Historiske begivenheder har vist altid været godt operastof. Eksempelvis mordet i Finderup lade, der skildres i Heises Drot og Marsk, der stadig går på Det Kongelige Teater i skrivende stund. Men en opera om Richard Nixons statsbesøg i Kina i februar 1972 falder alligevel uden for rammerne, hvad angår emnevalg til en opera. John Adams’ opera herom er vist flere gange udråbt til en moderne klassiker siden premieren i 1987. Nu kan den for første gang opleves i Danmark.
Vi starter på landingsbanen uden for Peking, hvor den kinesiske velkomstkomite venter på, at Nixon skal ankomme. Eller rettere. Det er vi ikke. Og det gør de ikke. For selv om operaen kun er lidt over 30 år gammel, angår begivenheder, som mange i tilskuerrummet er gamle nok til at kunne have oplevet, og der er tale om en dansk førsteopførelse, ja så slipper værket ikke for regiteaterets favntag.
Konkret er det operachef John Fulljames, der har stået for opsætningen. Fulljames er egentlig uddannet fysiker, men det er åbenbart sjovere at eksperimenterer med opera. Evne for eksperimenter er heller ikke nogen dårlig forudsætning for at blive ansat som kunstnerisk leder ved Det Kongelige Teater, hvis man tager de sidste års operaproduktioner i betragtning.
Jeg kan have en vis sympati for, at man kan føle trang til at lave lidt om på opsætningen af en opera, der har været opført i uændret form siden 1700-tallet. Men en opera der kun lige knap og nap er 30 år gammel? Og som aldrig har kunnet opleves i Danmark før? Hele argumentet for regiteatrets lyksaligheder er jo ofte, at man har set de gamle opsætninger adskillige gange før, og at man derfor er nødt til at finde på noget nyt. Udover at denne præmis, som tidligere redegjort for, er falsk, så giver den så absolut ingen mening i forhold til en opera, som kun de absolut færreste danske operainteresserede har set. Mange har næppe overhovedet hørt om den. John Adams opføres ikke meget i Danmark.
Operagenren er i alvorlig fare for at blive ligegyldig herhjemme, hvis den reduceres til blot og bar baggrundsstøj for alle mulige tilfældige ideer, indfald, luner og eksperimenter.
Vi er altså ikke i Kina i 1972. Vi er på et stort arkiv med en stor mængde hylder med arkivkasser, hvor koret finder avisudklip og andet fra statsbesøget i 1972 frem, der blev projiceret op på hylderne med arkivkasserne, der også fungerede som et slags lærred. Under det indledende forspil, der faktisk fanger den nervøse og let anspændte stemning ganske fint, blev Maos balsamerede lig svøbt i folkerepublikkens flag kørt over scenen for at vise, at det, vi nu skal til at se, er sket for længst.
Hele statsbesøget er altså kun noget vi ”leger”. Jeg sad længe og ventede på, hvornår der mon dukkede et billede op af Donald Trump på hylderne/lærredet. Det kom i 3. akt. De indlagte ”overraskelser” i nutidens regiteater er mildest talt ikke uforudsigelige.
Billedet af Donald Trump fik i øvrigt– ja du gættede rigtigt – dele af det storkøbenhavnske operapublikum til at fnise. For det årvågne og vakse publikum kunne jo godt se, at instruktøren ville ligestille Nixon med Donald Trump. Et billede af Lars Løkke kom også på lærredet på et tidspunkt.
Hele ideen med at lancere historien i et arkiv gik hen over hovedet på mig. Hvis der overhovedet var nogen dybere mening eller ide. Den er heller ikke beskrevet i programmet. Ideen er sikkert noget med, at den store historiske begivenhed var et iscenesat mediecirkus, ligesom en opera også er iscenesat. Et af regiteaterets ynglingsemner er teatret selv og den kreative proces. ”Det hele er bare noget vi leger”. Der reflekteres over teatrets/forestillingens egen rolle. Af eksempler på opsætninger, der benytter sig af dette greb, er Stig Fogh Andersens opsætning af Tristan og Isolde (vistnok fra 2009), opsætningen af Purcells The Fairy Queen i 2016 (omtalt tidligere her) og 2017-opsætningen af Weil/Brechts Mahagonny (omtalt her).
