Kors

Her er de steder i Biblen du skal kende!

25. marts 2024
4 minutters læsetid
Påsketid er bibeltid. Men hvis du ikke har tid til at læse det hele, hvor skal du så begynde. Sørine Gotfredsen svarer på det i ny bog. Sognepræst Marianne Wagner overvejer den her.

Sørine Gotfredsen er en sælsom skikkelse i dansk åndsliv, og selv om det er få forundt at se ind i fremtiden, vil jeg alligevel vove et øje og spå, at hun er en af de få teologer, der vil blive husket en god rum tid efter at hun ikke længere tælles blandt de levende.

Og hvorfor tror jeg nu det? Jo, det er fordi Gotfredsen både i sit liv og i sit værk rummer det arkaiske og det moderne, som synes at udkæmpe en kamp i hende, og som sandsynligvis er medvirkende til at gøre hende til en teolog, der rager op i den opløsningstid, vi befinder os i.

Gotfredsen er på mange måder utrolig selvoptaget; hun har en vilje til at være kendt, og i næsten alt, hvad hun taler om, er »Sørine« udgangspunktet, men hun ved også, at netop dét er hendes pæl i kødet.

de færreste kan svinge sig op til mere end at hylde kristendommen som en forudsætning for den overlegne vestlige kultur.

Hun er noget så gammeldags som syndsbevidst. Når hendes forkyndelse fænger, er det fordi, hun forkynder for sig selv. Der er m.a.o. noget på færde. Og fordi hun kender sin egen svaghed, er hendes diagnosticering af tidens dårskaber ofte knivskarpe. Kort sagt sætter Gotfredsen sig selv på spil som få.

Længe var hun kendt som kras nationalkonservativ debattør, men i en moden alder begyndte hun at overveje, om hun kunne formidle sit budskab på en anden og mildere måde.

De seneste år har hun således udforsket kærligheden i forskellige programmer og podcast, hvilket jeg personligt har fundet ganske kedsommeligt, men dertil er hun en flittig forfatterinde af opbyggelig litteratur, hvor man aldrig er tvivl om, at man er i selskab med »Sørine«; hun lever med Kierkegaard, hun fortæller personligt om Grundtvig og Kim Larsen, og vi læser biblen som Sørine gør det, navn og brand er flydt sammen i de fleste af hendes bøger, også i den seneste: 50 bibeltekster du skal kende.

Her har Gotfredsen udvalgt og gengivet 50 tekster fra hele biblen, som ifølge hende ikke er til at komme uden om, hvis man skal forstå den verden, der omgiver os – sprogligt, historisk, kulturelt og i vor indre tankeverden.

Mennesket, der vristede sig fri af Gud

Den bog er kommet som manna fra himlen, og netop her kommer Gotfredsens arkaiske modernisme til sin ret. For hendes formål med bogen er håbløst oldnordisk; hun vil formidle et gammelt budskab om Gud og menneskets historie til en verden, der i høj grad har vristet sig fri af den selvsamme historie.

Længe var hun kendt som kras nationalkonservativ debattør, men i en moden alder begyndte hun at overveje, om hun kunne formidle sit budskab på en anden og mildere måde.

Men fordi Gotfredsen selv er moderne og ved sin flid har vundet en plads i offentligheden, får man med bogen både en kendis og – mest af alt – en mild og kærlig samtalepartner, for efter hvert eneste tekststykke skriver »Sørine«, hvad hun personligt får ud af teksten, og hun gør det ofte ved at henvise til klassiske og moderne værker, både film og litteratur, til fænomener som LGBT+, skønhedsidealer o.l.

Eller hun har en personlig anekdote, som er lærerig, netop fordi hun har sin egen syndighed for øje. Jeg beder til, at dén kombination vil give bogen mange læsere, også udover konservative kredse.

Læs den før din præst

For den, der ikke er voldsomt bibelkyndig, men som længes efter at lære den gode bog at kende, er 50 bibeltekster du skal kende et godt sted at begynde. Teksterne er bredt udvalgt, afsnittene er overskuelige, og Gotfredsen åbner de fleste af tekststykkerne til videre refleksion.

Så det en almendannende bog, der – udover det opbyggelige – vil kunne gøre læseren til en interessant samtalepartner, ikke mindst fordi den også er en indførelse i den kultur, der er så præget af biblens tankegods og begrebsverden. Der er m.a.o. en verden, der åbner sig med Gotfredsen som rejseleder.

Også for præster har noget at hente, for vi læser jo alle de samme tekster og sidder jævnligt alene med vore overvejelser eller mangel på samme; i skrivende stund burde jeg f.eks. skrive på min prædiken til søndag seksagesima, men inspirationen udeblev, så jeg kastede mig over denne anmeldelse i stedet.

Bogen er endvidere et oplagt emne til en studiekreds – måske henvendt til gamle konfirmander, som glemte at høre efter, da de gik til præst, men som nu fortryder og gerne vil indhente det forsømte. Og alle kan jo supplere med eget udvalg af tekster, hvis man synes, der mangler noget.

Kristendommen er tiltale

50 bibeltekster du skal kende er en af de vigtigste udgivelser de seneste år, fordi den møder mange, hvor de er – og måske især konservative sjæle, der fornemmer, at deres tid i den socialdemokratiske folkeskole ikke har gjort noget godt for dem eller deres intellekt.

Dem er vi en del af, men jeg fornemmer også ofte på debatten, at de færreste kan svinge sig op til mere end at hylde kristendommen som en forudsætning for den overlegne vestlige kultur.

Den opfattelse har bestemt sin berettigelse, men bliver man ved den, bemægtiger man sig kristendommen og kan derfor skifte den ud, hvis noget bedre skulle dukke op. Eller – hvad der er næsten værre – man gør den kristne kultur til sin guddom, og kristendom uden Kristus er en farlig vej at betræde.

Det er desværre nok der, vi nu er. Gotfredsen holder hele vejen fast i, at kristendom er tiltale, at Gud vil noget med mennesket, noget helt personligt med dig og med mig, og vi kan ikke finde ud af det ad andre veje end ved at læse biblen. Den er garderobeskabe til den virkelige verden, Guds verden. Så det er bare om at komme i gang, og gør det gerne med Sørine!

Sørine Gotfredsen. 50 bibeltekster du skal kende , Bibelselskabets forlag 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marianne Wagner

Marianne Wagner (1970) er sognepræst på Falster, inkarneret EU-modstander, forfatter til romanen Når den stærke vogter sin gård. Har i mange år deltaget i debatten om især EU og indvandring, tidligere redaktør for Nyt fra Dansk Samling.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside