Interview: Kampen om skolen

Af Stefan Agger

Enhver der følger med i, hvad der sker bag kulisserne i den danske folkeskole, ved, at der i disse år udkæmpes en kamp om skolens sjæl: Skal vi bevare en Folkeskole, der har fokus på formål og som trækker på dansk skolehistorie fra Kold, Grundtvig over Hal Koch og til Løgstrup, eller skal vi lade os revolutionere i konkurrencestatens ånd med synlig læring, datavarehuse og evidens som de foretrukne våben. På begge sider står der pædagogiske forskere, så fagkundskaben er svær at bruge til at vælge side.

På den revolutionære side står dog også Undervisningsministeriet selv, KL, DI og andre DJØFfiserede kræfter, så egentlig svært ved at vælge side har jeg ikke haft.

Den skolepolitiske kamp er overmåde vigtig, og føres i høj grad af vi skolepolitikere ude i kommunerne, men problemet er, at den revolutionære diskurs i vores tid kæmper med langt stærkere våben end den konservative side i slagene. Der mangler simpelthen et sprog, der er stærkt nok til at stå imod når læringsideologerne udruller deres drømme om en datastyret folkeskole, fyldt med individuelle læringsmål og trivselsmålinger.

Jeg har prøvet det i praksis: administrationen og nogle kommunale konsulenttyper for fuld udblæsning i læringsrevolution, mig der banker hovedet ned i mødebordet, og byrådskolleger der spørger hvad der er galt med det, de hører. Mit problem var, at jeg ikke vidste hvordan man skulle formulere et svar som alle ville kunne forstå.

Jeg har derfor spurgt Brian Degn Mårtensson, om ikke han havde lyst til at svare på nogle enkle spørgsmål, med den ambition at skærpe det modrevolutionære sprog sådan at modstanden ikke kun skal føres blandt pædagogiske insidere på Facebook eller i Folkeskolen.dk.

Brian Degn Mårtensson er lektor og cand. pæd. i pædagogisk filosofi, forfatter og i høj grad også internetkriger i den her beskrevne krig.

Hvad var den største forandring der kom med folkeskolereformen?

”Den største erfaring lå ikke i selve lovteksten, men i den underliggende instrumentelle tænkning, der gennemsyrede alle medfølgende policydokumenter, vejledninger og kommunale og ministerielle skrivelser. Samme tankegang var også bærende for ændringer af læreruddannelsen og en række tiltag inden for den pædagogiske forskning. Dette underliggende skifte indebar en afgørende ændring i synet på mennesket, borgeren og skolen, og med det samlede reformkompleks gik vi fra en situation, hvor frie borgere principielt gik sammen om at lave sig en stat, til en situation, hvor staten konstruerer sig nogle for staten ønskede borgere.  Alle vegne tales der derfor nu om at gøre eleverne robuste, arbejdsmarkedsegnede og omstillingsparate. Skolen er populært sagt blevet et arbejdsmarkedskursus, ikke et sted, hvor man bliver til som myndigt menneske.”

Hvad er problemet med begrebet ‘læring’?

”Læring har jeg intet problem med. Det er et begreb, der dækker over det forhold, at mennesker tilegner sig viden og indsigt. Mennesker lærer hele tiden, næsten uanset hvad de gør. Man lærer ikke kun i skolen, men alle vegne. Dog kan læring og læringsprocesser forstås på mange måder, og netop den meget snævre læringsforståelse, der pt. rulles ud i hele landet, er dybt problematisk, da læring her bliver meget lig tilpasning. Dertil kommer, at næsten alting bliver gjort til et spørgsmål om mere eller mindre objektive og styrbare læringsprocesser, og ordet bliver sat ind alle vegne, fx i læringsmedarbejder, læringsagent, læringscenter, Rådet for børns læring, læringschef, læringsulighed, læringsleder og læringsmål.”

Hvilke problemer ser du i folkeskolereformens tre nationale mål?

”Jeg betragter dem fagligt som lidt ligegyldige, da de er ganske banale, næsten komiske. Det samme gælder de fleste andre slogans og politiske reklamer, der fulgte reformen. F.eks. er det absurd at ville sikre, at alle bliver så dygtige, de kan. For det første vil der altid være tale om en bestemt dygtighed til bestemte ting, og for det andet, er det umuligt med sikkerhed at vide, at yderligere dygtighed aldrig vil kunne opnås. Et andet eksempel er ambitionen om at reducere den negative sociale arv. Ønsket er helt sikkert sympatisk tænkt, men det er en ufattelig dårlig ide at styre en skole stærkt efter det, for social mobilitet er snarere et heldigt biprodukt ved skolen, ikke noget der knytter sig til dens formål. Undervisning, som jo er det definerende ved skolen, handler jo om menneskers indsigt i og engagement for verden, og lykkedes undervisningen, bliver eleven i stand til at forandre sin egen situation – og sin omverden i fælleskab med andre. Det er ikke skolens opgave at skabe hverken lighed eller ulighed, men den vil altid medvirke til begge dele, hvis den altså er en rigtig skole.”

I hvilken forstand er UVM, KL og andre reformbegejstrede ‘revolutionære’?

”Fordi de har iværksat en revolution – det er et udtryk, som både daværende undervisningsminister Antorini og andre reformstøtter selv brugte i forbindelse med lanceringen af skolereformen. De kaldte bl.a. ændringerne for en kulturrevolution og en læringsrevolution. Jeg er her helt enig med dem, da måden at se på stat og individ er blevet radikalt forandret. Som med andre doktrinære revolutioner har vi i den pædagogiske verden også oplevet, at de nye magthavere har forsøgt sig med udrensninger og anden pression med det formål at sikre sig absolut kontrol. Kritiske lærere og forskere har fået advarsler, slet skjulte trusler og har på forskellig vis fået de facto fyringer.”

Hvad mister vi ved i højere grad at se på skolen og den enkelte elev gennem data og læringsmål?

”Vi mister blikket for mennesket, folket og verden. Mennesket og dets fællesskaber kan ikke reduceres til data, og livet er ikke noget, der først og fremmest skal præsteres, det skal leves. Problematisk er det også, at fagligheden i skolen forsvinder til fordel for tilpasning til bestemte dikterede klik på en computerskærm: Sagen i sig selv forsvinder til fordel for kontrol. Undervisning bør være udtryk for et engagement i verden og de, der lever i den, og når vi i samfundet holder skole, bør det være fordi, vi har noget, der i sig selv er vigtigt at fortælle videre til kommende generationer. Hvis vi ønsker at opdrage vores børn til at blive frie mennesker, der kan tage ansvar, kan den pædagogiske opgave ikke reduceres til et målbart niveau af tilpasning til statsligt præfabrikerede læringsmål. Det er både uetisk og fagligt uambitiøst.”

Hvad skal vi gøre?

”Der skal ske mange ting, før vi kan redde skolen. Et sted at starte kunne være at bede både politikere, ledere og forskere om at tænke sig om. Især må vi væk fra det snævre evidensbegreb og forestillingen om at gøre det, der virker – for det kan man ikke i pædagogik. I stedet kan man gøre det, man mener bør virke. Vi skal gå fra hovmodets til ydmyghedens evidens. Vi skal holde op med at lege orakler eller guder ved at forudsætte, at vi ved, hvad den næste generation – og det enkelte barn – præcist får brug for at kunne. Og vi skal slet ikke reducere hele skolens virke til målopfyldelsen heraf. I stedet skal vi arbejde virkeligt evidensbaseret, altså i ydmyg vished om at den næste generation – og det enkelte barn – selv skal skabe sig en fremtid. Dette kan kun ske på baggrund af fortidige erfaringer, hvilket er det, skolen skal formidle sammen med en opfordring til at engagere sig i livet og verden.”


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.