Virkelige og indbildte vilkår i dansk politik

Af Brian Degn Mårtensson

Vi lever i en verden, hvor vi er underlagt nogle vilkår. Der er ting, vi ikke kan lave om på, og vi må derfor affinde os med realiterne og handle inden for de givne rammer. Sådan er det – om vi kan lide det eller ej.

Ovenstående ytring er umiskendelig sand, og hvis man ellers tilslutter sig de mest basale formallogiske regler, vil man ikke kunne sige andet. Selvfølgelig må vi handle inden for visse vilkår! Det er i grunden slet ikke interessant at diskutere tilstedeværelsen af eksterne begrænsninger og rammer, og der findes da heller ikke ret mange, der vil benægte eksistensen heraf. Derimod har vi i vor tid hårdt brug for at tænke lidt dybere over, hvilke vilkår der er givne og absolutte, og hvilke vilkår, der er menneskeskabte og flygtige. Kun de første er nemlig definitive begrænsninger for vores valg og handlinger. De sidstnævnte er slet ikke egentlige livsvilkår, men blot aktuelle øjebliksbilleder.

Når diskussionen om diverse vilkårs karakter er så vigtig, skyldes det politikeres, samfundsdebattørers og offentlige lederes misbrug af ”vilkårets magt”. Eksempelvis bruges globalisering, EU, frihandel, djøfisering, digitalisering og alt mulig andet som magiske ord, der afvæbner enhver kritik eller grundlagsdiskussion. Når en af disse ting betegnes som et vilkår, kan man derefter kun diskutere, hvordan man vil tilpasse sig de gældende forhold. Men kan det virkelig passe? Er mennesket virkelig ikke længere i stand til at handle og vælge selv – og dermed tage ansvar? Er vi nået til et sted i historien, hvor alt af betydning ligger helt fast?

I grunden kan vi ikke vide det, da vi ikke kender fremtiden, og i øvrigt aldrig vil kunne afprøve ethvert tænkeligt handlingsforløb. Det bedste, vi kan gøre, er derfor at se på vores historiske erfaringer.

Eksempelvis ved vi, at øget international interaktion – som fx det, vi i dag kalder globalisering – både kan bevæge sig frem og tilbage. Vi så det i overgangen fra bronze- til jernalder, vi så det i Kina før og efter Mingdynastiets storhedstid, og vi så det i vesten før og efter krakket i New York. Dette betyder ikke, at fx teknologi ikke kan give en generel forøgelse af muligheden for international interaktion, og ingen kan benægte, at det i dag er lettere at kommunikere, handle og bevæge sig end det var i stenalderen. Men globalisering er ikke et fast determineret envejsvilkår, der er uden for menneskelig kontrol. Det er en mulighed, som teknologisk er blevet gjort lettere at realisere, hvis man politisk ønsker det. Eventuelle fordele og ulemper ved en forøgelse af bestemte typer internationalt samkvem er i sidste ende altid et resultat af menneskelige valg og fravalg. Sådan har det altid været, og der er endnu ikke blevet præsenteret gyldige argumenter for, at dette skulle have ændret sig.

Vi ved også, at konstante teknologiske og videnskabelige ”fremskridt” ikke er et vilkår. Fx gled en række opfindelser og erkendelser i glemmebogen efter det Vestromerske riges fald, ligesom en række græske filosoffers tænkning måtte en tur forbi den arabiske verden før den blev genintroduceret i vesten. Dertil er det slet ikke indiskutabelt at omtale vores teknologiske og industrielle udvikling som et ”fremskridt”, da mange af de varer, vi i dag producerer slet ikke har samme holdbarhed som for bare hundrede år siden. Det samme gælder arkitekturen: Hvor mange af de bygninger, vi rejser i dag vil bestå om 1000 år? Jeg siger ikke, at udviklingen nødvendigvis er dårlig, men den kan ikke indiskutabelt defineres som et fremskridt. Vi producerer og bygger i dag for nuets behov, mens man tidligere – billedligt talt – producerede og byggede med et længere sigte. Endvidere er det meget svært at argumentere for det gode i opfindelser som atombomben, diverse kemiske våben eller lignende. Teknologi og videnskab giver muligheder, men igen er brugen resultatet af menneskelige valg og fravalg.

Vi ved også, at politiske og militære forhold ikke er blivende vilkår. Da Nelson Mandela valgte at indlede sin modstand mod Apartheidregimet i Sydafrika bekæmpede han (og hans fæller) i manges øjne et grundlæggende vilkår, men tiden skulle vise, at han i stedet øvede modstand imod en række politiske valg, der bestemt kunne omgøres. Churchills stædige holdning overfor Nazitysklands dominans i slutningen af 1941 kunne også ligne en håbløs kamp imod et vilkår, men heldigvis forholdte det sig anderledes. Og hvem kunne i 1587 forestille sig en verden, hvor Spanien ikke var den dominerende magt?

Sådan er der så meget. Pointen er ikke, at alt er kaos, og vi derfor ligeså godt kan handle som vinden blæser. Slet ikke! Derimod skal vi tænke os om, og handle med både hjerte og hjerne. Vi skal have mod til at bruge vores forstand, og viljen til at gøre, det, vi efter modne overvejelser finder rigtigt. Vi skal ikke gøre os selv ufrie ved intellektuel at underlægge os såkaldte vilkår, der alligevel ikke er, hvad de giver sig ud for at være.

EU er ikke et vilkår. Masseindvandring er ikke et vilkår. Uber-økonomien er det heller ikke. Postmodernismen og krea-relativismen er det slet ikke. Og så fremdeles. Den slags er resultater af menneskelige valg, og de kan vise sig hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige, og det må vi så tage stilling til i hvert enkelt tilfælde. Med både følelse og fornuft.

Når vi har foretaget sådanne sondringer og drøftelser, kan vi vende tilbage til de egentlige vilkår, for den slags findes jo – som det blev nævnt i indledningen. Vi er nemlig alle underlagt det forhold, at vi fødes ind i et kulturelt forløb i en overleveret verden, hvorefter vi skal leve et liv sammen med andre, hvilket så altid ender med dødens indtræden. Vi kan af gode grunde kun logisk slutte os til, at det også vil være sådan i fremtiden, men denne vilkårsbeskrivelse er i det mindste så stærk, at den har været gældende så langt tilbage, som vi kan se. Fødsels-livs-døds-vilkåret medfører, at vi fra start er afhængige af andres erfaringer, hvorefter vi selv bidrager til kulturens beståen og udvikling, og til slut må vi sige farvel til det hele, vel vidende at vores handlinger i livet vil påvirke andre efter vores egen bortgang. Dette er det egentlige vilkår, det kalder på både ansvar og omtanke, og det er i grunden ganske opbyggeligt!

Det er et vilkår, at vi fx må tage ansvar for, hvilken klode, hvilket Europa, og hvilket Danmark, vi efterlader til kommende generationer. Dette ansvar kan vi kun løfte med udgangspunkt i overleverede kulturelle erfaringer og vores egen fornuftige omgang hermed. Ved at acceptere dette grundlæggende vilkår, erklærer vi os tilmed villige til – om nødvendigt – at bekæmpe politiske pseudovilkår på samme måde som eksempelvis Luther, Gandhi, Mandela, Churchill og mange andre har gjort gennem tiden.

Således kan det egentlige menneskelige vilkår kortfattet formuleres som viljen til at bryde med timelige pseudo-vilkår i visheden om at være født ind i en evig kæde af ansvar og kærlighed til livet.

Det smukke ved et hele er, at en accept af de egentlige grundvilkår medfører, at verden og fremtiden står åben for alle mulige scenarier. Det kan både gå godt, dårligt eller midt i mellem – alt efter temperament – men fremtiden tilhører i det mindste handlende og tænkende mennesker. Modsat forholder det sig, hvis vi tilslutter os tidens mange pseudo-vilkår. Her tilhører fremtiden kun vilkårets egen inerti, og mennesket forsvinder derfor til fordel for den tilpasningsparate organisme.

Sapere Aude!



Brian Degn Mårtensson er pædagogisk filosof og ansat på Aarhus Universitet, hvor han især beskæftiger sig med N.F.S. Grundtvigs politiske og pædagogiske filosofi. Dertil beskæftiger Brian sig også jævnligt med både teologiske og alment historiske emner. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, undervisning, videnskabsteori og filosofi. Blandt de seneste bøger er Videnskab og pædagogik, Tilblivelse og tilsynekomst og Konkurrencestatens pædagogik.