Tre søjler i en borgerlig skolepolitik

19. april 2021
15 minutters læsetid

Spørgsmålet om hvorfor vi holder skole i Danmark er for længe blevet overladt af de borgerlige til socialdemokratisk planlægger- og planlægningsdyrkelse. De borgerlige bør generobre denne dagsorden med en vision, og en sådan formuleres i denne længere kommentar.

Af Brian Degn Mårtensson

Det største samfundsproblem, vi står med i disse år, er uden sammenligning, at det borgerlige Danmark mangler en intellektuelt sammenhængende skole- og uddannelsespolitik. Dette er alvorligt, da en sådan netop er det, der mest mærkbart former samfundsudvikling på lidt længere sigt. Så længe de borgerlige overlader området til socialdemokratiske forestillinger om målstyring, lighedsfremme og planøkonomisk frembringelse af lydige medarbejderborgere, vil det blive sværere og sværere at genskabe et – i hvert fald åndeligt – levedygtigt Danmark. Derfor vil tre grundlæggende spørgsmål omhandlende landets pædagogiske kultur blive behandlet i det følgende: 1) Hvad er et menneske?, 2) Hvordan bør man sætte mål for andre menneskers tilblivelse?, samt 3) Hvad bør en skole være? De tre spørgsmål er nært forbundne, da en skole har at gøre med menneskers tilblivelse, og derfor må et svar på, hvad en skole bør være tage udgangspunkt i nogle overvejelser over, hvad et menneske i grunden er, hvordan vi etisk kan agere i forhold til deres opvækst, samt hvordan dette bør organiseres.

Hvad er et menneske?

Homo sapiens sapiens (dvs. det moderne menneske) er i følge naturvidenskaben den eneste overlevende art af slægten Homo, hvortil også Homo rudolfensis, Homo habilis og Homo georgicus, Homo erectus og Homo sapiens neanderthalensis hørte. Det særlige ved Homo sapiens sapiens er den forholdsvis store hjerne og naturligvis den oprette gang, som gradvist blev introduceret ved fremkomsten af tidligere arter. Zoologisk set udviklede mennesket sig tidligt i retning af evolutionær afspecialisering, således at muskelmassen mindskedes, hårpragten reduceredes, armene blev kortere og kroppen generelt blev mere spinkel. Til gengæld voksede hjernen og dertil den intellektuelle kapacitet. Dette medfører i dag, at mennesket ikke kan klare sig i nævekamp med fx en chimpanse, men det kan intellektuelt udmanøvrere en sådan på alle fronter. Menneskekroppen er skabt til en tilværelse som omnivor, dvs. altædende, og grundet dens spinkle og energieffektive natur er den ideel i forhold til at tilpasse sig forskellige funktionsmåder.

Mennesket har ikke jaguarens eller leopardens hurtighed, men er dog heller ikke decideret langsomt i sprint. Til gengæld kan mennesket grundet den særlige kropsbygning løbe i timevis – noget som få andre dyr kan. Dette er meget fordelagtigt, når man eksempelvis jager pattedyr, der evolutionært er blevet udviklet til at foretage korte, energiforbrugende sprint i forsøget på at undslippe hurtige jægere – homo sapiens kan nemlig i ro og mag simpelthen løbe byttet træt. Vi kan også – ved at kombinere disse kropslige fortrin med vores intellekt – bebo vidt forskellige egne af klodens og udholde ekstrem klimavariationer. Set i forhold til hurtighed, størrelse og muskelmasse i resten af dyreriget er mennesket dog på mange måder et middelmådigt dyr, men med en klar force i forhold til den intellektuelt bårne biologiske afspecialisering, der sætter det i stand til at udmanøvrere konkurrerende arter i kampen om føde og territorier. Siden år 1800 (altså efter oplysningstiden) har Homo sapiens sapiens på denne måde syvdoblet sin tilstedeværelse på herværende planet. I samme periode er stort set alle såkaldte ”top predators” (store rovdyr) gået voldsomt tilbage, og mange overlever i dag kun på menneskets nåde.

