Historien om Danmark: Hvorfor alt det hastværk?

24. april 2017
4 minutters læsetid

Af Adam Wagner

DR’s afsnit om »tidlig middelalder« var som fortælling endnu et ganske vellykket stykke af ’Historien om Danmark’. Men det viser sig mere og mere, at det er problematisk, at der skal presses så meget historie sammen på så kort tid.

For ligesom jernalderen jo næsten blev borte, så savnede man store dele af den tidlige middelalder. Afsnittet burde egentlig bare have heddet ’Valdemarerne’, for man begyndte jo med Valdemar den Stores fødsel i 1131 og sluttede med sønnens, Valdemar Sejrs, død i 1241.

Alt det, der manglede

Og det betød, at vi intet fik at høre om (eller se til) fx Sven Estridsøn, Erik Ejegod eller Knud den Hellige. Overgangen fra vikingetid til højmiddelalder var altså helt væk indbefattende kristendommens fodfæste og grundlæggelsen af det danske ærkebispedømme. Ja, og så savnede man også ærkebiskop Eskil, der havde stået for en anden kirkepolitik end Absalon. Og Knud Lavard, Valdemar den Stores fader, der kun blev nævnt i forbifarten.

Hvad i al verden har de dog så travlt for på DR? Er de bange for, at seerne skal kede sig? Men hastværk er lastværk, og jeg tror, man undervurderer de danske seere, hvis man frygter for, at de skal zappe væk, hvis ikke det går over stok og sten, for det her er jo noget, folk gerne vil se. Det havde kun været en fordel, hvis jernalderen havde fået et afsnit for sig, og hvis højmiddelalderen havde fået to afsnit.

Kristendom & kirke

Der var dog mange gode ting i dette afsnit, bl.a. var det en glædelig overraskelse, at kristendommen blev beskrevet som en levende virkelighed og ikke bare som gridske stormænds forsøg på at hjernevaske almuen, så den kunne holdes nede.

Kristendommens kultiverende virkning og åndelige betydning blev fremhævet, ligesom også de teknologiske fremskridt klostervæsenet bragte med sig. Og så var det fint, at der blev vist så mange skiftende billeder af kirker og klostre, for vi har jo fra denne tid en masse bygninger, som endnu står og er en så selvfølgelig del af det danske bybillede, at folk næsten kan glemme, at de lever i en verden, som er skabt af fortiden. Kan seerne blive mere bevidste om dette at se fortiden bag nutidens facade, vil det være en berigelse.

Men jeg savnede billeder fra de dele af Danmark, der i dag er udenrigs – det begynder desværre at ligne en tendens. Hvor var billederne af domkirkerne i Lund og Slesvig?

Og Danevirke, som vi desværre ikke fik at se i afsnittet om vikingetiden, det var helt borte i dette afsnit, hvor det mægtige bygningsværk, Valdemarsmuren, ellers havde været oplagt at vise frem. Og Glimmingehus i Skåne (som i øvrigt er fra senmiddelalderen) blev kun brugt som kulisse til kongedatteren Ingeborgs triste franske fangenskab.

Er Dannebrog tysk?

Naturligvis måtte Dannebrogs tilsynekomst have en plads i dette afsnit, uanset det blot er en myte, at den faldt ned i Reval i 1219; men det burde vel egentlig have været nævnt, at Dannebrog efter det oprindelige sagn (som er middelalderligt) faldt ned ved Fellin i 1208.

Senest fra 1400-tallet har man altså i Danmark ment, at Dannebrog dalede ned fra himlen under et felttog mod esterne. Det blev antydet, at Dannebrog skulle have fundet sit forbillede i den tyske kejsers krigsflag, men det er bare én tese blandt mange.

For mig at se den mest usandsynlige. Man burde da enten have undladt at nævne denne tese eller have nævnt de andre også; fx den, at Dannebrog har sit forbillede i Johanniternes fane. Ordenens hovedsæde i Norden var Antvorskov kloster, som i 1164 eller deromkring var blevet stiftet af Valdemar den Store og ærkebiskop Eskil.

Opfandt Saxo “danskerne”?

Endelig kan jeg ikke undlade at give nogle bemærkninger til den måde, hvorpå Saxo og hans Danmarkshistorie fremstilles i afsnittet. Lars Mikkelsen siger: »Men Saxo skriver ikke kun historie: Han skaber et folk«. Aha. Så ved man, at der skal serveres en konstruktivistisk fremstilling: Det danske folk er skabt, fordi nogen har haft interesse i det. Kurt Villads Jensen uddyber: »Det er der, vi virkelig får skabt opfattelsen af at være dansker, og det er først og fremmest Saxo, som skriver danskernes historie.« Men hvad var det da for daner, som Harald Blåtand kristnede?

Hvad var det for daner, som blev omtalt i antikke kilder allerede i 500-tallet (hvilket serien dog undlod at fortælle)? Hvordan kan man overhovedet påstå noget sådant, når også historieskrivere i Danmark, som er tidligere end Saxo, på samme måde som han opererer med et dansk folk? Saxo kan da ikke have skabt det danske folk, når også Sven Aggesøn, Roskildekrøniken, Lejrekrøniken samt udenlandske kilder, ligesom han, beretter om et dansk folk, før Saxo skrev og færdiggjorde sit mægtige værk, Gesta Danorum.

Naturligvis kan man med Carsten Selch Jensen fastslå, at det at have sin egen historie er vigtigt for opfattelsen af at være et folk, og at Saxos værk dermed bliver vigtig for at fastholde og måske endda forstærke en dansk nationalbevidsthed, men det giver altså ikke mening at påstå, at Saxo »skabte« det danske folk, eller hvad det vil sige at være dansk.

Seriens grundlæggende kvaliteter gør, at den stadig er anbefalelsesværdig. Og den kan være med til at give mange det overblik, som de måske har savnet. Den vil desuden give de fleste lyst til at dykke mere ned i historien på egen hånd og ikke mindst til at drage ud i fædrelandet og se noget af alt det, der er bevaret i landskabet eller på museerne – og det er godt.

Men det er en ganske alvorlig skavank, at serien er så forjaget, for det medfører, det hele alligevel bliver noget hullet og mangelfuldt. Og det netop her, hvor man havde sat sig for at fortælle hele Danmarks historie på en måde, der kunne holde. Ærgerligt.

 


Adam Wagner er mag.art. i historie og forfatter til bogen Danskhed i MiddelalderenHan skriver desuden flittigt om historiske emner på sin blog Fra dunkle væld.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside