Når demokratiet trues fra alle sider – om skolerne og Muhammedtegningerne

Brian Degn Mårtensson

Der kører pt en vigtig debat om skolernes visning af Muhammedtegningerne. Skal eleverne se dem eller ej? Nogle mener, at man statsligt skal pålægge landets undervisningsinstitutioner at vise dem, for derved at understrege vigtigheden af ytringsfrihed – og i samme moment fratage den enkelte lærer ansvaret. Baggrunden for debatten er, at endnu en underviser har modtaget trusler grundet en planlagt fremvisning af de så berømte og berygtede tegninger. Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup udtalte i den forbindelse følgende til DR den 10. maj 2021: ”Det er forfærdeligt, at vi har en situation, hvor en lærer ikke tør bruge Muhammedtegningerne. Derfor er der brug for, at vi siger til vores undervisere, at det er en pligt – et krav – sådan, at der ikke er nogen mulighed for at undslå sig”. Det er naturligvis rationelt forståeligt, at man gerne vil stå fast på ytringsfriheden, men måden, Skaarup og andre vil gøre det på er dog stadigvæk dybt problematisk af undervisningsfaglige og demokratiske grunde.

Hvis man gerne vil have et demokrati med diverse frihedsrettigheder (herunder ytringsfrihed) er man nødt til at værne om en hårfin balance i forholdet mellem borger og stat. Det er nemlig sådan, at et levedygtigt demokrati forudsætter oplyste borgere, der kan og vil tænke selv. Dette har føromtalte Peter Skaarup faktisk fint blik for i interviewet med DR: ”Det er jo en del af Danmarkshistorien. Det er en del af vores historie, vores grundlag, at vi står fast på ytringsfriheden, uanset om det er i tale eller i tegning”. En stor del af borgernes kundskabstilegnelse og dannelse finder sted i landets skoler og undervisningsinstitutioner, og hvad vigtigere er, så er disse det eneste sted, hvor staten på godt og ondt kan regulere borgernes tilblivelse. I familien er borgerne modsat stort set fredede. I hvert fald indtil videre.

Grundet den intime sammenhæng mellem demokrati og oplysning er skoler og uddannelsesinstitutioner derfor nøglen til den samfundsform, vi pt bekender os til, og alt hvad der sker her, er af altafgørende betydning for demokratiets status og fremtid. Hvis staten lader stå til, mens det hele sejler, vil demokratiet gå til grunde. Hvis staten blander sig for meget, vil der ske det samme, for så får man bare umælende undersåtter, der pligtskyldigt stemmer ”ja tak” hvert fjerde år. Det er derfor et ret utaknemmeligt job at føre skolepolitik med ambitionen om at bevare et velfungerende folkestyre.

I Danmark har vi – bl.a. påvirket af præsten, politikeren, historikeren og salmedigteren N.F.S Grundtvig – været enormt gode til både at oplyse og danne til frihed og folkestyre. I hvert fald indtil 1990’erne, hvor moderne managementtænkning begyndte at erodere både faglighed og demokratisk dannelse i vores skoler og uddannelsesinstitutioner. Den danske succes frem til 1990’erne er let at aflæse i internationale opgørelser over lav korruption, ytringsfrihed, tillid, orden i retssystemet, samt i det faktum, at Danmark frem til da stort set var forskånet for anti-demokratisk ekstremisme i en periode med megen virak i Europa i øvrigt. Den eneste legitime forklaring på Danmarks imponerende succes som demokratisk nationalstat er slet og ret undervisning; altså måden, hvorpå vi har videregivet værdifulde erfaringer fra generation til generation. Begrebet “metodefrihed” (altså vigtigheden af, at undervisning tilrettelægges med et armslængdeprincip) har været centralt i denne succeshistorie, men er mere en betegnelse for en undervisningstradition end det er en egentlig ret, og begrebet er på ingen måde opfundet for lærernes skyld. Tværtimod. Det er først og fremmest en beskyttelse af borgerne, der herved ikke kan detailstyres af staten. Det er helt principielt og afgørende i et demokrati, at staten ikke i detaljer kan designe hvordan, hvornår og i hvilken sammenhæng borgerne gives hvilke informationer. Staten kan (og bør) formulere nogle overordnede rammer på flertallets vegne, men så skal den tie derefter. Der er med den såkaldte “metodefrihed” også en Grundtvigsk tilskyndelse til levende, oprigtigt engageret undervisning og oplysning. Dog er “metodefriheden” ikke et carte blanche til at gøre, hvad man som lærer lige føler for den dag. I matematik har man matematik, herunder geometri og algebra. I kemi lærer man om grundstoffer osv.

Vi skal undervise i tegningerne

I eksemplet med Muhammedkrisen er det sådan, at man jf. de overordnede beskrivelser for fag som historie og samfundsfag (som dog pt er meget amputerede) simpelthen skal undervise i den (for det er en betydende politisk begivenhed, der rummer en nøgle til at forstå meget af det, der sker i Danmark og verden). Ofte må krisen også inddrages i flere sammenhænge (fx under temaer som landspolitik, international politik, medier og ytringsfrihed, demokratiforståelse). I nogle forløb vil det didaktisk være nødvendigt at vise tegningerne, så man fx kan analysere materialet op imod andre kilder (fx injurielovgivning, kritikker af tegningerne, Grundloven, historiske blasfemiparagraffer og hvad man ellers kunne finde på). I andre sammenhænge er det af helt banale og praktiske grunde måske tilstrækkeligt at nævne dem eller læse om dem (man viser heller ikke billeder eller tabeller om Holocaust eller Kanslergadeforliget, hver eneste gang disse begivenheder berøres i undervisningen). Hvad skolen eller læreren selv mener om Muhammed-tegningerne, har absolut intet med sagen at gøre. De findes, de har stor politisk betydning, og derfor må man undervise i, hvad alt dette handler om.

Det didaktiske (altså undervisningsfaglige) problem opstår selvsagt, hvis man statsligt laver enten en kvoteordning, hvor tegningerne skal vises et vist antal gange i skoleforløbet, eller en centralistisk ordning, hvor tegningerne helt umotiveret og uden faglig sammenhæng skal vises kollektivt på en fastsat dato. Hvis man får gennemført en af de disse ordninger, er det ikke til at sige, hvor vi ender. Sikkert, at der i klimaets navn også skal oplæses Greta Thunberg-taler den 1. maj. Det er selvsagt et skråplan. At noget er uomgængeligt undervisningsstof i kraft af samtidens politiske udvikling – som både tegningerne og Thunberg pt er – betyder ikke, at undervisning (altså fagligt tilrettelagt samvær om et emne) skal opgives til fordel for centralistisk politisk kommunikation. For det er nemlig der, man vil ende.

Problemet i hele denne sag er således, at en sagligt velgennemført undervisning er vanskeliggjort grundet radikale islamisters udfordring af statens voldsmonopol. Det er derfor også der, løsningen ligger. Det er statens første og vigtigste opgave at sikre, at helt almindelige borgere, der samvittighedsfuld udøver deres virke, ikke udsættes for vilkårlige overgreb fra selvbestaltede magtinstanser. Jeg siger ikke, at det er nemt i forhold til Muhammedkrisen, men ikke desto mindre er det statens opgave.

Demokratiet under pres fra alle sider

Jeg er med på, at man godt kan lave politisk symbolske handlinger, der kan påvirke situationen til det bedre. Fx kunne man via Finansloven indkøbe trykte hæfter med Muhammedtegninger til alle landets biblioteker til evigt eje, så borgerne frit kunne vælge at gense dem eller ej. Det ville være helt uproblematisk i demokratisk henseende, for staten påtvinger ikke borgeren noget som helst. Netop grundskolens undervisning (som jo gerne skulle være et forsøg på at tvinge til frihed) er dog et farligt sted at gøre den slags – hvis man gerne vil bevare et liberalt demokrati, hvor staten ikke laver sig nogle egnede borger pr metodisk diktat. Hvis staten bryder dette armslængdeprincip (mere end den allerede har gjort med de seneste reformer), er det et demokratisk overgreb på linje med nægtelsen af ytringsfrihed. Man kan derfor sige, at demokratiet pt er under pres fra alle sider.


Brian Degn Mårtensson er cand.pæd. i pædagogisk filosofi og forfatter til en lang række bøger og artikler om filosofi, videnskabsteori, pædagogik og undervisning.