Her kommer vi så til et af problemerne med menneskets evolutionære udvikling, nemlig forøgelsen af intellektet. Mens den store hjerne har vist sig fordelagtig i kampen om resurser og territorial dominans, er prisen for dette, at egentlige instinkter i høj grad udviskes til fordel for rationelle og/ eller emotionelle valg. Når mennesket intellektuelt kan forholde sig til verden på kompliceret, reflekterende og nytænkende vis, kan det også forholde sig sådan til sin egen eksistens. Altså kan mennesket begrunde sin egen tilværelse, og når man kan dette, er man mere eller mindre nødt til det – ellers bliver man bevidst om at livet er meningsløst. Mennesket har altså fået en dominerende stilling på kloden, men kan ikke isoleret stille sig tilfreds med dette. Positionen – og tilværelsen i øvrigt – må og skal etisk begrundes i visheden om, at vi uden en motivering af vores adfærd blot ville være dyr som alle andre arter. Mennesket adskiller sig hermed – i hvert fald i dets egen selvforståelse – fra andre levende væsener i kraft af intellektuelt begrundede og reflekterede valg. En løve har al ret i verden til at dræbe et menneske for at holde sulten for døren. Det er løvens instinkt, og der er for løven ingen moralske overvejelser – eller problemer – forbundet med dette. Et menneske kan omvendt moralsk problematisere legitimiteten i at dræbe selv den mest bestialske løve, og aktuelt kører da også flere bevaringsprogrammer for vores engang konkurrerende rovdyr. Evnen til at foretage disse sondringer kan naturligvis resultere i vidt forskellige konklusioner, og historisk har mennesket da også ved flere lejligheder iværksat lokale udryddelseskampagner imod fx ulve og andre ”skadedyr”. Pointen er her, at vi aktivt kan vælge, hvordan vi forholder os til os selv og vores omverden, og derfor ikke blindt følger drifter eller instinkter.

Så langt, så godt, men ovennævnte naturgivne forhold besværliggør alligevel tilværelsen i helt uoverskuelig grad, for hvis vi i princippet frit kan vælge om den ene eller den anden ordning er den rigtige, hvad skal vi så gøre? Når vi nu har et veludviklet intellekt kan vi vel ikke bare vælge som vinden blæser? Vi vil jo altid have bevidstheden om, at vi kunne have gjort noget andet, samt kunne tænke os frem til diverse begrundelser for alternative valg. Og hvad hvis disse begrundelser er stærke og eventuelt bringer moralske problemer frem i lyset? Åh, at være en høne!

Det tænkende menneske er til en start fanget i sin egen frihed, og kan ikke undslippe ved rationaliteten alene. Fra fødsel til død må det vælge og handle i bevidstheden om, at andre handlinger kunne have været foretaget, og at det selv har taget et vist ansvar for begivenhedernes forløb. Endnu værre er det, at disse refleksioner både rummer rationelle og emotionelle aspekter, og derfor kan blive helt kaotiske. Når bølgerne går særligt højt, må mennesket derfor ty til den mest avancerede formidlingsform, poesien, for at holde styr på tankerne. At være eller ikke at være, det er spørgsmålet!

Det er på en måde valget, der er menneskets åg. Vi er omtankens slaver, fortabte i friheden. For hvad skal vi dog vælge? Æde til vi segner? Samle til bunke? Begå selvmord? Elske natten lang? Drikke os fra sans og samling? Intetsteds i naturen gives der noget svar herpå: Menneskebørn fødes uden en medfølgende manual og har ingen naturgivne mål i livet – ud over at de er skabt til at vælge. Hvad de bør vælge, kan ingen vide med sikkerhed. Det er efter alt at dømme evnen til at tænke sig grundigt om, føle og tro, der – trods de mange medfølgende kvaler dette medfører – er menneskets eneste mulige redning. Når vi for alvor indser, at vi ikke er alene i verden, kan vi mindske vægten af valgets åg. Når vi oprigtigt ser den anden som havende værdighed som os selv, kan de valg, vi må tage i livet, blive lettere at håndtere. Især når valgene omhandler situationer, hvor vi må lægge bånd på os selv. Frihedens byrde bliver ligeledes let som en fjer, når vi opdager, at der er noget, der er større og vigtigere end os selv – når vi kan vælge oprigtigt og uselvisk med udgangspunkt i noget andet end vores egne behov og vores egen forfængelighed. Eller sagt på en anden måde: Når vi elsker vores næste som os selv, og når vi ser os selv som en – om end lille – del af noget større og evigt. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Således beretter jeg her om det ydmyge overmenneske, der erkender sin egen timelighed, og derfor intet frygter. Med åbne øjne og med hjertet varmt går dette dødelige, men også evige, væsen livet i mødet i visheden om at dets egen dag er kort, mens ansvaret er blivende! Dette i sandhed værende menneske kan både tvivle, tro og vælge oprigtigt, og er derfor ikke frisat til angstfuld intethed, men fri til at være til! For at være eller ikke at være er nu engang spørgsmålet.

Hvordan man bør sætte mål for andre menneskers tilblivelse?

Ovenfor har vi set, at mennesket fra naturens side fødes uden observerbare mål for tilværelsen, men alligevel er forudbestemt til konstant at træffe valg i livet. Dette stiller store krav til omgangen med menneskers tilblivelse, fx i familien, i børnehaver, på skoler og uddannelser. For hvordan opdrager man et væsen, der grundlæggende er skabt til selv at vælge, hvem og hvad de vil blive til? Hvordan bistår man andre mennesker i at blive frie i en allerede skabt kultur, hvorfra de må tilegne sig deres begreber og deres indsigt?

Frihed er essentielt en umistelig og betingelsesløs ret til at være i kontakt med verden forstået på den måde, at man kan tænke, føle og handle, som man vil. Frihed er essentielt retten til at være et menneske. Eksempelvis er man ikke fri, hvis man kun kan få andel i friheden ved at gøre eller sige noget bestemt. Man er heller ikke fri, hvis man kan miste friheden, når man føler, tænker eller gør noget bestemt. Denne indledende forståelse af frihed er logisk formuleret og på mange måde ganske valid, men kan uden en moralsk refleksion resultere i et ret kaotisk samliv. l sig selv betyder definitionen, at alle kan gøre, som de vil, og at den stærkeste derfor kan dominere andre, så længe kræfterne rækker. Alligevel har definitionen den grundlæggende kvalitet, at friheden principielt tilskrives ethvert menneske uden grund og uden betingelser. Du er fri, blot fordi du er et menneske. Punktum. Det er ligegyldigt, hvor klog, smuk, høj eller rig du er. Du er fri, fordi du er til!

Vi kan forfine definitionen ved at tænke lidt videre. Hvorfor skal vi egentlig være frie? Der er ikke nogen praktisk, økonomisk eller politisk begrundelse, der på en holdbar måde kan danne grundlag for et svar, for hvis vi på forhånd vælger et eller andet for den, der skal være fri, har vi jo allerede indskrænket friheden. Vi kan heller ikke måle eller veje os frem til en begrundelse, og et klassisk, videnskabeligt svar er i det hele taget langt uden for rækkevidde. Forskningen kan faktisk ikke rigtig sige noget kvalificeret om dette.

Vi bliver nødt til at bruge et postulat, der ikke bryder med frihedens præmisser, og som etisk kan forsvares. En begrundelse kan derfor ikke være ret meget andet end en universel påberåbelse af elskelighed og værdighed i ethvert menneske. Hvis vi betragter mennesket i sig selv som værende et elskeligt og værdigt væsen, må dette nødvendigvis medføre, at alle individer i sig selv må omfattes af en kærlighed og nogle umistelige rettigheder. Disse gælder helt konkret allerede ved fødslen (hvor man endnu intet har foretaget sig) og så sent som i dødsøjeblikket (hvor man har udrettet en masse).

Kærlighed til den ubestemte anden betyder, at denne er elskelig ved sin blotte eksistens. Man elsker ikke sine børn, sin kæreste eller en ven, fordi de gør noget bestemt, men fordi de er dem, de er. På samme måde må synet på den ubestemte anden også basere sig på kærlighed i kraft af eksistens, og derved er kærligheden umistelig. Når jeg anvender begrebet kærlighed, betyder det ikke, at man nødvendigvis skal have et nært, personligt forhold til alle mennesker på kloden (det ville faktisk være ret besværligt), men at man logisk er nødt til at betragte ethvert menneske som værdigt og elskeligt, hvis man anerkender, at kærligheden er et eksistentielt anliggende, der rækker ud over et konkret menneskes gøren og laden. I praksis er det sådan, at vores kærlighed til det menneskelige manifesteres i forskellig grad fra medmenneske til medmenneske, men kærligheden i sig selv er ikke knyttet til en kvalitativ vurdering af bestemte handlinger eller ytringer. Det er der meget andet, der er, men ikke kærlighed.

Kærligheden er altså i denne forståelse noget blivende, der er til stede i ethvert menneske, og kærligheden er i sig selv ikke afhængig af konkrete handlinger, det kan kun dens praktiske manifestation være. Dette betyder, at kærligheden til den anden logisk må medføre den andens frihed til at blive sig selv. Kærlighed og frihed er altså to sider af samme sag.

Enhver frihed er eksistentielt begrundet, moralsk funderet og politisk realiseret. Når jeg ytrer mig som frit menneske, må og skal jeg forholde mig til, at jeg gør det i en social sammenhæng, hvor der er andre frie mennesker. Det gælder i supermarkedet, på arbejdspladsen, i nationale medier, i den europæiske kulturkreds og som verdensborger. Jeg har altså et ansvar for mine medmennesker, og jeg må huske mig selv på, at min egen værdighed og frihed er uløseligt forbundet med andres. Min frihed er altså helt symbiotisk med mit ansvar.

Jeg har pga. denne frihed også et ubrydeligt ansvar over for mig selv og mine medmennesker. Derfor bør jeg moralsk – og i kærlighed til min næste – forholde mig til konsekvensen af mine handlinger og ytringer. Dette princip gør sig gældende i supermarkedet, på arbejdspladsen, i nationale medier, i den europæiske kulturkreds og som verdensborger. At jeg eksempelvis kan ytre noget, medfører ikke per automatik, at jeg bør ytre det. Jeg må tænke mig om og afveje diverse hensyn, hvilket forudsætter kundskaber og adgang til kulturelle erfaringer. At selv samme kundskaber og erfaringer bestemt kan bidrage til at skabe vækst og velstand, er både rigtigt og herligt, men det har moralsk intet med skolens begrundelse at gøre i et humant demokrati. Det kan højst være en heldig sidegevinst.

Det er svært at være menneske. Uanset hvor meget vi forsøger at lave regler og systemer, bliver vi nødt til at bruge hjertet, hjernen og munden. Det er nødvendigt, at vi alle sammen har en ret til at sige og gøre mere end blot det, vi finder moralsk forsvarligt eller samfundsmæssigt praktisk. De mennesker, der har travlt med at sige alt, hvad de overhovedet har ret til, gør dog sig selv præcis ligeså intellektuelt ufrie som dem, der med vold og trusler bekæmper eksempelvis religionskritikken. Omvendt har de mennesker, der har meget travlt med at indføre forbud og samtalepolitikker, ikke forstået, at den enkelte reelt kun kan handle hensynsfuldt så længe det også er muligt at handle krænkende. Det handler om at bruge sin fornuft og træffe valg i omgangen med andre! Glemmer vi at tale om ansvaret for hinanden, risikerer vi, at friheden bliver til naturret, hvilket kun er frihed for den stærkeste. Hvis vi fratager hinanden friheden til at handle, fratager vi også hinanden ansvaret for medmennesket. Hvis man vil finde sammen i et sam-fund, er det altså altafgørende, at der er en almen udbredelse af basale kundskaber, samt en udbredt accept af fornuftsbaserede argumenter, ytret i størst mulig frihed. Her er skolen altafgørende som civilisationsfremmende institution.

I opdragelsen af frie mennesker må man af moralske grunde have friheden som et bærende mål, men sikre, at denne forstås som værende symbiotisk med ansvaret. Altså må man i omgangen med andres tilblivelse virke for, at den opdragede udvikler en forståelse af sig selv, samtidig med at opmærksomheden på medmenneskene særegenhed og umistelige værd øges. Særligt en grundskole bør derfor være et sted, hvor kærligheden til mennesket og menneskeheden formidles og bekræftes, og enhver målformulering må knytte sig hertil. Det skal afsluttende siges, at megen moderne pædagogisk forskning – uden nævneværdig refleksion desangående – begrunder skolen med andet end kærligheden til mennesket, oftest politske krav, økonomisk vækst eller arbejdsmarkedsdeltagelse. Det kan man godt, men man løber nødvendigvis ind i det problem, at disse begrundelser så igen skal begrundes. Herved sejler skolen rundt i mere eller mindre tilfældige begrundelser, der baserer sig på andre tilfældige begrundelser. Kun kærlighed behøver ingen begrundelse. En grundskole bør være kærlighed til mennesket, kulturen og verden, formidlet i form af samvær, fag og liv. Et sted, hvor man tvinger til frihed på smukkeste, paradoksale vis.

Hvad bør en skole være?

