Opera: Mahagonny

Den prægtige by Mahagonny er på rekordtid skudt op ude i den amerikanske ørken og tiltrækker nu folk fra hele verden med alle de dekadente forlystelser, der kan købes for penge. Et fristed fra verdens larm og disharmoni:

”That is why they need a Mahagonny
Because the world’s such a hell hole.
‘cos there’s no harmony
And no contentment
And ‘cos there’s nothing
That we can depend upon.”

Det står dog allerede fra starten for os tilskuere klart, at Mahagonny ikke er et fristed, men en åndelig dødsfælde, grundlagt af tre forbrydere (henholdsvis kvinden Leokadja Begbick, bogholderen Fatty og Treenighedsmoses) på flugt fra politiet for ”crimes agaisnt society” (bedrageri og rufferi). Det antydes da også allerede tydeligt med byens og operaens navn, der er synes afledt af både det engelske og for penge (”money”) og for mahogni (”mahogany”). Så at det er pengene, der taler bag den prangende facade i Mahagonny, er ret klart allerede fra begyndelsen.

Hvis det stadig skulle være uklart for nogen, hvad der er på færde, så fortæller bagmændene da også allerede mindre end fem minutter inde i operaen, at navnet betyder spindelvæv, og at hele ideen er at lokke godtroende stakler til byen, som man kan blanke af. Allerede fra begyndelsen har bagmændene bag operaen Aufsteig und Fall der Stadt Mahagonny fra 1929, Kurt Weil og Bertolt Brecht (henholdsvis komponist og tekstforfatter), således ladet forstå, at operaens formål er en ørkenvandring i det politiske teaters i forvejen gennemtrampede ødemarker.

En af fluerne i Mahagonny-nettet er skovhuggeren Jimmy Mahoney, der sammen med nogle venner kommer til byen efter at have slidt og slæbt i syv år i Alaska. Venner falder hurtigt til, men sidder snart fast i byens spindelvæv, hvor hovedattraktionerne er mad, kvinder, boksekampe/slagsmål og druk. I starten går det fint, og alle kaster de sig frådende ud i alle byens udskejelser. Mest udtalt er Jimmy, der snart får nok af at forlyste sig med glædespigen Jenny, og snart kommer til at hade byen med alle dens arbitrære regler, der i Det Kongelige Teaters opsætning konstant vises på lysaviser, rundt omkring på scenen. Snart forbyder en lysavis eksempelvis dårlige dufte, snart forbyder den gode dufte. Jimmy vil imidlertid leve helt uden begrænsninger. Dette bliver snart muligt, da en orkan er på vej mod byen, og man derfor beslutter sig for at ophæve alle regler. For hvad skal man bruge dem til, når verden alligevel er ved at gå under?

”We don’t need help from hurricanes.
Tornadoes? Get back in line,
why on earth would we need hurricanes
we’re spoiling the world just fine…”

Da orkanen imidlertid slår en bue uden om byen, beslutter man sig for at opretholde undtagelsestilstanden, sådan at byen vitterligt kan være et sted, hvor alt er tilladt, og alt er til salg for penge. Ikke overraskende går det dog ilde. Den ene af Jims venner æder sig bogstavelig talt ihjel, en anden omkommer efter i hovmod at have deltaget i en af byens boksekampe mod Treenighedsmoses. Jim selv bliver dømt til døden, da han ikke er i stand til at betale sin regning, en af de få forbrydelser, der stadig findes i byen. Ligene kastes i affaldscontaineren og livet går videre.

Problemet med politisk teater/opera som Mahagonny er, at alt fra musik til handling og karakteropbygning er underlagt et politisk formål, og at hele ideen er at kommunikere og overføre ét bestemt politisk budskab for forfatteren/komponisten til tilskueren. Her er den politiske ide kritik af kapitalisme og pengemagt. Det kan indvendes, at de fleste værker har et eller andet budskab, som kunstneren ønsker at videregive, men ofte er dette noget, der eksistere ved siden af det rent æstetiske på lige fod med dette. Budskaberne i Mozart/da Pontes Così fan tutte (1790) eller Strauss/Hofmannsthals Kvinden uden skygge (1919) er eksempelvis ret sekundære ved siden af de vidunderlige karakterer, som skildres.

Den politiske tilgang gør det eksempelvis til en meget svær kunst at skabe troværdige karakterer, når hver eneste replik skal spejle sig i den politiske ide. Dette formår man da heller ikke i Mahagonny. Handling er der heller ikke meget af. Det handler mest om, at karaktererne skal fortælle os, hvor dekadent og udskejende byen er, og ironisere over alle de forlystelser, man kan købe for penge i det kapitalistiske ”paradis”. Værst er dog, at der ikke skabes nogle karakterer med tyngde og troværdighed. Mest af alt er Mahagonnys karakterer skabt for at kommunikere Brecht/Weils politiske budskaber. De har ikke megen eksistens derudover. Hovedkarakteren Jimmys tanker og følelser får vi ikke meget at vide om, da de ikke er vigtige for budskabet. Han bruges mest til at ironisere over Mahagonnys mangeartede udskejelser. Det er dog heller ikke meningen. I sin informative artikel i programmet til forestillingen citerer Niels Krabbe Brecht for følgende:

”Brecht sagde kort og fyndigt, at musikken i den gamle opera ”udmaler sjælelige tilstande” i stedet for – som den burde – ”angiver adfærd” (underforstået og dermed mulighed for at ændre verden).

Den politiske tilgang er et af operaens helt store problemer, da den manglende fokus på karakterernes tanker og følelser spænder ben for, at der for alvor kommer noget rigtigt drama frem på scenen. Karaktererne ironiserer konstant over egen adfærd og kommer uafladeligt med metakommentarer om stykket og byen. De er altså dels deltagere i operaen, dels kommenterer de på dens indhold. Det gør dog samtidig, at de kommer til at lide af den – for en opera – ganske alvorlige brist, at man ikke kan og aldrig kommer til at tage dem seriøst som karakterer i stykket. Den formidlingsteknik, hvor en karakterer dels er en bestemt person, dels en kommentar til den, er vistnok den teknik der bruges i revyer og lignende (tænk på de forskellige musikalske indslag i Cirkusrevyen, Admiralens vise eller lignende). Som indslag på henved 20-30 minutter havde Mahagonny fungeret fortrinligt i en krads, samfundskritiks revy, men Weil/Brecht synes at have forelsket sig så meget i deres budskab og symbolik, at intet mindre end en helaftensopera kunne gøre det. Som heleaftensopera på henved 2½ time taber den imidlertid alt for hurtigt pusten og bliver ret uinteressant. Operaens budskab gentages igen og igen. Og igen. Og så igen og endnu engang. Der tilføjes ingen ekstra nuancer i hverken budskabet eller måden at sige det på. Allerede længe inden afslutningen på første akt har det mistet sin slagkraft. Heller ikke til karaktererne flytter sig nævneværdigt eller tilføjes nogle nuancer i de 2½ time, der efterhånden går meget langsomt.

Operaen fungerer så afgjort bedst, når den – helt i Mahagonnys ånd – slipper alle hæmningerne og svælger i alle byens udskejelser og dekadence. Dette begrænser sig desværre til anden akt, hvor scenen fyldes med lummer pornobelysning lysnede bogstaver, der proklamere byens attraktioner (druk, hor og slagsmål) og folk der æder, drikker, horer og slås, mens alverdens budskaber kører frem og tilbage på de mange lysaviser. Desværre sætter den – ikke alt for stærke – tekst sætter grænser for, hvor langt opsætningen kan gå i denne retning andre steder end i andet akt. Men kan selv bedømme kvaliteten af de citater, der er gengivet ovenfor. Første og tredje akt er mest af alt levering af det politiske budskab, hvor der ikke er særlig meget i opsætningen at skrive hjem om. Det er mig i øvrigt en gåde, hvorfor operaen opsættes på engelsk som The Rise and Fall of the City of Mahagonny, og ikke på tysk? Der er ingen information herom i programmet, udover at oversættelsen er gjort af Jeremy Sams. Jeg håber, at Brechts tyske original version har mere kant.

Det er i det hele taget problemet med Det Kongelige Teaters opsætning, at den ikke har kant nok til at kunne kompensere for manglerne på indholds- og karaktersiden. Indrømmet, det er dog vanskeligt at lave en opsætning, der kompensere for, at råmaterialet har så udtalte mangler, som det er tilfældet her. Den form for politisk teater, som der er tale om her, fungerer bedst, når man går linen helt ud og laver opsætningen ligeså karikeret som budskabet og satiren er tænkt. I stedet har instruktøren, Graham Vick, valgt en halvsløj, samtidskritisk løsning, hvor Mahagonny foregår i netop operahuset på holmen. Det er altså det moderne København/samfund, der er nutidens Mahagonny, hvor alt er til salgs for penge. Vi, tilskuerne i operaen den pågældende aften, er borgerne i byen og dermed i virkeligheden også med i forestillingen. Af og til viser lysaviserne da også budskaber fra nutidens Danmark, eksempelvis at så og så mange kvinder føler sig udsat for vold osv. Bag stolerækkerne og træpanelerne på scenen kan man tydeligt se den nøgne bagscene, og at det hele altså er staffage for at skygge for den grundlæggende tomhed bag Mahagonnys pragt (og at altså også operahuset på holmen er en tom skal for indholdsløs kapitalisme og pengemagt). Ideen er nok mere spøjs end den er original. Men helt ærlig: Bliver man ikke snart færdig med at dekonstruere og demaskere operaen som kunstart? Det er efterhånden en årlig, tilbagevendende begivenhed på Det Kongelige Teater, at det skal være en pointe i sig selv, at man kan se den nøgne bagscene for at ”afsløre” den tomme sandhed inde bagved det hele. Nu må altså man snart komme videre.

Et par gode detaljer skal dog nævnes. Eksempelvis hvordan de, der dør af udskejelserne i Mahagonny, kynisk og koldt kastes i en affaldscontainer og køres fra scenen. I den afsluttende retssag kører byens bagmænd i rullestole, hvilket viser os, hvordan de er blevet afstumpede og forkrøblede af deres pengemagt. Det virker også ganske fint. Lidt kant er der dog i Kurt Weils musik, der er af en blanding af mere traditionelle stilarter, jazzede rytmer og tangoklange. Det er så afgjort lyspunktet ved forestillingen. De jazzede rytmer fungerer særlig godt i anden akt, hvor de fornemt understøtter de hæmningsløse udskejelser i Mahagonny. Der var gennemgående også gode præstationer fra sangerne, omend dog i mindre grad, når det gjaldt den talte dialog, der fylder en del i Mahagonny. Her lød de alt for ofte alt for karikerede. Noget mere personinstruktion havde vist været mere tiltrængt end den tid, der givet har været anvendt på at genskabe Olafur Elíassons tre berømte lysskulpturer fra operahusets foyer inde på scenen.

Det er sådan set ikke fordi, der i sig selv er noget i vejen med den form for kapitalismekritik, der kritiserer kapitalismens på mange måder åbenbare mangler, hvor fattigdom er en dødsdom, og hvor rigdom er lig med kynisme og overfladiskhed, men som heldigvis holder sig fra at forfægte det socialistiske paradis som et troværdigt alternativt. Ideen om den velkendte amerikanske guldgraverby som den moderne verdens Sodoma og Gomorra er sådan set også fint, men kan som nævnt højest række til et udvidet revyindslag, når man ikke har højere ambitioner end at gøre karaktererne til politiske talerør frem for mennesker. De bedste og mest menneskelige karakterer er paradoksalt nok er dem, vi aldrig rigtigt møder, ham der æder sig ihjel og ham den der dræbes i boksekampen. Som samtidsskildring af den på en gang grænseløse fattigdom og grænseløse rigdom og dekadence i Weimar-tiden vinder Mahagonny lidt, men der findes langt bedre samtidsskildringer. Her har navnlig filmediet udmærket sig, eksempelvis kan nævnes Georg Wilhelm Pabsts Die freudlose Gasse fra 1925 med danske Asta Nielsen i en af hovedrollerne, der i modsætning til Weil/Brecht faktisk indeholder en troværdig historie og menneskelige karakterer. Anbefalelsesværdige samtidsskildringer og tidsbilleder er også Fritz Langs dobbeltfilm fra 1922, Dr. Mabuse, der Spieler (med henholdsvis undertitlerne ”Der grosse Spieler – Ein Bild der Zeit” og ”Inferno – Ein Spiel von Menschen unserer Zeit” til filmens to dele), samt samme instruktørs Metropolis fra 1927. Disse film byder også på krads samtidskritik og udstilling af Waimer-tidens uhyrlige dekadence, men fordi der faktisk også fortælles historier, der i sig selv er værd at se, bliver kritikken mere subtil, og dermed også mere effektiv. Anderledes med Mahagonny, hvor der er tale om en 2½ time lang belæring, der ikke har særlig meget andet at byde på end et politiske budskab, der vist mere effektivt kunne og burde have været leveret i et andet kunstnerisk format. Jeg kan derfor overhovedet ikke være tilfreds.

Referencer

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Synopsis fra Opernführer (www.opera-guide.ch)

Det Kongelige Teaters program fra forestillingen, hvor citaterne ovenfor er taget fra.