Opera: Kleopatra

Den Jyske Opera har fået den udmærkede ide at genopsætte ukendte danske operaer under overskriften ”Den Danske Serie”. Aktuel er Agust Ennas Cleopatra (sådan staves titlen vist oprindelig), der havde premierer i 1894, og som var frygtelig populær i sin samtid både i Danmark og udlandet. P.t. er den på turne rundt i landet og var i sidste uge nået til Gamle Scene på Kongens Nytorv, hvor den opførtes tirsdag og onsdag.

”Hvis I er kommet for at se grå jakkesæt og maskinpistoler, er I gået forkert.” Sådan blev introduktionsforedraget indledt. Det er præcis den slags, jeg gerne vil høre til et introduktionsforedrag. Det havde også været en total misforståelse, hvis man havde sat sig for at lave en nyfortolkning af et værk, der ikke har været opført i henved 70 år, og som vist ingen blandt publikum kan have set opført før. Hele argumentet for regiteatret er jo altid, at folk har set værket før og kender det til hudløshed. Som tidligere redegjort for er dette ikke i sig selv noget som helst argument for at fravige kunstnernes valg og sætte instruktørens i stedet. Men det ville være uhørt, hvis selv nye eller genopdagede værker blev udsat for såkaldte ”nyfortolkninger”.

Enna er mildest talt ikke særlig kendt. Jeg har selv kun hørt ganske lidt af ham og ikke set en opera af ham før Cleopatra. Han har skrevet nogle gode tonedigte/symfoniske fantasier og et par symfonier, hvor vistnok kun nr. 2 er indspillet. Nr. 1 er vist bortkommet. Af andre operaer er den korte Den lille pige med svovlstikkerne efter H. C. Andersen og Ung Elskov. Herudover er der en ballet over Hyrdinden og skorstensfejeren. Alt det nævnte findes indspillet på tyske CPO (Classic Produktion Osnabrück) – Ung Elskov dog i en tysk oversættelse som Heiße Liebe.

Stilistisk ligger vi i nærheden af Wagner eller Strauss. Det hypersanselige tonesprog er dog nok alligevel tættest på sidstnævnte, uanset at det måske har været begrænset, hvor meget Enna kunne have været inspireret af Strauss i starten 1890’erne. Strauss’ første opera (Guntram) havde premierer i Weimar samme år som Cleopatra og på det tidspunkt arbejdede Strauss stadig mest med tonedigte. Den musikdramatiske magi, han senere blev så kendt for, kom først rigtigt godt et årti senere. Nå, men alt dette skriver jeg altså også kun for at prøve at beskrive, hvordan Ennas musik lyder. Og her kommer vi altså nok – alt andet lige, synes jeg – tættest på Strauss.

Dette gælder også i emnevalget. Strauss valgte ofte mytologiske og eventyragtige forelæg. En opera om Cleopatra må siges at falde i samme kategori. Vi er lagt fra eksempelvis Puccinis såkaldte ”realisme”. Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at Cleopatra har en række højdramatiske elementer og intriger krydret med store korpassager, der mere bringer minder om noget vi kunne finde i Nabucco, Il trovatore eller Aida. Det gælder særligt i den store finale i slutningen af første akt, der minder meget om noget, der kunne findes hos Verdi.

Historien kommer isoleret set nok også tættest på noget fra Verdis højromantiske univers, hvor store begivenheder kædes sammen med individuelle menneskeskæbner. Ennas opera er til en libretto af Einar Christiansen efter en roman af Henry Rider Haggard (ham med Kong Salomons Miner). Den har vist ikke meget at gøre med de historiske begivenheder, der omgiver den berømmede, antikke skønhed, der forførte både Cæsar og Markus Antonius.

I operaen møder vi den Ægyptiske prins Harmaki, der vil befri sit land for den romerske indflydelse, der er kommet til med Kleopatras styre. Harmaki sværger derfor over for ypperstepræsten/kongen Sepa, der også er hans far, at ville dræbe Kleopatra. Planen skal fuldbyrdes ved, at Harmanki skal vinde hendes tillid ved at udgive sig for at være drømmetyder. Han får hjælp af Kleopatras kammerpige, Charmion, der er forelsket i Harmaki.

Det går dog ikke Harmaki bedre end Cæsar og Markus Antonius: Han undervurderer Kleopatra og falder pladask for hende: ”Min mund er en duftende blomsterskål | dugget med sukkersød ånde.” synger hun. Og det lyder da ikke så slemt? Man kan blive udsat for værre ting, end piger der dufter sødt? Men der er grund til at være på vagt, for Kleopatra synger også mere advarende ”Natten er rædsel! | Natten er lyst!” Kleopatra er et nattens og lidenskabernes væsen. En af de vilde, arkaiske kvinder, der gør sig så utrolig godt i operagenren. Sin lige har hun i Strauss’ Elektra og Salome og i Wagners Ortrud.

Harmaki er derfor splittet mellem sin edsvorne pligt over for fædrelandet og sin “kærlighed” til (erotiske længsel efter) Kleopatra. Vi finder vist aldrig rigtigt ud af, hvad der er stærkest hos ham. For da Charmion opdager hans forhold til Kleopatra bliver hun jaloux og sladrer, hvorefter Harmaki pågribes.

Scenografien er simpel, hvilket ikke er usædvanligt for en opera, der skal turnere rundt. Men som jeg vist har påpeget adskillige gange før, så opnår man ofte mere ved at gøre mindre, når handlingsmættede værker skal sættes i scene. Og det gælder også her. Scenerummet er gennemgående et form for tempel eller palads med søjler. Belysningen er gul og stemningsfuld og ved at varierer intensiteten af belysningen kommer den både til at ligne Ægyptens sol og fakkelbelysningen i et antikt sovekammer ved nattetide. Belysningen var gennemgående varm og gav den rette eksotisk stemning. Det virkede godt. Højdepunktet var især i anden akt, hvor Kleopatra og Harmaki står i skarpt baglys, så de mere og mere fremstår som mørke silhuetter efterhånden som det slet skjulte erotiske spil mellem dem spidser til.

Jeg savende ikke noget, hvad scenografien angik. Tyske Ben Bauer var både instruktør og scenograf og fik det optimale ud af de få virkemidler.

Bauer var også sluppet godt fra personinstruktionen. Dog var karaktererne mere stilstående i første akt, hvor de forskellige personer mest bare præsenteres en for en. Her kunne der måske godt være gjort lidt mere fra instruktørens side, når nu der ikke sker så meget i handlingen. Men det kom man hurtigt efter. Særlig i anden akt med sam- og modspillet mellem Kleopatra og Harmaki. Ligeledes i den scene hvor Harmaki lader sin frustration over at være fanget mellem kærlighed og fædreland gå ud over Charmion.

Det eneste, jeg fandt egentligt mishag ved, var et ”danseoptrin”, der ledsagede et længere orkestermellemspil i tredje akt (tror jeg nok det var), hvor en enlig mand kastede sig rundt på gulvet som om han havde et epileptisk anfald. På musikken virkede det klart, at der her skulle have været nogle festligheder eller måske en form for procession. ”Dansen/anfaldet” var en pinlig affære og aftenens lavpunkt, uanset at Ennas musik forblev flot og sanselig også her.

Den Jyske Opera kan altså godt være tilfredse med sin opsætning af Cleopatra, som jeg meget gerne vil gense snart. Jeg håber, man får lavet en egentlig indspilning. Ifølge programmet vil den blive optaget og indspillet på DACAPO. Særligt efter et par lidt skuffende præstationer – dømt ud fra, hvad der var forbi Gamle Scene – som eksempelvis Carmen og Elskovsdrikken er Den Jyske Opera tilbage som det sikre og stabile holdepunkt i dansk opera, der viser både besindelse og stor kreativ energi.

Derfor er det også lidt en skuffelse – når man nu har sat sig for at genoplive en ukendt dansk opera – at der ikke følger bedre programinformation med. Det er ikke mange år siden, at hver af Den Jyske Operas produktioner var ledsaget af solide programartikler med meget information om værket. Typisk skrevet af Michael Bonnesen. Nu har man kun lavet ét programhæfte, hvor man har samlet al information om alle sæsonens opsætninger på én gang. Det ligner en regulær sparreøvelse. Der er kun et par sider til rådighed til hver opsætning. Til Cleopatra er der ikke engang et ordentligt beskrivelse af de forskellige nuancer i handlingens enkelte scener og en ordentlig beskrivelse af karaktererne. Jeg er fortsat i tvivl om, hvorvidt Sepa faktisk var ypperstepræst, konge eller begge dele. Det står, så vidt jeg kan se, ikke i programmet. Man er derfor henvist til at følge intensivt med i overteksterne. Og enhver ved, at det ikke går an at kigge derop hele tiden.

Opera kræver en vis forberedelse, hvis man vil have det optimale udbytte, når ikke man kender værket i forvejen. Et handlingsreferat skal som minimum gengive de enkelte scener ganske præcist. De kun fem sætninger, Den Jyske Opera bruger på at gengive handlingen er ikke godt nok. Slet ikke når vi har at gøre med at værk, hvor man ikke lige kan finde et handlingsreferat eller en libretto på internettet eller andre steder – det eneste, jeg har kunne finde er et partitur med gengivelse af den sungne tekst på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Henholdsvis en dansk og en tysk udgave. Det er lidt en skam. For på den måde signalerer man jo mest af alt, at handlingen og karaktererne er ligegyldige og det mest handler om Ennas musik. Men opera er jo som bekendt et komplekst sammenspil mellem begge dele! Og når man nu engang har sat sig for at finde et ukendt værk frem igen, så kunne man godt have gjort lidt mere ud af dén side af sagen. Og historien i Cleopatra er jo god! Og der er meget på spil mellem karaktererne, så det er ærgerligt at den del nedtones, og man ikke giver bedre muligheder for at gå lidt tættere på karakterernes psykologi.

Når jeg tænker på, at man i Prag og München optrykker librettoen sammen med operaens program. Hvorfor gør man ikke det samme som led i Den Danske Serie (hvorfor gør man det ikke i det hele taget)? Der er mange fine scener i Cleopatra, der kunne være interessante at dykke ned i. Med Clopatra er teksten oven i købet allerede på dansk, så man skal ikke engang forsvarer udgifter til en oversættelse. Det meste arbejde burde kunne klares af en studentermedhjælp. Meget af arbejdet er formentlig allerede gjort i og med, at man jo har teksten i tekstanlægget.

Til gengæld havde man et glimrende hold af sangere, hvilket jo – alt andet lige – er vigtigere! Elsebeth Dreisig sang partiet som Kleopatra den 13. marts 2019, og det klarede hun flot med en meget fin og smuk stemme. Måske næsten for pæn og ren til at en figur som Kleopatra. Det er måske meningen. For fra Ennas side er hendes musik også gennemgående varm og harmonisk. Ikke lige det som man kunne forvente af dén type kvinde. Det er meningen, at vi skal snydes af hendes sødmefulde charme.

Anderledes med den jaloux kammerpige Charmion, hvis musik var mere mørk, vild og præget af dissonans. Det er interessant, at det ikke er Kleopatra, der er forsøgt gjort til den intrigante pige. Også Charmion var i gode hænder hos den ukrainske sopran Ruslana Koval. Her skal der også lyde lidt ros for tydeligvis at have lagt en del arbejde i at mestre operaens danske tekst med meget fin udtale, der var helt på niveau med den øvrige sangeres.

Bedst var tenoren, danske Magnus Vigilius, der sang partiet som Harmaki. Han var var fremragende med en stor og flot stemme. Han brillerede især i den store arie i starten af anden akt, hvor Harmaki udtrykker sin splittelse mellem kærlighed og pligt over for fædrelandet. Han overbeviste måske mindre som elsker end som helt. Kleopatra var mere overbevisende som forførende, end han var, som en der blev forført.

Ypperstepræsten (eller hvad han nu var) Sepa var det sidste store parti, og han det blev også aldeles godt sunget af bassen Lars Møller. Meget ærgerligt, at han kun var med i starten og lidt i slutningen. Ham ville jeg genre have hørt mere til.

I København og omegn var det Copenhagen Phil, der havde fået til opgave at ledsage det gode hold sangere på Gamle Scene. Under Joachim Gustafsons ledelse fangede de fint både de høj- og senromantiske elementer i Ennas partitur, om end de nok var stærkest i førstnævnte.

Jeg skal derfor ikke lægge skjul på, at jeg er rigtig glad og tilfreds ved Den Jyske Operas Cleopatra. Det lover godt for Den Danske Serie, der fortsætter til august, hvor Paul van Klenaus opera Michael Kohlhaas fra 1933 har premiere i Aarhus. Den kommer desværre vist desværre ikke på turne.

Cleopatra er stadig på turne. Den kommer til Sønderborg den 22. marts, Esbjerg den 26. marts, Flensborg den 27. marts, Vejle den 11. april for så at slutte af i Odense den 12. april 2019. Så det er bare med at komme afsted. Nærmere om de enkelte opførelsessteder kan ses nedenfor.

August Enna, Cleopatra. Libretto af Einar Christiansen efter Henry Rider Haggard. Det Kongelige Teater, Gamle Scene den 13. marts 2019

Referencer

Den Jyske Operas hjemmeside, om forestillingen, hvor man også kan hente programbogen, høre uddrag fra værket og se fotografier fra opsætninger:

https://jyske-opera.dk/kalender/kleopatra

Desværre findes Cleopatra mig bekendt ikke indspillet. Kun den stemningsfulde ouverture har fundet vej til cd-mediet, hvor den er udgivet på CPO sammen med Ennas violinkoncert:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=9550

Partituret til Cleopatra fra Det Kongelige Biblioteks hjemmeside:

http://img.kb.dk/ma/dankam/ms/enna_august/enna_cleopatra_manuskript.pdf

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!