Det er en misforståelse at tro, at skoler er nødvendige. Det er de nemlig ikke. Faktisk har mennesket eksisteret på kloden i hundrede tusindvis af år uden at have skoler, der i historisk set er en relativt ny opfindelse. Først med etableringen af katedralskolerne i middelalderen fik vi i Danmark noget, der minder om egentlig skoleundervisning, og først i 1814 blev en almen grundskoleundervisning etableret. Til gengæld er selve det, der foregår i en skole – opdragelse, omsorg og undervisning – helt og aldeles nødvendigt og har alle dage fundet sted. Skolen i sig selv kan dog sagtens undværes, hvis man vil. Endnu i vor tid findes der da også hjemmeunderviste børn, der både modtager opdragelse, omsorg og undervisning uden at gå i skole, og dette uden nævneværdige problemer. Særligt skolens funktion som simpel vidensformidler kan, rent teoretisk, nemt erstattes af fx videoer, apps og individuel læsning. Hvis man som samfund alligevel gør sig besværet med at holde skole, bør man derfor tænke over, hvad man mere grundlæggende vil med den. Hvad bør skolen være? Hvad skal den gavne?

En grundskole, hvor der foregår alment dannende undervisning, bør efter min bedste vurdering sigte på at være et sted, hvor den opvoksende generation indvies i de kulturelle udtryk, normer og vaner, samfundet historisk kommer af. Altså en nutidig bestræbelse på en historisk basis – i håbet om en fremtid. Lidt som en fest, hvor gæsterne ankommer drypvis og nyankomne mødes med ordene: ”Hej, dejligt at se dig! – Nu skal jeg fortælle dig, hvad der er sket ind til videre og hvordan vi har organiseret os! Kom og vær med!”.

Denne indvielse sker især via de af kulturen fremkomne fag, dvs. matematik, fysik, historie osv., men også via dagligdags omgangsformer, traditioner, sange og levet liv. Som i alle andre livssammenhænge vil børnene uundgåeligt lære noget, men dette bevirker ikke, at det giver mening isoleret at betragte skolen som en ”læringsarena” eller et ”læringshus”. Når børn har fri fra skole, lærer de også en hel masse. Det er ikke læringen, der gør en skole til en skole. Det gør kun samværet i og om kultur, kærligheden til fagene og den institutionelle ambition om at højne dannelse, indsigt og selvmyndighed.

Ordet skole betyder som bekendt ”fri tid” på græsk, hvilket henviser til, at det er et sted, man frekventerer i en livsfase, hvor man ikke behøver at arbejde. I stedet kan man så udvide sin åndelige horisont og fordybe sig i stort og småt. Hvis en skole virkelig vil være skole bør den derfor have friheden i sig i alle dens gerninger, uanset om den som i Danmark de facto er tvungen. Især når barnet ikke selv har valgt at gå i skole, er det derfor lærerens opgave at give barnet frihed i form af kundskaber, mod og virkelyst. En skole bør være et sted, hvor barnet med disse gaver finder ud af, hvem det vil blive til – om end i en Søren Kierkegaardsk forstand som forlæns bevægelse med baglæns forståelse. Af samme grund skal der undervises langt mere ambitiøst i fagene, og det er af aller største vigtighed, at børnene forlader grundskolen med en så stor viden – om så meget som muligt – som det overhovedet kan lade sig gøre. Ligeledes bør der også helst opstå en kærlighed til fagene og det at erhverve sig viden. Ikke fordi det måske kan svare sig for samfundsøkonomien (det kan det dog), erhvervslivet eller bidrager til en eller anden materiel opfattelse af lighed eller ulighed –  vigtigheden af den slags prioriteringer må børnene selv tage stilling til, når de med tiden bliver voksne, myndige borgere. Nej, den faglige ambition bør knytte sig til barnets frihed – jo større forståelse man har af verden, jo bedre kan man tage selvstændigt stilling til sit liv og det samliv, man indgår i. Hvis man virkelig holder af den opvoksende generation, må hele skolens virke orientere sig efter dette.

Meget mere er der i grunden ikke at sige, da vi ikke kan vide, hvad den opvoksende generation i øvrigt vil have godt af eller får brug for i fremtiden. Det bør i sidste ende være deres egen beslutning. Det eneste, vi helt eksakt har, er en overleveret kultur, som vi kan vælge at indvie dem i. At holde skole er et evigt og stående etisk spørgsmål omhandlende omgangen med andre menneskers fremtid. Der er intet, der i sig selv virker, og ej heller nogen nævneværdig evidens at støtte sig til. Skolen er et sted for undervisning, og dermed et kulturelt åndedræt – et øjeblik, hvor fortidens erkendelser og frembringelser vækkes til live i nuet mellem mennesker.

Brian Degn Mårtensson er filosof og forfatter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside