri. Konieczny kunne med fordel have behersket sig lidt her.

Langt mere troværdig stod for mig den efterfølgende scene mellem Wotan og Brünnhilde. Sidstnævnte blev utrolig rørende sunget af Trine Møller, der var meget mere menneske end valkyrie. Menneske bliver hun ganske vist først senere som straf for at have trodset overgudens ordre. Men denne menneskelige Brünnhilde passede imidlertid rigtig godt til scenen mellem Wotan og Brünnhilde, der jo er far og datter og ikke kun to guder, der tilfældigvis møder hinanden og samtaler.

I denne scene viste Konieczny passende tilbageholdenhed, mens Trine Møllers Brünnhilde lyttede til ham med en barnlig ømhed, der gjorde dette møde mellem dem fantastisk rørende og troværdigt. Det stod i scenen klart, hvorfor Brünnhilde trodser hans ordre: Hun synes det er synd for overguden, at han må ofre sin egen søn, Siegmund, hvilket han inderligt ikke ønsker. Derfor gør hun præcis det, han ønsker, ved at forsøge at redde Siegmund. Som personificering af hans sind kan hun ret beset heller ikke andet.

Scenen mellem Konieczny og Møller gjorde det helt klart, at Brünnhilde netop er så meget mere end et ulydigt barn, der ikke gør, hvad far siger. I fin tråd hermed var det heller ikke en skræmmende dødsengel, der viser sig for Siegmund i anden akt, men et ydmygt menneske, der har ondt af de to elskende.

Selv hvis det ikke havde været for det berømte, indledende Walkürenritt, havde tredje akt af Valkyrien været værkets højdepunkt. Den ene smukke passage afløser simpelthen den anden i blid strøm, sluttende med den smukke musik, ”Feuerzauber”, der følger Brünnhilde i ind i tryllesøvnen. Mit eget ynglingssted er passagen lige inden, hvor Wotan kyser Brünnhilde godnat med disse ord:

”Denn so – kehrt
der Gott sich dir ab:
so küsst er die Gottheit von dir!“

Udstødelsen fra paradiset. Uskyldstabet, intet mindre. Scenen, hvor Brünnhilde mister sin guddommelige uskyld og fordømmes til at skule vågne op til et liv som  sanseligt menneske, er operaens højdepunkt. Musikken der kommer lige efter de citerede er ikke mindre effektfuld. Man kan tydeligt mærke, hvordan hendes øjenlåg blive tunge, hvordan hovedet, skuldrene og til sidst hele kroppen synker sammen i en lang, dyb søvn, hvor drømmene lige så stille begynder at pible frem i hendes hoved.

I Valkyrierittet i starten af tredje akt går zombier op ad en stor trappe. Foto: Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Det gode spil mellem Wotan og Brünnhilde fortsatte i tredje akt og fandt sit naturlige klimaks midt i Wotans afskedssang til Brünnhilde, som han synger lige inden, han efterlade hende i tryllesøvnen. Her var Konieczny næsten endnu bedre end i anden akt. Konieczny viste en glimrende stemmebeherskelse, startende som den hårde, straffende gud, der forsøger at være ond mod sin datter.

Men til sidst kan han ikke mere skjule frustrationen og sorgen. Stemmen knækker næsten over i gråd. Jeg kan ikke huske, at jeg har hørt Wotans afskedssang til Brünnhilde sunget så inderligt og overbevisende, som Konieczny gjorde det her en søndag i marts 2022. I det hele taget er den her opsætning af Valkyrien en af de mest menneskelige og rørende, jeg har set. Og det er ment positivt.

Scenografisk var der desværre ikke meget mere at byde på i tredje akt, hvor de forskellige personer mest løb op og ned ad den store trappe. Under Valkyrierittet kravlede nogle zombier op ad trappen. Hvordan dette hang sammen med arkitekturtemaet stod mig ikke klart. I programmet afvises Wagners ideer om valkyrier ridende på heste som noget, der “ligger uden for både vores budget og æstetik i dag”.

Det er nok snare instruktørens fantasi, der svigter. Opsætningen forekom mere og mere som en række usammenhængende, tilfældige ideer. Til allersidst kører scenen op; og vi ser den unge Siegfried løbe rundt under det fredfyldte flammehav, der omslutter den sovende Brünnhilde, som er det noget, hun drømmer. Den ide er til gengæld god.

Mere overbevisende end scenografien var heldigvis Det Kongelige Kappel, der blev dirigeret af Thomas Søndergård. Kapellet viser, at de formentlig er allerbedst, når de spiller de store værker fra den tyske høj- og senromantik. Man kan håbe, at de får lov til at spille det noget mere, og at vi får de øvrige operaer i Nibelungens Ring med samme gode rollebesætning – men gerne i en anden opsætning. For Valkyrien er hvad sang og musik angår en præstation, som jeg er mere end tilfreds med.

Richard Wagner, Valkyrien, Det Kongelige Teater, Operaen, den 20. marts 2022

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/valkyrien

Stig Fogh Andersen, Magt. Wotan/Alberich – to alen ud af ét stykke (programartikel fra opsætningen fra Christians Kirke i 2013)

Wotan og verdens ende, Nila Parly interviewer John Fulljames (programartikel).

Dr. Julius Burghold, Der Ring Des Nibelungen. Text mit den hauptsächlichsten Leitmotiven und Notenbeispielen (1913)