Folkeskolen har været under angreb fra konkurrencestaten de seneste tredive år. Det er grundpræmissen for en ny bog om forvitringen af en af samfundets bærende institutioner. Vores anmelder har læst bogen.

Niels Chr. Sauer (f. 1950) er en kendt figur i skoledebatten og har været det i mange år. Med sin baggrund i folkeskolen og Danmarks Lærerforening har han oplevet afgørende ændringer i skolens liv og praksis indefra. Med bogen Folkeskolens veje og vildveje graver han et spadestik dybere. Den forkætrede skolereform i 2013 har ifølge ham haft en ødelæggende virkning på folkeskolen, men grundstødet skete meget tidligere.

Inden det kom så vidt, var der foregået en udvikling siden slutfirserne. Sauer er om nogen en partskilde i denne dybe konflikt der stadig kaster slagskygger, og mange borgerlige vil mene, at lærerne med tiden var blevet for selvrådende og folkeskolen for dyr. Der er dog få i dag som kan se det positive i udmøntningen af skolereformen.

Sauer bidrager med sin nye bog til et nuanceret billede af den danske folkeskole og dens rammebetingelser, med erfaringer, refleksioner og analyser der bygger bro over den ofte meget polariserede debat. Til sidst i bogen forsøger han at se fremad.

Fortidens skole

Sauer starter bogen med at føre os tilbage til sin egen skoletid, der modsat andre læreres ikke var specielt mindeværdig. Han kan ikke sidde stille og forlige sig med en gammeldags pædagogik hvor det hele drejer sig om at lære udenad og reproducere en faglig viden. Lærerne ser ikke eleverne som mennesker.

Da han endelig får lov at brillere med en fristil om transportmidler gennem tiderne, tror læreren at han har skrevet af fra en anden. Forskellige former for fysisk afstraffelse og ydmygelse er dagligdag i hans klasse, og det går især ud over børn fra arbejder- og håndværkerhjem. Efter en omvej via kostskole tager Sauer en læreruddannelse; hans engagement og retfærdighedssans siger ham at det må kunne gøres bedre. Læreren skal vise interesse for børnene, og det skal være sjovt og spændende at gå i skole.

På det tidspunkt er lærergerningen stadig et respekteret job, men samtidig også krævende, fordi lærerens personlighed er blevet et uundværligt element. Oplever man som lærer fiasko i undervisningen, rammer det også en personligt. Reformpædagogikken er blevet dominerende som trend, men den fagligt dygtige lærer er stadig ved roret.

Relationen til børnene er altafgørende for om undervisningen i fagene lykkes, hvilket forfatteren beskriver indgående og vender tilbage til sidst i bogen. Sauer skildrer en skolehverdag hvor lærerne i samarbejde med ledelsen udvikler pædagogikken. Lærerrådet er det formelle organ. På hans skole er der plads til kurser og eksperimenter, for eksempel lancerer han filosofi som ledetråd i undervisningen og som egentligt fag på skemaet.

New Public Management

Alt er godt på hans skole, indtil den ulyksalige dag i 1989 hvor folkeskolens styrelsesregler bliver gennemgribende ændret. Bertel Haarder har fremlagt forslaget, som vedtages enstemmigt. Lærerrådene bliver nedlagt fra 1990, og der vedtages en folkeskolereform i 1993.

I Sauers beretning betyder det starten på New Public Managements (NPM) hærgen i folkeskolen: ”Den bærende tanke bag NPM var afmonteringen af professionernes magt og indflydelse i den offentlige sektor til fordel for opbygningen af et politisk kontrolleret, output- og markedsorienteret hierarki.” skriver Sauer.  Begrebet NPM bliver først kendt og ekspliciteret nogle år senere, men tendensen er klar. Den har tråde tilbage til fattigfirserne og neoliberalismens fortalere som Margaret Thatcher.

Sauer medgiver at ikke alt på det tidspunkt er rosenrødt i den danske folkeskole, og han nævner et fireårigt udviklingsprojekt, søsat i 1987 af den radikale Ole Vig Jensen, der skal revitalisere folkeskolen. Mange engagerede lærere vil på det tidspunkt gerne deltage i forsøgsprojekter for at gøre tingene bedre.

Så meget desto større er chokket med ændringen i 1990. Nu skal skolerne ledes som virksomheder. Det nye styringsregimente er kommet til Danmark via OECD, og lærerne er blevet sat udenfor døren. Evalueringen af de mange forsøgsprojekter bliver i samme moment placeret i en syltekrukke, der vist ikke er blevet åbnet endnu. Eksterne læringskonsulenter tager over med myriader af spændende kurser.

Teknokraternes dagsorden

Lærerne står stadig udenfor døren den dag i dag. Sauer gør meget ud af at beskrive lærernes samarbejdsvilje og politikernes forsøg på at umyndiggøre dem gennem årene. Det kulminerer som bekendt med forløbet op til folkeskolereformen i 2013, hvor en vidtgående reform søges gennemført samtidig med en ny overenskomst, med lockout og regeringsindgreb til følge.

Da det er velbeskrevet stof, nøjes Sauer med få, men meget sigende episoder. Den gamle socialdemokrat, praktiker og fagforeningsmand er tydeligvis målløs over at en socialdemokratisk ledet regering fremturer med denne teknokratiske dagsorden, inspireret af konkurrencestats-tænkningen. Han ser det som et tillidsbrud af dimensioner.

Lærergerningen er de sidste tredive år gået fra at være et kald, selvom Sauer ikke bruger det ord, til at være et lønmodtagerjob som ethvert andet. Danmarks Lærerforening er de første adskillige år med til at fremme denne udvikling, forhippet som de er på det rent fagforeningsmæssige synspunkter om løn og arbejdsforhold, frem for en dybdegående debat om og kamp for en bedre folkeskole.

Det ændrer sig først da Anders Bondo Christensen bliver formand i 2002. Selv bliver Sauer mod alle odds medlem af hovedstyrelsen. Men det er svært at ændre kursen for en supertanker, og i dag står folkeskolen med massive problemer. Privatskoler oplever stor søgning.

”Barnet i centrum”

Sauers analyse af folkeskolens problemer i dag tager udgangspunkt i temaet støj og uro i klasserne, som jo er velbeskrevet og debatteret i medierne. Også her lokaliseres skurken: ”Det var åbenlyst for mig, at 1993-reformens stærke satsning på ”barnet i centrum”, differentiering og læreren som vejleder snarere end som underviser allerede efter få år havde bevirket, at mange lærere blev usikre og følte at de var ved at miste grebet om deres klasser” skriver Sauer.

Reformpædagogikkens mantra om barnet i centrum bliver forvansket til fluffy begreber i individualiseringens storhedstid. Nu skal lærerne på kursus i undervisningsdifferentiering, så de kan lære at forholde sig til hver eneste elevs unikke læreproces og tilpasse undervisningen derefter – som om de ikke allerede er opmærksomme på det enkelte barn.

Sauer pointerer at dette begreb savner forskningsmæssigt belæg, men først og fremmest er det umuligt at praktisere. Kravet om individuelle elevplaner midt i nullerne samt inklusionsdagsordenen få år efter føjer spot til skade. Læg dertil det forkætrede ”ansvar for egen læring”, hvor læreren bliver reduceret til en slags konsulent.

Opretholdelsen af det vitale fællesskab i de enkelte klasser og den bærende dialog mellem lærer og elever er blevet vanskeliggjort. Senere kommer meget håndfaste krav om målstyret læring. Udbyttet af den enkelte undervisningstime skal kunne kvantificeres og afrapporteres. En del krav og tiltag er siden blevet afskaffet eller modificeret, men kompetencetænkningen består.

Egodyrkelse og selvoptagethed

Når Sauer betragter folkeskolen i dag, ser han en knæsætning af individualiseringsparadigmet, godt hjulpet på vej af den digitalisering, som Danmark ellers bryster sig af. Papirbøger bliver gradvist erstattede af elektronisk materiale, og hver elev sidder bag sin skærm. Eleven er i sandhed kommet i centrum, men på en perverteret måde, som fremmer egodyrkelse og selvoptagethed. De forskellige faktorer bevirker at begrebet undervisning er på vej ud. Alt i alt er det en elendighedsfortælling, men Sauer pointerer at der er håb.

Socialdemokratiet gav således i 2020 to kommuner frihed til at styre skolerne som de ville. Resultaterne er opløftende. De nye principper bør bredes ud til de andre kommuner, hvor budgetterne gerne skulle kunne tillade det. Afslutningsvis slår Sauer et slag for tre vigtige aktiviteter i folkeskolen som han selv har god erfaring med: Fortælling, musik og drama.

Det er svært at være uenig i. Fortælling fastholder elevernes opmærksomhed og skaber en relation i et fælles rum for dialog og arbejde med fagene. Musik og drama er kreative fag der kan få de fleste elever med, også de, der har udfordringer med de boglige fag. Demokratisk dannelse og tilegnelse af forskelligartede faglige kundskaber går altid hånd i hånd.

Vil de toneangivende forskere og politikere anerkende det? Sauer citerer en af dem, Claus Holm, institutleder på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, der på en konference om folkeskolens formål tilbage i 2015 tager afstand fra den Hal Koch’ske opfattelse af demokrati som en livsform, en filosofi som megen dansk skoletænkning har været præget af.

Jeg har selv tidligere udvist skepsis overfor institutionaliseringen af Hal Kochs demokratiopfattelse, men det gav alligevel et gib i mig da jeg læste dette citat: ”I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”. Lærere og pædagoger har ifølge Claus Holm til opgave at ”motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livsvarige læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv.”

Demokratisk dannelse

Det er rene ord for pengene fra en teknokrat der helt glemmer at folkeskolen som en vigtig samfundsbærende institution ikke kan fungere uden en eller anden form for demokratisk dannelse. Relationen mellem lærer og elev og dialogen i klasserummet har en stor betydning. På den anden side har fag, udover det almendannende, selvfølgelig også med barnets fremtid og selvforsørgelse at gøre.

Eleven er et menneske og en fremtidig borger i et samfund, der skal hænge sammen på forskellige planer – familiemæssigt og socialt såvel som politisk og økonomisk. Men konkurrencestatstænkningen hos Claus Holm og andre reducerer barnet til en fremtidig arbejdskraft. Eleven skal socialiseres til at opfatte sin egen arbejdskraftoptimering (læs: ”læring”) som vejen til selvrealisering og livets dybere mening. Det er forbryderisk og udtryk for et instrumentelt menneskesyn.

Tak til Niels Chr. Sauer for at minde os om at heller ikke teknokrater sidder på et evighedsmandat.

Niels Chr. Sauer: Folkeskolens veje og vildveje, Forlaget Fjordager, 2023.