I Norden er vi på vej til at blive i mindretal i vores egne lande. Det viser den finske forsker Kyosti Tarvainen her, og bringer sine anbefalinger til, hvordan vi kan håndtere demografikrisen.

S

tatsminister Mette Frederiksen udtalte for nylig, at »indvandring er den største interne trussel mod Norden«. Jeg indså den samme sandhed for femten år siden, da det blev tydeligt, at de fleste flygtninge ikke vendte tilbage til deres hjemlande for at hjælpe med at genopbygge dem, selv når det var muligt at vende tilbage. Derfor begyndte jeg at studere de demografiske konsekvenser af indvandring.

Baseret på danske forskeres forskning blev undersøgelsen udvidet til at omfatte variationer i menneskelig kapital. Desuden kunne de demografiske fremskrivninger forbindes med de detaljerede data om immigrationsomkostninger, som det danske finansministerium har stillet til rådighed. På baggrund af disse overvejelser behandler artiklen forslag til politikker, der har til formål at tackle udfordringerne ved indvandring.

Demografiske fremskrivninger

Figur 1 illustrerer de betydelige demografiske forskydninger i fire nordiske lande. Figuren er direkte baseret på oplysninger fra de nordiske statistikcentre om andelen af den nationale befolkning (Sveriges Statistik, 2025; Norges Statistik, 2025; Finlands Statistik, 2025; Danmarks Statistik, 2025, tabel EB4). I Sverige er en person f.eks. af svensk oprindelse, hvis personen og mindst én af forældrene er født i Sverige.

Figur 1. Historisk andel af personer med national oprindelse i fire nordiske lande.

Tendenserne i figur 1 tyder på, at personer af nordisk national oprindelse vil være i mindretal ved udgangen af dette århundrede, hvis indvandringen fortsætter med den nuværende hastighed. Beregninger med den demografiske kohortekomponentmetode understøtter denne konklusion (jf. tabel 2).

Overraskende nok nærmer andelen af personer med dansk oprindelse sig 50 % i figur 1 i et tempo, der er sammenligneligt med de andre nordiske lande, på trods af at Danmark er begyndt at begrænse indvandringen tidligere end sine nordiske kolleger og har fravalgt EU’s indvandringspolitik.

Tabel 1 for Danmark viser fremskrivninger for fire kulturelt definerede delbefolkninger. Disse fremskrivninger er primært baseret på 2024-værdier og er som følger for Danmark: en udenlandsk nettoindvandring på 26.700 (eksklusive ukrainske flygtninge); en samlet fertilitetsrate (TFR) for ikke-muslimer på 1,47; og en TFR for muslimer på 2,7, som forventes at falde til 2,1 inden 2100. Detaljer om de betragtede underpopulationer og den demografiske model er forklaret af Tarvainen (2018, 2025). Som det fremgår af tabel 2, er befolkningsudviklingen i Sverige, Norge og Finland ret ens.

Tabel 1. Størrelsen af fire danske delbestande i 2015-2100.

Tabel 2.  Forventede befolkningsandele i fire nordiske lande i 2100.

Danmark har begrænset indvandringen af kulturelle årsager. Tabel 2 viser, at Danmark har nået dette mål bedre end de andre nordiske lande, når det gælder muslimer, som på det kulturelle verdenskort befinder sig i det modsatte hjørne af de nordiske lande.

Demografiske ændringer startede adskillelsen

Boligsegregering begyndte, da mange indvandrere naturligt flyttede til områder, der var beboet af tidligere indvandrere med samme etniske, religiøse eller kulturelle baggrund. Efterhånden som antallet af indvandrere voksede i en kommune, begyndte de indfødte at flytte eller undgå området af kulturelle og andre årsager, som diskuteres senere i forbindelse med menneskelig kapital. Dette fænomen er beskrevet i Sverige af Alden et al. (2018) og Lilja (2015).

I boligområder med en stor muslimsk befolkning er et nyt kulturelt træk, at muslimerne primært føler et tilhørsforhold til deres klan snarere end til det bredere nordiske samfund. Byen Borås undersøgte, hvordan den muslimske befolkning adskiller sig fra den traditionelle svenske befolkning ved f.eks. at have deres egen retspraksis (Borås Stad, 2019).

