Omskæring: “Mennesker skal de blive”

23. januar 2018
2 minutters læsetid

Så kom der gang i omskæringsdebatten igen. I humanismens navn vil nogle gøre op med, hvad de betragter som et barbarisk og uciviliseret ritual, der i Danmark har været praktiseret formodentlig hen imod 400 år. Det er i Danmark ikke udelukkende jøder, der lader deres børn omskære, men det er den befolkningsgruppe, der mest entydigt er knyttet til ritualet, og dermed også dem, et forbud mod omskæring mest udtalt vil ramme.

De fleste af jer, kære læsere, har uden tvivl stiftet bekendtskab med Henri Nathansens teaterstykke Indenfor Murene – om ikke andet så i tv-teatrets fine opsætning med Poul Reumert og Clara Pontoppidan som det jødiske ægtepar, Adolf og Sara, hvis verden rystes, da deres yngste datter, den oprørske Esther spillet af Kirsten Rolffes, meddeler dem, at hun har forelsket sig i sin forelæser i kulturhistorie, Jørgen Herming i William Rosenbergs prægtige skikkelse.

Det kulturelle modsætningsforhold mellem den jødiske Esther og den kristne (eller hvad han er) Jørgen bliver i sig selv et chok for de gamle, men langt værre bliver det af, at Jørgens far, etatsråden, i sin ungdom på sit firmas vegne afviste en arbejdssøgende Adolf – ”Vi har ikke brug for jøder her”. Da Adolf i en indre overvindelse – men med nid og nag helt intakt – går med til at besøge etatsråd Hermings i en imødekommelse af sin datters ønske om ægteskab, bliver han yderligere konfronteret med, at den inderligt religiøse fru Herming i en larmende stilfærdighed og nervøsitet insisterer på at få parrets børn døbt. Adolfs energiske modstand herimod punkteres, da Adolf og Sara får at vide, at det har Esther allerede lovet. For foreløbigt at gøre en lang historie kort, ender stykket naturligvis med, at de to elskende får hinanden, og at de gamle tvinges til at lægge gammelt nag og had på hylden.

Mangen en rettroende Politiken-læser har uden tvivl knebet en rationalistisk tåre, når Jørgen Herming i en ung og stærk skuespillers ranke skikkelse er skredet et dramatisk skridt frem, kigget ud mod publikum, løftet hagen og proklameret om sine fremtidige børn med Esther, at de hverken skal være jøder eller kristne: “Mennesker skal de blive”. Og det er uden tvivl også sket mere end en gang, at en god kulturradikal har rejst sig på dette sted i stykket i den tro, at det var færdigt.

Men stykket er ikke færdigt.

Esther så sine forældres ansigt, da de fik at vide, hvad hun havde lovet, og deres blik vakte det til live hos hende, som hun tidligere i stykket har kaldt ”Det Døde Hav” – den kultur, hun er rundet af: Kødboller, fredag aften i familien, familiens interne roller, det hele. Hun lader da Jørgen vide, at hun ikke kan gøre, hvad hun har lovet ham, og først da begriber Jørgen menneskeligt betydningen af det fag, som han ellers er ekspert i akademisk. Den Esther, han har forelsket sig i, er ikke den kulturelt steriliserede Esther, men netop mennesket Esther. ”Mennesker skal de blive” forbliver stykkets kerne, men Jørgen lærer først, hvad det betyder, efter han har sagt det.

Hos Nathansen repræsenterer Herming Senior den lukkede antisemitisme – den afstandtagen fra jøderne, der var grundet i en mistro til jødernes loyalitet over for samfundet. Denne antisemitisme ønskede at gøre verden mindre – at lukke samfundet af for, eller i hvert fald kraftigt begrænse, den indflydelse, som den påståede fremmede, jøden, havde på det.

Herming Junior ønsker før stykkets slutning at lukke verden op, at frigøre sig selv og andre fra kulturens og traditionens snærende bånd. På denne baggrund er det også, at nu kampen for at få omskæring forbudt kæmpes.

Det er ikke et spørgsmål om, at omskæring som helhed skal forbydes. Det ville nemlig også være medicinsk problematisk. Mange mindreårige, og dermed umyndige, drengebørn bliver omskåret hvert år af medicinske årsager. Mens de, der ønsker et forbud for rituelle omskæringer, dømmer den medicinske sundhed inden for menneskeligheden, så ligger kultur altså angiveligt udenfor. I bedste fald skal den ingen mærkbar indflydelse have på menneskelivet, i værste fald er den en ondartet svulst, der skal skæres ud.

Dermed hugger de hovedet af Nathansen for hans forhuds skyld. De lukker deres øjne for, at kulturen i al dets traditionelle og til tider ureflekterede udlevelse faktisk netop gør mennesket til menneske. Og ejendommeligt nok har det det resultat, at de, der ønsker at åbne verden op i stedet for at lukke den om sig selv og på den baggrund ønsker omskæring afskaffet, bliver til et ekko af det, de bilder sig selv ind, at de bekæmper:

”Vi har ikke brug for jøder her.”

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside