Da lidelsen blev helliggjort

Af Jacob Munk

I mine øjne kulminerer kirkekunsten med Matthias Grünewalds altertavle i Isenheim fra begyndelsen af det 16. århundrede. Altertavlen portrætterer det velkendte motiv af den korsfæstede Kristus men her uden den herlighed og stoiske ro, som kendetegner store dele af kirkekunsten eksempelvis i Raphaels berømte Mond Crucifixion. Grünewalds Kristus er derimod monstrøs, deform og udmagret med grotesk udstrakte fingre omkring naglerne i hans hænder. Særligt slående er den iøjnefaldende hudsygdom, som Grünewald har påført Kristus. Værket var oprindeligt tilegnet et hospital tilhørende Antoniterordenen, som var specialiseret i patienter med den såkaldte antoniusild, og netop denne sygdom har Grünewald skænket Kristus.

Man kan kun forestille sig, hvor overvældende synet af Grünewalds billede må have været for disse patienter. Antoniusilden var ofte terminel og smittefaren havde afskåret disse mennesker fra enhver menneskelig kontakt. I samfundets øjne var man en levende død. Og pludselig står han der, kongernes konge, Guds udtrykte billede, i verdenshistoriens mest betydningsfulde øjeblik og deler deres sygdom. Nogen større forløsning gives næppe.

Med sin altertavle skildrer Grünewald en sandhed bag langfredags begivenheder, hvis omfang vi ikke kan gribe andet end i glimt: lidelsen er blevet helliggjort. Den er blevet sakramental, fordi den forener os med Kristi sår og omformer os i den korsfæstedes billede. Den kristne er ikke fredet fra nogen som helst smerte, som denne verden kan påføre, men han er frelst til et løfte om, at lidelsernes trænge tågevej vil blive en lige vej til Kristus. Ja, vejen selv er Kristus, og den troendes via dolorosa er tillige en brudens procession mod alteret i vielsens præludium.

Lidelsen er hellig. Betyder det, at den er Guds gode vilje? Langt fra. Lidelsen har sit ultimative ophav i faldet, menneskehedens fravalg af Gud, og Gud kæmper altid på livets side imod lidelsen. Målet for vores trængsler kan derfor være intet mindre end det kategoriske ophør af lidelse, synd og død på den nye jord. Paradokset synes uundgåeligt: lidelsen er på en gang hellig, jeg vover endda at kalde den sakramental, og samtidig et gudsfjendtligt onde. Hvordan forløses denne spænding?

Et svar findes smukt formuleret hos George Herbert:

Then shall those powers, which work for grief,
enter thy pay,
and day by day
Labour thy praise, and my relief;
With care and courage building me,
Till I reach heav’n, and much more, thee.

Med sin død på korset vandt Kristus “those powers, which work for grief” under sit herredømme. Gud tog verdens onder i sin magt og gjorde dem til forvaltere for det gode. Han underminerede lidelsen med lidelse og dræbte døden med døden. Nu modtager den kristne sine lidelser (og lidelser vil komme!) fra Guds gode faderhånd og formes af dem ”Till I reach heavn’n, and much more, thee” som Herbert skriver.

Derfor kan Paulus ligefrem takke for sine lidelser: ”Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken.” (Kol 1,24). Paulus skildrer lidelsens lykke endnu stærkere end Herbert. Lidelsen ikke blot modner og skærper ham. Den er en unio mystica, hvor hans krop lider med Kristus på korset og udfylder, hvad der mangler af Kristi trængsler. Jeg deler ikke den romerske opfattelse af, at de kristnes lidelser er stedfortrædende. Det offer blev bragt på Golgata én gang for alle (Heb 10,12-14). Men det viser, at kirken som Kristi legeme på jord er kaldet til et liv i efterfølgelse af den lidende og korsfæstede Kristus.

Få har skildret lidelsesfællesskabet med Kristus så stærkt som den sene Kierkegaard i Indøvelse i Christendom. Imidlertid er det beklageligt, at Kierkegaard er så optaget af at indskærpe, at det kun er lidelserne ”for evangeliets skyld”, der forener med Kristus. At disse optager en særlig plads i Det Nye Testamente benægter jeg ikke, men Jesus kalder alle sørgende og lidende for salige (Matt 5,4). Også den der har mistet en elsket, et barn, en far eller mor; den der er syg og den der er bange kan finde den sakramentale forening med Kristus i sine lidelser. Selv om den døende spurv kan Jesus sige, at Gud er med den (Matt 10,29). Det er som om selv naturens lidelser er blevet delagtiggjort i et mystisk fællesskab med den døende Gud på korset. Hvor meget mere gælder det da ikke os mennesker?

Langfredag blev lidelsen helliggjort, og det ændrer alting. Det giver os som samfund et radikalt nyt blik på vores syge, ældre og lidende, som vi nu ser, vi skylder mere end medlidenhed. Vi skylder dem agtelse. De bærer ikke blot på en byrde men tillige på et privilegium. Ofte får lidelsen os til at føle os afskåret fra resten af verden, men intet kunne være længere fra sandheden. Ingen går fri fra lidelsen, mindst af alle de kristne. Men korset lærer os, at det netop er i vores sårbarhed, vi finder forløsning, håb og fællesskab med Gud. I lidelse, angst og sorg udfriede Kristus os fra synden, og når vi lider, forenes vi med ham i den mest intime relation af alle: lidelsesfællesskabet. Hvad er der da tilbage at frygte? Igen med Herberts ord:

Thy life on earth was grief, and thou art still
Constant unto it, making it to be
A point of honour now to grieve in me,
And in thy members suffer ill.


 

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.