Den Jyske Opera fortsætter med operaen Michael Kohlhaas (1933) af Paul von Klenau (1883-1946) det glimrende initiativ, Den Danske Serie, hvor ukendte/glemte danske operaer sættes op. Pudsigt nok er det Den Jyske Operas tyske operachef, Philipp Kochheim, der står bag dette initiativ, og som også er instruktør på opsætningen af Michael Kohlhaas. Tidligere på året opsatte man i samme serie operaen Kleopatra (1894) af August Enna (1859-1939).
Der er i forbindelse med omtalen af Michael Kohlhaas gjort en del ud af, at den angiveligt skulle have været en af Hitlers ynglingsoperaer – nazisme og Anden Verdenskrig sælger som bekendt. Et helt radioprogram på Radio24Syv er helliget litteratur om krigen. Nazist var Klenau dog ikke, hvilket der gøres meget ud af i Den Jyske Operas programbog, men da han havde det meste af sit virke i Tyskland lige før krigen, blev han anset som for tysksindet. Han røg derfor ud i kulden efter krigen.
I de senere år har der dog været fornyet interesse om hans værker. Hans store 9. symfoni blev uropført i 2014, og det er vist det mest omfattende orkesterværk, der er komponeret af en dansk komponist. Netop samtidig med premieren på Den Jyske Operas opsætning af Michael Kohlhaas udgiver Museum Tusculanums Forlag Klenaus efterladte erindringer. Bogen kan købes til favørpris ved forestillingerne i Musikhuset Aarhus. Michael Kohlhaas havde premiere i 1933 i Stuttgart, men har vist ikke været opført siden 1940’erne. Opsætningen på Den Jyske Opera er den første herhjemme.
Operaen foregår i 1532 og søger inspiration i det tyske bondeoprør i 1520’erne. Det er den ikke den eneste opera, der gør. Klenaus samtidige, Paul Hindemith, tager i operaen Mathis der Maler (1935) udgangspunkt i samme konflikt. Ligeledes også danske Bo Holtens (1948-) opera Schlagt sie tot om Martin Luther, der blev uropført på Malmö Opera i år.
Kleanus Michael Kohlhaas tager udgangspunkt i novellen af samme navn af Heinrich von Kleist (1777-1811) fra 1810, om den retskafne hestehandler, Michael Kohlhaas, der oplever uretfærdighed og forvandles til en røver og morder. Som det hedder i indledningen til Kleists novelle:
“Das Rechtgefühl aber machte ihn zum Räuber und Mörder.”
Kohlhaas bliver pludselig en dag afkrævet pas og betaling et sted, hvor det ellers aldrig har været tilfældet. Den gamle lensherre er død. Og en ny, Junker Wenzel von Tronka, er kommet til. Kohlhaas må sætte sine heste i pant for at få lov til at passere. Senere finder han ud af – hvad der også havde anet ham – nemlig at pas og betaling ikke lovligt kunne afkræves ham. Da han kommer tilbage for at få sine heste, er de blevet mishandlet og udsultet; og den staldknægt, Herse, han lod tilbage for at passe på hestene, er blevet mishandlet på det groveste af junkerens folk. Kohlhaas går rettens vej, men sagen afvises af myndighederne som ren kværulanteri. Kohlhaas’ elskede hustru, Lisbeth, forsøger at gå i forbøn for ham hos kurfyrsten, men mødes af en lanse, såres og forbløder. Inden hun dør, beder hun Kohlhaas læse et stykke fra biblen:
“Vergib deinen Feinden; tue wohl auch denen, die dich hassen.”
Tilgivelse er imidlertid ikke i Kohalhaas’ sind; og han samler nogle folk, der også er utilfredse, med lensherrens behandling. Tronkenburg brændes ned. Junkeren er imidlertid flygtet til et nærliggende kloster. Herefter tager den ene begivenhed den anden. Oprøret tager til, og snart nedbrænder og plyndrer Kohlhaas og hans folk den ene by efter den anden i en blanding af hævn og såret retsfølelse.
Klenau udarbejdede selv librettoen på baggrund af Kleists bog, og der er ikke overraskende foretaget en række omarbejdninger af stoffet for at få det til at passe bedre til operaformen. Hvor eksempelvis Lisbeths død i bogen er en af de begivenheder, der er med til at starte oprøret, er det i operaen noget, der sker midt i som et resultat af oprøret. Dette gør ikke så meget.
Mindre vellykket er operaen med at skildre den vrede og følelse af uretfærdig behandling, der får Kohlhaas til sætte hele sin ellers trygge tilværelse og sit familieliv over styr i et amokløb. I bogen bruges der en del tid på at udpensle de groteske uretfærdigheder og ydmygelser, han udsættes for, og den arrogance han mødes med fra myndighedernes side. I operaen er dette meget hurtigt overstået. Kender man ikke bogen, forstår man ikke rigtigt, hvorfor manden bliver så vred. Det er lidt en skam, for operaen vil gerne stille et centralt spørgsmål om, hvornår man har “ret” til at gøre oprør mod uret og uretfærdighed. I operaen virker Kohlhaas’ reaktion fra starten som en overreaktion drevet af blindt, emotionelt raseri. Bogen fanger noget bedre, at rettens modsætning ikke som sådan er uretten, men mere vilkårligheden.
Udover dette – væsentlige – forbehold, har jeg ikke de store indvendinger mod Klenaus dramatisering, der fint får de forskellige karakterer frem i musik, og effektivt formidler den ikke helt ukomplicerede historie. Her kunne den Jyske Opera dog godt have gjort mere. Som det desværre også var tilfældet med opsætningen af Ennas Kleopatra, er der ikke et ordentligt handlingsreferat, der følger handlingens enkelte scener. Der bruges mere tid på nazisme og Hitler og anden udenomssnak i programbogen. Desværre.
Musikken er en blanding af modernisme, tolvtonemusik og senromantik med indslag af renæssancemusik. Orkesterklangen er stor og tung, og stilistisk minder det mig mest om Paul Hindemith eller Alban Berg. Dog måske nok mest om førstnævnte. Det modernistiske og vilde bruges hovedsageligt til at skildrer de dekadente adelsmænd, mens musikken bliver varm og tonal, når vi er hjemme hos Lisbeth på Kohlhaasenbrück. Højdepunktet var en solistisk passage med sang og lutspil af den tyske minnesanger Walther von der Vogelweide (ca. 1170-1230, altså bevidst anakronistisk), hvor referencerne til tidlig musik var tydelig. Walther, glimrende sunget af Mihchael Ha, får dog senere selskab af orkestret, der efterhånden tilførte indslaget nogle vilde modernistiske elementer, så vi med rekordfart kom 500 år igennem musikhistorien. Flot lød det!
Musikken gør gennemgående brug af store, dynamiske udsving fra det lave og sarte og til det øredøvende og voldelige. Mellem de utallige sceneskift var der længerevarende symfoniske orkesterpassager. Det udvidede Aarhus Symfoniorkester var meget velspillende under dirigent Jonas Alber, og de fik fint både det modernistiske og det senromantiske frem.
Der gøres en del brug af egentlig talt dialog ind over musikken. Dette var ikke altid lige overbevisende. Navnlig i de første to akter lød det meget animeret og bar præg af til tider temmelig middelmådigt skuespil. Sandt at sige skal jeg ikke helt kunne sige, om det animerede var tiltænkt i selve Klenaus dramatisering, eller om det var mangler i personinstruktionen. Musikkens indslag af vild modernisme kunne godt støtte, at det animerede element måske var en del af værket. Uanset om skylden er Klenaus eller Den Jyske Operas, så kom eksempelvis en nøglescene som Kohlhaas’ møde med Martin Luther ikke til at virke troværdigt. I bogen har sidstnævnte ellers et vidunderligt raseriudfald mod Kohlhaas, som i vidt omfang synes kopieret direkte ind i librettoen ord for ord.
Scenografien blev under introduktionen præsenteret som noget af det mest imponerende set på Den Jyske Opera i 24 år. Så langt tilbage rækker min viden ikke, men imponerende var det i hvert fald. Anja Jungheinrich, Mathilde Grebot og Anders Poll, henholdsvis scenograf, kostumedesigner og lysdesigner, havde fået stablet en imponerende opsætning på benene, der i det hele holdt sig i et romantiseret middelalder-renæssanceunivers. Ikke helt ulig musikken. Men, som med musikken, også med indspark af modernisme, der viser, at operaens univers er et lidt skævt univers, eksempelvis i det vilde farvevalg i adelsmændenes kostumer.
Visuelt mindede stilen mig om den stil, der bruges i David Lynch’ Dune (1984), der også er en fantastisk blanding af noget genkendeligt fra historien kombineret med vilde science fiction-indslag. Der var tydeligt arbejdet meget – og meget vellykket – med lyssætning og stemninger og med at få det til at spille sammen med musikken, personerne og fortællingen. Eksempelvis igen det vilde farvevalg i kostumerne hos den dekadente adel, som sammen med den modernistiske musik, der følger dem, afspejler den form for perversion i deres natur, som operaen tillægger dem. Nogle scenebilleder var næsten surrealistiske kunstopstillinger i sig selv. Opsætningen var en musikalsk og sansemættet totaloplevelse.
Michael Kohlhaas kræver et meget stort antal sangere, hele 30 ifølge programmet. Hertil kommer kor. Mange medvirker dog kun ganske kort tid, og mange synger dårligt nok. Mange partier var besat af de samme personer.
Fremhæves skal især italienske Filippo Bettoschi i titelpartiet og Aileen Itani som hans elskede Lisbeth. Begge sang godt, og sammenspillet mellem dem var troværdigt, hjerteligt og rørende, særligt i scenen hvor Lisbeth ligger for døden og beder Kohlhaas tilgive sine fjender.
Ligeledes må fremhæves Daniel Szeili som kurfyrsten af Sachsen, der både i stemme og udtryk fik de rette absurditeter frem i denne antagonist. Navnlig i dennes rablende vanvidsmonolog om natten. Ligeledes var der fin sang og troværdighed i udtrykket hos henholdsvis Ulla Kudsk Jensen og Tanja Kuhn som henholdsvis sigøjnersken og Heloise.
Jeg er altså meget glad og tilfreds for Den Jyske Operas opsætning af Michael Kohlhaas. Den er gennemarbejdet, og musikalsk vellykket. Den spiller kun én gang mere, nemlig lørdag den 24. august 2019 i Musikhuset Aarhus, så det er bare med at komme afsted!
Paul von Klenau, Michael Kohlhaas. Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus den 22. august 2019
Referencer:
Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende, billeder og video fra forestillingen m.v.:
https://jyske-opera.dk/kalender/michael-kohlhaas
Den Jyske Operas programbog for sæson 2019-20 med diverse information om værket. Kan hentes fra hjemmesiden.
Heinrich von Kleist, Michael Kohlhaas (1810, genudgivelse fra 2008 af Fischer Taschenbuch Verlag).
Det blev til forestillingsintroduktionen den 22. august 2019 sagt, at man havde fået penge til at indspille Michael Kohlhaas. Ud fra sammenhængen var det dog lidt uklart, om dette blot betød, at den ville blive sendt i radioen. I programmet står der dog utvetydigt, at en indspilning vil blive udgivet af Dacapo. Jeg håber meget, at det bliver til noget. Der er i øvrigt ikke meget musik udgivet af Klenau, men noget findes på Dacapo. Ikke mindst den store 9. symfoni:
https://www.dacapo-records.dk/udgivelser?key=klenau
Paul von Klenaus efterladte erindringer med forord, introduktion og kommentarer af Eva Hvidt er udgivet på Museum Tusculanums forlag:
