Valdemarsdag

Dannebrog 800 år: rigets og folkets fane

17. juni 2019
9 minutters læsetid

I anledning af Valdemarsdag og 800 års “fødselsdag” for Dannebrog skriver Adam Wagner om fanens historie og betydning – og, ikke mindst, om det danske folks ansvar i brugen af fanen.

Af Adam Wagner 

I en af vore ældste sange til Dannebrog hedder det:

Fra Himlen er du faldet,
Du Danmarks Helligdom!
Did har du Kæmper kaldet,
Som Verden leder om.
Saalænge Rygtet svinger
Sig over Land og Søe,
Mens Nordens Harpe klinger,
Din Roes skal ei uddøe.

Titlen er ganske enkelt ’Til Dannebroge’, og B.S. Ingemann skrev teksten i 1807.

Ja, Dannebrog fylder 800 år! Det fejres i dag, omend det er historikerens pligt at meddele, at årstallet 1219 ganske givet er forkert, ligesom selve beretningen om det himmelfaldne banner er usikker og noget sent overleveret i forhold til selve begivenheden.

Verdens ældste flag

Næppe mange bliver dog overraskede over disse anmærkninger. Og gør de nogen forskel? Vel næppe for den betydning, som flaget har rent folkeligt. Fejringen af Dannebrog på Valdemarsdag er i hvert fald grundfæstet, og det er fastsættelsen af ”fødselsåret” 1219 også, ja, det er faktisk en tradition, der går helt tilbage til senmiddelalderen – hvilket i sig selv er tegn på, at Dannebrog (uanset hvad rationalister og positivister kan komme med af indvendinger) er et meget gammelt nationalflag, verdens ældste, og at de legender, der knytter sig til det, også er gamle og derfor en del af flagets historie.

 

Dannebrog – ikke alene oprindelsen og årstallet er omdiskuteret, det er også selve navnet: Kommer det af frisisk og betyder »et rødt klæde«, eller er det afledt af vores folkenavn og betyder »danernes klæde«? Den første betydning synes man at have besluttet sig for i ordbogskredse, omend grundlaget for tolkningen er spinkel. Personligt kan jeg ikke lade være med at tænke, at tolkningen er udtryk for samme tendens, som når forskere (eller i hvert fald diverse formidlere) synes at mene, at den allervigtigste oplysning om henholdsvis juletræet, kristendommen, Holger Danske, Oehlenschläger med mere er, at det slet ikke er dansk! På samme måde som nogle – når nu vi taler om Dannebrog – er kommet frem til, at Dannebrog nok i virkeligheden er en slags kopi af det tyske riges krigsfane, som så ud på samme måde, og som fandtes før den tidligste sikre afbildning af Dannebrog (som er fra omkr. 1370). Men ren spekulation er det dog. I øvrigt var det slet ikke ualmindeligt at have en dannebrogslignende fane, det havde Johanniter-ordenen også.

Uanset om Dannebrog bare betyder »rød klud«, og om flaget skulle være kopieret efter den tyske rigsfane (eller Johanniter-fanen), så er Dannebrog dog uomtvisteligt dansk, for Dannebrog har gennem århundreder været et dansk flag og har vist, hvor Danmarks flåde og hærenheder var, hvilke fæstninger der var danske, og hvilke skibe, der kom fra Danmark. Og det lige fra middelalderens hærtog til de danske Leopard-kampvogne i Afghanistan og orlogsfartøjerne på sørøvervagt ud for Afrikas Horn.

Og i de sidste godt 200 år, har Dannebrog desuden vist, hvor der var danske, som gladeligt ønskede at vise for sig selv og alverden, at de var netop det, og at de var forbundne med Danmark og det danske.

Det himmelfaldne banner

Men vi foregriber historien. Lad os i stedet – i store træk – følge Dannebrog gennem tiderne. Vi kan dog ikke så godt begynde med begyndelsen, for vi kender den ikke. Vi kender dog den senmiddelalderlige legende om begyndelsen, og så er vi ved det himmelfaldne banner.

En nederlandsk våbenbog, lavet mellem 1370 og 1386, med navnet Armorial Gelre viser (ikke overraskende) en række våbenskjolde. Et af dem er den danske konges, og man ser Danmarks våben med de tre blå leoparder (som endnu ikke var blevet til løver) på gul bund omgivet af en masse røde hjerter (hvis antal endnu ikke var fastsat til ni). Over dette våben ses en hornet hjelm, og ved det ene horn ses et fint lille flag med hvidt kors og røde felter. Der er dog ikke angivet noget navn for flaget. Til gengæld findes der i en anden nederlandsk våbenbog fra omtrent samme tid afbildet et skjold med et kors i og derved navnet »Denenbroce«. Da vi jo senere kender netop dette flag med dette navn, tyder det altså på, at både flaget og dets navn var kendt ude i Europa i andet halvdel af 1300-tallet, hvilket igen tyder på, at det næppe var ganske nyt, hverken navn eller flag. Men det er da muligt, som nogle har foreslået, at det først er Valdemar Atterdag, der for alvor er begyndt at bruge Dannebrog.

Erik af Pommern lod senere i sit segl de danske leoparder holde et lille Dannebrog i poterne; det var i 1398, og man aner, at Dannebrog som symbol var ved at komme ind på linje med dette gamle danske våben. I hvert fald vides det, at Dannebrog i de dansk-svenske krige i 1400-tallet blev ført som hærens banner, og navnet Danebroka kendes derfor fra svenske kilder bl.a. i den vise om den svenske frihedskæmper (eller oprører) Engelbrekt Engelbrektsson, som biskop Thomas af Strängnäs skrev i 1438 eller ’39. Her symboliserer Dannebrog helt tydeligt de fremmede danske enheder, der, skønt anført af en svensk stormand, står i modsætning til de svenske mænd og deres ønske om frihed.

Helligdommen

Ved Christian I’s hyldning i Lund i 1448 overrakte ærkebiskop Tue Nielsen kongen rigets banner. Man ser måske her et glimt af den »Danmarks Helligdom«, som Ingemann senere besang, og som vi skal vende tilbage til om lidt. Under alle omstændigheder tiltog den symbolske brug af Dannebrog, hvilket fx ses af kong Hans’ kroningskåbe fra 1483, som prydes af et broderet Dannebrog.

Dannebrog optræder i 1400- og 1500-tallet nærmest som et helligt klenodie, lig et relikvie, hvilket givetvis hænger sammen med legenden om flagets oprindelse; en legende, vi hellere må til at se lidt på:

Der er to tilsyneladende uafhængige kilder til beretningen om det himmelfaldne banner, begge fra omkring 1527 og begge tilsyneladende byggende på ældre kilder (eller en ældre kilde). Den ene er den noksom kendte Christiern Pedersen, som også havde ladet Saxo trykke i Paris i 1514, og den anden er en mindre kendt franciskanermunk i Roskilde, Peder Olsen (Petrus Olai). Christiern Pedersen nævner, hvordan kong Valdemar og ærkebiskop Anders Sunesøn var på et korstog i Baltikum, hvor ærkebiskoppen »som en anden Moses« med hænderne rakt i vejret måtte bede Gud om sejr, og kongen lovede Gud at ville forbedre sig over for undersåtterne, hvorpå sejren blev dem givet. Men intet årstal og intet Dannebrog. Andetsteds i sine skrifter nævner Christiern Pedersen dog, at ”somme mene og at sige, at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt”. Hvad ”samme tid” er, er lidt uklart, selvom Christiern Pedersen ikke langt derfra nævner et korstog til Estland i 1208.

Peder Olsen nævner til gengæld, at man i et andet skrift kan læse, at Valdemar kæmpede ved Fellin i Livland, og da de danske anråbte Gud om hjælp, modtog de ”straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når dette blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr.” Bannerets navn nævnes som Dannebrog. Det bemærkelsesværdige er, at Peder Olsen rettede årstallet til 1219, som han åbenbart fandt mere rigtigt, og stedet skulle da være Lyndanisse. Men den kilde, som han oprindeligt citerede fra, kendte altså i stedet årstallet 1208. Men her kom årstallet 1219 ind i billedet.

I slutningen af middelalderen kendtes legenden om Dannebrog altså, men legendens alder kan dog ikke bestemmes nærmere. Men noget tyder på, at Dannebrog i det mindste i løbet af 1400-tallet fik en øget betydning, og at der måske har været et rigsflag, som har været betragtet som det gamle Dannebrog, der skulle være dalet ned fra himlen.

Samlet under Danmarks fane

I hvert fald var Dannebrog i løbet af 1400-tallet blevet et velkendt udtryk for Danmark og dermed for den danske konge- og rigsmagt. Og med kong Hans begyndte et nyt kapitel i Danmarks historie, nemlig kapitlet om orlogsflåden, og den blev om noget knyttet sammen Dannebrog, for kongens flåde førte naturligvis fra begyndelsen Dannebrog og blev ved med det, også mens hærenhederne sidenhen i mindre grad benyttede dette mærke. I øvrigt forblev dansk også kommandosprog i flåden, mens tysk en lang tid blev dominerende i hæren, hvorfor flåden også i højere grad end hæren blev anset for dansk. Søen og Dannebrog kom altså til at høre uløseligt sammen, og er man i tvivl, skal man bare synge en håndfuld af de kendte sange om Dannebrog og lade sig overbevise. Jeg nævner til eksempel blot salmen »Vaj nu, Dannebrog, paa Voven« af N.F.S. Grundtvig (1832).

Men selv i hæren førtes Dannebrog mange steder som et lille mærke i hjørnet af den enkelte hærenhedens fane. Men både i Treårskrigen og i 1864 førtes Dannebrog igen af hærens enheder, og der blev så at sige tonet rent flag. Det danske stod da samlet rød-hvidt over for henholdsvis oprørere og tyske magter, og Dannebrog blev da også det entydige og nationale (og ikke så lidt politiske) samlingsmærke for de danske sønderjyder under fremmedherredømmet. Og af samme grund forbød de prøjsiske myndigheder Dannebrog, hvorfor man måtte vise sine nationale farver på anden måde. Kendt er fx den dannebrogede griserace ”Husum protestsvin”, hvorved man kunne vise det rød-hvide uden at vise Dannebrog. Nogle sønderjyder havde dog deres gamle Dannebrog klar, da genforeningen kom i 1920.

Men forudsætningen for det danske folks ikke bare private, men også private nationale og politiske, brug af Dannebrog havde sin forudsætning i enevældens Danmark, hvor en folkelig og altså ikke-militær og ikke-statslig brug af Dannebrog langsomt blev stedse mere udbredt fra slutningen af 1700-tallet og frem. Kongemagten stod famlende over for dette. Længe ansås det næppe for et problem, men man må alligevel have følt kongens og rigets autoritet udfordret, for i 1834 kom der et forbud mod privat flagning; hvilket dog tilsyneladende ikke forhindrede en fortsat og til tider ret åbenlys folkelig brug af Dannebrog: En pinsefest ved Kobbermølle nord for Flensborg i 1841, ved Sortedamsdosseringen i 1838, ved Christian VIII’s besøg på Føhr i 1844 mv. Under Treårskrigen blev Dannebrog også brugt til at vise, hvis side man var på, fx i Flensborg. I 1854 ophævedes forbuddet – og derfor kan vi alle flage med god samvittighed i dag!

I dag, ja – i dag er den folkelige brug af Dannebrog særdeles udbredt. Orlogsfar-tøjerne fører stadig Dannebrog, ligesom hæren fører Dannebrog, og Rigets Flag vajer på Holmen. Men der er også dannebrogsflag på varer fremstillet i Danmark. Og ved vejboderne; signalerer det noget festligt? Jordbær, måske? Og der er små dannebrogsflag i lagkagen til fødselsdagen. Og desværre også i hundelorten på fortovet…

Er Dannebrog blevet et tomt signal?

At Dannebrog er glæde, er åbenbart. Men det er altså også blevet et tomt signal i visse sammenhænge. Eller er flaget i hunde-høm-hømen måske ligefrem et tegn på foragt for Dannebrog? Under den tyske besættelse var der nogle, der lavede små hagekorsflag, som de satte i den slags efterladenskaber, men siden skulle det altså i nogles øjne være Dannebrog, der fik dén plads.

Kun få vil vel nægte, at Dannebrog klæder en fest, og at det er temmelig uskyldigt med Dannebrog på en vejbod. Men der er stadig folk, der sætter livet til i kamp for Danmarks interesser, under Dannebrog. Og flaget er for mange stadig udtryk for mere end bare ren glæde, det er nemlig stadig udtryk for den dybe samhørighed, som mange stadig føler med land og folk. Ønsket om Danmarks beståen er også knyttet til Dannebrog, hvilket vel især flagets udbredte brug under Besættelsen viste.

Netop Besættelsen bragte en ny alvor ind i tolkningen af flaget. Martin A. Hansen skrev således i sit digt om Kaj Munks død, udgivet anonymt i den illegale digtsamling Der brænder en Ild(1944):

Danebrog er ikke en dug
til Tivoli og Vaffelboder,
til uærlige Talerstole,
til at klæde enhver Borgmester.
De dødes Blod har farvet Dugen,
saa stejlt og hvidt som Korset
var deres Tro.

Hvem bestemmer, hvad Dannebrog er til? Det gør vi dels selv, hver enkelt af os, men ikke kun, for Dannebrog er stadig monarkens, rigets, forsvarets og statens flag. Men også folkets, og måden hvorpå vi borgere bruger Dannebrog, har betydning. Det var en tillidserklæring, en anerkendelse af en stor folkelig glæde ved Dannebrog, da det i 1854 blev tilladt private at benytte flaget.

I dag fejrer vi så Dannebrogs 800 år, også selvom det måske er lidt ældre eller lidt yngre. Og der sker en del overalt i Danmark. En cykelstafet ankommer til København, sendt fra de danske i Sydslesvig, og Vordingborg og Kalundborg kappes om at være hjemsted for flaget (det ene sted skulle det være ankommet til fra Estland, mens det andet sted blev helligdommens opbevaringssted), ja, de offentlige arrangementer er utallige; og mon ikke mange haveejere benytter dagen til at få flaget til tops i flagstangen? I Lund, hvor salig Anders Sunesøn hviler, markeres dagen også meget passende, og vores dronning gæster Tallinn (Castrum Danorum) i Estland, hvor det hele jo angiveligt begyndte.

Alle ønskes en god Valdemarsdag!

Adam Wagner er mag.art. og forfatter til ”Danskhed i Middelalderen”.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside