Under ouverturen til den premiereaktuelle opsætning af Wagners Tannhäuser i Bayreuth ser vi en video, hvor vi meget sigende demonstrativt flyver direkte forbi det historiske Wartburg, hvor en stor del af operaens handling ellers er henlagt til. I stedet vender kameraet sig mod en nærliggende landevej, hvor vi ser en grå Citroën-varevogn/-minibus i samme stil som den, Olsen Banden kørte til Jylland i i 1971 (Citroën H, vistnok). Citroënen gør det ud for Venusbjerget!
I vognen/Venusbjerget sidder Venus i førersædet i sølvglitrende buksedragt. Tannhäuser er placeret på passagersædet i klovnekostume og sminket i ansigtet. Bag i vognen er deres to venner, henholdsvis en dværg i matrostøj med en legetøjstromme og en stor mand i dametøj. Førstnævnte er Oskar Matzerath fra Günter Grass’ roman Die Blechtrommel. Manden i dametøj er ifølge programmet en vis Le Gateau Chocolat, som jeg aldrig har hørt om. Men det fremgår af omstændighederne, at det er en figur hentet fra populærkulturens verden.
Der er fart på. Citroënen drøner derudaf; og efter at være kørt forbi et biogasanlæg løber den tør for benzin. Gruppen kører ind på en drive-in Bruger King, hvor Tannhäuser og Venus bestiller mad for mere end EUR 100, mens dværgen og manden i dametøj stjæler benzin. Overalt efterlader de løbesedler med følgende påskrift, der tilskrives Richard Wagner selv (en kopi af løbesedlen er stukket ind i programhæftet, man kan købe til festspillene):
“Frei im Wollen
Frei im Thun
Frei im Geniessen”
De skynder sig videre uden at betale for maden med andet end et falskt kreditkort, hvor der på bagsiden er påtrykt de netop citerede ord. En politibetjent påkøres under flugten. Herefter kører de under ouverturens slutning ind på en rasteplads med en lukket iskiosk bygget i sydtysk stil med havenisser m.v. og fortærer maden ved en bænk. Her foregår så første scene af første akt!
Alt dette er vist på video, mens ouverturen spiller. Som det fremgår, bliver man slemt skuffet, hvis man tror, at regiteatret i Bayreuth var ved at være et overstået kapitel. Det lever tilsyneladende i bedste velgående i Tobias Kratzers aktuelle opsætning af Tannhäuser.
Ifølge en såkaldt “Werkstattgespräch” mellem instruktøren, scenografen, video-designeren og dramaturgen optrykt i programmet skal det frie og ansvarsløse kunstnerliv på landevejen gøre det ud for Tannhaüsers vilde liv i lasterne og drifternes vold i Venusbjerget. Man har navnlig hæftet sig ved, at Tannhaüser blev til i starten af 1840’erne, hvor Wagner netop var vendt hjem fra en miserabel tilværelse i Paris til en stilling som hofkapelmester i Dresden. Wagner var så at sige også “på vejen”. Det vilde liv på andres bekostning kan dog også sagtens ses som en parallel til Wagners eget liv. Han var flere gange på flugt fra sine kreditorer – han stak så at sige også af fra regningen.
Analogien er mildest talt søgt! Men den er meget sigende for, hvordan det moderne regiteater arbejder. Som allerede beskrevet tidligere, er det nemlig et fast virkemiddel, at man abstrahere et stykke eller en del heraf til noget helt generelt, eksempelvis “kærlighed”. I tilfældet Tannhäuser i Bayreuth anno 2019 gøres første del til en abstrakt fortælling om det frie liv uden begrænsninger. Godt hjulpet på vej af Wagner-citatet oven for. Når man så har reduceret/abstraheret stykket til noget helt generelt, kan man stort set gøre, hvad man vil. For et frit liv “på vejen” kan jo iscenesættes fuldstændig, som det behager instruktøren. Problemet med denne metode er, at den alt for ofte fuldstændig overser, at god opera er et komplekst sammenspil mellem tekst, musik, sang, skuespil m.v., hvor det afgørende først og fremmest er, om man kan virkeliggøre nogle karakterer eller begivenheder på scenen. Dette går typisk fløjten ved regiteater, fordi operatekstens handling og personer sjældent er rent abstrakte størrelser, der altid vil helt det, som instruktøren vil!
Netop dette var også problemet i den aktuelle Tannhäuser-opsætning i Bayreuth. Man havde så travlt med at beskæftige sig med sin ide om det frie liv på landevejen, at alt andet gik fløjten. Den første scene mellem Venus og Tannhäuser bar præg af fatal mangel på personinstruktion. Der var kun lidt interaktion mellem Tannhäuser og Venus, og det var tydeligt, at instruktøren havde haft sine tanker andre steder. Eksempelvis skulle de jo spise den mad, de havde købt på Burger King. Og matrosen og manden i dametøj skulle fjolle rundt med en række påfund, hvis mening var uklar og decideret forstyrrende. Således løb manden i dametøj rundt og viftede med et regnslag, der lyste i regnbuefarver.
I den omtalte Werkstattgespräch begrundes løjerne med, at der jo i Venusbjerget er en række nymfer og andre mytologiske væsner, og at matrosen/manden i dametøj er moderne mytologiske figurer. Ligesom Venus og Tannhäuser er de “outsidere”, der står uden for det etablerede samfund. Det er kun delvist rigtigt. De omtalte figurer hører hovedsageligt til under ouverturen, ikke i scenen mellem Venus og Tannhäuser. Men igen er analogien søgt allerede fordi, den bygger på en abstraktion, der ser bort fra operaens konkrete handling. Værre er dog, at det hele forstyrre scenen mellem Tannhäuser og Venus. Venus virkede ikke rigtigt som om, at hun forsøgte at forføre Tannhäuser. Og Tannhäuser virkede ikke rigtigt som om, han forsøgte at komme fri af hende. Scenen blev derfor noget mislykket på trods af, at man i Bayreuth havde endog meget dygtige sangere til partierne som Tannhäuser og Venus, henholdsvis Stephen Gould og Elena Zhidkova. Sidstnævnte meget passende lidt til den mørke side i stemmelejet. Under sidste del af scenen stiger de ind i Citroënen og kører væk i fuld fart. Den afsluttende del, hvor Tannhäuser får Venusbjerget til at styrte i grus ved at påkalde sig Jomfru Maria, er lavet sådan, at han springer af bilen mens den kører i fuld fart.
På det tidspunkt er vi nået et godt stykke sydøst fra Wartburg, nemlig til Bayreuth. Tannhäuser er sprunget af ræset lige for foden af Festspielhügel. Vi kan se festspilhuset i baggrunden. Hyrden er en dreng på cykel og pilgrimmene festspilgæster på vej til festspil! Et andet af regiteaterets faste virkemidler: Iscenesættelsen af sig selv om som teater og illusion. Det hele er blot noget, vi leger. I København har vi set Operaen på Holmen på scenen i Weil/Brechts Mahagonny, hvor handlingen var henlagt til opførelsesstedet.
Også denne scene bar præg af, at instruktøren var så forelsket i sin egen ide, at man helt havde glemt det fundamentale: Nemlig at opbygge karakterer ved at sørge for, at deres handlinger og gestik modsvares af musikken og teksten. Tannhäusers venner stod mestendels bare ret op og ned og sang. Til sidst da Tannhäuser har forladt scenen for at drage til Wartbrug (= ind i festspilhuset), kommer Venus og hendes to venner kørende i Citroënen for at hente ham og parkerer nedenfor Festspielhügel.
På den omtalte løbeseddel i programmet stod der, at opsætningen ville fortsætte i parken på Festspielhügel i pausen efter første akt. Novra! Her kan man så se den parkerede Citroën, mens matrosen og manden i dametøj optræder med noget der lyder som playback til numre fra Disney-film.
I anden akt gik der et uhørbart sus igennem salen, da den norske sopranstjerne Lise Davidsen åbnede med sit “Dich teure Halle, grüß’ ich wieder”. Hun debuterer som Elisabeth i Bayreuth i år, og de fleste havde sikkert hørt og regnet med, at hun var god, men at hun var så god afslørede suset i salen, at det havde de færreste nok alligevel ikke regnet med. Selv havde jeg kun hørt hende synge Strauss’ Vier letzte lieder til en torsdagskoncert i København i efteråret 2018, hvilet var pragtfuldt! Men partiet som Elisabeth er alligevel noget helt andet og mere dramatisk, så derfor var overraskelsen stadig enorm. Hun både lød og lignede en vaskeægte diva og med den passende reservation, der sømmer sig for den kyske Elisabeth.
Gould sang stadig forrygende også i anden akt. Hans store dramatiske talent passede fint til den restløse natur, som Tannhäuser skal have, når han ikke længere er i Venusbjerget, men længes efter det i det høviske Wartburg.
Partiet som Elisabeths onkel, landgreven Hermann af Thüringen, var godt givet til danske Stephen Milling, der tilførte det den rette faderlighed og varme, men med visse, afmålte elementer af hårdhed. Navnlig til sidst i anden akt, hvor Tannhäuser skal sendes på pilgrimsfærd til Rom som straf for at have besunget den sanselige kærlighed midt i det pæne Wartbrug.
Løjerne fra instruktørfronten fortsatte efter pausen. Godt nok er vi tilsyneladende havnet i noget der kunne minde om den middelalderlige sangersal, hvor anden akt er henlagt til. Men det er kun tilsyneladende. Det er bare en kulisse. Noget vi leger. Det ses ved, at det hele er placeret i en form for ramme “en scene i scenen”, hvor rekvisitterne ikke er helt på plads. Eksempelvis står lysekronen på jorden. Hvor første akt sluttede ude foran festspilhuset, er vi nu kommet inden for til en form for prøve eller lignende.
Venus og hendes medhjælpere vil bryde ind i festspilhuset for at hente Tannhäuser ud igen. Det klares via en stige, og på vejen ind placerer de et banner på balkonen foran huset. Også denne kan ses i pausen. Venus overfalder og bagbinder herefter en Edelknabe og stjæler hendes kostume, og sniger sig ind til prøven. Alt dette ser vi på video under den store korpassage, der leder op til sangkonkurrencen. Det er lavet således, at scenen er delt i to af et vandret snit, hvor den øverste del viser begivenheder uden for scenerummet på video. Denne teknik i regiteateret er blandt andet set i København sidste år ved balletopsætningen af Bizets Carmen, hvor Carmen løb ud af scenerummet, og man efterfølgende kunne følge på video, hvordan hun løb ud på Kongens Nytorv og blev kørt ned af en bil. I Bayreuth slutter anden akt med, at politiet tilkaldes og stormer festspilhuset for arresterer Tannhäuser. En tur i kachotten gør det ud for pilgrimsfærden til Rom!
Ideen om at have Venus på scenen i anden akt som et element, der er med til at sabotere konkurrencen, er også brugt i Kasper Holtens opsætning af værket på Det Kongelige Teater. Venus er godt nok til stede i musikken, men i teksten er hun ingen steder at finde i anden akt.
Tannhäusers tre rivaler ud i dydsprædikeriet til sangkonkurrencen på Wartburg – Wolfram von Eschenbach, Walther von der Vogelweide og Biterolf – blev glimrende sunget af henholdsvis Marcus Eiche, Daniel Behle og Kay Stiefermann. Her var personinstruktionen faktisk lykkedes ganske fint, for de tre sang nærmest demonstrativt kedeligt og animeret og “pænt”. En perfekt kontrast til Venusbjergets mere lystige musik, som Tannhäuser kommer så galt af sted med at give det pæne borgerskab en smagsprøve på.
At Eiche sagtens kunne andet end at være en karikatur, så vi i tredje akt, hvor han gjorde en fremragende Wolfram i dennes sang til aftenstjernen.
I sidste akt er vi havnet på en art losseplads, hvor Citroënen er blevet til et forladt bilvrag. Kun matrosen er at se. At dømme ud fra et stort reklamebanner har manden i dametøj forladt selskabet for et liv som kulørt fotomodel.
Elisabeth støder til og ender med at forfører Wolfram med et kys, hvorefter hun lader sig deflorere bag i Citroënen for herefter at begå selvmord med en skarp genstand, hun finder på pladsen. Også her manglede der fatal personinstruktion, men det havde næppe gjort nogen forskel, da hverken tekst eller musik lægger op til den slags narrestreger! Tværtimod kalder den sidste scene, hvor Elisabeth tager afsked, på en smule alvor. Noget der tilsyneladende er instruktøren fremmed.
Gennemgående virker det til, at man fra instruktørfronten er bange for alvoren i Tannhäuser. Man fokuserer fuldstændig ensidigt på den side af værket, der handler om Tannhäusers liv hos den hedenske gudinde Venus, og glemmer fuldstændig den del af det, der siger, at dette liv i lasterne og drifternes vold ikke kan gøre nogen lykkelig i længden. En kompleks karakter som Elisabeth reduceres til en pige, der dybest set bare vil defloreres så hurtigt som muligt. At hun også er et menneske i kød og blod med drifter, synes jeg er klart nok af værket. Men hendes funktion er jo også at anskueliggøre, at mennesket er meget andet end det. Ikke engang Lise Davidsens pragtfulde stemme kunne kompensere for de udtalte mangler i personinstruktion og greb om stoffet, som den aktuelle opsætning er udtryk for.
Bedre held havde man med – alt andet lige – med Tannhäuser, hvor Gould i lange stræk lykkedes med at vække denne karakter til live trods instruktørens gentagne aflivningsforsøg. Goulds præstation toppede meget passende til sidst med Tannhäusers store fortælling om sin rejse til Rom. Den blev leveret særdeles fremragende og fik alle de vigtige facetter med: Frustrationen og raseriet, men også sorgen og fortrydelsen.
Til sidst ser man Elisabeth og Tannhäuser kører mod horisonten i Citroënen. Instruktøren har tilsyneladende glemt, at hun netop er død. Det er i det hele uklart, hvad man mener, at stykket siger. Og for den sags skyld også, hvad man egentlig selv vil sige. Dette er typisk et tegn på, at man ikke har noget at sige. Selvom der herfra skal lyde endog meget rosende ord til både Bayreuth-festspillenes kor og orkester under ledelse af Valery Gergiev, så kommer jeg ikke uden om at konkludere, at jeg overhovedet ikke er tilfreds med 2019-opsætningen af Tannhäuser i Bayreuth. Den er et eksempel på, at regiteater, når det er værst, kan stå så meget i vejen for skøn sang og pragtfuld musik, at det er ødelæggende for det sammenspil mellem musik, sang, skuespil og iscenesættelse, der er afgørende for, at god opera lykkedes.
Richard Wagner, Tannhäuser. Bayreuther Festspiele den 17. august 2019
Referencer
Forestillingens hjemmeside med information om de medvirkende m.v. Desværre er der vist ingen tilgængelige fotos fra opsætningen:
https://www.bayreuther-festspiele.de/programm/auffuehrungen/tannhaeuser/
Tannhäuser, Ein Werkstattgespräch zwischen Tobias Kratzer (Regisseur), Rainer Sellmaier (Bühnen- und Kostümenbildner), Manuel Braun (Video-Designer) und Konrad Kuhn (Dramaturg) (programartikel).
Vil man se en anden og bedre opsætning af Tannhäuser kan anbefales Bayreuth-opsætningen fra 1972. Denne var progressiv, da den kom frem. Men i forhold til den aktuelle opsætning må den nærmest betragtes som reaktionær. Gwyneth Jones synger fremragende både partiet som Venus og partiet som Elisabeth! Omtalt tidligere her (se referencerne):
https://aarsskriftet-critique.dk/2018/07/en-lille-bog-om-opera/