Men hvad får Fulljames ud af det? Jeg kan simpelthen ikke se det. Hvilke elementer af begivenheden vil han fremhæve ved at lægge det hele i arkivet? Hvad vil han fortælle os? Er det hele bare en sjov ide?
Problemet stikker nok desværre dybere. Nemlig at Nixon in China ikke er nogen vellykket opera fra komponisten eller librettistens hånd. Det vender jeg straks tilbage til.
Dette ret store forbehold til side, så fungerede Fulljames opsætning faktisk fint. Der var tydeligvis arbejdet meget med at finde mange avisoverskrifter og billeder m.v. fra den gang frem, som man kunne projicerer op på sine arkivkasser. Opsætningen gik også kun minimalt i vejen for handlingen. Mange gange glemte jeg faktisk, at man var i arkivet.
Tydeligst faldt opsætningen dog igennem i starten af anden akt, hvor Pat Nixon skulle på rundvisning og møde almindelige kinesere foruden besøg på fabrikker, skoler, hospitaler m.v. Men hvor hun blot bevægede sig rundt i arkivet og flyttede rundt med arkivkasserne. Det virkede ufrivilligt komisk.
Anderledes godt fungerede mødet mellem Nixon og Formand Mao, hvor en kæmpestor arkivkasse blev kørt frem med stole som de, de sad i dengang, flankeret af henholdsvis Henry Kissinger og premierminister Chou En-Lai (se foto ovenfor).
Samtalen mellem de to var et af højdepunkterne i al sin absurditet. Det meste af librettoen skulle være baseret på, hvad der faktisk blev sagt. Maos sang/tale er i store træk sort snak for de fleste i dets blanding af historiske referencer med paroler fra klassekamps- og arbejderretorik. Navnlig det sidste må også i 1972 have lydt bedaget. Det hele vælter rundt i en stor, skøn pærevælling. Nixon og Kissinger opgiver hurtigt at følge med.
Mao blev sunget glimrende af tenoren Arnold Bezuyen, om hvem jeg desværre ikke ved meget. Man går forgæves efter information om ham i programmet og på Det Kongelige Teaters hjemmeside. Han var i det hele overbevisende som den rablende diktator. En sjov detalje, at Adams giver tenorrollen til den aldrende revolutionære Mao. Stemmemæssigt passer det meget godt til al revolutionsretorikken.
Uanset opsætningen er det vanskeligt at komme overens med det forhold, at Nixon in China på mange måder ikke er en specielt vellykket opera. Dels er stoffet – et statsbesøg – lidet velegnet, uanset at de involverede personer i sig selv godt kunne have båret en opera. Statsmandsbesøg, høflighedsfraser, pressemøder og skåltaler ikke er godt operastof, hvis ikke der kobles på noget mere personligt i de enkelte karakterer. Det er ikke nok bare at sætte avisoverskrifter i musik, hvilket synes at være hovedideen bag værket.
John Adams’ musik er umiddelbart tilgængelig og giver gode muligheder for, at dygtige sangere virkelig kan vise, hvad de duer til. Den er bestemt også stemningsfuld. Men efter et par weekender med Nixon in China både før og efter premieren på Det Kongelige Teater begynder svaghederne i den at melde sig. Musikken er gennemgående bygget op om rytmer og er kun sjældent egentligt melodiøs, hvilket afspejler sig i sangen, hvor karaktererne ofte gentager de samme ord igen og igen på samme måde, som når en person stammer. Eksempelvis i Nixons store arie i første akt, ”News, News, News etc.” hvor dette ord gentages i det uendelige. Det lyder ganske enkelt ikke godt. Det element af friskhed som dette tiltag har fortager sig hurtigt allerede undervejs i den første gang, jeg hørte værket.
Musikken synes kun i ringe grad koblet op på de sungne ord. Hermed mener jeg, at musikken ikke spejler sig ikke rigtigt i begivenhederne. Mens stemningerne i operaen ændrer sig fra scene til scene, så gør det sig kun i ringe grad gældende for musikken, der ikke altid følger med. For at opera skal være vellykket og kunne tilbyde noget andet end filmmediet, er det helt centralt, at musikken og teksten kan forstærke hinanden og tilføje noget til begivenheder og karakterer. Dette lykkedes kun delvist i Nixon in China, når eksempelvis musikken fra den store festmiddag lige så godt kunne have været benyttet til mødet mellem Nixon og Mao og omvendt.
Værket mangler sammenhæng. Det gør sig i første række gældende i forhold til sammenhængen mellem de enkelte scener. Operaen er nemlig nogle tilfældige nedslag i episoder i statsbesøget. Den ene scene fører ikke logisk over i den næste, og personernes handlingen i en scene er isoleret til denne og ikke noget, der sådan for alvor følger med over i den næste scene. Hermed forsvinder den dramatiske handling. Men også inden for de enkelte scener og arier kigger man ofte forgæves efter indholdsmæssig substans. Eksempelvis her fra Pat Nixons arie i anden akt:
”I don’t daydream and don’t look back,
In this world you can’t count on luck.
I think what is to be will be
In spite of us. I treat each day
Like Christmas. Never have I cared
For trivialities. Good Lord!”
På trods af at det blev fremragende sunget af Sarah Tynan så lyder lidt for meget som det teenagerpoesi, der blev læst op til fredagsmorgensamlingen på mit gymnasium.
Et andet eksempel er fra Mao i tredje akt:
”I am no one.
I am unknown.
Give me a cigarette.”
I det hele taget er jeg meget lidt imponeret over Alice Goodmans libretto, der er fyldt med passager som dem ovenfor. I en artikel om værket (se nedenfor under referencer) skriver Michael Steinberg: ”We can read a few opera librettos with pleasure away from the music, and Nixon in China is one of them (…)”. Jeg er noget uenig. Det udsagn synes næsten at forudsætte, at Steinberg ikke har læst en hæderlig libretto af von Hofmannsthal, Wagner eller da Ponte.
Musikken og teksten er ikke i nævneværdig grad afspejle i de enkelte karakterer, selvom både Nixon og Mao sagtens i sig selv kunne være interessante nok til en opera. Man får ganske enkelt for lidt ud af karaktererne. Og når handlingen i operaen heller ikke i sig selv er særlig godt operamateriale, så er der ikke så meget tilbage. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilken interessant film kunne Oliver Stone kunne have fået ud af stoffet?
Man kunne have forsøgt at perspektivere statsbesøgets historiske dimension, men denne chance forspildes. Mest udtalt i den tredje og sidste akt. Her reflekterer karaktererne over deres liv indtil nu, men på en overfladisk måde, der vist bedst kan beskrives som sentimental, og som ikke gør synderligt for at føje mere til de historiske begivenheder eller til karaktererne altså sådan for alvor. Desværre. Nixon-parret nøjes med at mindes de trange ungdomsår og Nixon sin krigstjeneste og så videre. Eksempelvis:
”Pat: I squeezed your paycheck till it screamed,
There was the rent, there were those dammed
Slipovers, and the groceries.
Nixon: You made that place a home.”
Meget bedre er det ikke hos Mao og hans hustru, Chiang Ch’ing, der mindes hvordan de spiste vilde abrikoser under ”Den lange march”.
Vi er alle sammen mennesker. Det er det indtryk og den konklusion, jeg sidder tilbage med. Alle ideologiske forskelle til trods er vi alle bare mennesker, som skal overkomme dagligdags besværligheder på vej igennem livet og kan glædes ved hamburgere på grillen eller smagen af vilde abrikoser.
Det er ikke godt nok! Det er faktisk decideret for dårligt med så tam en afrunding på en opera, der baserer sig på et statsbesøg, der rummer så meget interessant stof og interessante personer.
Her gør Fulljames opsætning faktisk en smule, da vi i sidste akt ser både Mao, Nixon, Kissinger m.fl. blive pakket ind i en stor kasse, der køres på arkivet, sådan at de alle overlades til historien. Der kommer til sidst også nogle avisoverskrifter fra fremtiden, hvor Nixon må gå af. Alt dette sætter karaktererne lidt i perspektiv, men det er tilfældigt og løsrevet fra resten.
På trods af den noget middelmådige afrunding, så rummer tredje akt dog en meget fin og stemningsfuld musik. Men musikken er for ens, når man tænker på, hvor forskellige parrene Nixon-Pat og Mao-Chiang Ch’ing trods alt er er. Her kan dette valg dog forsvares, hvis pointen bare er, at vi alle bare er mennesker, og altså ikke så forskellige, at det gør noget.
Bedst fungerede det hele i den store balletscene i anden akt, hvor Nixon-parret skulle overvære en forestilling opsat af Maos hustru, Chaing Ch’ing, ”The Red Detachment of Women”. Emnet er den kommunistiske revolutions sejr over tyranniet, konkretiseret ved en slavinde der bliver mishandlet af en ond jordbesidder, men i sidste øjeblik reddes af de heroiske rødgardister.
Når dette fungerede, er det måske fordi, at indholdet i denne ”forestilling i forestillingen” ikke er så fjernt fra en ”normal” opera. Tænk eksempelvis på Fidelio. Adams’ musik var her mere stemningsfuld og melodiøs end ellers. Særligt den forløsende klang, der strømmer ud fra orkestret, da rødgardisterne kommer og redder den stakkels slavinde fra den fæle jordbesidders pisk.
Men ikke kun musikken fungerede. Det Kongelige Teater fik fint realiseret den vanskelige scene, hvor Nixon-parret og Kissinger bliver en del af forestillingen. Kissinger får eksempelvis rollen som slaveejerens håndlanger. I librettoen skyldes denne sammenblanding, at Pat Nixon lever sig så meget ind i forestillingen efter sin rundvisning og møde med almindelige kinesere, at hun begynder at sympatisere med dem og det verdensbillede, som postuleres i revolutionsforestillingen.
Jeg tillader mig her at stille mig stærkt skeptisk over for, hvorvidt den kommunistiske revolution i Kina kom den almindelige kineser til gavn. I hvert fald myrdede og sultede Mao og hans kommunistiske Kina mere 60 millioner mennesker. Den nuance mangler i Adams’ ”nuancering” af den amerikanske kapitalisme og dens ”udbytning” og det ”folkelige” Kina som troværdigt alternativ.
Den bedste præstation både med hensyn til sang, udstråling og skuespil blev så afgjort leveret af Sofie Elkjær-Jensen, som Maos hustru Chiang Ch’ing, der var ganske overbevisende som forbenet kommunist, som træder ind på scenen til sidst i revolutionsforestillingen, som Nixon-parret overværer. Fuldstændig tætknappet, udtryksløst og blottet for ethvert tegn på menneskeligt nærvær. En visuel inkarnation af en af de idealister, der så millioner dø omkring sig i den højere sags tjeneste. Lagt mere skræmmende end vrøvlehovedet Mao, skal man tro opsætningen.
Pudsigt dog, at Chiang Ch’ing definerer sig selv i forhold til sin mand, i sin store arie til sidst i anden akt, hvor hun truende toner frem foran et gigantisk rødt banner forestillende Maos ansigt som solen. Her præsentere hun sig nemlig som ”I am the wife of Mao Tse-tung”. Meget beskedent for en kvinde, der har skrevet et stykke med titlen ”The Red Detachment of Women”.
Sofie Elkjær-Jensen leverede i den store arie en flot præstation, der grænsede til det surrealistiske, fordi det udtryksløse, idealistiske gestalt blev kombineret med nogle flotte og særdeles livagtige koloraturer, hvilket var alt andet end udtryksløst. Der var gjort næsten alt for at skjule de kvindelige former. Håret var kort. Jakkesæt. Armene på ryggen – undtagen når ”Den lille røde” skulle frem. Det er svært at forestille sig, at hun for et par måneder siden ligeså overbevisende spillede en af rollerne som letlevende ”dansemus” i Strauß d.y.s Flagermusen.
Nixon blev også sunget meget overbevisende og entusiastisk af Johan Reuter, hvis kraftfulde baryton passede fortrinligt til statsmanden, der vil føre sig frem i Kina. Reuter både lignende og udstrålede passende statsmandsretorik. Han fik fint frem, at Nixon-karakteren er tydeligt bevidst om statsbesøgets historiske betydning.
Nogle af de faste irritationsmomenter på Det Kongelige Teater slap man dog ikke for. Naturligvis havde man også denne gang helt glemt at gøre noget ved scenegulvet, selvom det nok er den største enkeltfalde, som folk i tilskuerrummet kan se, hvis ikke man sidder helt på gulvet. Også denne gang fremstod det så meget mere uprofessionelt, når scenografien ellers er ret professionel og gennemarbejdet.
Strukturmæssigt har Nixon in China elementer af klassisk opera i en lettere tillempet facon. Chiang Ch’ings koloraturarie eksempelvis. Den store korpassager, når tingene spidser til i slutningen af første akt, samt balletscenen i anden akt er også elementer fra den klassiske opera.
Dette ændrer dog ikke ved, at der mangler dramatik og substans både i karakterer og i handling, selvom både Johan Reuter og Sofie Elkjær-Jensen m.fl. gør en solid indsats for at forarbejde opera- og tekstmaterialet. Udover de nævnte skal jeg også fremhæve David Kempster, der flot sang partiet som premierminister Chou En-Lai, der har nogle solide solopartier i både første og sidste akt. Generelt var sangerholdet godt.
Ligeledes fik både Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kappel under Alexander Vedernikovs ledelse vist det maksimale ud af John Adams’ stemningsfulde musik. Det er sådanset en positiv overraskelse, at man kan skrive virkningsfuld musik, hvor tyngden ikke ligger i egentlig musikalsk tematik, men hvor stemningerne mere skabes ved variationer i rytmik. Havde det bare kunne knyttes nogle bedre til handling og karakterer.
Nixon in China er en af den slags operaer, man godt kan høre en gang imellem og være fint tilfreds med. Jeg havde var fint tilfreds med min eftermiddag i Det Kongelige Teater lørdag den 12. maj 2019. Men det ændrer ikke ved, at Nixon in China mangler meget af det stof, som virkelig god opera er gjort af.
John Adams (musik) og Alice Goodman (libretto), Nixon in China. Det Kongelige Teater, Operaen, den 12. maj 2019.
Referencer
Forestillingens hjemmeside med detaljer om de medvirkende, lydklip m.v.:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/nixon-in-china/?id=21243
Troels Kølln, Hvad laver en fysiker som chef for Den Kongelige Opera? Artikel fra www.magisterbladet.dk:
https://www.magisterbladet.dk/magisterbladet/2018/092018/092018_p54
John Fulljames, Instruktøren John Fulljames om Nixon in China (programartikel)
Niels Bjerre-Poulsen, Et fiskeben i nationens hals (programartikel)
Jean-Louis Margolin, Kommunismen i Asien: Fra »Genopdragelse« til Massakrer (dansk oversættelse af Else Henneberg Pedersen) i Stéphane Courtois m.fl., Kommunismens Sorte Bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse (Høst & Søn, 2002)
En glimrende indspilning af Nixon in China er 1987-indspilningen med Orchestra of St. Lukes dirigeret af Edo de Waart. Indspilningen blev foretaget kun et par måneder efter premieren i oktober 1987 og blev superviseret af John Adams selv:
https://www.imusic.dk/music/0075597917727/john-adams-1990-nixon-in-china-cd
Citaterne ovenfor er taget fra librettoen, der også fås med denne indspilninge, hvor jeg har brugt 2011-genudgivelsen. Linket ovenfor er vist til den oprindelige cd-udgivelse fra 1990, men genudgivelsen kunne jeg ikke lige finde på siden.
Indspilningen indeholder flere informative artikler om værket fra henholdsvis komponist, værkets oprindelige instruktør samt tekstforfatter. To af dem findes vist kun i genudgivelsen af indspilningen fra 2011, som jeg har brugt her:
John Adams, An Opera for Communists and Republicans (2008)
Peter Sellars, Statecraft and Stagecraft (2010)
Alice Goodman, Towards Nixon in China (1987)
Michael Steinberg, Nixon in China (1987)