En dybdegående analyse af klaner samt islamistisk separatisme præsenteres i bogen (Rojas og Hannah, 2023). Clapham-instituttets rapport (Pasbakhsh et al., 2022) undersøger systematisk forskellene mellem svenske og islamiske værdier. Den muslimske befolkning i traditionelt lutherske lande har udløst mange debatter. Officielt skelnes der i de nordiske lande ikke mellem lutheranisme og islam på grund af princippet om religionsfrihed.

En bemærkelsesværdig undersøgelse af de kulturelle konsekvenser af den demografiske udvikling i Sverige er integrationsundersøgelsen fra 2022 udført af Jonsson et al (2022). Undertitlen opsummerer resultaterne: »En multikulturel generation vokser op«. Blandt de 14-årige respondenter støttede 57 % af dem med baggrund i Asien og 79 % af dem fra muslimske lande følgende udsagn: »Indvandrere bør gøre alt, hvad de kan, for at bevare deres kultur og traditioner« (figur 6.24 i undersøgelsen).

Forskelle i menneskelig kapital forstærker segregering

Ud over kulturelle forskelle er der også forskelle i humankapital, som er en væsentlig faktor i de industrielle og postindustrielle nordiske lande. Omkring halvdelen af segregationen og andre indvandringsproblemer tilskrives kulturelle forskelle, mens den anden halvdel kan forklares med forskelle i humankapital. Humankapital omfatter »viden, talenter, færdigheder, evner, erfaring, intelligens, uddannelse, dømmekraft og visdom, som man besidder individuelt og kollektivt« (Britannica, 2024).

Forskellene i menneskelig kapital viser sig tydeligt i form af betydelige forskelle i uddannelsesresultater. I Danmark har ikke-vestlige tredjegenerationsindvandrere det samme kompetenceniveau i grundskolen som andengenerationsindvandrere, hvilket er betydeligt lavere end for elever med dansk baggrund (Danmarks Statistik, 2024, figur 8.5). I skoleåret 2022-2023 var karaktergennemsnittet for ikke-vestlige drenge i alle obligatoriske prøver til folkeskolens afgangseksamen 5,5 for tredjegenerationsindvandrere og 5,7 for andengenerationsindvandrere; i modsætning hertil opnåede drenge med dansk oprindelse et gennemsnit på 6,7. De tilsvarende tal for piger med ikke-vestlig oprindelse var 6,3, 6,2 og 7,4.

De gennemsnitlige dårlige resultater for elever med udenlandsk baggrund tilskrives ofte fejlagtigt den lave gennemsnitlige socioøkonomiske status i deres husstande. Dette er ikke en videnskabelig gyldig forklaring, da nordiske skoler behandler alle elever ens og opfordrer alle til at studere, uanset deres baggrund. Derfor er den mest betydningsfulde faktor for skolepræstationer simpelthen elevernes mentale evner til at forstå de fag, der undervises i. Dette understøttes af følgende videnskabelige resultater.

Ifølge videnskabelig forskning (Haier et al., 2023, s. 160) er den gennemsnitlige arvelighed af mentale evner 80 % i voksenalderen. Derfor kan de mentale evner under gennemsnittet hos nogle elever med udenlandsk baggrund tilskrives deres forældres mentale evner under gennemsnittet, hvilket naturligvis fører til den observerede lavere socioøkonomiske status hos disse forældre (Haier et al.2023, , figur 7.6). Det er således en meget alvorlig sag, at mentale evner, den vigtigste komponent i menneskelig kapital (Hafer og Hafer, 2018), er stærkt arvelige.

Det er meget krævende at undervise elever med betydelige forskelle i mentale evner, og det går ofte ud over studieresultaterne (Lindblad et al., 2018).  Som følge af svage studieresultater har forældre til både indfødte og succesfulde indvandrerelever en tendens til at undgå skoler med en høj andel af indvandrerelever og foretrækker at flytte til områder med færre personer med udenlandsk baggrund (Lilja, 2015).

Ud over indlæringsvanskeligheder resulterer variationer i mentale evner i forskelle i beskæftigelse og lønninger, hvilket yderligere forstærker boligsegregeringen, da huspriser og huslejer varierer betydeligt fra det ene kvarter til det andet. Desuden er den højere kriminalitetsrate i nogle områder med mange personer med udenlandsk baggrund en anden faktor, der får indfødte og succesfulde indvandrere til at forlade disse regioner.

Forsøg på at forhindre fremkomsten af parallelsamfund

Danmark er det nordiske land, der har taget de mest afgørende skridt for at afvikle og forhindre fremkomsten af parallelsamfund. Det seneste projekt er regeringens 2021-plan »Blandede kvarterer – det næste skridt i kampen mod parallelsamfund« (Indenrigs- og Boligministeriet, 2021). I Sverige går Socialdemokraterna ind for at integrere segregerede befolkningsgrupper, primært ved at blande forskellige boligtyper (Socialdemokraterna, 2023, 2025).

Faktisk er der allerede et mindre blandingseksperiment i gang i en bydel i Malmø, hvor personer med forskellig baggrund bor i forskellige typer boliger og har fælles mødesteder. Jensen og Righard (2022) gennemførte en opfølgende undersøgelse af dette eksperiment. Artiklen (Jando, 2023) beskriver denne opfølgende undersøgelse og konkluderer, at »det ikke er nok at blande mennesker med forskellige baggrunde for at skabe samhørighed og integration«. Den anden forfatter til opfølgningsstudiet siger, at »folk stadig har en tendens til at omgås dem, der ligner dem mest«.

Om økonomiske konsekvenser

Det danske finansministerium (2021) har udgivet verdens mest detaljerede undersøgelse af immigrationsomkostninger. Her henviser vi til Tarvainen (2025), hvor disse resultater bruges til at forudsige immigrationsomkostningerne. I Danmark påførte indvandrere og deres efterkommere de offentlige finanser en nettoomkostning på cirka 16 milliarder kroner i 2019. På grund af den forventede vækst i befolkningen med udenlandsk baggrund (tabel 1) forventes denne omkostning at stige til omkring 30 milliarder kroner i 2060.

Sådan løser vi de fatale immigrationsproblemer

Ulemperne ved indvandring kom som en overraskelse for de nordiske befolkninger. Oprindeligt var de positive over for arbejdsrelateret indvandring og flygtninge. Det kan tilskrives det faktum, at de nordiske nationer har været homogene. Derfor stolede folk i disse nationer generelt på hinanden og havde en relativt begrænset eksponering for andre nationers grundlæggende træk og kulturer.

Desuden ignorerede den fremherskende tidsånd efter Anden Verdenskrig forskellene mellem mennesker, hvilket førte til en bred accept og tillid mellem individer verden over. Derudover var der en manglende bevidsthed om de hurtige demografiske ændringer, som selv tilsyneladende lave årlige immigrationsrater forårsagede. I århundreder har europæiske indvandrere været til stor gavn for de nordiske samfund. Men indvandring fra fjerne lande med forskellige kulturer og menneskelig kapital har nu resulteret i udfordringer.

Erfaringen viser, at de eksisterende indvandringsbegrænsninger ikke forhindrer indfødte nordboere i at blive minoriteter i fremtiden (jf. figur 1). Selv hvis man indførte yderligere potentielle indvandringsbegrænsninger, ville det ikke afværge dette.

Derfor er det også vigtigt for mange personer med udenlandsk baggrund at vende tilbage til deres oprindelseslande. Denne remigration er i overensstemmelse med FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, da indvandrerbefolkningen fører til minoritetsstatus for de nordiske oprindelige folk og i sidste ende til dominans af islamisk kultur. Potentielle remigrationspolitikker er skitseret i artiklen Bulletin (2024).

De nordiske lande er skyldige i at omfavne indvandring fra fjerne lande – i modsætning til Ungarn, som på grund af sine historiske erfaringer med fremmede magter forstod farerne ved indvandring. Derfor har de nordiske lande et ansvar for generøst at støtte dem, der vender tilbage til deres oprindelseslande for at etablere et nyt liv der. Denne økonomiske støtte diskuteres i artiklen (Det Goda Samhället, 2021. )