Mod en konservativ kunstkritik

Af Jacob Munk

Den konservative kunstkritiks væsentligste opgave er at forsvare kunstens autonomi mod politiske, religiøse og ideologiske interesser. Allerede her fremgår dog den konservative kunstkritiks paradoks, for netop ved at erklære sig for konservativ har den jo indsat kunsten i en social og politisk ramme. Ikke uden berettigelse derfor har den marxistiske litteraturkritik gang på gang påpeget, at der ikke gives en før-politisk kunst, da selv det ”reneste” æstetiske udtryk i sin tilsyneladende neutralitet netop understøtter og bekræfter den borgerlige orden. Hvordan omgås dette problem?

Ingen steder udtrykkes paradokset stærkere end hos T. S. Eliot. Som nykritiker forsvarer Eliot kunstværkets radikale autonomi, hvor den litterære tradition eksisterer som et hermetisk lukket mikrokosmos, der hverken kan eller må reduceres til dets sociale, historiske eller biografiske omstændigheder. Alligevel finder den tidlige Eliot en totalteori, der kan forene hans religiøse, litterære og politiske overbevisninger i ét sammenfattende princip. Dette princip er klassicisme.

Eliots klassicisme må ikke forveksles med den franske renæssances antikt inspirerede regelkunst, om end de ikke er uden ligheder. Med klassicisme forstår Eliot slet og ret princippet: ”that men cannot get on without giving allegiance to something outside themselves.” Dette klassicismebegreb låner Eliot fra sin forgænger T. E. Hulme, hvis artikel “Romanticism and Classicism” er et af de mest interessante udtryk for et forsøg på at udvikle en konservativ kunstkritik. Slående i Hulmes artikel er det, hvorledes ”romantik” og ”klassicisme” i 20’ernes intellektuelle miljø er blevet en politisk kampplads. Som det hedder i artiklen: ”If you asked a man of a certain set whether he preferred the classics or the romantics, you could deduce from that what his politics were.” De engelske tories var selverklærede klassicister, og venstrefløjen boltrede sig med et romantisk grundsyn.

Til at skildre forskellen mellem de to positioner, anvender Hulme Rousseaus berømte indledning til Du Contrat Social (1762) som model: den romantiske position siger med Rousseau, at mennesket er født lige og frit, men overalt holdes i lænker af samfundets begrænsende institutioner. Den klassicistiske position siger tværtimod, at ”Man is an extraordinarily fixed and limited animal whose nature is absolutely constant. It is only by tradition and organisation that anything decent can be got out of him.”

En så præcis karakteristik af det konservative program skal man lede længe efter. Alligevel forvilder Hulme sig i mine øjne ud på et vildspor, når han herefter kritiserer romantikkens metafysiske poesi for at understøtte den Rousseauske idé om, at mennesket har sandheden i sig selv uafhængigt af traditionen. En klassicistisk poesi skal således holde sig fra metafysiske og religiøse udskejelser og blot dvæle ved simple sanseerfaringer lig dem, der kendetegner de samtidige imagistiske digtere som William Carlos Williams og Ezra Pound. Når poesien ikke hæver sig over den konkrete sanseerfaring, giver den ikke anledning til den forkvaklede idé, at digteren er en Gud.

Men intet kunne være mere forkert. Kunsten i en næsten guddommelig skabelsesakt frembringe skønhed, orden og mening. Kunsten må være en lukket verden, der giver sit publikum en oplevelse af at træde ud af sin livssammenhæng og betragte livet ”udefra”, så at sige, i sin skønne meningshelhed. Derved forløser kunsten meningsløsheden og fylder verden med symbolsk, moralsk og æstetisk betydning.

Den konservative kunstkritik må frem for alt sige nej til, hvad Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt kalder for den moderne kunsts ”negative opbyggelighed”: kunsten kan aldrig leve af at provokere, negere og være i opposition til det omgivende samfund. Den må bekræfte positive værdier. Kunsten må i særdeleshed være et ja til skønhedens opbyggelige og blivende værdi. For den konservative er skønheden aldrig en eskapisme, et skjulested fra en prosaisk, uskøn verden. Den konservative siger derimod med John Keats: ”Beauty is truth, truth beauty – that is all / Ye know on earth, and all ye need to know.” Skønheden leder os dybere ind i sandheden om os selv og vores samfund, fordi dens skønne orden spejler en guddommelig urkraft. Dette er en romantisk grundholdning, og det er på baggrund heraf, vi påberåber kunstens autonomi. Ikke fordi den marxistiske kunstkritik ikke gør ret i at påpege, at kunsten bekræfter den borgerlige orden. Heller ikke fordi vi fornægter, at kunstens moralske og symbolske udtryk ikke bliver i værket men etisk, politisk og eksistentielt forandrer dens beskuer. Vi bekræfter kunstens autonomi, fordi kunsten i skønheden besidder sin egen interne logik, der cirkulært legitimerer sig selv. Kunstens bestræbelse på at frembringe skønhed behøver derfor ingen legitimitet udefra, og kan således ikke afvises på baggrund af, at den bekræfter den borgerlige orden. Dette er det konservative kunstsyn, og det er gennemsyret romantisk.

Så hvorfor frygtede Hulme det romantiske? Det gjorde han (med rette), fordi det ophøjer det individuelle geni på bekostning af traditionen. Og her foretager Eliot et smukt greb: kunstens skønne meningshelhed eksisterer aldrig i værket alene men gives i den litterære tradition. Selvom værket er en verden i sig selv, så kan denne verden kun trives i en homogen, diskriminerende kanonisk tradition. I denne tradition er en genialitet, som ikke kan reduceres til enkelte forfatteres værk. Og hvorfor ikke, i stærk modstrid med Eliots romantikkritik, kalde denne genialitet for en folkeånd? Romantikken har i sin nationale kunstbetragtning et langt stærkere traditionsbegreb, end de angelsaksiske modernister så.

Lad mig derfor give tre råd til den konservative kunstkritik i dag: 1) Den må insistere på kunstens autonomi, ikke ved at fornægte dens moralske og politiske betydning, men ved at forsvare dens frie ret til at frembringe skønhed. 2) Den må bekræfte positive værdier og ikke næres af den negative opbyggelighed. 3) Den må insistere på den nationale kanoniske traditions forrang for det enkelte forfattergeni. Med disse tre retningslinjer tror jeg, konservative kunstkritikere igen kan få en stærk stemme i kulturdebatten, og det er der brug for som aldrig før.


Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om døden som motiv i tysk og engelsk romantisk poesi. I Critique behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse.