Gør liturgien høj, gør porten vid!

27. juli 2017
4 minutters læsetid

Tendensen er ikke til at tage fejl af: teologisk konservative kirker i dag har næsten uden undtagelse givet afkald på den traditionelle liturgi og vendt sig mod et mere frit, spontant udtryk. Gudstjenesten vil da ofte få et mere karismatisk præg med frie bønner og lovsang eller, som det ofte er tilfældet i folkekirkeligt regi, en uformel, forsamlingshusagtig stemning. Denne udvikling skyldes antageligt den danske konservative kirkes rødder i vækkelsesbevægelserne, og liturgi og vækkelse synes at være et dårligt match. Ræsonnementet er alt andet end usympatisk: hvis formen står i vejen for, at mennesker kommer til tro på Jesus og søndag efter søndag søger til gudstjenesten for dér at møde ham i forkyndelsen og sakramenterne og opøve lydighed mod hans ord, så er vi bedre tjent med at være den foruden. Gør døren høj, gør porten vid, som salmen siger. Imidlertid er det min opfattelse, at liturgi og vækkelse ikke står i modsætning til hinanden, men udgør to livsvigtige bevægelser i kristenlivet som gensidigt beriger og forklarer hinanden. Vækkelse uden liturgi er en forbrugerkristendom, der er betagende og overraskende ved første øjekast, men som bliver intetsigende, så snart nyhedsværdien har lagt sig, og gudstjenesten ikke længere kan give de stærke følelser og oplevelser, som den lovede. Liturgi uden vækkelse er død form og tomme remser, som ikke kan frelse nogen som helst. Sammen derimod skærper, former og forankrer de den kristne i et trosliv, der naturligvis vil have sine op- og nedture, men som sikrer loyalitet og trofasthed, også når de religiøse følelser og oplevelser udebliver. I en omskrevet udgave af salmen: gør liturgien høj, gør porten vid!

Mange tænker i dag at liturgi først og fremmest er et spørgsmål om personlig smag, og at vi derfor bør tolerere en mangfoldighed af udtryk i kirke. Den tanke er ikke uden sandhed, men traditionel liturgi er ikke taget ud af den blå luft. Det er rodfæstet i Bibelen selv og har en dybde, som mere moderne gudstjenesteformer aldrig vil kunne gengive. Dette fremgår frem for af alt af Bibelens liturgiske bog par excellence: Johannes’ Åbenbaring. Her får vi et unikt indblik ind i den himmelske tilbedelse, hvor vi finder alle ingredienserne i den traditionelle liturgi: dets omdrejningspunkt er Guds lam, som er al tilbedelse værdig ”for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud” (Åb 5,9). En sand liturgi er altid kristocentrisk, og dens højeste formål er at rette al vores fokus mod den korsfæstede og opstandne Herre. Dette offer mindes vi ved alteret (Åb 8,3), hvor englene bringer de troendes bønner som offer. Bønnerne symboliseres her af røgelse, og det er en skam, at røgelsen i dag bruges så sjældent i evangeliske kirker. Det liturgiske rum er beklædt med lysestager (Åb 1,12), alterkalke (Åb 16) og præsterne bærer hvide klæder (Åb 4,4). Bønnerne, der bedes, er dybfølte men ikke spontane. Tværtimod er de fulde af gentagelser, som når der synges ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige, han, som var, og som er, og som kommer” (Åb 4,8) eller blot ”Hallelujah!” (Åb 19). Endelig synges der bibelske salmer (Åb 15,3-4). Fra Apostlenes Gerninger lærer vi, at der blev bedt faste, skrevne bønner (ApG 2,42) og fejret nadver hver søndag (ApG 20,7). I det hele taget fremhæver Apostlenes Gerninger dåben og nadveren som omdrejningspunkter for det kristne liv (2,38;42), der formidler nåde og ikke kan reduceres til symbolik.

Men er Johannes’ Åbenbaring normativ for den moderne gudstjeneste? Det mener jeg. Vi bekender søndag efter søndag troen på ”de helliges samfund”, og det er netop hvad gudstjenesten er: foreningen af Guds levende menighed på jorden med alle dem, der er gået forud for os. Dette markeres i traditionelle kirkerum af den halve alterbue, der skænker plads til den usynlige menighed rundt om alteret. Vi fejrer gudstjeneste med de hensovne kristne, og derfor bør vores liturgi være et spejl for den himmelske gudstjeneste i Johannes’ Åbenbaring. Der er naturligvis intet bibelsk argument for at bruge orgel og synge ældre salmer. Her er der en vis frihed. Dog tror jeg særligt, at Critiques konservative læsere vil medgive, at kontinuitet her i sig selv er et gode, fordi det forener os med den historiske kirke og dermed styrker fornemmelsen af, at vi fejrer gudstjenesten med de afdøde. Og for nu at udtrykke mig bramfrit: karismatisk inspirerede lovsange er som regel enormt fattige i forhold til Den Danske Salmebog. De har sjældent samme forankring i Bibelen og bærer i det hele taget præg af ikke at være skrevet af teologer, der vil formidle komplekse sandheder på en smuk og almen måde, men er typisk skrevet af unge kristne, hvis primære inspiration er moderne popmusik. Tag ikke fejl: den slags sange har sin berettigelse, og jeg ønsker dem på ingen måde ud af det kristne fællesskab. Men til at synge i gudstjenesten søndag efter søndag, generation efter generation, kræves salmer med substans, bibelsk forankring, teologisk integritet og frem for alt kristocentrisme.

Når konservative kristne taler for at frigøre liturgien, sker det ofte med henvisning til, at gudstjenesten handler om indhold og ikke form. Jeg er for så vidt enig, men i mine øjne har tabet af liturgi i moderne, konservative kirker haft fatale følger for indholdet af vores forkyndelse: vi forstår os overhovedet ikke på sakramenterne, der kun spiller en perifer rolle i vores trosliv, mens de burde være hjerteblod, og i bytte derfor har vi fået karismatikkens trang til at bygge troslivet på private følelser og oplevelser. Det er et dårligt bytte, og jeg tror vi har alt at vinde ved at genfinde kirkens gamle liturgiske arv: ikke for at vores fokus skal være på formen selv, men for at vores blik kan være evigt fæstnet på ham, som liturgien bærer frem for os søndag efter søndag, år efter år, generation efter generation.

Jacob Munk

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside